Hvorfor der blev verdenskrig

SARAJEVO, Serbien, Franz Ferdinand, panslavisme, Bosnien-Hercegovina, Gavrilo Princip, Montenegro — navne som måske forekommer mange lidt fremmede i dag, men som af uhyggelige grunde blev kendt af folk overalt for mere end et halvt århundrede siden, da nationerne blev revet med i den største krig verden endnu havde set.

I foråret 1914 var der ikke mange der ville have forventet at den verden de kendte så godt snart skulle sprænges og vansires. Ganske vist holdt man stadig vågent øje med „Europas krigsskueplads“ — Balkanlandene — hvor der for nylig havde været lokale krige. Men i det store og hele var der fred i verden, og det så ud til at freden ville vare ved i den nærmeste fremtid.

Hvad var det da for begivenheder og omstændigheder, fjendskaber og politiske modsætninger der antændte denne kæmpebrand, som efterlod de fleste af verdens nationer afsvedne og forkullede?

Den umiddelbare anledning var mordet på ærkehertug Franz Ferdinand. Men hvordan kunne et eneste mord få så vidtrækkende følger? Offeret var den forventede arving til Østrigs og Ungarns troner. Drabsmanden, Gavrilo Princip, en ung serbisk student, dræbte ham da han kørte gennem Sarajevo. Motivet? Selv i dag, så længe efter, er dette spørgsmål for en stor del uopklaret. Men denne hændelse satte en række begivenheder i gang som medførte at hele verden i løbet af få uger var inddraget i krig.

Den østrig-ungarske regering stillede regeringen i Serbien over for et ultimatum. Stormagterne — Rusland, Frankrig, Tyskland, Storbritannien — var enten ikke villige eller følte sig ikke i stand til at afværge en storkrig i Europa. I stedet syntes alle de skjulte kræfter der havde fået næring i årtier, ja endog i århundreder, at have fundet en anledning til at bryde frem. Følgen — KRIG! Men hvad var det for kræfter der nu slap krigens rædsler løs? Lad os undersøge de fire vigtigste faktorer — alliancedannelser, nationalisme, imperialisme, militarisme — og vurdere hver enkelts rolle.

Alliancedannelser

En række alliancer havde samlet nationerne i to rivaliserende magtgrupper, hvilket skabte en farlig situation. Frankrig havde lidt nederlag i den fransk-tyske krig der sluttede i 1871. Derpå indgik Tyskland nogle alliancer med det formål at isolere Frankrig og hindre det i at tage hævn. Først kom en alliance i stand med Østrig-Ungarn og derefter en alliance med Italien. Dannelsen af denne triplealliance, foruden en overenskomst med Rusland, syntes at lade Frankrig alene, hjælpeløs. Det var en offentlig hemmelighed at disse aftaler også indebar gensidig støtte i tilfælde af krig.

Noget andet som hurtigt ændrede det politiske billede var magtskiftet i Tyskland. Wilhelm 2. blev kejser og Bismarck blev afsat som rigskansler. Den nye kejser opretholdt ikke venskabet med Rusland og han alarmerede Storbritannien med sin „sabelraslen“. Hans udvidelser af flåden og krav om „en plads i solen“ tvang England til at skrinlægge sit gamle fjendskab med Frankrig. Udviklingen i det fjerne østen, især den russisk-japanske krig, havde i mellemtiden gjort England venligere stemt over for Rusland. Således begyndte en ny gruppe at tage form — Rusland, Frankrig, Storbritannien.

I 1914 var magterne i Europa delt ligeligt op, tre mod tre. Mange mente at netop en sådan magtbalance var den stærkeste sikring af freden. Men historien skulle vise at de tog fejl.

Nationalisme

Hvis vi undersøger verdenskortet som det så ud i foråret 1914 og sammenligner det med verdenskortet i dag, vil vi se at der er sket drastiske forandringer med hensyn til de politiske grænser. På hvilken måde, kunne vi spørge, bidrog landegrænsernes placering i 1914 til krigens udbrud?

Først skal vi lægge mærke til at det daværende østrig-ungarske rige omfattede mange mindre nationale grupper som var utilfredse med at de ikke havde national uafhængighed. Dette var især tilfældet i Balkanlandene, hvor Serbien ønskede styret over alle slaviske grupper i området. Østrig-Ungarn havde netop indlemmet provinserne Bosnien og Hercegovina i sit kejserrige, selv om disse områder havde en slavisk befolkning. Dette gik også på tværs af Ruslands drøm om et panslavisk forbund af en eller anden art. Derfor følte Rusland sig forpligtet til at støtte Serbien.

I Vesteuropa fandtes samtidig et andet „stridens æble“. Ved slutningen af den fransk-tyske krig havde de sejrende tyskere beslaglagt to provinser som tidligere havde tilhørt Frankrig — Alsace og Lorraine. Franskmændene skumlede over tabet af disse strategisk vigtige og kommercielt værdifulde områder. Endelig havde Polen mistet dele af sit slavisk befolkede område til Tyskland (Preussen), hvilket også Rusland følte sig ramt af. Og Rusland selv var lukket inde og kunne ikke få isfri havne ved Det ægæiske Hav og Adriaterhavet sådan som det ønskede.

Hvis vi til det ovennævnte føjer de nationale ambitioner i stater som Italien, Grækenland, Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet, ser vi at denne urostifter, nationalismen, var på færde alle vegne i begyndelsen af vort århundrede. Hver eneste folkestamme følte sig berettiget til at søge at befri og forene alle sine stammefrænder.

Imperialisme

En faktor man ikke må overse i udviklingen op til sammenbruddet i 1914, er den indre styrkelse af det nationale sammenhold i Tyskland og Italien som fandt sted i den sidste del af det nittende århundrede. Disse lande havde tidligere været svage forbund af løst sammenknyttede småstater. Deres nye styrke vakte uro i de ældre, bedre etablerede stater Frankrig og Storbritannien. De gamle magter havde allerede underlagt sig store områder af verden som kolonier, hvor de hentede råmaterialer til deres voksende industri. De var kommet først, og de nye stater måtte nøjes med resterne.

Et blik på verdenskortet 1914 viser at sådanne lande som Italien og Tyskland godt nok havde taget oversøiske områder i besiddelse, men englænderne og franskmændene havde taget både de største og de bedste stykker. Alene i Afrika beherskede disse to magter ved århundredskiftet over fjorten millioner kvadratkilometer land med en befolkning på over 67 millioner. Tyskland og Italien rådede kun over knap fire millioner kvadratkilometer med omkring 12 millioner indbyggere.

Denne store ulighed fik tyskerne til at kræve „en plads i solen“, så de kunne få de forventede goder af et stort oversøisk imperium — råmaterialer, monopolmarkeder, kontrollerede investeringsområder og yderligere arbejdskraft. Uden disse fordele følte de nationer der var kommet for sent til at få gode kolonier sig alvorligt handicappet i konkurrencen med den stadig mere industrialiserede verden.

De imperialistiske ambitioner var ikke kun rettet mod kolonierne. De omfattede også ønsket om at få indflydelse på områder der stødte op til fædrelandets grænser. Ruslands ønske om at dominere Balkanlandene kolliderede med Østrigs ambitioner i det samme område. Tyskland støttede bygningen af jernbanen fra Berlin til Bagdad i håb om at få del i rigdommene i mellemøsten, men blev derved en trussel mod Englands stilling i dette område. Rusland pressede Tyrkiet for at få medbestemmelse i Dardanellerne så man på den måde kunne sikre gennemsejling for russiske skibe.

Italien havde ikke alene ekspansionsplaner i Afrika men også på østsiden af Adriaterhavet, som man en dag håbede at gøre til en ’italiensk sø’. Derved kom Italien i kappestrid med Rusland, Serbien, Montenegro og Østrig. Frankrig, som forsøgte at befæste sin stilling i Nordafrika, kom i konflikt med Tyskland og Italien, som begge gjorde sig forhåbninger med hensyn til Libyen, Algier og Marokko. Hele denne forvirring af imperialistiske begæringer og ambitioner skabte en atmosfære af fjendskab, mistænksomhed og mistro.

Militarisme

Endnu en mægtig faktor som bidrog til at krigen brød ud, var udbygningen af det militære beredskab i alle lande i Europa. Efter den fransk-tyske krig fulgte de fleste europæiske lande Tysklands eksempel og indførte almindelig værnepligt. I 1914 var der således omkring tre og en halv million mand i hærene og millioner flere i de trænede reserver.

Naturligvis hævdede hver eneste nation at disse forberedelser kun skete med forsvar for øje. Men resultatet var at statsmænd var mindre villige til at forhandle ærligt og redeligt så længe de følte at de havde nogen militærmagt bag sig. Måske var den farligste virkning af oprustningen dog den indstilling den skabte. I bogen The Roots and Causes of the Wars erklærer J. S. Ewart: „Militarisme er en holdning der godkender krig som en opløftende, forædlende beskæftigelse.“ I hvert land var målet omhyggeligt at forberede befolkningen, fysisk og mentalt, på muligheden for krig.

Da Serbien derfor vakte Østrigs vrede, besluttede Østrig at straffe Serbien, men så stillede Rusland sig bag Serbien og truede således tilsyneladende Østrig. Østrig søgte Tysklands støtte, mens Rusland til gengæld anmodede Frankrig om hjælp, og til sidst kom Storbritannien Frankrig til undsætning. Hjulene var begyndt at dreje, og verden gled tankeløst ind i krigen uden at ænse de frygtelige følger.

Følgerne

Og hvad blev så følgerne? Krigens totale omkostninger er blevet anslået til over 2.500.000.000.000 kroner. Dødsofrene nåede det rystende antal af 13.000.000, og dertil kom 28.000.000 sårede. Alt dette udgydte blod, disse ofrede værdier — var det til nogen nytte? Bragte det nogen gode og varige resultater? Var der noget som helst grundlag for de pralende ord en forfatter skrev i 1918: „Selv den mest nøgterne valutahandler . . . må indrømme at blodet ikke blev udgydt forgæves, at værdierne var givet godt ud. . . . Millioner af tapre, nidkære unge lærte at dø frygtløse og som helte. De døde for at lære vandaliserende nationer at menneskeheden aldrig mere vil tillade at folkeslag udbyttes af militaristiske grunde . . . [dette førte til] udbredelsen af oplyst frihed og ødelæggelsen af enevældet.“

Hvor forkert denne vurdering var, har verdensbegivenhederne demonstreret siden. Krigen havde ikke sikret demokratiet. Krigen som skulle gøre ende på al krig var ikke blevet kæmpet endnu. Krigen førte i stedet til at problemerne blev flere og værre. I 1920rne oplevede de fleste lande et økonomisk sammenbrud; derefter fulgte de svære depressionsår i 1930rne, og i nogle lande kom diktatorer til magten. Så udbrød den anden verdenskrig, som i virkeligheden blot var en udvidet fortsættelse af den første. Og lige så lidt som sin forgænger førte den til noget som helst godt. Da den sluttede fattede man håb, men skuffelserne satte snart ind.

Årtierne efter har blot været vidne til krige, depressioner, internationale spændinger og anarki i en målestok som aldrig før. På trods af alle bestræbelser for at skabe et stabilt verdenssamfund gennem internationale organisationer som Folkeforbundet efter første verdenskrig og De forenede Nationer efter anden verdenskrig, forværres tilstandene i verden stadig.

I bogen In Flanders Fields har Leon Wolff følgende at sige om første verdenskrig og dens resultater: „Den havde intet gavnet, intet løst, og intet bevist. . . . De moralske og mentale mangler hos menneskeslægtens ledere var blevet demonstreret med al ønskelig tydelighed.“ Det samme kunne siges om anden verdenskrig. Selv kirkerne har ikke standset den dårlige udvikling i verden. P. W. Hausman skriver i The Encyclopedia Americana (1941-udgaven): „Verden kunne ikke undgå krig så længe den blev på krigens niveau. Vor verden var ikke kristen. Og mens man fra de nationale prædikestole forkyndte kristendom [af egen slags], tog nationerne mål af hinanden, klar til at udgyde blod.“ Ser fremtiden lysere ud?

Fremtiden

I årti efter årti, fyldt med problemer og lidelser, har mange spekuleret på hvad det hele vil ende med. Helt tilbage i slutningen af det nittende århundrede var der nogle som tænkte på om der kunne være en forbindelse mellem trængslerne i verden og Bibelens profetier. I en publikation som udkom i 1914 skrev udgiverne: „Den gamle teori om at jorden til slut vil gå til grunde i en eneste kæmpebrand dukker lyslevende op i vore tanker når vi ser krigen flamme op på én gang i næsten hele Europa, som om civilisation og al fredelig fremgang var dødsdømt.“ Den krig viste sig dog ikke at være det Harmagedon som Bibelens profetier omtaler.

Imidlertid havde oprigtige bibellæsere allerede dengang fundet vidnesbyrd på Bibelens egne sider om at året 1914 var et mærkeår i menneskehedens historie. Disse mennesker, som stadig studerer Bibelen, har også fundet grunden til at verdens forsøg på at løse krigens og fredens problem ikke lykkes — et forhold som de fleste ikke kan forstå. Endnu vigtigere er det dog at de har lært at Bibelen lover at disse dårlige tilstande på jorden snart vil blive bragt til ophør og erstattet af en verdensordning der vil realisere alle fredselskende mænd og kvinders inderligste længsler.

Men hvordan skal det gå til? Ikke ved hjælp af krige som den første og anden verdenskrig, men ved den almægtige Guds magt. (Åb. 21:1-4) En verden uden smerte, sorg, ja endog død! Uden krige som dem der har plaget menneskeheden i omkring 4000 år — kun med fred til evig tid! Hvis De kunne tænke Dem at leve i en sådan verden, må De vende Dem til Bibelen, for det er det eneste sted vi kan få de oplysninger som kan lede os til dette lykkelige mål.