1914 — Året der rystede verden

„Den store Krig fra 1914-18 strækker sig som en stribe afsvedet jord mellem den tid og vores. Ved at udslette så mange liv . . . ved at tilintetgøre overbevisninger, ændre idéer og efterlade ulægelige sår, fremkaldt af desillusion, skabte den såvel et fysisk som et psykisk svælg mellem to epoker.“ — Fra Det stolte tårn — Et portræt af verden fra 1890 og op til den første verdenskrig af Barbara Tuchman.

HVORFOR beskæftige sig med året 1914? ’Det er fremtiden der bekymrer mig,’ tænker du måske, ’ikke fortiden.’ Menneskets fremtid tegner sort i betragtning af den globale forurening, familiens sammenbrud, kriminaliteten, de mentale sygdomme og arbejdsløsheden. Mange har imidlertid fået grundlag for tro på en bedre fremtid ved at undersøge betydningen af 1914.

I årtier har Vagttårnet forklaret at menneskeheden i 1914 oplevede en såkaldt „begyndelse til veer“. Dette udtryk anvendte Jesus Kristus i sin store profeti om de begivenheder der ville finde sted før afslutningen på menneskenes onde verdensordning. — Mattæus 24:7, 8.

I dag er det kun en lille procentdel af menneskeheden som stadig kan genkalde sig de dramatiske begivenheder i 1914. Vil denne ældre generation forsvinde før Gud redder jorden fra ødelæggelse? Ikke ifølge bibelprofetien. „Således ved I også, når I ser alt dette, at han er nær for døren,“ lovede Jesus. „Jeg skal sige jer en sandhed: Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ — Mattæus 24:33, 34.

For at forstå hvorfor 1914 har så stor historisk betydning, må man betragte verdensudviklingen op til midten af 1914. Før den tid havde monarker som zar Nikolaj af Rusland, kejser Wilhelm af Tyskland og kejser Franz Joseph af Østrig-Ungarn siddet inde med stor magt. De kunne hver især mønstre over fire millioner kampklare soldater. Men deres forgængere i embedet havde underskrevet den såkaldte Hellige Alliance, og erklæret at Gud havde givet dem til opgave at regere over forskellige dele af den samme store „kristne nation“.

Ifølge The Encyclopædia Britannica havde dette dokument „stor indflydelse på europæisk diplomati i det 19. århundrede“. Det skulle danne bolværk mod demokratiske bevægelser og stadfæste kongernes såkaldte guddommelige ret. „Vi kristne konger,“ skrev kejser Wilhelm til zar Nikolaj, „har kun én opgave, som er pålagt os af Himmelen, nemlig at hævde princippet om [kongernes guddommelige ret].“ Betød det at Europas konger var en slags repræsentanter for Guds rige? (Jævnfør Første Korintherbrev 4:8.) Og hvad med kirkerne som støttede disse konger? Praktiserede de den sande kristendom? Svaret på disse spørgsmål fremgår af det der skete umiddelbart efter 1914.

Pludselig, i august

„Foråret og sommeren 1914 i Europa havde været præget af usædvanlig fred og ro,“ skriver den britiske statsmand Winston Churchill. Folk så generelt optimistisk på fremtiden. „Verden i 1914 tegnede lys og lovende,“ bemærker Louis Snyder i sin bog World War I.

I en årrække havde der ganske vist været en heftig rivaliseren mellem Tyskland og Storbritannien. Men som historikeren G. P. Gooch forklarer i sin bog Under Six Reigns: „En europæisk konflikt forekom mindre sandsynlig i 1914 end i 1911, 1912 og 1913 . . . Forholdet mellem de to regeringer var bedre end det havde været i årevis.“ Winston Churchill, der var medlem af Storbritanniens kabinet i 1914, sagde: „I vore øjne så det ud til at Tyskland, ligesom vi, var indstillet på fred.“

Men med snigmordet på den østrig-ungarske kronprins den 28. juni 1914 i Sarajevo, trak dystre uvejrsskyer sammen over horisonten. En måned senere erklærede kejser Franz Joseph Serbien krig og gav sine tropper ordre til at invadere kongedømmet. På befaling af kejser Wilhelm rykkede en stor tysk hær pludselig, den 3. august 1914, ind i kongedømmet Belgien med kurs mod Frankrig. Næste dag erklærede Storbritannien Tyskland krig. Og hvad zar Nikolaj angår, havde han givet befaling til mobilisering af den vældige russiske hær til krig mod Tyskland og Østrig-Ungarn. Den Hellige Alliance forhindrede ikke Europas konger i at forvandle kontinentet til et slagtehus. Men det værste forestod endnu.

Forbi inden jul?

Krigsudbruddet dæmpede ikke folks optimisme. Mange troede at krigen ville skabe en bedre verden, og over hele Europa samledes store skarer mennesker for at tilkendegive deres støtte. „Ingen i 1914 tog krigsfaren alvorligt, undtagen på det rent militære plan. . . . Ingen forventede en social katastrofe,“ skriver A. J. P. Taylor i sin bog The Struggle for Mastery in Europe — 1848-1918. Mange spåede at krigen ville være ovre efter et par måneder.

Men længe før europæerne kunne fejre jul i 1914, havde konflikten udviklet sig til en blodig stillingskrig langs en skyttegravsfront der strakte sig over godt 700 kilometer, fra Schweiz i syd til Belgien i nord. Denne front, kaldet Vestfronten, blev beskrevet af den tyske forfatter Herbert Sulzbach i hans dagbog den sidste dag af 1914: „Denne forfærdelige krig fortsætter og fortsætter, og mens man i begyndelsen troede at den ville være ovre på et par uger, er der nu ingen afslutning i sigte.“ Andre steder i Europa rasede der blodige kampe mellem russiske, tyske, østrig-ungarske og serbiske tropper. Konflikten bredte sig snart til hele Europa, og der blev kæmpet på verdenshavene, i Afrika, Mellemøsten og på øerne i Stillehavet.

Fire år senere var Europa ved at forbløde. Tyskland, Rusland og Østrig-Ungarn havde hver mistet mellem en og to millioner soldater. Det russiske zardømme var gået til grunde under den bolsjevikiske revolution i 1917, til stor bestyrtelse for de øvrige fyrster i Europa og deres gejstlige forbundsfæller! Moderne historikere undrer sig stadig. I sin bog Royal Sunset spørger Gordon Brook-Shepherd: „Hvordan kunne herskere hvoraf de fleste var knyttet sammen af blodets bånd eller gennem giftermål og som alle ønskede at bevare kongedømmet, kaste sig ud i et sådant brodermorderisk blodbad som kostede adskillige af dem tronen og svækkede alle dem der endnu var ved magten?“

Republikken Frankrig mistede også over en million soldater og Det Britiske Rige, hvis monarki allerede var svækket længe før krigen, mistede over 900.000. I alt blev der dræbt over 9 millioner soldater, og yderligere 21 millioner blev såret. Om tabene blandt civilbefolkningen skriver The World Book Encyclopedia: „Ingen ved hvor mange civile der døde af sygdom, sult eller andet som krigen havde ført med sig. Nogle historikere anslår at der døde lige så mange civile som soldater.“ Dertil kommer at den spanske syge i 1918 på verdensplan kostede 21.000.000 mennesker livet.

Radikale forandringer

Verden blev aldrig den samme efter Den Store Krig, som den dengang kaldtes. Eftersom så mange af kristenhedens kirker ivrigt havde taget del i den, vendte mange desillusioneret religionen ryggen og kastede sig i armene på ateismen. Andre jagede efter materielle rigdomme og fornøjelser. Efter hvad professor Modris Eksteins skriver i sin bog Rites of Spring var 1920’erne „vidne til påfaldende stor hedonisme og narcissisme“.

„Krigen forkvaklede moralnormerne,“ forklarer professor Eksteins. Mænd på begge sider af fronten havde af religiøse, militære og politiske ledere fået tudet ørerne fulde om at massedrab var moralsk acceptabelt. Eksteins siger at dette „i virkeligheden var et groft overgreb på den moralske orden som hævdedes at have rod i en jødisk-kristen etik“. „På Vestfronten,“ tilføjer han, „var bordeller ofte fast tilbehør i militærlejrene . . . På hjemmefronten løsnede moralen også sine korsetter og bælter. Prostitutionen steg markant.“

Ja, 1914 forandrede meget. Året skabte ikke en bedre verden, og krigen blev ikke, som mange havde håbet, „krigen der gjorde ende på alle krige“. I stedet skete der, som historikeren Barbara Tuchman bemærker, følgende: „Da kraftanstrengelsen var forbi, sank de illusioner og den begejstring, som havde været mulig op til 1914, langsomt ned i et hav af massiv desillusion.“

Men det var ikke alle der var vidne til tragedien i 1914 som blev overraskede over begivenhederne dette år. Faktisk havde nogle allerede før krigens udbrud forventet at der skulle komme „en frygtelig trængselstid“. Hvem var de? Og hvad vidste de som andre ikke vidste?

[Ramme på side 5]

Britisk optimisme i 1914

„I hen ved et hundrede år havde der ikke optrådt nogen fjende på havene omkring vores ø. . . . Alene det at forestille sig en trussel mod disse fredfyldte kyster var svært. . . . Aldrig havde London virket mere munter eller i større fremgang. Aldrig havde der været så meget der var værd at gøre, at se og at høre. Ingen, hverken ung eller gammel, havde nogen anelse om at det de oplevede, den mageløse tid i 1914, faktisk var afslutningen på en æra.“ — Before the Lamps Went Out af Geoffrey Marcus.