Var den første verdenskrig begyndelsen til enden? — 2. del

I første del, som blev bragt i forrige nummer af dette blad, berettede vi hvordan de europæiske ledere lod sig indvikle i en storkrig, med attentatet på ærkehertug Franz Ferdinand som anledning. Hele Europa — og snart hele resten af verden — blev kastet ud i en ny epoke. Skulle det blive menneskehedens sidste?

„DEN krig bliver en let sag,“ sagde en tysk soldat pralende. „Det varer kun nogle få uger før sejren er vor!“ Disse forhåbninger deltes af mange ved krigens udbrud. Propagandaen havde været mere end effektiv nok til at overbevise den godtroende offentlighed om at krigen kunne vindes på et øjeblik. Historikeren Hans Herzfeld siger: „Det er alt for let i dag at tage afstand fra den til ekstase grænsende opstemthed hvormed Europas folkeslag, forvænte efter en lang periode med fred, gik ind til den første verdenskrigs ’Harmagedon’, og kalde tilstanden ubegribelig, både reelt set og psykologisk set. Men tilstanden er så nært knyttet til dette vendepunkt i historien at denne katastrofes historiske omfang netop vil være ubegribelig hvis man ikke forstår denne begejstringsrus og offervilje.“

Belgien gør modstand — et signal til Tyskland

De tyske forhåbninger om en hurtig sejr over Frankrig var i stor udstrækning baseret på den krigsstrategi man havde valgt. Man fulgte en tillempet udgave af „Schlieffenplanen“, som i teorien var såre simpel. Tyske tropper skulle marchere gennem Belgien og komme ind i Frankrig „bagfra“, så de på den måde undgik fæstningsværkerne ved den fransk-tyske grænse. Det var afgørende for planen at tyskerne slog først — og gjorde det hurtigt. Ingen havde imidlertid regnet med at belgierne ville gøre ret megen modstand.

En kort stund faldt historiens søgelys på kong Albert af Belgien. Tyskland krævede uhindret passage gennem Belgien. I en tale til sit statsråd sagde kong Albert: „Vort svar må være nej, uden hensyn til konsekvenserne.“ De hastigt sammenkaldte belgiske tropper kæmpede en bitter og heftig kamp mod invasionsstyrkerne.

Propagandamagere søgte hurtigt at vende den virkning dette havde på den tyske kampmoral. En ældre tysker husker at slægtninge til soldater som var faldet i det belgiske felttog, „fik tilsendt mindeark med et billede af en engel, hvor der stod at soldaten var død ’for kejseren og fædrelandet’“.

Tyskland rettede et knusende slag mod det lille Belgien. Denne invasion i et neutralt land vakte imidlertid harme i hele verden. England besluttede øjeblikkelig at det ikke ville sidde med hænderne i skødet mens Tyskland opslugte hele Europa. Den 4. august erklærede England krig. Belgiens modstand viste sig på den måde at blive et advarselssignal til Tyskland; sejren ville absolut ikke blive nogen „let sag“.

Krigen var nu blevet en verdenskrig. Historikeren Gerhard Schulz fortæller: „Krigen var blevet en verdenskrig alene som følge af at enheden i Det britiske Imperium blev bevaret hele krigen igennem, så de allierede magter England, Frankrig og Rusland havde adgang til ressourcer i hele verden.“ Snart efter sluttede Osmannerriget (det nuværende Tyrkiet) sig til Tyskland, og Japan sluttede sig til de allierede. Selv lande i Mellem- og Sydamerika gik med i kampen mod centralmagterne. Da krigen var forbi kunne kun ganske få lande rose sig af at have været neutrale.a

Bibellæsere ville finde ny mening i denne profeti af Jesus: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ — Mattæus 24:7.

Fastlåste fronter

Tyske tropper bevæger sig nu mod Paris, trods fransk modstand. Men nogle få kilometer fra Paris går den tyske krigsmaskine i stå. Ubeslutsomhed og dårlig kommunikation i den tyske hærledelse giver de allierede lejlighed til at omgruppere sig og sætte et kraftigt modangreb i værk. Ved Marne-slaget tvinges den tyske hær til en ydmygende retræte. Det lykkes den imidlertid at hage sig fast i en ny position. Det samme gør de allierede hære. Tropperne har nu gravet sig ned i skyttegrave lige over for hinanden, med et uhyggeligt ingenmandsland imellem.

Nu følger mange måneders skyttegravskrig hvor fronten kun bevæger sig nogle få skridt frem og tilbage. Soldater fra den ene side vover sig ud i ingenmandsland, kaster håndgranater over mod den anden side, og skynder sig tilbage. Blodet flyder som vin ved et drikkegilde, og for ingen af siderne synes sejren at komme så meget som en dag nærmere. Perioder med nervepirrende stilhed veksler med spredte kampe; aviserne melder „intet nyt fra vestfronten“.

Men når der kæmpes er det uden nåde. En tysk soldat husker: „Jeg var maskingeværskytte, og det betød af jeg altid var i forreste række ved fronten. Vi gav franskmændene lov til at nærme sig til en afstand af 100 meter, og så åbnede vi ild ind mod den tætte mængde af tropper der nærmede sig . . . De blev simpelt hen mejet ned.“ Meningsløst myrderi! Slagene ved Verdun og Somme, der blev udkæmpet i 1916, varede i månedsvis og „kostede hundredtusinder af soldater livet på begge sider“.

Nye, uhyggelige våben forøgede rædslerne. Tooghalvfems procent af tabene i krigen tilskrives maskingeværet. Nye tyske kanoner lod en dødbringende granatregn falde over Paris fra en afstand af 122 kilometer — en rækkevidde man aldrig før havde kendt magen til. Soldaterne lærte den ildevarslende summen af flyvemaskiner at kende — den nye opfindelse der først blev brugt til rekognoscering men derefter til fremføring af dødbringende våben. Søfolkene levede i skræk for at blive angrebet af u-både. Og giftgassen, der til tider var lige så farlig for angriberen som for den angrebne, blev en del af de krigsførendes arsenal. Ifølge historikeren Herzberg var et af giftgasslagene ved Ypres i 1915 „en af krigens blodigste begivenheder“, idet over 100.000 mistede livet. Og alligevel blev de krigsførende ved at holde hinanden i skak i deres skyttegrave ved vestfronten.

På østfronten vandt Tysklands militære ledere Hindenburg og Ludendorff imidlertid så store sejre mod det til dels uforberedte Rusland at de blev betragtet som krigens uovervindelige halvguder. Men i vinteren 1914-15 kom der også dødvande på østfronten. I månedsvis vekslede krigslykken fra den ene til den anden side uden at nogen afgørelse var i sigte. Så sent som i 1917 syntes det umuligt at forudsige hvem der ville vinde.

Krigslykken vender

I 1917 var Rusland blevet lammet af revolution. Den nye bolsjevistiske regering søgte straks fred med Tyskland, som derved for en tid blev befriet for at skulle føre krig på to fronter. Men Tyskland var ude af stand til at benytte dette til egen fordel, for nu havde en fjende med umådelige kræfter gjort sin entré. Det var USA. Da Tyskland i 1915 sænkede passagerdamperen Lusitania, blev opinionen i Amerika voldsomt ophidset mod Tyskland. I 1917 gik USA officielt ind i krigen. Før amerikanerne kunne nå at ankomme, gjorde tyskerne imidlertid et desperat forsøg på at foretage en offensiv. Gevinsterne var små, men tabene enorme. Også de allierede led store tab, men disse blev mere end opvejet af den stadig voksende hjælp fra USA. Tyskernes fremmarch vendte sig til et tilbagetog.

Det var dog ikke udelukkende militære nederlag der var skyld i at det nu gik tilbage. Den tyske økonomi var brudt sammen. Den allierede blokade havde — sammen med ugunstige vejrforhold — gjort sin virkning og forårsaget en alvorlig mangel på fødevarer. En tysker fortæller: „Vi havde haft rationering i lang tid, men nu begyndte rationerne at blive mindre og mindre.“ I vinteren 1917 måtte de sultende tyskere hovedsagelig klare sig med roer og kålrabi. Med en vis bitterhed kaldes denne periode for „kålrabivinteren“. Man prøvede desperat at supplere kosten med alt lige fra savsmuld til regnorme, men uden særlig virkning. Et øjenvidne husker: „Sulten var en fjende Tyskland ikke kunne overvinde . . . I mange familier havde man mistet både faderen og sønnerne. Det eneste man nu havde at se frem til var sygdom, sult og død.“ Omkring 300.000 døde af underernæring og sygdom. Nationen var på oprørets rand.

I Østrig-Ungarn gik det ikke meget bedre. Kejserriget var ved at falde fra hinanden — de enkelte nationer var enten ved at søge fred med fjenden eller erklære sig uafhængige. Stillet over for en kampmoral i opløsning, en fortvivlende forsyningssituation og fornyede mængder af allierede tropper havde centralmagterne næppe andet valg end at kapitulere.

Den 11. november 1918, klokken 11.00 om formiddagen, tav våbnene omsider.

I næste nummer bringer vi sidste afsnit, hvori vi behandler forholdene efter krigens ophør og forsøgene på at bevare freden.

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

„Den totale krig“

„Krigen 1914-18 var den første virkelige verdenskrig i historien. . . . Teknikkens rolle og de enorme menneskemasser som blev sat ind — i alt mobiliseredes der 64 millioner mand — udsatte nationerne for et økonomisk pres af en ganske anden størrelsesorden end verden nogen sinde før havde oplevet. . . . Krigen blev en styrkeprøve, hvor nationerne måtte sætte alle deres ressourcer ind: den civile arbejdskraft, råstofferne, industrien, landbruget, transportsystemet, forskningslaboratorierne. For første gang viste den totale krig sit ansigt.“ — Verdenshistorien af Carl Grimberg (Politiken).