Mine overvejelser som militærhistoriker

Dato: Den 25. august 1944. Sted: Paris. Vi var på vej i jeep ned ad Champs Élysées, men måtte springe i dækning i døråbninger mens kuglerne fra tyske snigskytter hvislede gennem luften.

DEN dag begyndte befrielsen af Paris fra Hitlers tropper. Det var under den anden verdenskrig, og jeg var blandt de første amerikanere som drog ind i byen. Et mylder af jublende franskmænd strømmede ud på gaderne og hilste os som befriere. Natten tilbragte vi på et luksushotel, der om morgenen i al hast var blevet forladt af højtstående tyske officerer.

Jeg var i Europa som medlem af et krigshistorisk hold der beskrev den amerikanske 3. armés operationer under ledelse af general George S. Patton, jun.

Spørgsmål krigen rejste

Et par dage før indtoget i Paris havde vi kørt ad smalle veje der var blevet ryddet for udbrændte tyske kampvogne. Vi holdt hvil i skovene ved et befæstet sted som kort forinden var blevet løbet over ende af amerikanske styrker. Rundt omkring lå de tyske soldaters sønderrevne legemer. Deres bæltespænder bar ordene „Gud med os“. Men på en stenmur i nærheden havde en tysk soldat indridset sætningen: „Fører [Hitler], stå os bi!“

Disse to sætninger gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Naziregimet hævdede at Gud var med dem, men her havde en soldat påkaldt Førerens hjælp. Jeg indså at dette paradoks ikke blot fandtes hos tyskerne. Det forekom på begge sider af fronten i denne forfærdelige konflikt. Jeg spurgte mig selv: ’Tager Gud parti i krige? På hvis side er Gud?’

Krige og krigsvarsler

Jeg er født i Butte i Montana i 1917, det år Amerika gik ind i den første verdenskrig. Efter highschool blev jeg i 1936 optaget på Stanford-universitetet i Californien. Men jeg fandt undervisningen kedelig sammenlignet med de store begivenheder der fandt sted rundt om på jorden. Japan havde invaderet Kina, Mussolini havde besejret Etiopien, og den spanske borgerkrig var i fuld gang. I den krig afprøvede nazister, fascister og kommunister deres våben og strategier som en øvelse til den anden verdenskrig, alt imens Folkeforbundet magtesløst så til.

Efter to semestre forlod jeg universitetet og valgte i stedet med min faders billigelse at bruge resten af uddannelsespengene på at rejse til Europa og Afrika. I efteråret 1938 krydsede jeg Atlanterhavet på det tyske skib Deutschland, og førte under rejsen lange debatter med unge tyske officerer angående Hitlertysklands styrke i sammenligning med de britiske og franske rigers. I Paris talte folk om Hitlers nyeste trusler, pralerier og løfter, men ellers gik livet sin vante gang. Da jeg besøgte Tanger i Afrika kunne jeg indimellem høre krigsrummelen fra det borgerkrigshærgede Spanien, på den anden side af Gibraltarstrædet.

Da jeg i 1939 vendte tilbage til De Forenede Stater var det med en klar fornemmelse af at der var noget i gære. I december 1941 angreb japanerne Pearl Harbor, hvorved De Forenede Stater blev inddraget i den anden verdenskrig, og jeg meldte mig som civil til forsyningstropperne. I 1942, mens jeg opholdt mig i Alaska, blev jeg indkaldt af udskrivningskommissionen.

Til De Britiske Øer

Efter at have været hjemme at vende trak jeg i trøjen og var i et år stationeret i USA. Derefter blev jeg afskibet til England. Vores konvoj forlod Amerikas østkyst i foråret 1944. I Nordatlanten fik jeg for første gang krigen på nært hold idet en tysk ubåd sænkede skibet ved siden af vores. Konvojen spredtes, og hvert skib måtte på egen hånd nå frem til Liverpool.

Mens tropperne i England ventede på deres opgave blev de samlet for at høre en prædiken af en feltpræst. Jeg brød mig ikke om at præster opfordrede folk til at drage i krig mod medlemmer af deres eget trossamfund på den anden side af fronten, og at de altid hævdede at Gud var med dem. Begge parter kunne umuligt have Guds støtte.

I foråret 1944 var De Britiske Øer fuld af amerikanske og engelske soldater samt af krigsmateriel. General Patton (herunder), som var kendt for sine dristige taktiske manøvrer under felttogene på Sicilien og i Nordafrika, holdt en brandtale som ikke lod soldaterne i tvivl om hvorfor de var der — for at dræbe så mange fjender som muligt med de våben der var til rådighed, indtil sejren var vundet. Patton var en gladiator i moderne skikkelse: høj, bevæbnet, iført hjelm og med en ulastelig uniform — og på hans uniformsjakke glimtede stjerner og dekorationer. Han var hårdkogt, bandede og var religiøs — han bad før kamp.

I sin „soldaterbøn“ den 1. januar 1944 havde Patton bedt: „Vore forfædres Gud, som altid har ført os til sejr, til lands og til vands, led os fortsat i denne den største af alle vore konflikter. . . . Skænk os sejren, Herre.“

Landgangen i Europa

Den 6. juni 1944 krydsede de allierede invasionstropper Den Engelske Kanal med den største flåde verden nogen sinde havde set, og gik i land på Normandiets kyster under massiv tysk beskydning. Brohovedet var stadig smalt da den 3. armé 30 dage senere gik i land. Vi tilbragte natten i skyttehuller mens området blev bombet intensivt af tyske fly.

Den 25. juli brød de allierede styrker ud af brohovedet, og en uge senere blev den 3. armé sendt af sted for at befri Bretagne. Derefter brød vi igennem de vigende tyske stillinger mod øst til Seinen nær Paris. I september stod Pattons tanks og tropper langt inde i det østlige Frankrig, efter et af de mest bemærkelsesværdige felttog i nyere tid. Jublende følte vi at krigen lakkede mod enden.

Men håbet falmede da de fleste forsyninger og tropper pludselig blev sendt til den engelske feltmarskal Montgomerys styrker på nordfronten. Her satte man et voldsomt angreb ind mod de tyske enheder i Holland. Ulykkeligvis landede en luftbåren division midt blandt stærkt bevæbnede tyske tropper og blev næsten udslettet. Den allierede offensiv kørte fast, og angrebet mislykkedes.

Ardenneroffensiven

Hitler og hans generaler greb lejligheden til at omorganisere deres tropper. Man indkaldte nye reserver og samlede en stor panserstyrke hvor de amerikanske linjer var svagest. Tyskernes offensiv, Ardenneroffensiven, begyndte natten til den 16. december 1944 under tæt skydække. Det var hensigten at drive en tysk kile ind helt til Nordsøen og splitte de allierede hære samt erobre deres vigtigste forsyningshavn.

Tyske tanks tromlede frem ved det gennembrudte frontafsnit og omringede amerikanske styrker i Bastogne. Hurtigt skiftede den 3. armé under general Patton position, og efter en lang march gik vi til angreb på de tyske panserkolonner. Men på grund af de tunge skyer og regnen, som næsten varede en hel uge, kunne man ikke sætte luftvåbnet ind.

Pattons bøn

Den 22. december skete der noget som igen kaldte mit åndelige dilemma frem i min bevidsthed. Flere uger forinden havde general Patton bedt sin øverste feltpræst udarbejde en bøn der blev nedskrevet i små brochurer, som senere kunne bruges ved den tyske forsvarsvold Siegfried-linjen på Rhinens vestbred. Men nu lod Patton 350.000 kopier uddele inden for nogle timer, én til hver soldat i den 3. armé. Heri bønfaldtes Faderen om at „standse det voldsomme regnvejr“ og „skænke os godt vejr til kamp“ så den amerikanske hær kunne „knuse vore fjenders modstand og ondskab, og indføre [Guds] retfærdighed blandt folk og nationer“.

Mærkeligt nok klarede det pludselig op den nat, og det klare vejr holdt sig i de næste fem dage. Det betød at de allierede bombefly kunne angribe de tyske kolonner og knuse dem. Det beseglede skæbnen for Hitlers sidste blitzkrig, og hans spredte styrker begyndte at vakle.

Patton var henrykt. „Jeg tror jeg vil have trykt 100.000 eksemplarer til af disse bønner,“ sagde han. „Herren er på vores side, og vi må holde ham orienteret om vore behov.“ Jeg tænkte imidlertid ved mig selv: ’Ville skyerne ikke være forsvundet den 23. december uanset om bønnen var blevet omdelt eller ej?’ Det meteorologiske detachement meddelte at en koldfront fra de russiske stepper havde spredt skydækket.

Tysk kapitulation og efterkrigstidens Tyskland

Den allierede forårsoffensiv bragte Hitlerstyret til en afslutning, og den 7. maj 1945 kom den endelige kapitulation. Den dag befandt jeg mig i en tysk landsby i Rhinlandet hvor jeg mødte min fremtidige hustru, Lilly, der var flygtning fra Belgien. I november 1945 holdt jeg op som soldat og fik til opgave at tjene i en enhed som indsamlede historisk materiale for de amerikanske besættelsesstyrker i Tyskland. I december blev Lilly og jeg viet af borgmesteren i Frankfurt.

Jeg og mine kolleger havde til opgave at dække besættelseshistorien. Hundreder af tilfangetagne tyske generaler blev bedt om at beskrive krigen set fra tysk side. Jeg forblev fem år i Tyskland som chefarkivar. Derefter flyttede vi med vore to børn, Gary og Lizette, tilbage til Amerika.

Efter et besøg hos mine forældre lod jeg mig indskrive på University of Montana. Jeg troede at jeg var færdig med militæret. Men i foråret 1954, hvor jeg stod over for at tage min magistergrad i antropologi, gjorde to af mine tidligere kolleger mig opmærksom på at der var en stilling som museumsdirektør ledig på Den Amerikanske Hærs Artilleri- og Missilmuseum i Oklahoma. Jeg ansøgte og fik stillingen, hvorefter vi flyttede ind.

Militærmuseets aktiviteter

På ny gav jeg mig af med militærhistorie. Jeg fordybede mig i forskning, indkøbte historiske våben, arrangerede udstillinger, udflugter, holdt foredrag, medvirkede ved arkæologiske udgravninger og militære og historiske ceremonier. Jeg sammensatte en enhed af beredne veteraner som deltog i den præsidentielle tiltrædelsesparade i Washington, D.C., i 1973. Jeg oprettede også en udstillingshal med flag, til belysning af nationalflagets og de militære flags historie. Som årene gik voksede artillerimuseet fra at bestå af en enkelt bygning til at være landets største militærmuseum.

Imens voksede vore børn op. Vores søn, Gary, følte sig forvirret og rodløs efter highschool. Han meldte sig til marinen og var med i Vietnamkrigen. Efter to år vendte han hjem, og vi var taknemmelige for at have ham velbeholden tilbage. Det var tydeligt at krige ikke kunne skabe fred. Tværtimod fortsatte stridighederne mellem De Forenede Nationers medlemslande, mens befolkningerne var ramt af sult og sygdomme.

Pensionering og frustration

Efter 33 år i militæret fandt jeg tiden moden til at søge pension. Den øverstbefalende general og medarbejderstaben holdt en særlig afskedsceremoni for mig, og guvernøren for staten Oklahoma opkaldte en dag efter mig, den 20. juli 1979. Anerkendende breve om mit bidrag til militærhistorien og museer strømmede ind.

Jeg burde have været tilfreds. Men det var ikke tilfredshed jeg følte når jeg tænkte tilbage på mit liv. I stedet for at afsløre krigens rædsler havde jeg i min karriere forherliget krig, fremhævet dens traditioner, uniformer og medaljer, våben og taktikker, ritualer og ceremonier, samt pragten og militærparaderne. Selv general General Dwight D. Eisenhower, der senere blev USA’s 34. præsident, sagde: „Essensen af krig er ild, sult og sygdom . . . Jeg er kommet til at hade krig. Krig løser intet.“

På et tidspunkt fandt jeg ud af at Eisenhowers moder havde været et af Jehovas vidner — en tro jeg allerede havde stiftet bekendtskab med idet min kone studerede Bibelen med Vidnerne. Hun var blevet døbt i 1979, et halvt år før jeg blev pensioneret. Hun var som forvandlet. Hun var så begejstret og ivrig efter at give andre del i det hun havde lært, at vores søn og hans kone, Karin, begyndte at studere Bibelen, og inden et år var de også blevet Jehovas vidner.

Men jeg var skeptisk. Det virkede lidt søgt at påstå at Gud ville gribe ind i menneskers anliggender og gøre ende på denne verden og skabe en ny verden uden krig. Alligevel begyndte jeg at studere med Jehovas vidner, primært for at se om der var noget grundlag for deres religiøse overbevisning. Med min baggrund og erfaring som forsker troede jeg ikke at det ville vare længe før jeg fandt fejl og selvmodsigelser i deres tro.

En ny livsform

Som mit bibelstudium skred frem opdagede jeg imidlertid hurtigt at jeg tog helt fejl. Min skepsis fortog sig; det var som om skæl af religiøs uvidenhed faldt fra mine øjne. Jeg kunne se at der virkelig er et solidt grundlag for at tro på Guds løfte om en ny retfærdig verden. (2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:3, 4) Og det var en befrielse at erfare at al den nuværende ondskab og uretfærdighed skyldes at Satan, ikke den almægtige Gud, er denne verdens hersker. (Johannes 14:30; 2 Korinther 4:4) Jehova Gud støtter således ingen af parterne i nationernes krige, men han har alligevel omsorg for mennesker. — Johannes 3:16.

I 1983 blev jeg døbt ved et stævne Jehovas Vidner holdt i Billings i Montana og symboliserede derved min indvielse til Jehova. Min søn, Gary, og jeg tjener nu som ældste i vore respektive menigheder. Lilly og jeg er dybt taknemmelige for at Jehova, ved sit ord og sine vidner, har åbnet vore hjerter for Bibelens sandheder så vi kan forstå betydningen af de forfærdelige begivenheder der rammer denne generation. (Mattæus 24:3-14; 1 Johannes 2:17) — Fortalt af Gillett Griswold.

[Kildeangivelse på side 9]

Parisere spredes for tyske snigskytters ild, august 1944 (U.S. National Archives photo)

[Kildeangivelse på side 10]

U.S. National Archives photo

[Illustration på side 11]

Udbrændte tyske tanks, Frankrig, 1944

[Kildeangivelse]

Det amerikanske forsvarsministerium

[Illustration på side 12]

Gillet Griswold med sin kone og datter i 1947