Da to stater brændte

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Australien

VEJRUDSIGTEN for den dag lød på op til 43 graders varme og en vindstyrke på cirka 19 meter i sekundet. Fugtigheden var under 10 procent. Australien, der i forvejen er kendt som et af de tørreste kontinenter på jorden, var midt i en af de værste tørker i årevis. Lægger man disse oplysninger sammen, får man hvad de fleste australiere (og forsikringsselskaber) frygter — alle betingelser for en hærgende skovbrand der overgår selv de værste mareridt!

Og dét var netop hvad der indtraf den 16. februar 1983, askeonsdag, da store dele af de to australske stater South Australia og Victoria brød i brand. Enoghalvfjerds mennesker, 36.000 stykker kvæg og 320.000 får omkom. Over 2000 hjem blev ødelagt.

Man mener at størstedelen af infernoet opstod ved selvantændelse i noget kvas der lå på den knastørre jord. Der er noget ganske særligt der kendetegner Australiens skovbrande. Det er næsten udelukkende gummitræet der udgør „brændstoffet“. Dette træ har et højt indhold af eukalyptusolie. Træet eksploderer bogstavelig talt i en ildkugle, vinden pisker ilden videre, og flammerne hvirvler rundt og ruller hen over hinanden af bare iver efter at opsluge alt på deres vej. Man målte at denne brand bevægede sig gennem eukalyptusskovene med en hastighed af 72 kilometer i timen, idet den sprang over alle brandbælter. Flammerne for af sted med en voldsom larm, der, som én udtrykte det, kunne sammenlignes med lyden af „20.000 jernbanetog der er løbet løbsk“.

Panikken bredte sig efterhånden som vejene blev lukket eller blokeret. Mange blev blændet af den tætte, ildelugtende røg og aske og kunne ikke afgøre hvor branden var, i hvilken retning den bevægede sig eller med hvilken hastighed. Og så var den pludselig over dem. Telefonledningerne faldt ned eller smeltede. I mange tilfælde kunne folk kun finde ud af hvor branden var ved at lytte til deres transistor- eller bilradio — og så var det ofte for sent. Arbejdet med tretten helikoptere og tretten andre flyvemaskiner der blev benyttet af brandmændene, blev hæmmet af røgen og stormen. Projektører var også nytteløse i den tætte røg.

Man havde håbet at vinden ville lægge sig onsdag aften, men den ændrede i stedet retning, og vindstyrken steg til næsten 25 meter i sekundet. Mange der troede sig i sikkerhed blev derfor overrasket af branden. I flere byer fik alle besked på at køre hen på den lokale sportsbane eller skolegård, gøre deres tøj vådt og blive siddende i bilerne. Dér kunne de så sidde og se hele byen, deriblandt brandstationen, brænde ned til grunden. Varmestrålingen var så kraftig at nogle følte at de ikke ville kunne overleve selv hvis de sad i en bil der var parkeret midt på en fodboldbane.

I en badeby blev alle indbyggerne tvunget til at løbe ud i havet og blive i det kolde vand i to timer til faren var overstået og de kunne nærme sig kysten og stranden. Æbler blev stegt på træerne når branden fór gennem frugtplantagerne. Overlevende køer var blevet så forbrændt på yverne at de nu ikke længere er til nogen nytte. I den voldsomme hede standsede brandmændene deres biler, steg ud og oversprøjtede hinanden. Biler hjalp nogle til at redde livet. Andre blev fanget i en fælde og brændte ihjel i deres biler. Tolv brandmænd blev senere fundet i og under deres biler.

I de sytten menigheder af Jehovas Vidner i brandområdet var der kun én familie og en kvinde der mistede deres hjem. Heldigvis var der ingen der mistede livet. Hjælpen fra myndighederne og fra deres kristne venner førte til at behovet var mættet efter blot nogle få dage — så stor var gavmildheden hos dem der ønskede at hjælpe ofrene materielt.

Folk reagerer naturligvis forskelligt når de ser alle deres ejendele forsvinde i løbet af et øjeblik. De fleste gennemgår fire almindelige stadier: Lammelse og chok, depression, vrede (især hvis de får at vide at branden i deres område var blevet antændt med vilje) og, til sidst, ønsket om at genopbygge og begynde forfra. Man anslår imidlertid at det vil vare 30 år før skoven er vokset op igen.

Mange spekulerede også over om Gud havde en finger med i spillet. Var disse skovbrande virkelig „Guds gerning“, som forsikringsselskaberne kalder dem (det der i Danmark kaldes „force majeure“)? „Hvorfor gik værtshuset fri når der af kirken, supermarkedet og kiosken kun var en stor bunke varme, smuldrende murbrokker tilbage?“ spurgte en skribent. Andre undrede sig over at flammerne omsluttede ét hus når huset lige ved siden af ikke engang blev svedet. Men bibellæsere huskede at „alle er . . . bundne af tid og tilfælde“. — Prædikeren 9:11.

Katastrofen har fået mange til at tænke alvorligt over livets og de jordiske ejendeles flygtighed. Nogle har i dyb fortvivlelse sørget over deres tab — de ejendele de havde arbejdet hårdt for at skaffe sig. Andre er lykkelige for at være sluppet med livet i behold, og er rede til at begynde at bygge oven på asken. Og de der sætter deres lid til Guds løfte om et evigt liv på en paradisisk jord, har styrket deres beslutning om at blive ved med at yde Gud „hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“. — Hebræerne 12:28; Åbenbaringen 21:3, 4.