Unge spørger:
Hvor meget betyder karaktererne?
NOGLE føler pulsen accelerere som en racerbil. Andre formår at beherske sig så de i det mindste ser ud til at være rolige. Men uanset om man er næsten panikslagen eller ganske uinteresseret, vil man som skoleelev på et eller andet tidspunkt komme til at stå over for den regnskabets dag hvor der gives karakterer.
Hvorfor en sådan nervøsitet? Jo, mange unge føler sig udsat for et pres fra forældrene („Hvis du ikke består i matematik, må du ikke se TV i en måned!“) og fra lærerne („Hvis dit gennemsnit ikke kommer højere op, får du ikke din eksamen!“). Et antal skoleelever blev for nylig spurgt hvad de var mest bekymrede for, og 51 procent svarede: Karaktererne!
Nogle pædagoger fremfører at karaktererne fremelsker for megen konkurrenceånd, gør skolemiljøet hårdt og måske endda fjerner glæden ved at lære. I betragtning heraf er det ikke så underligt at mange elever er modstandere af karaktergivningen. En gymnasieelev hævder endog: „Der skulle ikke være noget der hed dumpekarakter. Hvis man trækker en svær eksamensopgave og kun har halvdelen af svarene rigtige, så har man dog trods alt lært 50 procent af stoffet.“
Du spekulerer måske over om det virkelig kan betale sig at have alt det besvær med at skrive stile indtil ens arm føles som om den er ved at falde af, gennempløje stakke af kedelige bøger, lære endeløse tabeller udenad og terpe til eksamen, bare for at få gode karakterer. „Hvad er formålet med det?“ spørger du måske. „Betyder karakterer i det hele taget noget?“
Det rette syn på karakterer
Hvad enten man kan lide skolen eller ej, opfylder den et meget væsentligt behov. Barbara Mayer, der er highschool-lærer, siger: „Skolens formål er at give de enkelte så megen viden og så mange færdigheder som muligt, for at hjælpe dem til at få et godt, berigende og vellykket liv.“ Normalt er den almindelige skolegang tilstrækkelig til at man kan opnå dette. Men hvordan finder andre ud af om man har en bestemt viden eller nogle bestemte færdigheder? Man kommer ikke uden om at de vil bedømme det efter de karakterer man har fået i skolen. „Det er uretfærdigt!“ vil du måske indvende. Men sådan er vilkårene ofte. En artikel i avisen The Wall Street Journal rådede for nylig alle arbejdsgivere til „omhyggeligt at studere skolepapirerne“ hos en jobansøger. „Det er det bedste barometer for stabilitet, arbejdsvaner og personkarakteristik,“ fortsatte artiklen.
Der er altså en realistisk grund til at stræbe efter gode karakterer. Kong Salomon skrev at „penge er et værn“. (Prædikeren 7:12, fodnoten) Men hvis du ikke er sikker i de grundlæggende skolekundskaber, kan alene det at tjene til sit udkomme være svært — og endnu sværere vil det måske være at spare op eller bruge sine penge fornuftigt. Desuden har en undersøgelse for nylig vist at unge anser det for vigtigere at have et interessant arbejde end at have et arbejde der udelukkende giver høj løn, status eller prestige. Jobmulighederne øges hvis man er dygtig i de grundlæggende skolefag. En ekspert i beskæftigelsesforhold, dr. Bernard Anderson, har sagt: „Med hensyn til unge er vi simpelt hen nødt til igen at lægge større vægt på grundlæggende skolekundskaber — talefærdighed, regnefærdighed og så videre.“ I betragtning af at ansatte af og til må på kursus for at lære ny teknik, tilføjer han at „valget vil falde på mennesker med store indlæringsmuligheder — mennesker der er stærke i de grundlæggende skolekundskaber“.
Den vise kong Salomon pegede dog på at livet har en langt dybere mening end blot at skaffe sig et arbejde: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre.“ (Prædikeren 12:13) At kunne læse godt og udtrykke sig klart er værdifulde aktiver for unge der gerne vil ’frygte Gud og holde hans bud’. Den unge Timoteus blev af apostelen Paulus opfordret til at ’blive ved med at tage sig af oplæsning’, for at han kunne blive en dygtigere lærer i menigheden. (1 Timoteus 4:13) Apostlene Peter og Johannes blev ganske vist betragtet som „ulærde og almindelige mennesker“ fordi de ikke havde gået på højere læreanstalter, men de var trods alt i stand til at skrive dele af Bibelen, og det gjorde de med stor dygtighed. — Apostelgerninger 4:13.
Men kan de karakterer man får ved eksamener og terminsprøver, virkelig hjælpe en til at opnå disse gode kundskaber? Ja. Vi ved endda at Jesus Kristus ofte prøvede sine disciples forståelse på visse områder. (Lukas 9:18) I dag har lærerne sikkert svært ved at få et så personligt kendskab til eleverne som Jesus havde til disciplene — i mange tilfælde er der simpelt hen for mange elever i hver klasse. Men prøver og karakterer kan sætte lærerne i stand til at tilpasse undervisningen efter den enkelte elevs behov. Det vil eleverne naturligvis have gavn af.
Bogen Measurement and Evaluation in the Schools [Bedømmelse og vurdering i skolerne] siger desuden: „Velgennemførte prøver baseret på undervisningspensummet kan øge elevens indlæringsevne, fordi de kan hjælpe ham til at tilegne sig gode studievaner og lede hans intellektuelle formåen mod de ønskede mål i undervisningen. Eksamensresultater kan afsløre stærke eller svage sider hos eleven og dermed virke som motivation for videre studium.“ Karaktererne giver naturligvis også ens forældre en idé om hvordan man klarer sig i skolen.
Selv om karakterer har deres fordele, må man alligevel have et afbalanceret syn på dem. Ellers kan det give problemer.
’Kommer vi op i det til eksamen?’
En highschool-elev ved navn Steven klager: „Jeg føler det som om jeg sidder ved et samlebånd hvor små, præfabrikerede stykker viden glider forbi mig uden at jeg har tid til at bearbejde dem.“ Ja, alt for megen ængstelse angående karakterer kan få skolen til at ligne en fabrik snarere end et sted hvor man har lyst til at lære noget.
Overdreven optagethed af karakterer kan skabe spændinger mellem eleverne. Nogle steder er eleverne ligefrem opdelt i forhold til deres evner. Men det er jo de færreste der kunne tænke sig at blive placeret i gruppen for „de mindre begavede“, så karakterer kan sætte en voldsom konkurrence i gang. Det er især tilfældet hvis eleverne lærer — og tror på — myten om at det er lykken at få en højere uddannelse. Forfatterne til en bog om ungdomsproblemer bemærker at „da det mange steder er vanskeligt at blive optaget på en læreanstalt“ kan eleverne blive „fanget i et frustrerende konkurrenceræs der fremhæver karakterer og position fremfor viden“. Situationen i Japan (hvor man lægger stor vægt på højere uddannelse) illustrerer hvor konkurrencebetonet en uddannelse kan blive. Dér skal man endda til eksamen for at komme i børnehave!
Nogle reagerer på et sådant pres ved at koncentrere sig om eksamener i stedet for at prøve at lære noget. Dr. William Glasser siger: „Eleverne lærer hurtigt at spørge hvad det er nødvendigt at vide til eksamen . . . og kun gennemgå dét stof.“ Mary Susan Miller, en erfaren lærer, fortæller noget lignende i sin bog Childstress! [Børnestress!]: „Jeg har haft . . . elever som altid ville diskutere deres karakterer med mig og som efterkontrollerede eksamensspørgsmålenes points for at drage min bedømmelse i tvivl. De ville have høje karakterer i stedet for at lære noget. Det var dem der altid brød ind i en klassedrøftelse, uanset hvor berigende den var, for at spørge: ’Kommer vi op i det her til eksamen?’“
Men hvorfor blive fanget i dette „karakterræs“? Salomon advarede: „Jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind.“ (Prædikeren 4:4) Dette viser at bitter konkurrence — det være sig om materielle rigdomme eller akademiske titler — er værdiløs. Gudfrygtige unge ser behovet for at dygtiggøre sig i skolen. Men de ved også at sand lykke kommer af at man sætter de åndelige interesser først, i tillid til at Gud vil sørge for ens øvrige behov. — Mattæus 6:33.
Karaktersystemet kan give problemer. Men som Barbara Mayer pointerer i The High School Survival Guide [Hvordan man overlever på highschool]: „Problemet ved karakterer på en highschool er den enorme betydning de har antaget.“ Karakterer er måske nok vigtige, men de betyder ikke alt. Tag dem for det de er — en hjælp til at måle hvilke fremskridt du gør. En teenager ved navn Les siger det sådan: „Jeg kan lide at få gode karakterer. Men de betyder ikke alt for mig.“
(I næste nummer af dette blad vil vi fortsætte behandlingen.)
[Illustration på side 21]
Er gode karakterer de mange timers arbejde værd?
[Illustration på side 22]
Når firmaer skal ansætte nye folk, leder de efter unge som klarer sig godt i de grundlæggende skolekundskaber