Svindel i videnskab — Hvorfor snyderiet tager til
„KONKURRENCEN er urimelig hård. Vinderne høster enorme gevinster; taberne risikerer at blive glemt. Der hersker en atmosfære hvor en ulovlig genvej nogle gange synes uimodståelig — ikke mindst fordi det etablerede system ofte er for slapt til at gøre indsigelse når der begås noget forkert.“ Sådan lød indledningen til en artikel i U.S.News & World Report: „Få noget trykt eller bliv glemt — eller snyd!“ For ikke at blive glemt griber mange forskere til snyderi.
Videnskabsfolk er udsat for et kolossalt pres med hensyn til at få offentliggjort resultater i videnskabelige tidsskrifter. Jo flere afhandlinger en forsker har fået udgivet, jo større chance har han for at få arbejde, blive forfremmet, blive ansat ved et universitet, eller få andel i statslige forskningstilskud. De amerikanske forbundsmyndigheder „råder over den største forskningskapital, 5,6 milliarder dollars om året, der forvaltes af National Institutes of Health“.
Eftersom man i „de videnskabelige kredse ikke har vist sig særlig villig til at se sit eget etiske dilemma i øjnene“, „har vist sig påfaldende forsigtig med at grave for dybt efter relevante oplysninger om sin egen etiske adfærd“, og „ikke er synderlig interesseret i at få renset ud eller blot indlede undersøgelser af embedsmisbrug“, har kommissioner nedsat af kongressen foretaget høringer og overvejet at lovgive på området for på den måde at overvåge hvad der sker. (New Scientist; U.S.News & World Report) Dette har resulteret i gråd og tænders gnidsel. Et videnskabeligt tidsskrift stiller følgende spørgsmål og besvarer det selv: „Har videnskaben ryddet op i sit eget hus? De sparsomme oplysninger der siver ud til offentligheden skaber alvorlig tvivl.“
Nogle forskere udelader de resultater der ikke støtter den teori de ønsker at bevise („håndplukning“), rapporterer flere forsøg end de har foretaget („udfyldning“), tilvender sig andre forskeres ideer eller data til eget brug (plagiering), rapporterer om eksperimenter eller data de aldrig har udført eller frembragt („fabrikering“). En vittighedstegning i et videnskabeligt tidsskrift gjorde sig lystig over denne sidste metode. To videnskabsmænd siger om en kollega: ’Han har lavet mange afhandlinger siden han begyndte på det der forfatterkursus.’
„Hvad er hovedproduktet af den videnskabelige forskning nu om dage?“ „Papir,“ svarer U.S.News & World Report. „Hvert år udkommer der i hundredvis af nye tidsskrifter der kan tage sig af offentliggørelsen af den strøm af forskningsrapporter som frembringes af videnskabsfolk der véd at akademisk succes er afhængig af hvor mange artikler de har skrevet.“ Målet er kvantitet, ikke kvalitet. De fyrre tusind tidsskrifter der udkommer hvert år indeholder en million artikler, og en del af dem er „karakteriseret af nogle fundamentale onder, deriblandt den ’få-noget-trykt-eller-bliv-glemt’-moral der mere end nogen sinde er fremherskende blandt forskere, og som opmuntrer til arbejde der er tvivlsomt, nytteløst, bygget på gentagelser eller måske ligefrem bedragerisk“.
En seniorskribent ved The Journal of the American Medical Association, dr. Drummond Rennie, har sagt følgende om mangelen på kvalitet: „Det lader til at der ikke findes nogen afhandling der er for fragmentarisk, nogen hypotese der er for ubetydelig, nogen litteraturhenvisninger der er for ensidige eller selvcentrerede, noget udkast der er for forkvaklet, nogen metodik der er for sjusket, nogen fremstilling af resultater der er for unøjagtig, for uklar eller for selvmodsigende, nogen analyse der er for selvbekræftende, noget argument der kører for meget i ring, nogen konklusioner der er for overfladiske eller for ubegrundede og nogen sprogbrug eller syntaks der er for utiltalende til at noget sådant kan blive udgivet på tryk som videnskabelig afhandling.“
En myg gøres til en elefant
’Få-noget-trykt-eller-bliv-glemt’-syndromet har gjort mange forskere særdeles kreative når det gælder om at få et beskedent antal artikler til at tage sig ud som en fænomenal produktion. Nogle skriver én artikel og deler den derefter op i fire mindre artikler. På denne måde får de tilskrevet ikke én men fire artikler på deres publikationsliste. Derefter sender de måske den samme artikel til forskellige tidsskrifter, og hver gang den bliver trykt tælles den med igen. Som oftest angives der flere videnskabsfolk som forfattere til en artikel, og hver forfatter føjer artiklen til sin liste over offentliggjorte artikler. En artikel på to til tre sider angiver måske 6, 8, 10, 12 eller flere forfattere.
I et amerikansk fjernsynsprogram med titlen „Snyder videnskabsfolk?“ sagde en videnskabsmand om denne praksis: „Folk forsøger at få deres navn hæftet på så mange artikler som muligt. Det er derfor almindeligt at man i dag finder store forskerhold hvor seksten personer kan lægge navn til en artikel der, når det kommer til stykket, sandsynligvis slet ikke var værd at offentliggøre. Men der er tale om et rotteræs, et konkurrencejag, en simpel kvantitetsmentalitet der i høj grad fremmes af den struktur der kendetegner den videnskabelige forskning i De Forenede Stater.“ (25. oktober 1988) Nogle af dem der anføres som medforfattere har måske kun haft meget lidt med artiklen at gøre, måske har de ikke engang læst den, men alligevel føjer de den til deres liste over ’udgivne værker’. Det er sådanne proportionsforvrængede lister der har indflydelse på om man modtager nogle af de hundredtusinder af dollars der befinder sig i de offentlige fonde.
Er kontrol mellem ligemænd en beskyttelse mod svindel?
Redaktører af videnskabelige tidsskrifter lader ofte — men ikke altid — rapporterne kontrollere af andre videnskabsfolk før de offentliggør dem. Den praksis skulle i teorien sortere alle fejlagtige og uredelige artikler fra. „Videnskaben er selvkorrigerende på en måde man ikke oplever inden for nogen anden intellektuel retning,“ siger Isaac Asimov. „Videnskaben fører en uforlignelig selvjustits.“ Han undrer sig over at „der forekommer så få skandaler“.
Men ikke alle er enige med ham. At lade ligemænd kontrollere hinandens arbejde er „en dårlig metode til afsløring af svindel“, siger den ovenfor citerede dr. Drummond Rennie. American Medical News skriver: „Fagtidsskrifter som offentliggør artikler der er blevet kontrolleret af andre forskere, og som førhen næsten blev betragtet som ufejlbarlige, har måttet indrømme at de er ude af stand til at eliminere svindel.“ „Man har lagt for stor vægt på det at ligemænd kontrollerer hinanden,“ udtaler en lægeskribent og spalteredaktør ved The New York Times.
Tidsskriftet Science oplyser at en forsker der fik til opgave at gennemgå en kollegas rapport, er blevet beskyldt for plagiering. Han „tog data fra den afhandling han skulle gennemgå og brugte dem i sit eget arbejde,“ meddeler National Institutes of Health. En sådan handlemåde er „et overgreb mod den tillid der er grundlæggende for hele dette kontrolsystem“, og den pågældende forsker blev erklæret for „uegnet til i fremtiden at modtage statsstøtte“.
„Videnskaben har altid, med den mest hårdtpumpede hidsighed, bedyret sin egen totale uskyld,“ skriver bladet New Scientist. Mange mener at det højt besungne system med kontrol foretaget af ligemænd, hvorved al svindel i teorien skulle blive sorteret fra, er en ren farce. „Virkeligheden er den,“ skriver New Scientist, „at det kun er få videnskabelige skurke der fanges, og når det endelig sker viser det sig ofte at de har drevet deres spil i årevis og offentliggjort forfalskede data i ansete tidsskrifter uden at der er blevet stillet spørgsmål.“
En embedsmand i National Institutes of Health har ifølge The New York Times udtalt: „Jeg tror at uskyldens tidsalder er forbi. Førhen gik folk ud fra at forskere ikke gjorde den slags. Men nu begynder det at gå op for dem at videnskabsfolk ikke er andre mennesker moralsk overlegne.“ Avisen tilføjede: „For nogle få år siden var det sjældent at National Institutes of Health fik én anmeldelse af svindel om året. Nu er der mindst to alvorlige anklager om måneden.“ Tidsskriftet Science har bemærket: „Videnskabsfolk har gentagne gange forsikret offentligheden om at svindel og uredelighed er sjældent inden for forskningen . . . Ikke desto mindre lader det til at der dukker flere og flere betydelige sager op.“
John Dingell, der er formand for en af de undersøgelseskommissioner De Forenede Staters kongres har nedsat, sagde ved en lejlighed til forskerne: „Jeg finder jeres kontrolsystemer håbløst utilstrækkelige, og det er mit indtryk at bedraget i mange tilfælde triumferer over det moralsk anstændige på en måde som jeg finder helt og aldeles uacceptabel. Jeg håber at I er af samme opfattelse.“
Fjernsynsprogrammet „Snyder videnskabsfolk?“ sluttede med at en af de medvirkende forskere indrømmede: „Skeletterne må hives frem fra skabene og bureaukraternes karriere må bremses hvis det er det der skal til. Der er ingen anden udvej. Det er et etisk krav, det er et juridisk krav, og det er så afgjort et moralsk krav.“
[Tekstcitat på side 6]
„Seksten personer kan lægge navn til en artikel“
[Tekstcitat på side 7]
„Det er et etisk krav, det er et juridisk krav, og det er så afgjort et moralsk krav“