Forskning og svindel: Er der rådne æbler i kurven?

DER var spændt forventning inden for lægevidenskaben. En 24-årig forsker fra Cornell University havde fremsat en ny teori om årsagen til kræft, og fremlagde forsøgsresultater som støttede teorien. Hans arbejde var så imponerende at nogle mente at han og hans professor var oplagte emner til nobelprisen.

Den unge mands medarbejdere regnede ham for at være en af tidens mest begavede forskere. På ganske få uger kunne han gennemføre hele forsøgsrækker som andre kæmpede med i årevis. Det lykkedes kun når netop han havde med det at gøre. På en måde var det næsten for godt til at være sandt.

Årsagen kom snart for dagens lys. I juli 1981 blev det afsløret at hans arbejde var et falskneri. Et kemisk stof der ikke skulle have været med i forsøgene, fik eksperimenterne til at give de ønskede resultater. Man skyndte sig at tilbagekalde de videnskabelige rapporter om hans arbejde. Yderligere undersøgelser bragte for dagen at den unge mand havde skaffet sig sin forskningsstilling uden overhovedet at have de nødvendige akademiske kvalifikationer eller papirer. Professorerne ved læreanstalter hvor han tidligere havde gået, huskede nu at han flere gange havde hævdet at have gennemført nogle forsøg, men ikke kunnet gentage dem.

Dette tilfælde er blot et enkelt i en længere række skandaler der har rystet videnskabens verden i de senere år. Det nævnte tilfælde førte til at en tilsyneladende lovende karriere gik i vasken. Et andet tilfælde der blev afsløret omtrent samtidig, førte til at myndighederne i USA „tildelte den hidtil hårdeste straf for videnskabeligt falskneri“.

Det drejede sig om endnu en begavet, ung videnskabsmand, en 33-årig læge der havde bestået sin eksamen knap syv år tidligere og allerede havde fået optaget over hundrede videnskabelige forskningsrapporter i ansete fagtidsskrifter. Hans kolleger betragtede hans arbejde som fremragende og meget kreativt, og han var på vej til at beklæde en lærestol ved Harvards lægevidenskabelige fakultet og blive chef for sit eget forskningslaboratorium.

Men så begyndte hans succes at smuldre. Da han i maj 1981 blev bedt om at fremvise en protokol over nogle laboratorieforsøg han hævdede at have udført, fandt man ham i færd med at forfalske optegnelserne sådan at nogle få timers arbejde kom til at se ud som to ugers arbejde. Snart bredte mistanken sig til andre dele af hans indsats. Man fandt at han havde anført navnene på andre videnskabsfolk som medforfattere til mange af sine artikler, uden at de pågældende vidste det, og nogle af de forsøg artiklerne beskrev, var fuldstændig opdigtede. Det var lykkedes ham at arbejde på denne måde i 14 år uden at blive opdaget.

Disse skandaler var særlig opsigtsvækkende fordi de kom frem i USA kort tid efter at der i Kongressen havde været en særlig høring om svindel inden for videnskaben. Høringen blev afholdt den 31. marts og 1. april 1981 og havde til formål at trænge til bunds i en række tilfælde af falskneri man havde afsløret kort forinden.

En af de indblandede var en lektor fra Yales lægevidenskabelige fakultet som havde eftergjort et videnskabeligt arbejde en anden forsker havde udført, samtidig med at han havde udglattet og pyntet på de data han selv fandt frem. Et andet tilfælde drejede sig om en seniormedarbejder ved Massachusetts General Hospital. I en undersøgelse af kræftlidelsen Hodgkins sygdom havde han anvendt cellekulturer der viste sig at være fra en abeart og fra en person der tilsyneladende ikke havde sygdommen.

Sådanne bedragerier giver i sig selv anledning til forlegenhed, skuffelser og chok; men desuden kaster de en tung skygge over selve videnskabens og dens udøveres troværdighed i offentlighedens øjne. Hvordan kan falsknerierne gå så vidt og fortsætte så længe uden at blive opdaget?

Videnskabsfolk vil naturligvis svare at dette blot er undtagelser som pressen har skabt alt for megen blæst omkring — nogle få rådne æbler i en kurv med sunde frugter. De vil sige at der i dag er så mange forskere i arbejde og så få tilfælde af svindel at der nok er langt større redelighed på dette felt end inden for nogen anden profession. Dette skyldes, vil de sige, at videnskaben er „selvkorrigerende“, at den har en indbygget mekanisme som hurtigt og effektivt afslører ethvert forsøg på bedrageri.

Videnskabeligt arbejde vil almindeligvis komme frem og finde anerkendelse via offentliggørelse i faglige publikationer. Rapporter som skal offentliggøres bliver først bedømt af et panel af uafhængige eksperter. Dette er, hævdes det, det første forsvar mod falsknerier. Når en rapport er offentliggjort kan samtlige professionens medlemmer studere den, men selvfølgelig også følge dens beskrivelser, hvilket vil sige at forsøgene vil kunne eftergøres af andre. Hvis der er tale om bedrag, vil det vise sig på dette stadium, siger man.

Dertil kommer at den videnskabelige forskning i dag er så kostbar at den som oftest foregår med statsstøtte. Ansøgninger om offentlige midler skal gennemgås af statslige rådgivere der selv er fagligt kvalificerede. Herved bliver uværdige eller tvivlsomme projekter siet fra før de overhovedet kommer i gang.

Argumentet lyder altså på at hele dette system skulle gøre det ganske utænkeligt at nogen ville så meget som forsøge at gennemføre et bedrag. Den der alligevel prøver det må være fra forstanden, nærmest i samme kategori som dr. Frankenstein eller dr. Jekyll og mr. Hyde.

Argumenterne lyder til at være gode nok i teorien. Men hvordan er det i praksis? Er tilfælde af svindel virkelig så sjældne? Er de afslørede bedragere alle sammen mentalt afvigende? Og er der noget vi som lægfolk kan lære af den omstændighed at svindel har fundet sted?

[Tekstcitat på side 4]

Efterligninger, falske data, opdigtede resultater — og en amerikansk kongreshøring om svindel inden for videnskaben