„Se ikke på kørestolen — se på mig!“
Af „Vågn op!“-korrespondent i England
EN PRÆST i England lod for nylig som om han var handicappet, og sad i en kørestol en hel dag. Han fortalte bagefter at de fleste mennesker havde undgået ham. „De ville helst ignorere mig,“ siger han. „De vendte blikket bort og gik forbi mig som om jeg slet ikke var der.“
Synes du at det er svært at være sig selv når man møder en der sidder i kørestol? Lægger forlegenhed en dæmper på din naturlige venlighed? Eller mener du måske at handicappede foretrækker at man lader dem være i fred? Hvad årsagen end er, må vi indrømme at mange af os ikke rigtig ved hvad vi skal stille op i denne situation. Hvad bør man gøre? Lad os tale med Tom, manden i kørestolen på billedet, for at finde svaret. „Det er ganske enkelt,“ siger han. „Se ikke på kørestolen — se på mig!“
Når man møder eller besøger en der er handicappet, er der altså ingen grund til at begynde at tale om noget andet end man normalt ville gøre. Man skal bare være sig selv og tale med den handicappede som man ville tale med enhver anden ven eller bekendt. Den handicappede ønsker ikke at alle samtaler skal dreje sig om hans sygdom. Han er interesseret i hvad der sker og kan godt lide at udveksle nyheder og tanker med andre. Det har mange der sidder i kørestol begrænsede muligheder for at gøre, så de er glade for at få besøg. Tom, der har siddet i kørestol i 27 år, siger: „Jeg påskønner det når folk siger at de ikke tænker på mig som handicappet.“ Med andre ord: ’Jeg bliver glad når andre ser på mig, og ikke på kørestolen.’
BBC bragte for nylig en serie radioudsendelser der betonede at folk ofte sårer de handicappede uden at vide det. Phil, der er lammet i arme og ben, havde en meget ligefrem kommentar til dette problem: „Jeg tager ud for at spise på en restaurant med min kone, og tjeneren spørger hende: ’Hvad kunne han tænke sig at få at spise?’ Eller billetkontrolløren i teatret spørger: ’Hvor vil han gerne sidde?’ — som om det at jeg sidder i kørestol betyder at jeg ikke kan tale. De tror sikkert at det vil være for stor en belastning for mig at skulle sige noget. Men deres opførsel sårer mig alligevel.“ Om det samme problem siger Tom: „Når en der sidder i kørestol er ude sammen med en ledsager og de møder en bekendt, foregår samtalen ofte hen over hovedet på den handicappede og som regel bag kørestolen. Men den siddende vil gerne være med.“ Ja, naturligvis!
En hjælp der værdsættes
Da de handicappede ikke har så let ved at komme omkring opholder mange sig mere indendørs end det er nødvendigt eller godt for humøret. At invitere dem med på en tur i omegnen vil derfor være en god måde at hjælpe på. Man vil samtidig aflaste dem der til daglig tager sig af de handicappede.
Dette forslag forudsætter naturligvis at man er i stand til at tage sig af en handicappet på betryggende vis. Det kræver omtanke og forståelse. Ved du for eksempel hvordan man bærer sig ad med at få en kørestol op over en kantsten? Ved du at det er farligt og virker skræmmende på den handicappede hvis man flytter kørestolen pludseligt eller uventet? Hvis I kører i bil, er du da i stand til at hjælpe din ledsager ind og ud? Er du sikker på at bilsædet er bekvemt nok? Ved du hvor der er toiletter for handicappede? Har du lagt planer så der er et mål med jeres tur? Hvilke interessante ting er der at se i området? Er der udgivet nogle brochurer om dem? Forudseenhed og planlægning vil gøre turen langt mere fornøjelig for jer begge.
Somme tider giver en handicappet måske udtryk for at han helst vil blive i sit hjem, eller endda i sin seng. Måske er han nedtrykt. Hvorfor ikke forsøge at overtale ham på en venlig måde, hvis den der til daglig hjælper ham går med til det? Men vær sikker på at du forstår grunden til hans tøven. Er det virkelig fordi han er nedtrykt? Eller kunne det tænkes at han ikke føler sig i trygge hænder hos dig? Hvis det sidste er tilfældet må du ikke blive fornærmet. Det vil sandsynligvis ændre sig efterhånden som han får større tillid til dig. Det står imidlertid fast at det i de fleste tilfælde er sundt for folk der sidder i kørestol at komme ud i det fri med jævne mellemrum. Dit venlige tilbud om at ledsage ham er måske det der skal til for at han genvinder sit gode humør.
For handicappede kan det desuden være et problem at vide hvornår de skal hævde deres selvstændighed, og hvornår de skal bede om eller tage imod hjælp. Vi har alle brug for hjælp nu og da, men ingen bryder sig om at miste sin selvstændighed eller at føle sig fuldstændig domineret af en anden. Handicappede er særlig følsomme på dette område. Den selvstændighed de har er dyrebar. Derfor bør vi ikke påtvinge dem vor hjælp, men tilbyde at hjælpe.
Phil fortæller om en på hans arbejdsplads der viste en god indstilling: „I sidste uge var der en nyansat der greb situationen an på en måde som jeg syntes var virkelig god, da jeg fortalte hende om vort arbejde på kontoret og viste hende til rette. Da jeg var færdig med det, spurgte hun om hun måtte sige noget personligt, og fortsatte så: ’Ser du, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre med hensyn til din kørestol. Vil du gerne have at jeg skubber dig når vi går rundt? Eller vil du foretrække at jeg ikke nævner det? Vil du helst selv bede om hjælp når du har brug for det? Eller er det bedre at jeg tilbyder at hjælpe når jeg mener at du gerne vil have det? Du må sige hvad jeg skal gøre. Jeg vil bare gerne hjælpe dig hvis du har brug for det.’“ Phil siger: „Jeg synes at hendes måde at reagere på var særdeles moden og forstående. Som situationen er ønsker jeg ikke at blive skubbet rundt på kontoret, men hvis vi skulle et langt stykke vej ville jeg blive glad for at få denne hjælp. Jeg forsøger at gøre så meget som muligt selv.“
Derrick, der nu må ligge i en køreseng, siger noget lignende: „Jeg beder ikke om hjælp hvis der er noget jeg kan klare selv. Uafhængighed er værdifuld, men det er andres hjælp også — blandt andet fordi man så får lejlighed til at nyde samværet med dem.“
Positiv omsorg
„Handicappede og de der tager sig af dem er ofte meget selvstændige,“ fortæller Tom. „De vil hellere selv kæmpe med et problem end være til besvær for andre ved at bede om hjælp. Folk siger somme tider: ’Du må endelig sige til hvis der er noget du har brug for eller noget jeg kan hjælpe dig med.’ Det er udmærket, men et konkret tilbud er endnu bedre: ’Jeg har et par ledige timer på onsdag. Så kommer jeg hen til dig og gør hvad som helst du vil have mig til.’ Venner og naboer vil som regel gerne hjælpe hvis de ved at det er nødvendigt. Når nogen spørger, fortæller vi dem derfor hvad de kan hjælpe os med.“ En nyttig kommentar! Men når man tilbyder at hjælpe må man passe på ikke at sige det på en alt for henkastet måde, som om man faktisk alligevel ikke havde andet at lave. Ens besøg har meget stor betydning.
Når man prøver at hjælpe en der sidder i kørestol bør man ikke glemme at tænke på vedkommendes ledsager — ofte ægtefællen, en fader eller moder, eller en anden slægtning. Om sin kone siger Tom: „Hun er næsten en fange af min sygdom fordi jeg er fuldstændig afhængig af hende i alt, både dag og nat. Den livsform min sygdom har påtvunget os hindrer os i at deltage i mange af de aktiviteter og en stor del af det samvær der for andre er en selvfølge. Jeg ville ønske at dette udtryk for kærlighed og hengivenhed fra ’hjælperens’ side blev påskønnet noget mere.“
Næste gang du møder en der sidder i kørestol, tænk da på de anstrengelser det har kostet at få ham badet, pænt klædt på og så videre. Ledsageren vil afgjort sætte pris på et par opmuntrende ord. Og hvis man har mulighed for at aflaste vedkommende i nogle timer vil tilbudet sikkert blive modtaget med tak.
Meningsfyldt arbejde
Meningsfyldt arbejde står højt på listen over det der giver os tilfredshed og glæde. Et af de problemer handicappede må slås med, er at arbejdsgivere ofte fokuserer på kørestolen. De tænker naturligvis på om de pågældende kan yde en effektiv arbejdsindsats og på de ekstra forsikringsudgifter. De der trodser sådanne vanskeligheder bliver imidlertid ofte belønnet med usædvanlig samvittighedsfulde og loyale arbejdere.
Tom har fundet tilfredshed i den kristne tjeneste. Han siger: „Siden 1949 har jeg været ude af stand til at passe et verdsligt arbejde, men det har behaget Jehova at gøre brug af mig i alle disse år. Tiden er derfor gået hurtigt. Jeg har lært at selv en der er stærkt handicappet kan gøre meget for andre. Min hustru og jeg har fungeret som et fast holdepunkt for flere i menigheden. På grund af vore omstændigheder er vi her jo altid, og kan stå til rådighed til hver en tid.“
Phil, der har kontorarbejde inden for undervisningssektoren, siger: „Tilbudet om straks at få arbejde igen er noget af det der har haft størst betydning for min rehabilitering. Det meste af tiden tænker jeg ikke på at jeg sidder i kørestol. Jeg tænker kun på det arbejde der skal gøres. Der er i dag så mange vigtige ting at gøre at der ikke er nogen undskyldning for bare at sidde og kigge ud ad vinduet.“
„Betragt mig ikke som ubrugelig“
Når handicappede siger: „Se ikke på kørestolen — se på mig,“ søger de ikke bare anerkendelse som en del af samfundet, men siger samtidig: „Betragt mig ikke som ubrugelig. Der er ikke noget i vejen med min intelligens eller min appetit på livet. Jeg har brug for hjælp, men jeg ønsker også at være nyttig, at gøre mit.“ Tal med dem på det grundlag. Når de selv får lov til at yde noget, bliver det lettere for dem at modtage. Acceptér dem som de er. Hentyd aldrig til hvad de engang var eller kunne være blevet — de søger ikke medlidenhed. De ønsker at være positive, at udrette og give så meget som muligt. Gør hvad du kan for at opmuntre dem!
Invaliditet er tragisk og kræver stort mod og megen styrke af alle de implicerede. Det er derfor trøstende at vide at det kun er en midlertidig tilstand. Om Jesu Kristi riges herredømme over jorden profeterede Esajas: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“ (Esajas 35:5, 6) I sandhed opmuntrende og styrkende udsigter!
Men hvad med nutiden? Skal vi finde tilfredshed og glæde nu, må vi udrette så meget vi formår — også selv om vi sidder i kørestol. Det er denne sikre overbevisning der præger Tom, Phil, Derrick og mange andre. Når du møder handicappede som disse, skal du altså se på ham eller hende og ikke på kørestolen.
[Tekstcitat på side 13]
Når man prøver at hjælpe en der sidder i kørestol bør man ikke glemme at tænke på vedkommendes ledsager
[Tekstcitat på side 15]
„Betragt mig ikke som ubrugelig. Der er ikke noget i vejen med min intelligens eller min appetit på livet“
[Illustration på side 14]
Drag den handicappede med i samtalen