De store isbjørne i Arktis

DU HAR ikke fået øje på mig, vel? Det kan jeg let se; du viser nemlig ingen tegn på frygt mens du står og kigger lige over mod det isbjerg som jeg ligger på. Du er helt opslugt af sceneriet og prøver slet ikke på at komme væk. Det ville du gøre hvis du vidste at jeg var her. Jeg kan løbe helt op til 40 kilometer i timen, så det ville kun tage mig et øjeblik at komme over til dig!

Hvis jeg lod være med at dække min sorte snude med poten ville du nok få øje på mig, men jeg vil nødig skræmme dig. Desuden har jeg lige spist, så jeg vil hellere bare slappe af som vi bjørne ofte gør efter et måltid.

Og så kan jeg jo lige så godt benytte lejligheden til at fortælle dig lidt om mig selv. Det vil give dig større indblik i dette område af jorden. Jeg er så typisk for denne kolde egn at jeg kaldes „symbolet på Arktis“.

Min familie

Da jeg nu allerede har sagt „vi bjørne“, har du sikkert gættet at jeg er en isbjørn. Som du ved har jeg mørkere slægtninge mod syd, men nogle medlemmer af min familie — nemlig gråbjørnen og den amerikanske sorte bjørn — kan også findes over den nordlige polarkreds.

Der er tydelige forskelle mellem os og andre bjørne. Prøv for eksempel at sammenligne en isbjørns hals og hoved med de andre bjørnes. Se, vores hals er længere og vores hoved er mindre. Det er desuden sjældent at vi opholder os på tørt land som andre medlemmer af familien. Vi er havbjørne. (Det er måske derfor videnskabsmændene kalder os Ursus maritimus.) En anden forskel er vor kost, der — af ren og skær nødvendighed — næsten udelukkende består af en eller anden form for kød.

Vor pels er, som du ved, hvid med et gulligt skær. Det var derfor det var svært for dig at få øje på mig. Jeg vejer omkring 550 kilo, hvilket er gennemsnitsvægten for en udvokset bjørn. Jeg har dog nogle store ’onkler’ der vejer helt op til 725 kilo og er næsten 3,5 meter lange! Vi hanbjørne bliver i gennemsnit knap 2,5 meter lange. Hunnerne er mindre.

Vort hjem

Vi store isbjørne er på hjemmebane her i de våde polarområder på den nordlige halvkugle. Vi lever ganske vist ikke i Antarktis, men pingvinerne kommer jo heller ikke herop til den nordlige polarkreds. Som så mange andre af verdens dyr der drager fra det ene sted til det andet, tager vi ikke det fjerneste hensyn til landegrænserne når vi strejfer om i polarområdet. Nogle af os er måske kommet til verden på russisk område, for eksempel Novaja Semlja, men rejser måske til en norsk ø som Svalbard. Om vinteren er nogle af mine familiemedlemmer her i Canada blevet set så langt sydpå som ved St. Lawrencebugten og Gaspé-halvøen. Om sommeren holder vi os dog altid længere nordpå. En af mine slægtninge kan huske at han så den amerikanske atom-undervandsbåd Skate da den kom op til overfladen i nærheden af nordpolen for nogle år siden.

Du kunne måske tænke dig at vide hvorfor vi fører et sådant nomadeliv? Det skyldes vor søgen efter føde; vi vandrer ikke bare om uden mål og med. Vi lader os lede af årstidernes indvirkning på Ishavet. Isgrænsen skifter fra årstid til årstid.

I mennesker beundrer måske jeres distancesvømmere, men nogle af os isbjørne er blevet set over 60 kilometer fra land. Hvordan bærer vi os ad med at svømme så langt? Ved at „skovle“ os frem fra den ene isflage til den anden ved hjælp af vore stærke forpoter. Denne måde at svømme på er særegen for os isbjørne.

Tilpasning til bostedet

Se nu nærmere på mine poter. Den trædepude af hår du ser under hver pote gør det let for os at stå fast og er ideel for en isbjørn. Noget andet der hjælper os i vor søgen efter mad er vor gode lugtesans. Det er forekommet at vi isbjørne har opfanget lugten af afbrændt hvalspæk i en afstand af tre kilometer. Vi er også den bjørneart der har det bedste syn. Denne kombination opvejer en eventuel svag hørelse. Og vidste du at vort øje er udstyret med en hinde der beskytter det mod fygesne og mod det skarpe solskin der kan blænde i alt det hvide? Vi har ikke brug for solbriller!

Vi er på hjemmebane i vandet fordi vort kropsfedt og vor tætte, olierede pels hjælper os til at holde os flydende, samt beskytter os mod kulden både i havet og på land. Man mener endda at de enkelte hår i pelsen leder ultraviolet lys ind til hudens overflade. Dette hjælper os til at holde varmen.

Vort indbyggede navigationssystem er til stor gavn for os under vor vandring til de steder hvor der er mest føde at få, idet dette skifter med årstiderne. Hvor dygtige vi er til at finde vej ses af at nogle isbjørne der blev transporteret fra en losseplads ved Cape Churchill i den nordlige del af Canada og flere hundrede kilometer væk, snart fandt vej tilbage. (Normalt går vi dog på jagt hele vinteren.)

Familieliv

Parringstiden falder om foråret eller i den tidlige sommer, og vi er kønsmodne når vi er tre-fire år gamle. Efter parringen vandrer vi hanner videre for at gå på jagt efter mad. Hunnerne overvintrer i snehuler. I nogle områder med snehuler har der været omkring 200 hunner. Ungerne — som regel to der fødes i december eller januar — er blinde og ikke meget større end en lille kanin. Det er en spæd begyndelse for et dyr der kan veje over en halv ton når det er udvokset! Men vi vokser hurtigt.

Jeg kan stadig huske hvordan det var at være i snehulen — beskyttet mod vejr og vind og varmet af mors kropsfedt og den varme luft der ikke kunne slippe ud fordi hulen lå højere end indgangen. Jeg spiste — og voksede. Jeg mindes endnu min mors varme, fede mælk med dens enestående nøddesmag. Vidunderligt! Men det varede kun til omkring marts måned. Så brød min mor gennem snehulens loft og vi kravlede ud i verden udenfor. Hvor var min søster og jeg begejstrede! På det tidspunkt vejede vi omkring 11 kilo.

Samme dag begyndte vi at blive undervist. Så snart vi havde vænnet os til lyset sprang vi i vandet sammen med mor og begyndte at svømme. Det faldt os ganske naturligt. Eskimoerne i Alaska har givet os det træffende navn ah tik tok — hvilket betyder „de der går ned til havet“. Hvis vi blev trætte af at svømme hang vi simpelt hen fast i mors hale og blev slæbt af sted! I omkring to år underviser mødrene ungerne i livet i Arktis. Derefter må de klare sig selv — så er de rede til at flytte hjemmefra og få deres egen familie.

Vi isbjørne lever et meget smukt sted — sne og is der danner de forunderligste skulpturer, et endeløst hav og en forreven kystlinje. Ofte giver vi udtryk for vores glæde i et kraftigt brøl. I disse omgivelser lever vi over 30 år, men vi har dog hørt at nogle isbjørne i zoologiske haver har levet i 40 år.

Nu har jeg vist hvilet mig længe nok. Jeg håber at du har syntes godt om at høre om mig. Jeg vil tro at det har hjulpet dig til at forstå at dyrelivet overlever på vidunderlig måde, selv i polaregnenes barske miljø. Lad dig nu ikke narre næste gang du ser en isbjørn i zoologisk have. Isbjørnens virkelige liv er langt mere fascinerende. Vi ses på din næste ekspedition til Arktis!

[Illustration på side 18]

„I denne snehule kom jeg til verden“