Isbjørnens ingeniørbedrift

NOGLE videnskabsmænd mener at vi kan lære en hel del om at udnytte solenergien bedre ved at studere isbjørnen. Denne tanke blev fysikeren Richard E. Grojean i midten af 1970’erne optaget af, efter at man havde gjort en interessant opdagelse i forbindelse med dyr som lever i polarområderne og er klædte i hvidt.

Canadiske vildtoptællere opdagede at de ikke kunne tage almindelige luftfotos af disse dyr, eftersom de fuldstændig faldt sammen med det hvide landskab. Infrarøde film, som ofte anvendes til fotografering af varmblodede dyr, kunne heller ikke bruges. Dyrene var ganske enkelt så godt isolerede at de ikke afgav varme nok til at det kunne registreres på film. Men da man gik over til ultravioletfølsomme film, blev hvide sæler og isbjørne skarpt aftegnet som sorte objekter på en hvid baggrund. „Sneen reflekterede de ultraviolette stråler, hvorimod dyrene absorberede dem,“ beretter The Toronto Star.

Hvordan kan det være? Ifølge fysikeren Richard Grojean og Gregory Kowalski, der er docent i maskinteknik, ligger svaret gemt i isbjørnens pels. Hårene i pelsen absorberer 90 procent af lyset i den usynlige, ultraviolette ende af spekteret og leder det videre til den mørke hud nedenunder. På denne måde opvarmes bjørnen. Selv om temperaturen ofte falder til minus 30 grader i polaregnene, kan pelsen alligevel holde sin ejer varm. Almindelige solfangere er derimod ikke nær så effektive. Kowalski anslår at menneskeskabte solpanelers ydeevne faktisk kunne forøges halvanden gang hvis man anvendte principperne fra isbjørnens pels.

Hvad den synlige del af spekteret angår, opfører pelsens hår sig stik modsat; de reflekterer 90 procent af lyset. Dette bevirker at isbjørnen fremtræder skinnende hvid selv om de enkelte hår ikke er rigtig hvide men gennemsigtige eller pigmentløse. Den lyse pels sætter isbjørnen i stand til at jage sit bytte helt ubemærket i det arktiske snelandskab. Nogle iagttagere har endda lagt mærke til at isbjørnen tildækker sin sorte snude når den sniger sig ind på byttet — som om den er klar over betydningen af at camouflere sig.

Isbjørnens pels opfylder til fuldkommenhed to af dyrets grundlæggende behov: At være så hvid som muligt og at kunne holde på varmen. Det er derfor ikke så mærkeligt at Richard Grojean kalder pelsen „en fantastisk ingeniørbedrift“. Ja, dette enestående og prægtige dyr er et vidnesbyrd om den visdom som dens Skaber besidder.