Jeg vil kæmpe til det sidste
Millioner af mennesker har til tider stået over for vanskeligheder der krævede kamp til det sidste, for eksempel kroniske sygdomme der ikke giver håb om en hurtig bedring. Jeg håber at min erfaring kan opmuntre andre til ikke at miste modet men blive ved med at kæmpe. — Fortalt af Monika Siebert
JEG er født i Nordtyskland og opdraget som et af Jehovas vidner. Bortset fra at min fader døde da jeg var meget lille, har jeg haft en ganske normal barndom. Jeg voksede op som en sorgløs, rødhåret pige med masser af fregner og et muntert sind der svarede til udseendet. Med tiden begyndte jeg i heltidstjenesten som pioner.
En onsdag i maj for 16 år siden gik jeg langs Rhinen sammen med den syvårige Walter, der var søn af et af Jehovas vidner. Vi var på vej til en lille landsby hvor vi ville forkynde. Pludselig skændte lille Walter på mig: „Monika, hvorfor snubler du hele tiden? Pas på du ikke falder!“ Jeg lo og sagde: „Bare rolig, der er ikke noget i vejen.“ Men som jeg snart skulle opdage var der noget i vejen.
Nogle uger senere begyndte mine øjne at drille mig. Alt blev uklart og jeg begyndte at se dobbelt. Jeg var bange, men slog det hen: „Jeg har sikkert læst for meget og overanstrengt mine øjne. Måske trænger jeg til briller.“
Jeg gik så til en optiker og bad om at få et par briller. Men til min store overraskelse svarede han: „Nej, briller vil ikke hjælpe noget. Lad mig i stedet give dig en henvisning til en neurolog så du kan blive undersøgt.“ Det forstod jeg ikke rigtig, men jeg besluttede at gøre som han sagde. På det tidspunkt havde min pionermakker, Hannelore, og jeg imidlertid nogle gæster på besøg, så jeg udsatte det.
Jeg bliver syg
En aften nogle få dage senere da vi var på vej hjem fra et af vore kristne møder sammen med nogle venner, fik jeg en voldsom hovedpine. Det kom så pludseligt at man skulle tro at jeg havde fået et elektrisk stød, og det føltes nærmest som om en eller anden forsøgte at bore et hul i hovedet på mig. Vibrationerne i den kørende bil var næsten ikke til at holde ud. Så snart vi kom hjem ringede vi til en læge og jeg blev kørt på hospitalet. Jeg glemmer ikke datoen lige med det samme: det var den 5. juli 1968.
I begyndelsen var der tilsyneladende ingen der kunne finde ud af hvad der var i vejen. Men jeg fik i det mindste noget medicin der lindrede smerterne. Man formodede at jeg havde en hjernesvulst, men for at være sikre måtte lægerne foretage nogle mere omfattende undersøgelser, og jeg blev derfor flyttet til Universitetsklinikken i Bonn.
I denne vanskelige tid styrkede det mig meget at mærke kærligheden i det verdensomfattende broderskab som jeg er så heldig at være en del af. Jehovas vidner fra Bonn — mennesker jeg slet ikke kendte på forhånd — kom for at besøge mig, og mange havde endda gaver med. Ingen sygdom, hvor alvorlig den end er, kan nogen sinde berøve mig denne kærlighed!
Efter nogle dage i pinefuld usikkerhed blev jeg bragt tilbage til hospitalet i nærheden af mit hjem, og fik i så skånsomme vendinger som muligt at vide hvad det var jeg fejlede. Jeg led af en sygdom jeg end ikke havde hørt om: dissemineret sklerose. I første omgang forstod jeg slet ikke de fulde konsekvenser af min sygdom. Så gik den forfærdelige sandhed op for mig: Det er en invaliderende sygdom som man endnu ikke kender nogen effektiv behandling mod.
Depression eller handling?
Jeg lærte at dissemineret sklerose er en sygdom der rammer hjernen, rygraden og nervesystemet. Det fedtlignende stof myelin som omgiver nerverne, ødelægges, og derved hindres nerverne i at sende impulser fra hjernen til de muskler der skal aktiveres. Partielle lammelser med tab af følelse i lemmerne bliver resultatet. Sygdommen er vanskelig at have med at gøre, da den ytrer sig forskelligt fra menneske til menneske. Den er desuden særdeles uberegnelig — den forleder ofte patienten til at tro at han er rask, blot for at slå til igen i et uventet øjeblik. Det er denne usikkerhed og uberegnelighed der gør sygdommen så svær at leve med.
Jeg blev naturligvis deprimeret. Mine fremtidsplaner lå nu indhyllet i mørke. Det tog sin tid at vænne sig til den nye situation. Men jeg var fast besluttet på at jeg ikke ville bukke under for selvmedlidenhed eller lade andre gå rundt og have ondt af mig. Jeg kunne gøre ét af to: slå mig til tåls med min sygdoms invaliderende virkning, eller kæmpe. Jeg valgte det sidste.
Jeg havde så meget at være taknemmelig for. Jeg var i live. Min forstand fejlede ingenting, og jeg kunne stadig bruge mine hænder. Hvorfor ikke bruge dem til at skrive breve, og fortælle folk om det vidunderlige håb om Guds rige? Jeg fik lov til at fortsætte i heltidstjenesten, skønt jeg nu måtte udføre min tjeneste på en ganske anden måde. Heltidstjenesten virkede som et fast holdepunkt for mig, den gav mig en grund til at blive ved med at kæmpe.
Det er min moder der har lært mig at holde ud. Hun blev et af Jehovas vidner da jeg var en lille pige, så lige fra barndommen er jeg blevet omhyggeligt oplært i Jehovas veje. Da jeg var syv, fulgtes jeg regelmæssigt med hende i forkyndelsen fra dør til dør. Det var en god oplæring og jeg holdt meget af det. Hendes eksempel i nidkærhed for Guds riges interesser gav mig i en ung alder et ønske om at tjene Jehova med hele min styrke. Da jeg var 18, var gået ud af skolen og havde lært et fag, tog jeg heltidstjenesten op.
Hvis jeg havde mistet dette vidunderlige tjenesteprivilegium da jeg blev syg, ville jeg have følt det som om fødderne var blevet slået væk under mig. Skønt jeg blev svagere og svagere kunne jeg stadig bruge de kræfter jeg havde, i tilbedelsen af Jehova, og således tjene ham med hele min styrke. Denne tanke var til stor trøst for mig.
Resultaterne af min brevskrivning udeblev ikke. Der var for eksempel en 16-årig pige ved navn Claudia, der på grund af modstand fra forældrene ikke kunne studere Bibelen i hjemmet. Vi studerede derfor pr. brev. Hun gjorde gode fremskridt, blev et af Jehovas vidner og er nu også i heltidstjenesten.
I mellemtiden gjorde lægerne alt hvad de kunne for at hjælpe mig. De forsøgte sig med bade, med massage, med forskellige former for medicin — ja jeg fik endda behandlinger med elektrisk strøm. Men der var ikke noget af det der bragte varig bedring.
En ny behandlingsform og skræmmetaktik
Lægerne var besluttede på at forhale sygdomsforløbet. Mens flere læger stod om min seng sagde overlægen en dag til mig: „Vi har besluttet at give Dem store mængder blod. Nogle er blevet hjulpet på denne måde.“
Dette forslag kom så uventet at jeg kun kunne råbe „NEJ!“ Bagefter forklarede jeg hvorfor jeg på grund af min tro måtte afslå det. (Apostelgerninger 15:28, 29) Overlægen accepterede min afgørelse, men det gjorde reservelægen ikke. Mindst to gange om dagen forsøgte han at få mig til at skifte mening, idet han hævdede at mit afslag ville betyde at mit liv blev afkortet. Men jeg var urokkelig.
En af sygeplejerskerne greb til en mere underfundig metode. Jeg lå på enestue, men min seng blev skubbet over til vinduet så der blev plads til en til. Man påstod at min stue var den eneste med tilslutning til iltapparater. (Jeg fandt senere ud af at det ikke passede.) Døende patienter blev så kørt ind på min stue og fik ilt mens jeg var tvunget til at overvære deres dødskamp! Da to af dem var døde, forklarede sygeplejersken mig meget omhyggeligt at dét netop var hvad der ville ske med mig hvis jeg fortsat nægtede at underkaste mig den behandling lægerne foreslog. Dette fortsatte i flere dage indtil en venlig dame der arbejdede på hospitalet, tog affære.
Ved omtrent samme tid listede en ældre læge sig til i al hemmelighed at give mig et lægetidsskrift og en bog med artikler om den behandling med blodtransfusioner som lægerne så stærkt anbefalede. I artiklerne var fremgangsmåden dog ikke beskrevet som en behandling; de forklarede at man udelukkende benyttede denne metode i forskningsøjemed. Disse oplysninger styrkede min beslutning om at stå fast.
Langt om længe lod man sagen falde, og pludselig kom jeg på alles læber. Man hviskede på gangene om „den stærke tro som pigen på stue 327 havde“. Hvor var jeg taknemmelig for at bøn og bibelstudium havde givet mig et så stærkt forhold til Jehova at jeg var i stand til at vise min kærlighed til ham, ikke blot „med ord“ gennem mine breve, men også „i gerning“. — 1 Johannes 3:18.
Jeg vil lære at gå igen
Jeg forsøgte igen og igen at stå på fødderne, men hver gang gav mine ben efter under mig. Derhjemme kravlede jeg rundt på hænder og knæ, og jeg prøvede naturligvis også på at gå, men kunne ikke klare det. Så en dag lykkedes det mig sandelig at stå på benene! Jeg kunne næsten ikke vente til min læge kom igen. Da hun kom, arbejdede jeg mig langsomt ud af sengen, rejste mig op — og faldt omgående om på gulvet. Det var en ynkelig forestilling! Min vilje var stærk, men min sygdom var stærkere. Kunne det overhovedet nytte noget at blive ved med at kæmpe?
Jeg blev indlagt på en anden klinik hvor man lagde vægt på fysiske øvelser. Mine arme var stadig stærke, så jeg lærte at støtte mig til en væg og dernæst trække mig selv op i stående stilling. Senere lærte jeg at gå mellem to stænger, idet jeg holdt mig oppe i armene. Det så så let ud, men i begyndelsen kunne jeg kun tage to eller tre skridt, så fire, så fem — langsomt men sikkert gik det fremad.
Jeg blev ved med at være optimistisk, på trods af at lægerne sagde at jeg aldrig ville kunne klare mig uden min kørestol, selv om jeg lærte at gå igen. Til min store glæde tog de fejl. Jeg blev udskrevet fra klinikken i juni 1970, og jeg har ikke brugt min kørestol siden! Det er naturligvis ikke sikkert at alle er lige så heldige som jeg, eftersom der ikke er to tilfælde der er ens.
Hvad vil fremtiden bringe?
Der er nu gået 16 år siden den dag Walter og jeg gik langs Rhinen og jeg var ved at snuble. Nu, i 1984, kan jeg stadig gå uden krykker. Mine venner siger at jeg har bevaret mit optimistiske sind og at jeg er så munter som nogen sinde, men dette skyldes til dels et forsøg fra min side på at afværge medlidenhed. Mine nærmeste venner ved at tårerne til tider flyder i stride strømme. Min sygdom er stadig uhelbredelig, og det kan den meget vel blive ved med at være indtil Guds nye ordning gør alting nyt.
Det ser dog ikke så trøstesløst ud endda. Jeg kommer ganske vist ud for skuffelser, men de opvejes af mange gode oplevelser. Jeg kender mange trofaste og kærlige brødre hvis opmuntring har stor værdi for mig. Jeg har lært at økonomisere med mine kræfter, at indrette min livsform efter den nye situation. Jeg har lært at være tålmodig og at glæde mig over de mindste tegn på fremskridt. Mit personlige forhold til Jehova er blevet styrket af at jeg har erfaret hvor hjælpeløst mennesket er i kampen mod sygdom. Kun Jehova kan tilvejebringe en fuldstændig helbredelse. Og det har han lovet at gøre. — Se Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:4.
Heltidstjenesten giver mig fortsat ny styrke, og det gør ordene i Esajas 41:10, 13 også: „Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. Thi jeg, som er [Jehova] din Gud, jeg griber din hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.“
Enhver kristen må ’kæmpe troens gode kamp’, i den særlige situation han befinder sig i. (1 Timoteus 6:12) Men kampen er den samme. Og en dag vil vor kamp være slut; vi vil have kæmpet til det sidste! Jeg tænker tit på hvad det vil betyde for mig personligt når jeg læser Guds løfte i Esajas 35:5, 6: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“
Du kan være sikker på at hvis Jehova velsigner mig med evigt liv i sin nye, retfærdige ordning, skal der en gevaldig sprælsk hjort til at springe højere end mig!
[Tekstcitat på side 17]
„Jeg kunne gøre ét af to: slå mig til tåls med min sygdoms invaliderende virkning, eller kæmpe. Jeg valgte det sidste“
[Tekstcitat på side 18]
„Mine nærmeste venner ved at tårerne til tider flyder i stride strømme“
[Tekstcitat på side 19]
’Mit forhold til Jehova er blevet styrket af at jeg har erfaret hvor hjælpeløst mennesket er. Kun Jehova kan tilvejebringe en fuldstændig helbredelse’