Kærlig tugt ændrede deres hjerte

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

OMTRENT 250 elever var forsamlet til en prøve på skolens årsafslutning da godt en halv snes drenge pludselig skilte sig ud og gik frem i salen. Dér stillede de sig på linje og vendte sig om mod resten af eleverne. Alle, deriblandt lærerne, genkendte dem som skolens bøller, kendt for at terrorisere og vandalisere — så alle ventede spændt.

En fra gruppen, en 15-årig som viste sig at være bandens anfører, trådte frem, bøjede hovedet og begyndte at tale i et dæmpet tonefald.

„Vi beder om forladelse for det besvær vi har voldt jer alle sammen,“ sagde han. „Vi erkender nu at vi har opført os tåbeligt. Fra nu af vil vi begynde et nyt og bedre liv. Vi vil også undskylde over for de lærere som ikke opgav os, men fortsatte med at irettesætte os til det sidste. Vi beder Dem tilgive os. Vi har misbrugt Deres tålmodighed. . . .“

Mens han kejtet stammede sig gennem sin tale fik flere af lærerne tårer i øjnene. Efter ham trådte resten af bøllerne frem én for én og erklærede: „Jeg vil forandre mig og leve et ordentligt liv.“

Skolevold — et fremherskende problem

Dette optrin, som fandt sted i en skole for 7.-9. klassetrin i Kawasaki, en industriby syd for Tokyo, blev af et førende japansk dagblad, Yomiuri Shimbun, kaldt en „bodserklæring“. Som så mange andre skoler i Japan var Tajima-skolen blevet hårdt ramt af vold i de senere år. Voldsepisoder var dagligdags hændelser. Elever sparkede toilet- og klassedøre i stykker, gennemhullede lofterne med skafter, satte alarmklokkerne i gang og øvede hærværk på skolens ejendom. En lærer blev slået og måtte indlægges i to uger fordi han havde villet give en elev råd om hans hår.

I en anden skole, i Tokyos Machida- distrikt, hånede og plagede nogle lovløse elementer blandt eleverne en lærer hvis helbred led under eftervirkningerne af atombomben i Hiroshima. „Manden var let at true,“ sagde en af drengene, „for han virkede bange lige så snart vi bare skubbede til ham.“ Efter i flere uger at være blevet forfulgt og slået af eleverne reagerede læreren ved at stikke en af sine angribere ned med en kniv.

Skolevold er blevet et problem af et sådant omfang i hele landet at premierminister Nakasone for ikke så længe siden erklærede det for et indenrigsanliggende af største vigtighed. Og undervisningsministeriet nedsatte en særlig arbejdsgruppe der skulle undersøge problemet.

Hvad er årsagen?

Som man kunne vente, er befolkningen blevet opskræmt over sådanne tilfælde af skolevold og lovløs adfærd. Det uundgåelige spørgsmål er: Hvad skyldes problemerne?

Ifølge et rundspørge som det offentlige lod foretage, mente mere end halvdelen af svargiverne at hovedårsagen til den stigende bølge af skolevold simpelt hen skal søges hos de eftergivende og overbærende forældre der ikke har hånd i hanke med hvad deres børn foretager sig.

I tråd hermed lod en 74-årig direktør i et læserbrev til avisen The Daily Yomiuri formode at „hovedparten af ansvaret påhviler forældre der er blevet opdraget i efterkrigsperioden“. Disse forældre, skrev han, er vokset op mens Japan kæmpede for at rejse sig fra Anden verdenskrigs ruiner. Trange kår, nød og afsavn var deres daglige lod. Nu hvor de har fået velstand er de besluttede på at deres børn ikke skal opleve den samme bitterhed, og så overdænger de dem med alle tænkelige goder. „Som følge heraf har de fået deres børn til at tro at alle deres krav vil blive opfyldt,“ skrev direktøren.

Andre udpegede selve uddannelsessystemet som medskyldigt. „Uddannelsen under hårdt pres og stramme vilkår er en af de store grunde til skolevold,“ har Michio Nagai, der er forhenværende undervisningsminister, udtalt. Og eleverne er enige heri. „Jeg blev ikke overrasket,“ bemærkede en 16-årig angående knivstikepisoden. „Jeg er fælles med mange andre om en følelse af skuffelse over systemet og skuffelse på lærernes vegne.“

Til trods for at man kunne pege på så mange mulige årsager, så der ikke ud til at være nogen hurtig løsning på problemet med ungdomskriminalitet og skolevold i sigte. Et rundspørge foretaget af Landsforeningen af Mellemskoleforstandere afslørede at mange skoleembedsmænd snarere forudser at problemet vil brede sig, uden at man kan se ende på det.

Alt dette gør den begivenhed der fandt sted på Tajima-skolen endnu mere interessant. Hvad fik hele skolebanden til at træde frem og bede om undskyldning over for alle eleverne, mens man på mange andre skoler henvender sig til politiet om beskyttelse?

Vold får følger

Efter at have beskrevet den overraskende „bodserklæring“ i Tajima-skolen gik Yomiuri Shimbun videre med en detaljeret beretning om hvad der sandsynligvis førte til at bandemedlemmerne ændrede personlighed. Artiklen stod at læse under overskriften „Kærlig tugt får skolebøller til at forbedre sig“. Nedenunder var der et citat uden kildeangivelse: „Den der sparer sin kæp hader sin søn.“

„Disse elever forandrede ikke deres personlighed fra den ene dag til den anden,“ fortalte artiklen. For to år siden blev en ny lærer, Shingi Shimoyama, udnævnt til at være rådgiver for skolestyrelsen på Tajima-skolen. Alle skolens ansatte blev kaldt til et møde. Ifølge avisreferatet skete der følgende:

„Lærer Shimoyama . . . slog op i en bibel og læste et vers der siger: ’Den der sparer sin kæp hader sin søn.’“ Han foreslog så at lærerne skulle udgøre en enig front, og at der med fast hånd skulle tildeles straffe i tilfælde af overtrædelser som limsniffing, rygning, spytteri, ødelæggelse af skolens ejendom og så videre. De andre lærere var enige og sagde: „Vi bør holde op med at billige det forkerte i overbærenhedens navn. Lad os holde op med at lukke øjnene for overtrædelser blot for at undgå problemer og kunne sige at vi er venlige og barmhjertige.“

Her er det på sin plads at bemærke at skønt kriminaliteten er for opadgående i Japan i dag, nyder lærere i almindelighed stadig høj anseelse eller ligefrem ærbødighed. I de fleste skoler begynder og slutter timen stadig med at elever og lærere bukker for hinanden, og streng disciplin er stadig acceptabelt, endda i form af korporlig afstraffelse, skønt det sjældent benyttes.

Hvordan berørte forholdsreglerne nu eleverne? Reagerede de med vold, måske med at true lærerne eller gennembanke dem? Til alles overraskelse „var bøllerne hurtige til at anerkende at Shimoyama var deres overmand,“ fortæller artiklen. „’Der er kommet en helt speciel lærer,’ sagde de. ’Lærer Shimoyama er den eneste som ingen skal gøre noget.’“

Lærerne besluttede at de foruden at være faste, enten ville tilkalde eller opsøge de elever som blev straffet, for at få en personlig samtale med dem. Sådanne samtaler og den opmærksomhed de enkelte fik, drog elever og lærere nærmere til hinanden.

Imens nøjedes skolebøllerne med tilskuernes rolle og iagttog hvad der foregik. Men det sammenhold og den åbenlyse tilfredshed elever og lærere gav udtryk for, begyndte at gøre dem en smule usikre. De fandt snart ud af at det i virkeligheden var barnligt og tåbeligt at ’spille stærke’, og dette førte til sidst til „bodserklæringen“.

Hemmeligheden ved succesen

Historien har unægtelig gjort indtryk og er blevet meget omtalt i Japan. På grund af den særprægede kultur og baggrund i landet viste Shimoyamas metoder sig virkningsfulde. Om den samme måde at gribe tingene an på ville fungere i andre skoler og andre lande vil afhænge af en mængde faktorer. Men det der skete på Tajima-skolen viser ikke desto mindre at når tugt gives kærligt men fast, kan unge og egensindige hjerter vindes.

Lærer Shimoyama er et af Jehovas vidner. Det skriftsted han læste for de andre lærere, var Ordsprogene 13:24, som i sin helhed lyder: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ (NW) Det skriftstedet påpeger er naturligvis hvor vigtigt det er med den rette tugt i hjemmet — forældremyndighedens „kæp“. Lærere og andre kan gøre deres, men hvor meget bedre er det ikke om forældre tager sig dette hævdvundne bibelske princip til hjerte og anvender det i hjemmet.

[Illustration på side 27]

Bandelederen beder lærere og elever om undskyldning