Et blik på Canadas nye forfatning

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Canada

„OMSIDER rigtig canadisk,“ sagde taleren. En tilhørerskare på 30.000 svarede med et hjerteligt bifald. Hvem var taleren? Dronning Elizabeth II af England. Og tilhørerne? Dem der den 17. april 1982 var forsamlet i Canadas hovedstad Ottawa for at høre proklamationen af „Forfatningen af 1982“. Ja, omsider havde Canada sin egen forfatning!

Men har Canada ikke været en nation i over hundrede år? Hvorfor er det først på dette fremskredne tidspunkt man vedtager en grundlov, en forfatning? Det er et godt spørgsmål. For at forstå hvorfor, må vi tage et kort overblik over landets historie og se hvordan det gik til at Canada for en tid, i en vis forstand, var et land uden egen forfatning.

Hvorfor behov for en forfatning?

Canada blev en nation i 1867 da et antal britiske kolonier nord for Amerikas forenede Stater dannede et statsfællesskab og anmodede Englands parlament om at lovgive for det. Dette skete ved loven om BNA (Britisk Nordamerika). Da det var en lov vedtaget af det britiske parlament, måtte både under- og overhuset spørges angående enhver ændring der siden hen måtte blive nødvendig.

Skønt ændringer normalt gik igennem uden videre, fandt nogle canadiere det med tiden „for dårligt“ at man faktisk havde et „fremmed“ lands lovsamling som grundlæggende dokument. De følte at „BNA- loven“ burde hjemføres til Canada og kunne ændres her. Også af andre grunde ønskede man den „hjem til fædrelandet“.

Canadas forfatning var sammensat af mange tusind love og konventioner man havde udviklet i årenes løb, i tilgift til det store lovkompleks der var landets engelske arv. Til dette lovkompleks hører Magna Carta fra 1215, den første engelske lov, som indskrænkede kronens magt. Grundlæggerne af De forenede Stater tog Magna Carta til forbillede da de skulle udfærdige USAs forfatning, idet de medtog de grundlæggende rettigheder der skulle beskytte borgerne. Domstolene i USA er derfor i stand til at afgøre sager på grundlag af de vidtspændende principper i grundlovens afsnit om borgerrettigheder. Sådanne præcist angivne garantier havde Canada ikke.

En canadisk borgerretslov

Men at canadierne virkelig ønskede sig et sådant dokument blev bevist i 1949 da Jehovas Vidner indsamlede underskrifter på en opfordring til at canadierne fik en borgerretslov. Det år blev lister med mere end 625.000 navne overdraget parlamentet af dem der fornemmede en trussel mod alle canadieres frihed i de mange overgreb de så Jehovas Vidner blive udsat for i provinsen Quebec. De mente at løsningen ville være forfatningsmæssige garantier for alles grundlæggende rettigheder.

Den 10. august 1960 blev den canadiske borgerretslov vedtaget. Den havde dog ikke den kraft mange canadiere havde håbet på. (Se Awake! for 8. februar 1961.) Dengang beskrev professor Bora Laskin (der senere blev Canadas højesteretspræsident) borgerretsloven som „skuffende i sin holdning, unødvendigt begrænset i anvendelsesmulighed og ineffektiv i sit indhold“. Canadierne var således ikke blot ude af stand til at foretage ændringer i forfatningen, men havde også god grund til at være bekymrede for om de borgerlige friheder ville vare ved.

Ikke sådan at forstå at de ingen frihed havde. Højesteret havde faktisk i årenes løb med dygtighed afsagt kendelser til gunst for religions-, forsamlings-, ytrings- og pressefriheden, sager der for det meste havde at gøre med Jehovas Vidners frihed, skønt de berørte alle borgere. For eksempel fastslog dommer Rand følgende i den epokegørende kendelse i sagen Saumur mod Quebec, en af Jehovas Vidners sager: „Tale- og trosfrihed samt individets ukrænkelighed er oprindelige friheder som på én gang er nødvendige kendetegn for og midler til menneskets selvudfoldelse, grundbestanddele i samfundslivet inden for et lovmæssigt samfund.“

Man mente det nødvendigt at grundlovsfæste disse rettigheder for at der ikke skulle kunne vedtages nogen lov som stred mod disse rettigheder. Som tidligere premierminister Pierre Trudeau påpegede: „Som forfatning bliver den ikke blot en almindelig lov, men . . . en regel der styrer lovgivningen. Ved at garantere bestemte rettigheder mod overgreb vil den begrænse myndighedernes magt og ugyldiggøre deres handlinger — selv forskriftsmæssigt vedtagne forordninger — som når disse griber ind i rettighederne.“

Forfatningens indhold

Hvad står der i forfatningen? De første 34 afsnit bærer titlen: „Canadisk erklæring om rettigheder og friheder“ og dækker grundlæggende friheder som „(a) samvittigheds- og religionsfrihed; (b) tanke-, tros-, menings- og udtryksfrihed, deriblandt frihed med hensyn til benyttelse af pressen og andre medier; (c) frihed til fredeligt at forsamles; og (d) foreningsfrihed“. De øvrige handler om de oprindelige indbyggeres status, regionale uligheders udjævning og forfatningsmæssige ændringer.

Nogle er bekymrede for de undtagelsesparagraffer der sætter bestemte grænser for frihederne eller tillader provinserne at have love der ikke er i overensstemmelse med erklæringen. Den amerikanske borgerrettighedserklæring har ikke sådanne begrænsninger. Kun tiden vil vise hvilken virkning disse paragraffer har på grundlæggende rettigheder og friheder.

Vidtrækkende konsekvenser

I de to år der er gået siden forfatningen blev bekendtgjort i 1982, har der vist sig vidtrækkende konsekvenser. Ved de lavere retsinstanser er der blevet afsagt mere end tusind kendelser der har at gøre med borgerrettighedserklæringen. De har for det meste drejet sig om juridiske spidsfindigheder i kriminallovgivningen samt procedurespørgsmål. Da det tager nogen tid for appelsager at blive forelagt de højere retsinstanser, er kun én sag blevet forelagt højesteret, og den drejede sig ikke om et betydningsfuldt spørgsmål.

Canadierne må roses for deres ønske om at befæste deres samfund på grundlag af retfærdighedsprincipper „der anerkender Guds overhøjhed“. Man må håbe at de vil følge ånden i forfatningens bestemmelser. Som en canadisk sagfører og ekspert i borgerrettigheder sagde til os i et interview: „Ingen lov er stærkere end de midler den håndhæves med, og de midler den håndhæves med er kun sådanne som folket tillader.“ Canadierne må derfor nu være opmærksomme på at gøre brug af borgerrettighedserklæringen i den nye canadiske forfatning.

[Tekstcitat på side 13]

„Ingen lov er stærkere end de midler den håndhæves med, og de midler den håndhæves med er kun sådanne som folket tillader“