De Forenede Staters forfatning og Jehovas Vidner

Året 1987 markerer 200-årsdagen for De Forenede Staters forfatning. Opmærksomheden omkring denne 200-årsdag minder Jehovas Vidner i både De Forenede Stater og resten af verden om den kamp de har kæmpet i dette land for at forsvare og juridisk stadfæste deres tro.

HVILKEN betydning har et lands grundlov eller forfatning for den enkelte borger? Forestil dig engang at du ønskede at uddele nogle tryksager, på gaden eller fra hus til hus, med oplysninger som du mente at folk i dit nabolag havde brug for. Hvad ville du gøre hvis du fandt ud af at nogle love der havde til hensigt at opretholde den offentlige ro og orden, blev brugt til, i strid med grundloven, at forhindre dig i dette? Eller hvad hvis du fik at vide at du først skulle have en tilladelse, og myndighederne ikke ville give dig den, eller at du skulle betale en afgift der ville blive en økonomisk byrde for dig?

Jehovas Vidner i De Forenede Stater befandt sig netop i en sådan situation i 1930’erne og 1940’erne. De ønskede at udbrede tryksager der forklarede deres religiøse synspunkter. Mange steder søgte man imidlertid at hindre dem i dette ved hjælp af lokale love og vedtægter. Men De Forenede Staters forfatning garanterer tale- og pressefrihed. For at sikre sig disse forfatningsmæssige rettigheder, blev det derfor nødvendigt for Jehovas Vidner at indbringe sådanne sager for domstolene. Men lad os engang se på hvordan den amerikanske forfatning garanterer den enkelte borgers rettigheder.

Den enkeltes rettigheder sikres

En forfatning er en lovramme der fastlægger hvordan et folk skal styres. Som det hedder i De Forenede Staters uafhængighedserklæring, er hensigten med en regerings oprettelse at den skal sikre sine undersåtter visse „umistelige rettigheder“.

Dette tema går igen i indledningen til De Forenede Staters forfatning, og det erklæres at forfatningen blev tilvejebragt og forordnet for at sikre folket „frihedens velsignelser“. Det endelige udkast til forfatningen blev vedtaget den 17. september 1787 i „Independence Hall“ i Philadelphia i Pennsylvanien. De Forenede Staters forfatning er usædvanlig i den forstand at den er den ældste skrevne forfatning der stadig er i kraft.

Denne forfatning er også enestående fordi den udtrykker mistillid til en for magtfuld regeringsform, og fordi den holder den personlige frihed hævet over regeringsmæssig indblanding. Men forfatningen er navnlig kendt fordi den garanterer religionsfrihed, talefrihed og pressefrihed. Disse friheder var ikke nævnt i det første udkast til forfatningen da den blev ratificeret. De blev først tilføjet i 1791 i den første af ti tillægsartikler der sædvanligvis kaldes „Bill of Rights“.

De friheder der fremhæves særskilt i „Bill of Rights“ gælder det enkelte individ, er ikke afhængige af nogen regeringstilladelse og kan heller ikke underlægges regeringsmæssige indgreb. Men hvorfor blev det da nødvendigt for folk at kæmpe for deres rettigheder ved domstolene? Fordi visse af landets styrende instanser til tider havde indført bestemmelser der indskrænkede disse rettigheder, i den tro at de derved tjente flertallets interesser.

En forbundsdomstol i De Forenede Stater har bemærket: „Man har altid erkendt at flertallets tyranni over for den enkeltes og hjælpeløse minoriteters rettigheder har været en af de største farer ved folkestyret.“ Det var netop en sådan form for tyranni Jehovas Vidner i De Forenede Stater blev udsat for i 1930’erne og 40’erne.

Forkyndere eller sælgere?

Da den anden verdenskrig nærmede sig blev Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde udsat for stor modstand. Kommunale vedtægter der krævede at dørsælgere og folk som indsamlede penge til religiøse formål først skulle indhente tilladelse, blev fejlagtigt anvendt i forbindelse med Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde. Overbevist om at en sådan anvendelse af disse love stred mod deres forfatningsmæssige rettigheder, stillede Jehovas Vidner disse vedtægter på prøve ved at forkynde uden først at indhente tilladelse. (Markus 13:10; Apostelgerninger 4:19, 20) Som følge heraf blev mange Jehovas vidner arresteret.

Hvis en lavere retsinstans afsagde en dom der gik dem imod, betalte forkynderne ikke bøden men gik i stedet i fængsel. Derefter blev de ved med at appellere sagerne indtil de nåede så højt op i retssystemet som det var muligt. På den måde opbyggede de et bolværk af gunstige domme der kunne dæmme op for denne forfatningsstridige indblanding i deres arbejde. Som tiden gik underkendte USA’s højesteret den ene efter den anden af disse vedtægter og erklærede dem forfatningsstridige enten i sig selv eller sådan som de blev anvendt, og dommene mod Jehovas vidner blev omstødt.

Foruden de lokale vedtægter om tilladelser fandt nogle instanser på at anvende love om vandrebrevsafgifter på Jehovas vidner for at begrænse deres forkyndelsesarbejde. Men forkynderne nægtede at betale denne afgift idet de betragtede den som en verdslig indskrænkning af deres guddommeligt pålagte forkynderhverv. Igen blev mange forkyndere arresteret, og igen afsagde højesteret sin kendelse til fordel for religions- og talefriheden.

Højesteret erklærede at retten til uhindret at udbrede en religiøs tro gennem det trykte ord „ikke er underlagt de enkelte staters myndighed. Den er garanteret folket af forbundsforfatningen“. Med andre ord kan de enkelte stater ikke fratage nogen noget som forfatningen giver dem ret til.

Flaghilsen

Jehovas vidner har altid været lovlydige borgere. Når de nægter at hilse flaget er det ikke fordi de er respektløse. De hilser ikke flaget i noget land men er af den overbevisning at de udelukkende bør vise deres Gud og Skaber troskab og ære. (Lukas 4:8) At sværge ubetinget troskab mod nogen som helst jordisk myndighed ville være det samme som at sætte de verdslige interesser over de åndelige. (Apostelgerninger 5:29) Trods Jehovas vidners ædle motiver er deres vægring ved at hilse flaget ofte blevet misforstået og brugt som en anledning til at forfølge dem.

Da den anden verdenskrig nærmede sig, vedtog lokale skolekommissioner og enkeltstaters folkerepræsentationer i De Forenede Stater obligatoriske flaghilsenceremonier i deres bestræbelse på at fremme den nationale enhed og sikkerhed. Til trods for at befolkningen i almindelighed gik stærkt ind for disse bestræbelser, nægtede Jehovas vidner standhaftigt at gå på kompromis i forbindelse med deres bibelske principper.

De Forenede Staters højesteret fastslog i sin redegørelse for de aktuelle forhold at selv om en skolekommission har en vis, ubestridelig myndighed, skal denne myndighed udøves inden for de forfatningsmæssige rammer. En skolekommission har ikke ret til at gribe ind i de fundamentale, forfatningsmæssige rettigheder der er garanteret den enkelte. Højesteret bestemte derfor at en skolekommission ikke måtte lade sin opfattelse af hvordan man indgiver eleverne værdsættelse af flaget og den nationale arv gå forud for en elevs forfatningsmæssige ret til at følge sin samvittighed i trosspørgsmål.

Højesteret var udmærket klar over den vidtrækkende betydning denne afgørelse ville få i betragtning af de krigsforberedelser der var i gang. Den løb dog ikke fra sit ansvar men forklarede at i De Forenede Staters forfatning begrænser „friheden til at være anderledes . . . sig ikke kun til betydningsløshederne. Det ville blot være en skygge af frihed. Prøven på dens ægthed er at man har ret til at være anderledes i ting som berører selve eksistensen af den bestående orden.“

Højesteret afsluttede sin kendelse i sagen om den tvungne flaghilsen med følgende udtalelse: „Hvis der i vor forfatning overhovedet findes noget der kan kaldes urokkeligt, så er det dette at ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive hvad der på det politiske, nationale, religiøse område, eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne.“

Jehovas Vidners bidrag

Jehovas Vidner har vundet i alt 23 appelretssager ved De Forenede Staters højesteret. De har ydet et enestående bidrag i forbindelse med den forfatningsmæssige retslære i De Forenede Stater, hvilket er blevet bemærket af mange jurister. Dette ville ikke have været muligt hvis ikke Jehovas vidner havde været villige til at lade sig udsætte for ydmygelser, overfald og fængsling i deres bestræbelser på at være lydige mod deres Gud.

At den forfatningsmæssige ret til religionsfrihed, talefrihed og pressefrihed er blevet forbedret og yderligere defineret, er egentlig blot et biprodukt af at Jehovas vidner har haft det ophøjede mål at tilbede Jehova i harmoni med hans hellige ord, Bibelen.

Jehovas vidner er taknemmelige over at de har det enestående privilegium at tjene universets Suveræn, Jehova Gud. For at kunne vedblive hermed har de benyttet sig af forskellige midler, heriblandt den beskyttelse som De Forenede Staters 200-årige forfatning tilbyder dem.

[Ramme på side 27]

Forfatningen støtter endnu en gang Jehovas Vidner

Den 10. juni 1987 afsagde domstolene i henhold til forfatningen igen en kendelse til gunst for Jehovas Vidner. Som offentliggjort i „The New York Times“ afsagde De Forenede Staters appeldomstol i niende retskreds den kendelse at Jehovas vidner har frihed til at handle i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning, og dette „må samfundet, der er underlagt forfatningen, tolerere ’som en pris der er værd at betale for at sikre den religionsfrihed som alle borgere nyder’“. Sagen omhandlede Jehovas vidners ret til at adlyde Bibelens bud om ikke at modtage den som „ikke forbliver i Messias’ lære“ i sit hjem og ikke hilse på ham. — 2 Johannes 9-11.

[Illustration på side 25]

„Independence Hall“ i Philadelphia, hvor forfatningen blev udformet

[Kildeangivelse]

Philadelphia Convention and Visitors Bureau

[Illustration på side 26]

Det originale Forfatningsdokument opbevares i Det Amerikanske Statsarkiv

[Kildeangivelse]

U.S. National Archives

[Kildeangivelse på side 24]

Architect of the Capitol, Washington, D.C.