USA’s Bill of Rights og den personlige frihed

I DE FORENEDE STATER har den såkaldte Bill of Rights, som er tillægsartikler til forfatningen, gennem de sidste 50 år været genstand for megen opmærksomhed og tema for omkring 700 bøger — heraf er over 40 udkommet alene i år. Den ekstraordinært store interesse skyldes blandt andet at det i 1991 er 200 år siden denne Bill of Rights blev vedtaget. Et rundspørge har imidlertid afsløret at 59 procent af den amerikanske befolkning ikke ved hvad Bill of Rights er. Det er derfor ikke så mærkeligt hvis man også uden for USA er lidt i vildrede.

I 1788 blev USA’s forbundsforfatning ratificeret. Men samtidig blev der åbnet mulighed for senere tillæg (amendments), så man kunne tydeliggøre punkter der ikke var klart defineret i forfatningen. I 1791 blev de ti første tillæg føjet til forbundsforfatningen. Disse ti tillæg, der drejer sig om frihed, blev kendt som Bill of Rights og garanterer amerikanske statsborgere visse personlige friheder.

Hvorfor var Bill of Rights påkrævet?

Hvorfor havde De Forenede Stater brug for et forfatningstillæg? De havde jo allerede en stærk forfatning der udtrykkeligt havde til hensigt at ’sikre borgerne frihedens velsignelser’. Tilføjelserne var påkrævede fordi forfatningslovene havde en åbenlys mangel: Man havde ikke opstillet utvetydige garantier for de personlige rettigheder.

Det de fleste amerikanere frygtede var at en pågående nationalregering tyrannisk kunne begrænse den enkeltes frihed, især religionsfriheden. Historikeren Charles Warren beskriver baggrunden for denne frygt:

„Fra alle sider er det blevet fremhævet at formålet med en forfatning ganske vist er først og fremmest at give landet et styre, men dernæst — og det er mindst lige så vigtigt — at beskytte folket over for dette styre. Disse faktorer har historien og al menneskelig erfaring lært os. . . .

Befolkningen havde oplevet mange bitre år, hvor de havde set både kongen og staten trampe på menneskerettighederne, rettigheder som de og deres forfædre i kolonierne og i England havde kæmpet så hårdt for at sikre. . . . De vidste at hvad statsmagten havde begået førhen, kunne den finde på igen i fremtiden, og dét uanset om regeringsmyndigheden var kongen, delstaten eller forbundsstaten. . . . Og i Amerika besluttede man at en sådan regeringsmagt ubetinget skulle holdes i tømme fra første færd.“

I nogle af delstaternes forfatninger havde man imidlertid indskrænket forbundsforfatningens tillægsartikler. Dette fik en uhyggelig konsekvens, nemlig at frihedsberøvelser hørte til dagens orden i visse delstater.

Kolonisterne havde bragt mange af den gamle verdens skikke og traditioner med til den nye verden. De forfulgte blandt andet minoritetsgrupper og favoriserede én trosretning frem for en anden. Så snart rygtet spredtes om at en forfatning var i støbeskeen, begyndte frihedselskende mennesker at arbejde for en borgerretslov der skulle være for hele USA, en lov der kunne garantere borgerne deres frihed og som ville adskille kirke og stat.

Hvis folk virkelig var så bange for en central regering, hvorfor ville de så danne en? Efter at uafhængighedserklæringen var blevet underskrevet i 1776 havde man brug for et nyt regeringssystem, eftersom det britiske styre i de enkelte kolonier var blevet bragt til ophør. Delstaterne antog derfor konføderationsvedtægterne, der bandt dem sammen i én nation — dog kun af navn. En historiker har meget rammende sagt: ’Hver delstat ønskede at fungere som en selvstændig enhed, og når delstaterne havde med hinanden at gøre var deres forhold præget af misundelse og kappestrid.’

Man besluttede derfor at udforme et fælles nationalt styre, bestående af en udøvende, en dømmende og en lovgivende myndighed. Disse tre enheder fungerede inden for et gensidigt kontrol- og bedømmelsessystem der havde til formål at hindre et diktatorisk styre. Navnlig den dømmende magt skulle fortolke og værne om forfatningsbestemte rettigheder. Højesteret skulle være den øverste instans for alle landets domstole, og den blev lovens fortolker.

Kongressen, der udøver den lovgivende magt, samledes første gang i 1789 og arbejdede ihærdigt med at formulere de lovede borgerretstillæg til forfatningen. Resultatet blev 10 tillæg eller modifikationer til forfatningen. Disse tillæg blev føjet til forfatningen for 200 år siden, nærmere bestemt den 15. december 1791 — godt tre år efter at forfatningen var blevet vedtaget.

Religionsfrihed

Religionsfrihed er en af de vigtigste rettigheder Bill of Rights garanterer. Indledningen til det første tillæg lyder: „Kongressen må ikke vedtage love om en statskirke eller forbyde den frie religionsudøvelse; eller begrænse talefriheden.“

Denne tilføjelse retter sig interessant nok mod kongressen, ikke mod de lovgivende myndigheder i delstaterne. Men ifølge det fjortende forfatningstillæg, som blev vedtaget i 1868, skulle også delstaterne tage det første tillæg til følge. Lovændringen sikrede national forfatningsmæssig beskyttelse mod enkeltstaters krænkelse af den personlige frihed.

Det første tillæg forhindrer kongressen i at indskrænke religionsfriheden. Det forbyder også kongressen at oprette en kirke eller lovgive vedrørende en kirke. Meningen med vendingen „ikke vedtage love om en statskirke“ var ifølge Thomas Jefferson at rejse „en skillemur mellem kirke og stat“.

Det første tillæg garanterer fri meningsdannelse og meningstilkendegivelse, både på det religiøse og det ikkereligiøse område. Dette tillæg viste sig imidlertid at blive et stort forfatningsmæssigt stridsspørgsmål. Forfatningsfædrene vidste at religionsfriheden i høj grad ville berøre folks frihed og omvendt.

Hvorfor blev religionen nævnt først?

Det er bemærkelsesværdigt at ophavsmændene til Bill of Rights valgte spørgsmålet om religion som det første punkt. Dette skyldtes at århundreders religiøse stridigheder i deres hjemlande havde sat uudslettelige spor i deres sind og hjerter. De var fast besluttede på at disse bitre kampe ikke skulle gentage sig.

Religionsfriheden fik førsteprioritet fordi disse mænd stammede fra lande hvor frafald, kætteri, katolicisme, verdslighed og endda det ikke at støtte kirken økonomisk var ulovligt. Straffen for at overtræde disse love kunne være tortur, fængsel eller død. Thomas Jefferson og James Madison kæmpede derfor ivrigt for en adskillelse af kirke og stat. Regeringen skulle ikke længere støtte præstelige hierarkier eller forfølgelsen af dem der var uenige!

Nogle af Madisons tanker i forbindelse med at holde religion og stat adskilt, er nedskrevet i et dokument med titlen „En erindring og en protest“. Han argumenterer udførligt for at sand religion ikke behøver lovens støtte, at ingen bør tvinges til at støtte et trossamfund via skatten og at forfølgelse ville være en uundgåelig følge af en statskirke. Madison advarede også om at en sådan statskirke ville hæmme den kristne forkyndelse.

Jefferson var enig i Madisons synspunkter og sagde at en statsstøttet kirke ville svække den kristne tro: ’Kristendommen trivedes i tre hundrede år uden at være en statskirke. I samme øjeblik den blev en statskirke under kejser Konstantin, gik renheden tabt.’ — Under God af Garry Wills.

Højesteret og religionsfriheden

To hundrede år er gået siden tillæggene til forbundsforfatningen, Bill of Rights, blev ratificeret. Den sikkerhed de indebar imødekom det 17. og 18. århundredes sociale og politiske ængstelser. Kunne de samme tillæg imødekomme borgernes ændrede krav de følgende 200 år? Ja, for efter sigende indeholder tilføjelserne „varige principper“ der kan „tilpasses forskelligartede kriser i menneskers anliggender“.

I De Forenede Staters højesteret er de vigtigste principper netop blevet ’tilpasset forskelligartede kriser i menneskers anliggender’, især når det drejer sig om at definere borgernes frihed. Retten har klart præciseret aspekter af denne frihed som regeringen ikke må krænke. Som en historiker påpeger opretholder retten balancen mellem samfundets og den enkeltes ret.

I de forløbne 50 år har Jehovas Vidner indbragt i snesevis af sager vedrørende talefrihed og tilbedelsesfrihed for højesteret. De fleste af disse sager har drejet sig om den enkeltes ret til at udbrede sine synspunkter.a

Sandt nok definerer tillægsartiklerne hvad frihed indebærer, men bogen The Supreme Court and Individual Rights (Højesteret og individets rettigheder) af Elder Witt har en overskrift som lyder „Jehovas Vidner definerer friheden“. Der står: „Ifølge forfatningshistorikeren Robert F. Cushman har medlemmer af sekten fra 1938 fået afprøvet cirka tredive større principsager om religionsfrihed ved højesteret. Retten har i de fleste af disse sager afsagt en gunstig dom for Jehovas Vidner.“

Men i 1940 blev der afsagt en kendelse i den landskendte sag Minersville School District mod Gobitisb som gik imod Jehovas Vidner i spørgsmålet om flaghilsen. Retten fastholdt obligatoriske flaghilsenceremonier. Dommer Frankfurter gav udtryk for den opfattelse de fleste havde og sagde at dommere skulle rette sig efter de afgørelser som folkevalgte repræsentanter havde truffet, også selv om ’frihed, tolerance og sund fornuft’ talte til fordel for Gobitas-familien. Med andre ord skulle politikere altså kunne vedtage love som indskrænker religionsfriheden. Men det er netop hvad Bill of Rights forbyder!

Over 170 aviser fordømte kendelsen, mens kun nogle ganske få bifaldt den. Jurister overalt var imod kendelsen. Det er derfor ikke så mærkeligt at dommen blev underkendt inden der var gået tre år. I flaghilsensagen West Virginia State Board of Education mod Barnettec sagde dommer Jackson til retten: „Selve hensigten med en Bill of Rights var at holde visse interesser uden for de skiftende følger af politiske uoverensstemmelser, at unddrage dem flertallets og embedsmænds indflydelse, og at grundfæste dem som juridiske principper der skal anvendes af domstolene. Et menneskes ret til liv, frihed og ejendom, til talefrihed, pressefrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed, samt andre fundamentale rettigheder, er ikke noget der kan stemmes om; de afhænger ikke af noget valgresultat.“

Et valgresultat bestemmes ganske vist af flertallet, men de grundlæggende friheder som garanteres af forfatningstillæggene beskytter mindretallet mod flertallets og statsmagtens tyranni. Dommer Sandra Day O’Connor skrev for nylig: „For mig at se blev det første tillæg netop vedtaget for at beskytte rettighederne for dem hvis religion flertallet ikke deler og måske betragter med foragt.“ Ja, ophavsmændene til forfatningen og tillægsartiklerne havde åbenbart også dette i tanke.

Har alle nationer forfatninger eller grundlove der på lignende måde skal beskytte den enkelte? De fleste har ikke, og at dømme efter historien vil kun de færreste tage sådanne love i brug. Hvis man håber at alle lande vil få gennemført bestemmelser der fjerner undertrykkelse og beskytter den enkeltes ret, vil man blive skuffet.

En regering der ikke vil skuffe

Vil mennesker nogen siden få opfyldt deres længsel efter frihed, lighed og retfærdighed? Faktisk er vi tættere på at få sådanne ønsker opfyldt end nogen sinde. Hvordan kan vi sige det? Jo, vi lever på en tid som Bibelen for længe siden har profeteret om; en tid hvor alle undertrykkende regeringer vil blive fjernet og hvor styringen af menneskenes anliggender vil blive overtaget af den regering som Jesus Kristus lærte sine disciple at bede om — nemlig Guds rige. — Mattæus 6:9, 10.

De katastrofale begivenheder der har fundet sted i vort 20. århundrede er et vidnesbyrd om at vi lever i de sidste dage af denne nuværende tingenes ordning og at Guds himmelske rige snart vil overtage herredømmet over jorden. (Mattæus 24:3-13; 2 Timoteus 3:1-5) Som det hedder i en bibelprofeti: „I de kongers dage [de regeringer som er nu] vil himmelens Gud oprette et [himmelsk] rige som . . . ikke [vil] blive overdraget til noget andet folk. Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger [som er nu], men selv bestå evindelig.“ — Daniel 2:44.

Hvad vil dette betyde for retsindige mennesker? Guds ord lover: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ (Salme 37:10, 11) Under Guds himmelske rige vil mennesker på jorden opleve vedvarende, sand fred og sikkerhed. Først til den tid vil virkelig frihed, lighed og retfærdighed og ægte internationalt broderskab blive en realitet overalt på jorden.

[Fodnoter]