Floden der løber ud af himmelen
Af „Vågn op!“-korrespondent i Venezuela
LANGT syd for Venezuelas strålende hovedstad, Caracas, ligger der et mærkeligt landområde, nemlig Guyanas Højland. Det var dette gådefulde område Sir Arthur Conan Doyle brugte som ramme om sin science-fiction-roman The Lost World, hvori han skrev om en afsondret højslette hvor der stadig strejfede dinosaurier omkring.
Nej, der findes ingen dinosaurier her, men over de grønne højsletter tager de tårnhøje, fladtoppede bjerge sig ud som massive fæstninger. Disse bjerge med lodrette sider og flade toppe kaldes tepuís.
Den største og en af de højeste af disse tepuís, der når op i en højde af 2400 meter, blev opdaget af de lokale indianere for mange år siden. De gav den navnet Auyán Tepuí, hvilket betyder „Djævlebjerget“. Indianerne forestillede sig at det var Djævelens enemærker, på grund af de strenge vejrforhold, de orkanagtige stormvinde samt de skymasser der for det meste skjuler toppen af denne tepuí.
Over Djævlebjergets ujævne og stejle klippesider udmunder en underjordisk flod der hedder Churún, og danner herved det højeste og samtidig et af de smukkeste vandfald man kender. Det majestætiske vandfald er kendt blandt kamaracotos-indianerne som Churún-Merú, blandt venezuelanerne under navnet Salto Angel, og i den engelsktalende del af verden som Angel Falls.
„Jeg har fundet mig et vandfald!“
I begyndelsen af dette århundrede, i 1910, strejfede den venezuelanske opdagelsesrejsende Ernesto Sánchez La Cruz omkring på jagt efter guld og gummi. I den bjergkløft hvor Churúnfloden snor sig af sted, fandt han dette imponerende vandfald. Han udbrød at han så et vandfald der så ud til at ’løbe ud af himmelen’!
Senere fik det navnet Angel Falls efter den amerikanske eventyrer Jimmy Angel, der var pilot og guldgraver. Angel skrev i sin dagbog (den 16. november 1933) om den første gang han fløj over vandfaldene: „Jeg har fundet mig et vandfald!“ Da han i 1937 vendte tilbage og prøvede at lande med sit fly på Auyán Tepuí, måtte han i stedet foretage en katastrofelanding på toppen af plateauet. Elleve dage senere kæmpede han sig vej ned fra toppen af dette plateau sammen med sine passagerer, deriblandt sin hustru. Den deraf følgende presseomtale rettede folks opmærksomhed mod det ærefrygtindgydende syn han havde set. Senere viste målinger at vandfaldet har et lodret fald på 979 meter!
Nu er det jo let at sige 979 meter, men forestil dig engang — det er mere end dobbelt så højt som Empire State Building i New York, dobbelt så højt som Ribbon Falls i Yosemite National Park i Californien, eller godt og vel tre gange så højt som Skykje-vandfaldet i Norge, Staubbach-vandfaldet i Schweiz eller Candelas-vandfaldet i Colombia! (Det er ni gange så højt som tårnet på Københavns Rådhus eller 27 gange så højt som Rundetårn.)
Besynderligt nok er der ingen sø på plateauet. Under uvejr i regntiden samler vandet sig fra slugter, sprækker og bjergkløfter og løber ud i Churúnfloden, der stort set har hele sit løb under jorden.
Er Angel-vandfaldet stadig skjult?
Kan man besøge dette skjulte, underfulde stykke skaberværk? Ja, på to måder. Begge er yderst besværlige. Hvis man tager af sted fra Puerto Ordaz må man foretage en rejse der varer to uger med kano.
Man kan også flyve ud til Angel-vandfaldet og må i givet fald tage af sted fra Caracas eller Puerto Ordaz. En lille flyvemaskine vil så tage én med på en tur gennem Churúnflodens snørklede bjergkløft med de knejsende bjerge på begge sider, hvor man vil flyve nede mellem bjergtoppene. Der er så mange vandfald at det virker forvirrende. Men når man endelig ser Angel-vandfaldet styrte sig ud over den bratte skråning er man ikke længere i tvivl. Eftersom man kun når at opfange et kortvarigt glimt af vandfaldet, vil piloten, når vejrforholdene er gunstige, foretage to forbiflyvninger til glæde for den rejsende.
Der er imidlertid ingen garanti for at man får Angel-vandfaldet at se så man kan fotografere det, for vejrforholdene er yderst vanskelige at forudsige. Ofte kan man slet ikke se vandfaldene på grund af regn, tåge eller tunge skyer der fuldstændig skjuler dem. Det er skuffende når man forventningsfuldt har brugt både tid og penge i håb om at komme til at se dette majestætiske syn. Men mange føler at spændingen ved at flyve gennem bjergkløften, der bliver smallere og smallere for til sidst at ende blindt, i sig selv er alle anstrengelserne og prisen værd.
Så er der en sidste mulighed. Fortsætter man flyvningen, kommer man kort efter til Canaima med det lyserøde sand. Her kan man træffe forberedelser til en tur med en guide som kan føre én til foden af Angel-vandfaldet. Det tager to til tre dage hver vej, og man må sejle i kano på floderne Carrao og Churún for derefter at klatre til fods gennem junglen, indtil man når et sted hvor man har et godt overblik. Her kan det være man må vente indtil skyerne viser sig samarbejdsvillige ved at skilles og lette. Da vil Angel-vandfaldet komme til syne med dets funklende, imponerende spring ud i det fri, lige under Auyán Tepuís bjergtop.
’Hvad er der på toppen af plateauet?’ spørger du måske. De få der har udforsket dette område har måttet udholde den klamme, kolde luft som findes deroppe; temperaturen kan om natten nå næsten helt ned til frysepunktet. Overfladen er brudt op i spalter og kløfter med mærkelige klippeformationer på størrelse med skyskrabere.
Idet vi kaster et sidste blik på de tågede, sølvglinsende vandkaskader, forstår vi at Angel-vandfaldet, fremfor at have noget med Djævelens enemærker at gøre, er et pragtfuldt kunstværk som skyldes Skaberen, der har frembragt sådanne storslåede vandfald til glæde for sig selv og for menneskene.
[Illustration på side 23]
Ofte kan man slet ikke se vandfaldene på grund af tåge eller skyer