I live i dødens by
En øjenvidneskildring fra et af Jehovas vidner i Bhopal, Indien
BHOPAL — indtil for et halvt års tid siden havde du måske aldrig hørt om denne centralindiske by med omkring 800.000 indbyggere. Takket være sin beliggenhed på tre høje, sine to store søer der næsten mødes i bymidten, samt dejlige parker og alleer, er Bhopal en meget smuk by. Men den 3. december 1984 forårsagede et giftgasudslip fra kemikaliefabrikken Union Carbide, den største industrikatastrofe i historien. Fra den ene dag til den anden blev Bhopal en dødens by.
Sammen med vores søn Carl, der er i teenagealderen, bor min kone Mary og jeg lige ved siden af Union Carbide-fabrikken. Kun et lille jordstykke med en bredde på cirka 150 meter adskiller vores bolig fra fabriksområdet. Hvordan kan det da være at vi er i live og har det godt når i tusindvis af andre, hvoraf størstedelen boede længere borte fra fabrikken, enten blev dræbt eller fik mén?
Vindretningen
Da vi gik i seng søndag aften den 2. december susede en kølig brise i træerne på Bhopals tre høje. Månen var næsten fuld, og skinnet fra den glimtede i søernes vand. I nattens løb blev vi vækket af sirener fra Union Carbide-fabrikken. Vi tog dog ingen notits af dem og faldt snart i søvn igen. Det skete ofte at fabrikssirenerne lød, åbenbart for at tilkalde teknikere på grund af et mindre uheld eller som signal til en øvelse. Vi kunne tit lugte giftstoffer når vi kom hjem om aftenen.
Denne nat var der imidlertid ingen usædvanlig lugt, intet der så meget som antydede hvilket mareridt der havde taget sin begyndelse. Det var en katastrofe af en sådan størrelsesorden at den krævede over 2500 menneskeliv og berørte en fjerdedel af byens befolkning. Tusinder blev helt eller delvis blinde. Andre fik skader på hjerne eller lunger. Omkring 3000 stykker kvæg og utallige mindre dyr blev dræbt. I kølvandet på alt dette fulgte frygten — frygten for at luften stadig var forurenet, for eftervirkninger af gasforgiftningen og for dødbringende sygdomme.
Hvad var årsagen til katastrofen? Ifølge fabrikkens direktør sivede der metylisocyanid-gas ud da en ventil på en lagertank bristede som følge af et stigende tryk. Nogle videnskabsmænd mener at der også skete et udslip af fosgen, en gasart der blandt andet anvendtes ved gasangreb under den første verdenskrig.
Metylisocyanid virker næsten ligesom nervegas på mennesker. Det kan dræbe øjeblikkelig og virker også dødbringende hvis det optages gennem huden. Efter midnat strømmede i løbet af 40 minutter tonsvis af metylisocyanid ud i atmosfæren før lækagen blev udbedret. Vinden bar imidlertid giften bort fra det område hvor vi boede. Havde den ikke gjort det, var vi sandsynligvis blevet fundet døde i vore senge og ville være blevet begravet i en massegrav, kun med et fotografi til senere identifikation.
Rædselens nat
Mens gassen strømmede ud, dannedes en stor hvid sky på den klare nattehimmel. Den kolde vinterluft tvang skyen ned til jorden, og den krøb ind i huse og stalde, gennem busstationen i byens centrum og ind på banegården. Den bredte sig og tog retning mod det store grønttorv og byens hospital.
En anden af gasuhyrets arme greb ud mod den lavest beliggende sø og videre mod den nyere bydel. Og den dræbte hvor den kom frem. Tusinder der vågnede ved at gassen sved i øjnene og hæmmede vejrtrækningen, løb ud på gaderne. Af dem der indåndede gassen lige i nærheden af fabrikken, døde så godt som alle meget hurtigt. Andre tumlede omkring i blinde og kastede op, før de faldt døde om på vejen.
Pludselig var hele byen på benene, og råbet „bhago, bhago“ („løb, løb“) fyldte luften. Familier blev skilt ad mens de førtes af sted af menneskemængden. Efter nogen tid begyndte politiets højttalervogne at vække folk, og de berørte områder blev evakueret så hurtigt som muligt. Hele natten var der på nogle benzinstationer gratis benzin til rådighed for dem der ville forsøge at slippe ud af byen. Til fods, på scootere og knallerter, i rickshaws, biler, busser og lastvogne strømmede tusinder ud af byen. Børn blev trampet ihjel af den flygtende menneskemængde. Nogle blev kørt over mens de vaklede rundt næsten i blinde. Andre løb formålsløst omkring og kom uden at vide det til at løbe ind i gassen. De døde eller kom alvorligt til skade.
Blandt dem der viste mere omtanke når de flygtede, var en af mine trosfæller, et af Jehovas vidner. Broder Paulose blev vækket af sirenerne ved halv tre-tiden om natten, og mærkede en skarp lugt der mindede om ammoniak. Da han vidste at gassen kun kunne komme fra Union Carbide-fabrikken, undersøgte han først hvorfra vinden kom og skyndte sig så at få sin familie bragt i sikkerhed for gassen, uden så meget som at standse op for at få noget varmt tøj med. De kæmpede sig vej gennem en enorm, flygtende menneskemængde og nåede i sikkerhed på toppen af en bakke uden for byen hvor den rene luft fra søen forfriskede dem. Bortset fra lettere øjenirritationer og smerter i brystet led de ingen skade.
I nattens løb gik regeringsmaskineriet i gang. Iført gasmasker trængte embedsmænd ind i det hårdest ramte område, der lå på den modsatte side af fabrikken i forhold til hvor vi bor. Blandt de første der nåede frem var Bhopals borgmester, dr. Bisarya, og hans søn Robin. Da Robin blev bedt om at beskrive hvordan situationen var kun 200 meter fra vort hjem, sagde han: „Så langt øjet rakte var der kun lig at se — lig af mennesker og dyr.“
Læger fra hele byen blev tilkaldt og mødte straks op for at hjælpe. Det kæmpestore Hamidia-hospital var snart stuvende fyldt med dødsensangste mennesker der søgte lindring for deres smerter. I løbet af kort tid var alle afdelinger overfyldte, og telte blev slået op på hospitalsområdet. Førstehjælpsposter skød op overalt i byen.
Hundreder forsøgte at flygte til nærliggende byer blot for at dø undervejs eller når de nåede frem. Én mand følte sig bedre tilpas efter at have fået lægebehandling. Da han kom hjem tændte han en cigaret, inhalerede — og døde på stedet. En ung mand bragte ligene af sin fader og moder til et sted hvor de kunne blive brændt, og faldt død om da han kom hjem. En ung pige vi mødte havde mistet ni familiemedlemmer.
En forfærdelig mandag
Det gik først op for os at der var sket en katastrofe, da vi mandag morgen som sædvanlig stod op klokken ti minutter i fem og begyndte at forberede os til dagens aktiviteter. Vi havde sovet trygt, omgivet af død og lidelser.
Efter at have sendt vores søn Carl af sted til sit deltidsarbejde for den lokale avis, planlagde min kone og jeg at følges ad i forkyndelsen. Både vores søn og vi selv er heltidsforkyndere for Jehovas Vidner. Men hvor vi end gik hen denne mandag morgen, lå der lig af mennesker og dyr. En mand kunne gå på vejen lige foran os, og så pludselig falde død om.
Da vi nu tog rundt i byen så vi så godt som ingen biler på vejene. Alle butikker var lukket; også markedet var lukket. Da vi gik ind på busstationen fandt vi gulvet dækket af opkast og ekskrementer. På banegården var mange af de vagthavende døde under udførelsen af deres arbejde.
Stationsforstanderen, Harish Dhurve, så alle sine ansatte falde om og kom også selv til at indånde gassen. Det lykkedes ham dog at kontakte den næste station på linjen og bede dem standse alle tog på vej mod Bhopal. Han blev senere fundet død bag sit skrivebord. Nogle passagerer til et tog der skulle køre fra Bhopal klokken 01.30, nåede aldrig ud af byen. En togfører der kørte et tog ind på stationen før advarselen var blevet givet, døde ved ankomsten.
Da vi vendte hjem mandag middag mødte vi store flokke af mennesker der spærrede vejen for os og råbte at mere gas var sivet ud og at vi alle skulle løbe den anden vej. Dette fremkaldte panik og viste sig senere at være et falsk rygte. Vi så kommunale lastvogne med dynger af lig på ladet. For hver time der gik steg antallet af omkomne — 269, 566, 1217, og nåede til sidst op på over 2500. Den 5. december skrev en avis i en overskrift: „Et dødsfald i minuttet.“
Røgsøjler fra ligbrændingen steg op mod himmelen dag og nat. Åbne pladser blev hastigt omdannet til en slags krematorier hvor ligene blev brændt — somme tider hundrede ad gangen. Døde dyr blev transporteret uden for byen og kastet i dybe grave der så blev dækket til. Nogle få plyndrede de forladte hjem, men de fleste gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe dem der led nød. Vi var kun glade for at slå os sammen med vore naboer om at skaffe penge og mad til de syge.
Fra hele landet kom læger og videnskabsmænd til Bhopal for at hjælpe. Der kom endda øjenlæger og eksperter i lungesygdomme fra andre lande. Mange gravide kvinder havde tilsyneladende ikke selv lidt nævneværdig overlast, men sørgeligt nok var deres børn dødfødte. Andre kom til hospitalet med meget stærke smerter og aborterede senere.
Om lørdagen, blot to dage før katastrofen, havde min kone afleveret det sidste nye nummer af Vågn op! til en kvindelig læge, dr. A. M. Shali, der regelmæssigt læser bladet. „Er der noget at gøre i øjeblikket?“ spurgte min kone lægen. „Nej, vi er inde i en stille tid,“ svarede hun. „Det er jo en sund årstid, nu da varmen og regnen er overstået og vi har så godt vintervejr,“ tilføjede hun. „Så der er ikke så meget at lave for os læger.“
Men da vi gik forbi dr. Shalis konsultation mandag formiddag var der en bred kø langt ned ad gaden af mennesker der utålmodigt masede på for at få behandling. De havde bøjet hovederne for at beskytte de sviende øjne mod solen. Dr. Shali fortalte os senere at hun var blevet tilkaldt tidligt om morgenen og at hun og hendes mand sammen med nogle hjælpere havde arbejdet uafbrudt hele mandagen og natten til tirsdag med at give ofrene gratis behandling. Hun sagde at ofrenes syn kunne reddes hvis de straks fik den rigtige behandling. Hvis der ikke blev gjort noget kunne der opstå sår på hornhinden og offeret kunne miste synet. „Når man ser alle disse lidelser,“ sagde hun, „forstår man så hvordan nogen kan så meget som tænke på at starte en atomkrig?“
Hvordan gik det vore venner?
Vi var meget bekymrede for vore kristne brødre og søstre i Bhopal, der alle bor i den gamle del af byen et godt stykke inde i farezonen. Det var en stor lettelse for os at besøge dem og opdage at de alle 12 var i live og havde det godt!
Vi satte ekstra stor pris på vort kristne broderskab da andre Jehovas vidner begyndte at komme på besøg langvejsfra for at se hvordan vi klarede os. Den første der kom var broder Barrett — trods sit dårlige hjerte havde han i nattens løb rejst 337 kilometer med tog! Vi blev så glade over at se ham at vi fik tårer i øjnene. Samtidig begyndte vi at få telegrammer og breve, hvilket også var til stor opmuntring for os.
Håb på trods af sorgen
Hver eneste dag strømmede tusinder af mennesker ind i byen for at lede efter venner og slægtninge. Myndighederne arbejdede i døgndrift med at fjerne ligene for at hindre epidemier. Statsministeren, Arjun Singh, erklærede at Union Carbide-fabrikken aldrig mere ville åbne i Bhopal. Men det vil vare længe før byen glemmer denne dødens nat.
Ingen erstatning til de overlevende kan bringe de døde tilbage til livet eller give de blinde deres syn igen. Men der findes en som kan gøre dette — Jehova Gud. Hans vidner i Bhopal er taknemmelige for at være i live og glade for at kunne fortælle deres naboer den trøstende gode nyhed om at der snart vil blive sat en stopper for sådanne menneskeskabte tragedier — til evig tid.
[Illustration på side 24]
Liget af en slægtning bæres til brænding
[Kildeangivelse]
UPI/BETTMANN ARKIV
[Illustration på side 26]
To hvis øjne blev beskadiget, ledes bort
[Kildeangivelse]
UPI/BETTMANN ARKIV