Hvem sagde nej til nazismen?

„HEIL Hitler!“ var den obligatoriske hilsen i Hitlertiden. Men ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung var der mange som „forbandt mytiske, ja ligefrem religiøse, opfattelser med Førerens person“, og denne hilsen antog derfor en betydning der langt overgår den respekt man normalt viser en regent. — Se Romerbrevet 13:7.

Hitler pralede desuden med at ’det nationalsocialistiske rige ville bestå i tusind år’. Derved optrådte han som rival til den Messias der omtales i Bibelen, Jesus Kristus, som har lovet at en kommende regering skal herske over jorden i tusind år. — Se Åbenbaringen 20:4, 6.

I Hitlers politistat var det forbundet med fare offentligt at give udtryk for uenighed med nazisterne. Først da regimets metoder og overgreb blev åbenbare, og især da det blev tydeligt for enhver at krigen var tabt, gav uenigheden sig udslag i modstand.

Denne modstand nåede sit højdepunkt den 20. juli 1944 med et mordforsøg på Hitler. Nogle af de involverede havde oprindelig sympatiseret med nazismen eller aktivt støttet den. Nøjagtig 40 år senere, den 20. juli 1984, optrådte Hitler endnu en gang i avisernes overskrifter da den nuværende tyske forbundskansler talte ved en ceremoni til ære for dem der blev henrettet eller torteret efter det mislykkede attentat.

Gjorde præsteskabet modstand?

Hvilken holdning indtog de tyske religiøse ledere dengang? Modstod de Hitler og nazismen? Hvilken indstilling havde det katolske præsteskab? Om den katolske biskop Konrad Graf Preysing fra Berlin fortæller journalisten Klaus Scholder: „Graf Preysing, der dengang stadig var biskop i Eichstätt, var en af de meget få der allerede fra det tredje riges spæde begyndelse indså at det var et katastrofalt og kriminelt regime.“ (Kursiveret af os.) Han gjorde åben modstand. Men andre i Tysklands katolske bispekonference, deriblandt dens formand, kardinal Bertram, ønskede ikke at kritisere nazismen. De støttede den derimod. Scholder fortsætter derfor: „Når man ser tilbage kan man finde denne troskab [mod Hitler og nazismen] uforklarlig, ja ligefrem utålelig.“

Blandt protestanter er pastor Martin Niemöller ofte blevet fremhævet som en uforsonlig modstander af nazismen. Men forfatteren H. S. Brebeck mener at „det eneste spørgsmål der skilte ham fra Hitlers politiske mål var: ’Hvem leder kirken? Kirken selv eller partiet?’ I politisk henseende var hans støtte imidlertid uden forbehold.“ Ved Niemöllers død i 1984 skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung: „Som næsten alle protestantiske ledere i Tyskland var han oprindelig positivt stemt for den længe savnede tyske genfødsel under Hitlers ledelse.“

Lige så oplysende er en artikel i Deutsches Allgemeines Sonntagsblatt om en konference som Det europæiske Baptistsamfund i 1984 holdt i Hamburg. Avisen skriver: „For første gang blev der talt rent ud om baptistkirkens adfærd under det tredje rige. Indtil nu er sognene veget uden om dette ømtålelige problem. På kongressen havde lederen af landsafdelingen imidlertid noget at ’bekende’. . .: ’Vi tog ikke åbent del i kampen [mod nazismen] . . . og forsømte derfor utvetydigt at modarbejde overtrædelserne af Guds bud. Vi skammer os over at vor tyske afdeling bukkede under for tidens ideologiske fristelse og ikke udviste større mod til at kæmpe for sandhed og retfærdighed.’“

Kendsgerningerne viser at kun en lille minoritet af kristenhedens gejstlige modstod Hitlers regime. Og selv de der gjorde det var som regel drevet af desillusionering eller kirkelig politik og ikke af rent bibelske grunde. Sandheden er at størstedelen af dem ikke kunne se nogen modsigelse i at forsøge at støtte Jesus som Messias, og samtidig råbe „heil“ til en falsk politisk messias og hans „tusindårsrige“. Det dårlige, ugudelige og ubibelske eksempel de satte blev fulgt af deres sognebørn — til ulykke for begge parter. — Jævnfør Mattæus 15:14.

Nogle som ikke gik på kompromis

Der var dog en gruppe i Tyskland der modigt kæmpede for de kristne principper. Denne gruppe var Jehovas vidner. I modsætning til præsteskabet og dets tilhængere nægtede Jehovas vidner at indgå et kompromis med Hitler og nazisterne. De ville ikke overtræde Guds bud eller bryde deres kristne neutralitet med hensyn til politik. (Se Esajas 2:2-4; Johannes 17:16; Jakob 4:4.) De tilskrev ikke Hitler frelsen (som langt størstedelen af præsteskabet og dets hjorde), og undlod derfor at hylde ham ved at råbe „heil“.

I stedet tilsluttede Jehovas vidner sig apostelen Peters ord om Jesus Kristus: „Der er ikke frelse i nogen anden, for der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ (Apostelgerninger 4:12; se også Salme 118:8, 9; 146:3.) Ingen af dem tilsølede deres hænder med blod ved militær virksomhed for Hitler, for de nægtede at gøre tjeneste i hans væbnede styrker. — Johannes 13:35; 1 Johannes 3:10-12.

På grund af dette kompromisløse standpunkt mod Hitler og nazismen blev Jehovas vidner forfulgt, og i tusindvis af dem blev sendt i koncentrationslejr. Anna Pawełczyńska, en polsk sociolog der selv har overlevet et ophold i den berygtede lejr i Auschwitz, har lagt mærke til den stærke tro og integritet de viste på trods af den umenneskelige brutalitet de blev udsat for. I sin bog Værdier og vold i Auschwitz skriver hun at Jehovas vidner „ideologisk set [udgjorde] en fast sammentømret enhed, og de sejrede i deres kamp mod nazismen“. Hun kalder dem „en lille ø af urokkelig modstand midt i en undertrykt nation“, og tilføjer: „De viste den samme uforfærdede ånd i lejren i Auschwitz. De var i stand til at vinde deres medfangers, . . . fængselspersonalets og endog SS-officerernes respekt. Enhver vidste at Jehovas vidner aldrig ville handle imod deres tro og overbevisning.“ Hun slutter: „Jehovas vidner kæmpede passivt for deres tro, som gik imod enhver form for vold og krig.“

Nej, Jehovas vidner indgik ikke noget kompromis med Hitler og hans ’tredje rige’. De har ikke sat deres lid til nazismen eller til andre af denne verdens politiske systemer. De har forkastet menneskers herredømme til fordel for noget bedre. I modsætning til præsteskabet og dets tilhængere blev de derfor ikke åndelige ofre for nazismen.

Noget langt bedre

Det samme gør sig gældende i dag. Jehovas vidner sætter ikke deres lid til nogen politisk ideologi. De forkaster disse ideologier for noget langt bedre som Gud har lovet: En regering som han vil danne og som vil indføre en retfærdig ny ordning der vil løse alle menneskehedens problemer. Denne ene regering over hele jorden er Guds rige, der allerede er blevet oprettet i himmelen ved hans Messias, Jesus Kristus. — Mattæus 6:9, 10; 2 Peter 3:13.

Den 1. februar 1933 holdt Hitler sit første radioforedrag. Han pralede af hvordan han ville forandre Tyskland, og sluttede med at appellere til tilhørerne om at give ham og hans parti tid, og dernæst bedømme dem efter resultaterne. Tolv år senere gik hans „tusindårsrige“ under — i vanære. Dommen er blevet afsagt over hans herredømme: Det var en katastrofe, for ved krigens slutning var hans folk, hans land og hele verden næsten ikke til at kende igen — så dybe ar havde hans herredømme sat.

Det tusindårsrige som indføres af Bibelens Messias, Jesus Kristus, vil give nogle ganske andre resultater. Ved dets afslutning vil menneskene og deres omgivelser ikke være til at kende igen — når man sammenligner med deres degenererede tilstand i dag. Prøv selv at læse beskrivelsen af dette rige i Åbenbaringen 21:4, 5. Forestil dig så nogle fuldkomne mennesker der nyder livet fuldt ud på en paradisisk jord uden at blive udsat for terroristangreb, krig, skadelige ideologier eller noget som helst andet der kunne slå skår i deres lykke. Og husk at også du kan få lov at leve i dette vidunderlige paradis! — Esajas 35:1-7; 65:17-25; 1 Johannes 2:17.

[Tekstcitat på side 9]

Kun de færreste katolske og protestantiske gejstlige kritiserede nazismen

[Tekstcitat på side 12]

Det sande tusindårsrige vil være Guds rige

[Illustrationer på side 9]

Præsterne tilsølede deres hænder med blod ved at støtte Hitler

[Illustrationer på side 11]

Tusinder af Jehovas vidner (deriblandt Johannes Harms, ovenfor) blev sendt i koncentrationslejr fordi de ikke ville indgå et kompromis med nazismen, og mange af dem omkom, som denne dødsattest bevidner

Statsadvokat ved Det tyske Riges militærdomstol

Johannes Harms . . . blev 7/11/1940 stillet for Det tyske Riges militærdomstol anklaget for demoralisering af de væbnede styrker, og dømt til døden . . . Dommen eksekveredes 8/1/1941.

Rigets militærdomstols segl