Hvorfor de frygtløst tog til orde

NÅR man ser tilbage på historien kan man se at der uundgåeligt måtte opstå en konflikt mellem Jehovas Vidner og nazismen (nationalsocialismen). Det skyldtes nazisternes ufravigelige krav, der stred mod følgende tre af Jehovas Vidners bibelsk baserede grundopfattelser: (1) Jehova Gud er den øverste Suveræn. (2) Sande kristne er politisk neutrale. (3) Gud vil oprejse dem der har været trofaste mod ham indtil døden.

Disse bibelske lærepunkter var årsagen til Jehovas vidners standhaftige afvisning af nazisternes ugudelige krav. De tog derfor modigt bladet fra munden og afslørede nazismens ondskab.

Jehovas vidner nægtede at sige „Heil Hitler“. Det skyldtes at de tilskriver Gud frelsen og at de har indviet deres liv til ham alene. Bibelen siger om Jehova: „Du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

Når man sagde „Heil Hitler“ gav man faktisk udtryk for at frelsen kom fra Hitler. Jehovas vidner kunne ikke være trofaste mod Gud og samtidig sige „Heil“ til noget menneske. Deres liv, loyalitet og troskab tilhørte Gud.

Jehovas vidner havde gode grunde til at nægte at opfylde Hitlers uretmæssige krav. De kunne henvise til at Jesu apostle i det første århundrede nægtede at adlyde da de fik ordre til at holde op med at forkynde den gode nyhed om Messias. De sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Bibelen fortæller at deres afgjorte standpunkt fik myndighederne til at ’piske dem og forbyde dem at tale på grundlag af Jesu navn’. Apostlene nægtede dog fortsat at adlyde denne befaling, der var i modstrid med Guds bud. „De [fortsatte] med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed.“ — Apostelgerninger 5:29, 40-42.

Mange af de første kristne blev slået ihjel fordi de adlød Gud mere end mennesker. I snesevis omkom de i de romerske arenaer fordi de nægtede at ’heile’ kejseren ved at udføre en tilbedelseshandling over for ham. De betragtede det som en ære og en sejr at forblive trofaste mod Gud til døden, hvilket svarer til at en tapper soldat er villig til at dø for sit land.

Jehovas vidner går kun ind for én regering, nemlig Guds rige, og det har fået nogle til at betragte dem som samfundsundergravende. Men intet kunne være fjernere fra sandheden. De efterligner Jesu apostle og „er ikke en del af verden“. (Johannes 17:16) De forholder sig politisk neutrale. Deres loyalitet mod Gud får dem til at adlyde lovene i det land hvor de bor. De er eksemplariske hvad angår budet om at „underordne sig de højere myndigheder“. (Romerne 13:1) De har aldrig fremmet oprør mod noget menneskeskabt styre.

Der findes imidlertid en grænse som de ikke under nogen omstændigheder vil overskride. Det er den grænse der er mellem deres pligter over for mennesker og deres pligter over for Gud. De giver kejseren, eller de eksisterende myndigheder, det der tilkommer kejseren, og Gud det der tilkommer Gud. (Mattæus 22:21) Hvis nogen forsøger at afkræve dem noget der tilkommer Gud, vil deres forsøg mislykkes.

Men hvad hvis et Jehovas vidne trues med døden? Jehovas vidner har en urokkelig tillid til at Gud er i stand til at give dem livet tilbage. (Apostelgerninger 24:15) De har derfor den samme holdning som tre unge hebræere i fortidens Babylon. Da de blev truet med døden i en ildovn, sagde de til kong Nebukadnezar: „Hvis det sker, kan vor Gud som vi tjener, redde os. . . . Du [skal] vide, o konge, at dine guder tjener vi ikke, og guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ — Daniel 3:17, 18.

Da Hitler begyndte at klatre op på sin piedestal som en selvbestaltet gud, var et ideologisk slag derfor uundgåeligt. Det Tredje Rige havde draget sværdet og stod ansigt til ansigt med en lille gruppe Jehovas vidner, der havde svoret den sande, almægtige Gud, Jehova, troskab. Men udfaldet var afgjort på forhånd.

[Ramme på side 5]

Trofaste til døden

WOLFGANG KUSSEROW var en af dem der blev henrettet fordi han bevarede sin uangribelighed over for Gud og nægtede at støtte nazismen. Kort før han den 28. marts 1942 blev halshugget, skrev han følgende til sine forældre og sine søskende: „Nu må jeg som jeres tredje søn og broder forlade jer i morgen tidlig. Vær ikke bedrøvede, for den tid vil komme da vi skal være sammen igen. . . . Hvor stor vil vor glæde ikke være til den tid når vi er genforenede! . . . Nu er vi blevet revet fra hinanden, og hver af os må stå prøve; så vil vi blive belønnet.“

Kort før sin henrettelse den 8. januar 1941 skrev Johannes Harms et afskedsbrev til sin far: „Min dødsdom er allerede blevet bekendtgjort, og jeg holdes lænket både dag og nat — mærkerne (på papiret) stammer fra håndjernene . . . Min kære fader, i ånden råber jeg til dig: Forbliv trofast, som jeg har stræbt efter at forblive trofast, så vil vi se hinanden igen. Jeg vil tænke på dig til det allersidste.“