Hvem siger det var et æble?

DET hebraiske ord tappuʹach, der almindeligvis oversættes med „æble“, forekommer flere gange i den bibelske grundtekst. Men dette ord bruges ikke i beskrivelsen af „træet til kundskab om godt og ondt“. (1 Mosebog 2:9, 17; 3:6) Hvorfra stammer da den traditionelle opfattelse at den forbudte frugt var et æble?

Ifølge bogen Plants of the Bible af H. N. Moldenke skyldes denne idé „uden tvivl indflydelse fra kunstnere i middelalderen og renæssancen, der afbildede det på denne måde“. Om det berømte maleri Paradisets have af Peter Paul Rubens (1577-1640), der nu hænger på kunstmuseet i Haag, bemærker Moldenke for eksempel: „Frugten på træet til kundskab om godt og ondt, med slangen der snor sig imellem dets grene, synes ganske tydeligt at være æbler. Dette er sandsynligvis et af de malerier der er årsag til den nu så udbredte misforståelse om æbletræet i Bibelen.“

Om maleriet Adam og Eva (se ovenfor) af den tyske hofmaler Lucas Cranach den ældre (1472-1553), hvorpå æblet også er afbildet, udtaler Moldenke i sin kommentar at renæssancemalerne „elskede at holde på deres ret til at støtte sig til fantasien når de fandt det for godt“. Andre kunstnere på den tid, såsom Tintoretto og Tizian, gjorde det samme i deres malerier over det samme tema.

Imidlertid var den berømte engelske digter John Milton sikkert en af de første der udtrykte denne opfattelse skriftligt. I sit værk Paradise Lost (1667) skrev Milton om Eva der fristedes af slangen:

„. . . en Dag,

da jeg paa Marken strejfed om, jeg fik

langt borte Øje paa et lifligt Træ,

af Frugter bugnende i broget Pragt,

med rødlig og med gylden Glans. . . .

Og for at stille nu min stærke Lyst

til disse skønne Æbler, fatted rask

jeg min Beslutning. Baade Sult og Tørst,

Oprindelsen til en af kristenhedens mest velkendte myter findes således ikke i Guds ord, Bibelen. Den skyldes derimod visse kunstneres og digteres livlige, men dog vildledte fantasi. Hvilken frugt var det? Bibelen omtaler det ganske enkelt ikke, for det væsentlige er ikke frugten men menneskets ulydighed. — Romerne 5:12.