Jeg var katolsk nonne
TILBAGE i 1960 var jeg om bord på et tyrkisk skib der skulle føre mig fra Haifa til Cypern, og jeg tænkte tavst på de mere end 30 år af mit liv jeg havde tilbragt i et kloster. Skønt jeg stadig var klædt som nonne, havde jeg på mig et brev der løste mig fra mine løfter. Dengang havde jeg kun én ting i hovedet: at komme til Beirut, og at finde et arbejde.
Men hvorfor var jeg blevet nonne? Og hvorfor var jeg, efter så mange år, holdt op?
Jeg bliver nonne
Kort tid efter den første verdenskrig, da jeg som barn boede hos mine fosterforældre i den sydøstlige del af Frankrig, blev vi besøgt af en protestantisk prædikant. Han lagde mærke til at jeg var interesseret i alt hvad han sagde, og han gav mig en lommeudgave af „Det nye Testamente“. Fra da af voksede min interesse for Bibelen.
Senere talte jeg med nogle katolske trosfæller om mit ønske om at forstå Bibelen, men de fortalte mig at det var en dødssynd at læse i Bibelen. Jeg tænkte at siden Bibelen var så stor en hemmelighed, var det kun dem der var i kloster der havde lov til at studere den. Fra da af var jeg besluttet på at blive nonne.
Jeg var kun 21 da jeg tog toget til et kloster i Sydfrankrig, hvor jeg havde en aftale med den overordnede ordensgeneral i karmeliterordenen. Klosteret lå på en bakke nær Gignac, en lille by cirka 25 kilometer fra Middelhavskysten. Bygningen bestod af to dele: Den ene var for nonnerne og den anden blev brugt som et rekreationshjem for unge damer.
Den første nat tilbragte jeg i rekreationshjemmet — men uden min kuffert. Den unge kvinde der havde taget imod mig på stationen havde ikke givet mig den igen. Allerede næste dag havde jeg lyst til at rejse hjem igen, for jeg kunne ikke lide atmosfæren i klosteret. Da jeg spurgte efter min bagage, sagde de: „Din kuffert venter dig i klosteret.“ Jeg sagde til mig selv: ’Hvis du går ind, kan du altid gå ud igen.’ Men det skulle vise sig at det ikke var helt så ligetil.
Da jeg trådte ind i den del af klosteret der husede det religiøse samfund, blev jeg fyldt med ærefrygt. Den gamle bygning med dens tunge, jernbeslåede døre og høje lofter overvældede mig. Lidt senere havde jeg en kort samtale med ordensgeneralen, men jeg havde ikke mod til at sige til hende at jeg gerne ville rejse.
Efter en uge blev jeg godkendt som kandidat til optagelse i den religiøse orden. Et par måneder senere tog jeg novicens hvide slør. Jeg havde ikke lært meget om Bibelen, men jeg var tålmodig og tænkte at en sådan kundskab ikke var for os begyndere. Mindre end et år efter at jeg var kommet til klosteret, blev jeg sendt til Marseille sammen med to andre nonner. Derfra sejlede vi til Kairo, hvortil vi ankom i januar 1931.
Klosterlivet i Kairo
Klosteret og den tilhørende skole havde til huse i en ret stor, moderne bygning ude på landet uden for Kairo. Vi stod op hver morgen et kvarter i fem og gik til kapellet, hvor vi tilbragte tre kvarter med meditation. Så havde vi et kvarter til at gøre orden i vor celle før messen.
Vi indtog vore måltider i fuldstændig tavshed mens vi lyttede til en oplæsning af „Helgenernes liv“. Den der var først færdig med at spise, overtog oplæsningen. Det var forbudt nonnerne at tale sammen i løbet af dagen, med undtagelse af spørgsmål vedrørende arbejdet, og selv da skulle vi gå til et særligt rum der hed samtaleværelset. Selve klosteret var en lukket institution. Når for eksempel en udefra kom ind i løbet af dagen, ringede den vagthavende nonne på en lille klokke for at advare de andre nonner så de ikke forlod deres celle.
Om fredagen, og også om onsdagen i fastetiden, havde vi selvtugt sammen med oplæsningen af Salme 51. Alle nonnerne samledes i et mørkt værelse, og det blev krævet at hver enkelt piskede sig selv med en trehalet svøbe. Dengang troede jeg at sådanne lidelser var nødvendige for at behage Gud. Nogle gange lod jeg være med at drikke en hel dag, hvilket ikke var let i så varmt et land som Egypten, eller jeg gik med et tommebredt bælte der var tæt besat med spidse metalpigge.
Samtidig tvivlede jeg meget på grundlæggende katolske læresætninger, som for eksempel transsubstantiationen og barnedåben. Jeg kunne heller ikke acceptere at Jomfru Maria skulle gå i forbøn for mig hos Gud. Jeg var aldrig stødt på nogen af disse læresætninger under min bibellæsning. En dag sagde en af de andre nonner: „Hvis du beder 25 rosenkranse, vil jomfruen tilstå dig en hvilken som helst gunstbevisning.“ Jeg besluttede at prøve, og jeg gik i gang med at fremsige mine 25 rosenkranse (næsten 1300 bønner). Men dette efterlod mig med den samme tomme følelse som før. Det understregede for mig hvad jeg havde læst i evangelierne — at Jesus lærte sine disciple at bede Faderen om alle ting ’i hans navn’, hvis de skulle bønhøres. — Johannes 16:24.
Jeg fuldførte mine tre års prøvetid, eller læretid, og nu var tiden kommet da jeg skulle aflægge mine varige løfter. Jeg ønskede ikke at overgive mig, men hvad skulle der blive af mig, så langt fra Frankrig, hvis jeg forlod klosteret? Til sidst underskrev jeg min kontrakt og gik til kapellet, hvor jeg lovede at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed resten af mit liv. Inderst inde tænkte jeg at jeg altid kunne ordne det med Gud hvis jeg nogen sinde brød mine løfter. Jeg vidste at der var andre nonner der havde fået dispensation af paven.
Til Palæstina og Beirut
I 1940 var den anden verdenskrig i fuld gang, og tyske flyvemaskiner bombede Kairo. På det tidspunkt blev jeg overført til et kloster i Haifa. Efter at jeg havde krydset Suezkanalen tog jeg nattoget. Tidligt om morgenen så jeg det storslåede syn af en solopgang over en oase, blot en forsmag på det fantastiske landskab jeg skulle komme til at se i Palæstina. Jeg følte mig særlig draget mod dette land, hvor Jesus, hans disciple og mange andre af de Guds tjenere der er omtalt i Bibelen, har levet deres liv.
Klosteret i Haifa var blevet rekvireret af den britiske hær til dens stabshovedkvarter. Jeg blev derfor sendt til Isfiya, en lille landsby cirka 25 kilometer fra Haifa, oppe i Karmel-bjergkæden. Dér var jeg isoleret i en måned, hvor jeg lavede syltetøj i køkkenet.
Senere blev jeg overført til Beirut, der kun lå et par timers kørsel fra Haifa. Palæstina var dengang under britisk mandat, og Libanon under fransk, hvilket gjorde det let at krydse grænsen. I de følgende år tilbragte jeg ofte min ferie i Isfiya, men et år blev jeg syg, og i stedet for at vende tilbage til Beirut, blev jeg i Palæstina.
Når jeg var i Isfiya, på Karmels bjerg, var jeg glad for at tage børnene med på spadsereture op i bakkerne oppe bag ved klosteret sammen med æselet Cæsar, som de elskede at skiftes til at ride på. Vi gik gennem fyrreskove og olivenlunde og nåede til sidst til den højslette hvor Elias, ifølge traditionen, udfordrede de falske ba’alsprofeter. Nedenfor kunne vi se Kisjon-wadien hvor alle ba’alsprofeterne led døden. (1 Kongebog, kapitel 18) Jeg havde lært om Elias da jeg læste de historiske beretninger i „Det gamle Testamente“, og jeg beundrede især hans mod og nidkærhed i tjenesten for Gud. Som nonne tog jeg derfor navnet Eliza Maria som et tegn på min hengivenhed for ham.
Bestræbelser for at rejse
I årenes løb voksede min beslutning om at forlade det religiøse samfund. I 1953, da jeg blev kaldt tilbage til Lyon i Frankrig, skrev jeg et brev til den stedlige kardinal. Men før kardinalens repræsentant nåede at besøge mig, sendte abbedissen, der vidste at jeg tænkte på at rejse, mig til Saint-Martin-Belleroche, godt 100 kilometer borte. Jeg skrev flere breve til kardinalen og bad om at få dispensation — men til ingen nytte.
I 1958 blev jeg sendt tilbage til Libanon. Efter et par måneder kunne jeg vende tilbage til et kloster i Haifa, min yndlingsby. Fordi jeg kunne hebraisk, blev jeg valgt til at gå ærinder, og jeg greb lejligheden til at sende et brev til den lokale biskop. Fra da af gik tingene stærkt.
To dage senere kom biskoppen, der havde modtaget mit brev, for at drøfte situationen med mig. Jeg fortalte ham at jeg gerne ville rejse da mit helbred ikke var så godt. Jeg havde brug for at komme under lægebehandling, og klosterlivet viste sig at være for hårdt for mig. Han var meget forstående, og efter en times samtale sagde han: „De kan rejse i aften, hvis De ønsker det.“ Jeg bevarede forbindelsen med ham, og det var til stor hjælp senere.
Efter et par dage meddelte biskoppen mig at ordensgeneralen i Frankrig havde sendt mig et brev, men jeg havde ikke modtaget det. Jeg gik derfor til klosterets abbedisse og sagde: „Jeg tror der er et brev til mig.“ Hun trak sin skrivebordsskuffe ud — og gravede en konvolut frem og rakte mig den. I brevet stod der at jeg var løst fra mine løfter.
Under en lukket andagt (en tid hvor ingen måtte tale) greb jeg lejligheden til at pakke mine tasker og rejse. Så en morgen i august 1960 befandt jeg mig ude i den store vide verden med min bagage og nogle få israelske pund at klare mig for et stykke tid. Jeg gik hen til en jeg kendte, og hende boede jeg hos i et par dage.
Et nyt liv
Jeg havde planlagt at vende tilbage til Beirut, hvor jeg troede det ville være lettere at finde arbejde. Men så skulle jeg have visum. Det syntes umuligt at få det på de forskellige konsulater i Haifa og Jerusalem. En embedsmand sagde endda: „Deres overordnede på klosteret har bedt os om ikke at hjælpe nonner der rejser til arabiske lande.“ Min ven i Haifa fortalte mig at det ville være lettere at rejse til Beirut via Cypern.
Det var derfor jeg i 1960 befandt mig om bord på det tyrkiske skib der skulle føre mig fra Haifa til Cypern. Jeg havde fulgt biskoppens råd og var stadig iført min nonnedragt, hovedsagelig på grund af mine pasbilleder. Jeg havde allerede fået visum til Cypern hos de britiske myndigheder, takket være et brev fra biskoppen som jeg havde bevaret forbindelsen med. Derefter fløj jeg til Beirut.
Da jeg ønskede lidt efter lidt at vænne mig til livet udenfor, sagde jeg ja til at arbejde i køkkenet på et dominikanerkloster, men ikke som nonne. Jeg blev der i to år. En dag opfordrede en overordnet inden for karmeliterordenen mig til at vende tilbage med ordene: „Vi glemmer Deres lille eskapade, og De vil kunne beholde Deres stilling blandt nonnerne der har været her i mange år.“ Men efter at jeg havde haft store problemer med at komme ud, ville jeg bestemt ikke tilbage!
Derefter arbejdede jeg et stykke tid som guvernante for rige familier, og når jeg var sammen med andre guvernanter, spurgte jeg dem om de kendte nogen der studerede Bibelen. „Men ikke en præst!“ understregede jeg.
Min søgen belønnes
En dag i februar 1964 blev mine livslange bønner besvaret. Med hjælp fra en fransk sygeplejerske der havde mødt Jehovas vidner i koncentrationslejrene og senere havde studeret Bibelen med Vidnerne i Beirut, begyndte jeg også at studere. Efter fire afteners drøftelser vidste jeg at jeg havde fundet den sandhed jeg havde søgt i så mange år.
Vidnerne studerede ikke blot Bibelen men praktiserede også det de lærte og forkyndte det for andre. Det syntes som om en vældig barriere var faldet. Jeg kunne have grædt af glæde. Den smule jeg havde læst var nok til at overbevise mig om at treenigheden, sjælens udødelighed og andre lignende læresætninger ikke var i overensstemmelse med Bibelen.
Der var dog noget der lagde en dæmper på min begejstring: navnet Jehovas Vidner. Jeg sagde til mig selv: ’Det er at indbyde til vanskeligheder i arabiske lande; man tror vi er jøder!’ Det afholdt mig dog ikke fra at studere, og i oktober 1964 blev jeg døbt som symbol på min indvielse til Jehova.
Der er gået over 20 år siden jeg fandt sandheden der har ’frigjort mig’. (Johannes 8:32) Ja, tomheden i skikke som for eksempel spægelse af kødet, som findes på mange klostre, er tydelig for mig nu. Hvor er apostelen Paulus’ ord sande: „Det har jo ord for at være visdom, med sin selvvalgte form for tilbedelse og falske ydmyghed og skånselsløse behandling af legemet; men det er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse.“ — Kolossenserne 2:23.
Hvilken glæde har jeg ikke haft ved at dele denne kundskab med andre og ved at bekendtgøre det vidunderlige håb der findes i Guds ord, fremfor at lukke mig selv ude fra verden! Da jeg har været nonne i 30 år, er jeg i stand til at tale med katolikker med fuld forståelse for deres problemer. I flere år har jeg nu tjent som pioner (heltidsforkynder) og derved udført den opgave Jesus har givet os med at forkynde „denne gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) — Indsendt.
[Illustration på side 18]
Klosteret i Gignac