Jeg var katolsk nonne

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I BELGIEN

„JEG vil være nonne så jeg altid kan tilhøre Jesus. Kun han skal betyde noget i mit liv.“ Denne beslutning blev taget af en lille syvårs pige en dag 1916 efter at hun havde været til alters.

Den lille pige var mig. Jeg var født af gudfrygtige katolske forældre i Neufchâteau i Belgien den 28. august 1909 og jeg havde næret dette ønske fra min tidligste barndom.

Med dette ønske i tanke fandt jeg glæde ved bøn, i små ofre og i at hjælpe andre. Jeg tilbragte mange timer i bøn i kirken i Neufchâteau. Hver aften når jeg hørte kirkeklokkerne ringe, var jeg blandt de få kirkegængere som fremsagde rosenkransen, ledet af den stedlige præst.

På det tidspunkt plejede jeg faktisk at fremsige rosenkransen helt op til elleve gange om dagen! Messe og altergang var ceremonier jeg foretog daglig. Men i ferietiden plejede jeg at overvære flere messer om dagen, hver af dem efterfulgt af en lang taksigelse.

I sommerferien, efter mit andet år som lærerstuderende, gik jeg en eftermiddag ud i skovene ved Neufchâteau for at meditere. Jeg kan stadig se mig selv ligge der i græsset, i færd med at læse en bog som jeg havde læst så mange gange før, en bog om den unge Thérèse fra Lisieux. Jeg ville gerne være som hun, fordi jeg mente at hun viste inderlig kærlighed til Jesus. Jeg var besluttet på at blive en hengiven nonne, en elsket Jesu brud, hvad end det måtte koste.

Så en dag i august 1926, efter at jeg havde tilbragt mange timer i bøn, faldt jeg på knæ med armene udbredt som på et kors og ventede på at mine forældre skulle komme hjem. Så snart de kom fortalte jeg dem om min beslutning. „Far,“ sagde jeg, „jeg er ked af hvis jeg gør dig bedrøvet, men Gud har kaldt mig til klosteret.“ „Mit barn,“ sagde far, „du er så ung endnu. Tænk nu alvorligt over hvad det er du vil.“ Jeg svarede: „Far, jeg har tænkt over det i mere end ti år nu.“ Efter en lang samtale sluttede han: „Jaja, mit barn, hvis det er Guds vilje, vil jeg ikke lægge dig hindringer i vejen. Du har mit samtykke.“

Jeg rejser hjemmefra

Præsten sendte en skriftlig forespørgsel til Dames Louise-instituttet, og jeg blev inviteret til Leuven til en samtale. Mor tog med mig. Det var den 5. september 1926. Der blev vi modtaget af instituttets grundlægger, Dame Louise, som, skønt hun var syg og lå i sengen, var ligetil, imødekommende og venlig.

Da mor nævnte at jeg stadig havde to år tilbage at gå i skole i, og at vi tænkte på om ikke det ville være bedst at gøre skolen færdig først, svarede hun: „Nej, hun må komme med det samme; så skal vi sørge for at hun fuldfører sin skolegang hos os.“ Dette løfte blev desværre ikke indfriet.

Indtrædelsesdagen blev fastsat til den 16. september 1926. Men da vi allerede havde planlagt en tur til Lourdes netop den dag, spurgte mor: „Er det ikke muligt at få indtrædelsesdagen udsat i betragtning af valfarten til Lourdes?“ „Nej,“ lød svaret, „Deres datter kan vælge; enten træder hun ind i klosteret, eller også tager hun til Lourdes.“ Jeg sagde: „Jeg vil træde ind i klosteret.“

Så oprandt den dag hvor jeg med tårer forlod min familie. Min far fulgte mig til châteauet i Ezeringen, hvor postulanterne (personer der søger optagelse som nonner) måtte gennemgå en seks måneders prøvetid. Efter at have sagt farvel til min far blev jeg iført postulanternes kappe og hovedbeklædning sammen med tyve andre unge piger. Sådan gik det til at jeg blev postulant hos Sankt Augustins kanonessemissionærer. Hvor var jeg lykkelig.

Jeg forbereder mig til at blive nonne

Som postulanter var vi pålagt den strengeste tavshed. Hvis vi var syge eller fik problemer måtte vi simpelt hen enten udholde dem eller nøjes med at tale med forstanderinden. Denne tvungne tavshed stimulerede ikke kærligheden iblandt os.

Samtalen med forstanderinden, som bad mig om at skille mig af med alle mine personlige ejendele, fyldte mig med skam. Da jeg ventede at møde forståelse, betroede jeg mig frit til hende uden at skjule noget, akkurat som jeg plejede at gøre som barn. Jeg var dybt skuffet da alt hvad hun sagde var: „Som straf kan du udbrede dine arme som på et kors ved begyndelsen af middagsmåltidet.“ Fra da af havde jeg ikke længere ro i sindet.

En søndag kom min mor for at besøge mig. I samtaleværelset blev jeg igen mig selv, umiddelbar og glad. Dette overraskede forstanderinden, som sagde til mor: „Deres datter er fuldstændig forandret i samtaleværelset. Her er hun så glad, så munter, men blandt os er hun så alvorlig, så stille.“ I sandhed en stor kontrast. Det var ikke den tilværelse jeg havde ventet.

Men jeg trøstede mig med at for Jesu skyld kunne intet være for vanskeligt og at jeg var her for at blive hans brud. Derfor led jeg i stilhed. Jeg troede at jeg som fremtidig nonne måtte lide, og at der ikke kunne være tale om at se mig tilbage nu hvor jeg havde taget det første skridt.

Da de seks måneders prøvetid var til ende, måtte postulanterne tage til Leuven i et år som novicer (prøvetid før aflæggelse af klosterløftet). Før ceremonien hvor vi „tog sløret“ levede vi afsondret i en uge. Klædt i nonnedragt og med hvidt slør gik vi i procession til kapellet.

Vanskelighederne bliver større

Vanskelighederne jeg havde mødt i forberedelsestiden kom igen og blev endnu værre i Leuven. Forstanderinden her indgav mig ikke mere tillid end den foregående. Jeg var bange for hende, og jeg blev mere og mere indadvendt. Moralske anfægtelser var noget der plagede mig hver dag. Hvor græd jeg dog mange tårer!

Hver onsdag og fredag havde vi fem minutters selvtugt. Til dette formål havde vi fået en pisk som var lavet af snore med knuder; med den piskede jeg mig selv for at påføre mig virkelig smerte. De samme dage spiste vi om middagen vores suppe i knælende stilling.

Hver fredag måtte vi alle sammen på skift, mens vi knælede ved indgangen til spisesalen, kysse fødderne på alle klosterets nonner. Hver lørdag plejede vi at samles for at bekende vore fejltrin. Hver nonne måtte på skift knæle og højt tilstå de fejl hun havde begået udadtil.

Vi måtte daglig fremsige fem „fadervor“ og fem „Ave Maria“ med armene bredt ud som på et kors. Vi blev rådet til at forsage mindst én ting ved hvert måltid. Og en gang om måneden, under den månedlige kontemplation (selvfordybelse), måtte vi lave en rapport til forstanderinden og bede om tilladelse til at gøre brug af småting som knappenåle, knapper, billeder, og så videre. Alle vore bevægelser blev skarpt overvåget, endog når vi forlod spisesalen, arbejdsværelset eller kapellet, uanset ærindet. Med hænderne foldede plejede vi at spørge: „Tillader De at jeg går ud?“ I kapellet var en simpel gestus tilstrækkelig.

Når som helst vi kom for sent, måtte vi give priorinden en undskyldning, liggende på knæ med foldede hænder. Efter aftenbønnerne og inden vi forlod kapellet plejede vi alle på skift at knæle ned foran priorinden, som så gjorde korsets tegn på vore pander og sagde: „Måtte Jesus, Maria og Josef velsigne dig.“

Dagen oprinder

Endelig oprandt den længe ventede dag, den 29. marts 1928. Den dag endte min tid som novice og jeg blev nonne, Jesu brud!

Efter at have svaret bekræftende på nogle spørgsmål, som for eksempel: „Er det af egen fri vilje du bliver Kristi brud?“ blev jeg indbudt til foran alteret at aflægge mine løfter. Jeg måtte „for den almægtige Gud, den velsignede jomfru Maria og vor fader Sankt Augustin, give løfte om at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed, i henhold til Sankt Augustins regler og vor ordens konstitutioner, og dette i tre år“.

Derefter gik jeg over til epistelsiden af alteret hvor jeg underskrev en liste som bekræftelse af mine udtalelser. Sådan blev jeg, endnu før jeg var fyldt nitten, medlem af Menigheden af Sankt Augustins kanonessemissionærer. Derpå sagde præsten: „Disse løfter vil være jeres eneste trøst; de vil følge jer til graven.“ En guldring, et symbol på vores forening med Jesus, blev derefter anbragt på højre hånds ringfinger.

Sammen med de andre nonner som havde taget del i ceremonien blev jeg nu betragtet som død for verden. For at symbolisere denne død gik vi hen til et angivet sted og knælede ned, idet vi vendte ansigtet mod jorden, under et ligklæde, som om vi var begravede. Koret sang, og da vi hørte ordene „stå op“ på latin, blev ligklædet fjernet. Vi rejste os op og vendte tilbage til vore pladser. Derpå sang koret en opstandelseshymne, efterfulgt af en anden: „Kom, Kristi brud, modtag kronen som er beredt dig.“ Derpå gik vi hen til alterskranken hvor priorinden fastgjorde en krone af roser, lavet af hvidt tyl, på vore hoveder.

Nu var jeg overbevist om virkelig at være Jesu brud, og min lykke var fuldkommen. Jeg blev ved med at gentage: „Jesus, jeg er din for evigt. Gør mig til en hustru efter dit hjerte; mit eneste ønske er at behage dig.“

Og hvor skulle jeg så tjene som nonne? Jo, i min tid som novice gav mine overordnede, der havde lagt mærke til at jeg havde evner som tegner, mig en opgave som ville bringe mig til Filippinerne. Jeg skulle undervise i tegning og maling dér, ved Ste. Theresa’s College i Manila. Sidst i september 1929 rejste jeg til Filippinerne efter at have tilbragt nogle få dage sammen med min familie og efter at have foretaget indsamlinger for at dække rejseomkostningerne. Det var skik at enhver prøvede at samle de nødvendige midler for at dække sine egne udgifter til rejsen.

Hvad treogfyrre år som nonne førte til

Ved slutningen af 1929 ankom jeg til Manila og blev budt velkommen af Sankt Theresa-menigheden. Sådan begyndte sytten år som missionær på Filippinerne.

Dér følte jeg mig hjemme, men der var noget der snart blev en tortur for mig. Det var skriftestolen. Jo mere jeg skriftede, jo mere skældte præsten mig ud. Skønt jeg blev mere og mere samvittighedsfuld med mit arbejde syntes det ikke at være nok. Heldigvis blev præsten med tiden skiftet ud.

Jeg kunne kun lidt engelsk. Jeg blev derfor overrasket da min overordnede fortalte mig at jeg skulle undervise første klasse, både drenge og piger. Om torsdagen, hvor der ingen skole var, gav jeg privatundervisning i maling. Men halvvejs inde i skoleterminen blev jeg anmodet om at tage til Tubao for at hjælpe med kirkesangen der; jeg kunne nemlig læse noder og spille klaver.

I 1931 blev jeg sendt til Tagudin, hvor jeg begyndte med femte klasse og fortsatte op til syvende. Men midt på året blev jeg udnævnt til vikar på en realskole.

Skuffelserne vokser

I skoleferien blev jeg sendt til Baguio, hvor jeg fik et universitetsdiplom for et kursus jeg aldrig havde gennemgået! Dette skete for at man skulle tro at jeg havde de nødvendige kvalifikationer til at undervise. Denne uærlige handling var meget ubehagelig for mig. Desuden tvang den mig til at lægge overmenneskelige anstrengelser for dagen i den følgende termin, da jeg virkelig ikke havde kvalifikationerne.

Men ved at arbejde hårdt lykkedes det mig at tilegne mig en del stof. Forstanderinden lovede at jeg ikke skulle blive flyttet igen, men det løfte blev ikke holdt. Mange af de løfter der i hele mit liv som nonne var blevet givet mig af dem jeg troede var Guds repræsentanter, blev en kilde til bitter skuffelse for mig.

I mine mange år som missionærnonne underviste jeg i forskellige fag: matematik, maling, fysik, gymnastik, klaverspil, og meget andet. Men hver formiddag drøftede jeg også religion med mine elever, på grundlag af den katekismus de havde modtaget. Disse religionstimer skulle have givet mig megen tilfredsstillelse i betragtning af mit missionærkald som nonne. Men religionsundervisningen var tværtimod en byrde for mig, en vanskelig opgave som jeg hele tiden gruede for. Hvorfor var det så kvalfuldt for mig? Fordi jeg havde fornemmelsen af at jeg ikke havde noget virkelig værdifuldt at give andre.

Et år, lige efter det årlige refugium, gik jeg til priorinden for at betro hende hvad jeg havde besluttet under afsondringen. Hvor blev jeg bedrøvet da priorinden sagde: „Det er ikke noget De skal beskæftige Dem med; De skulle hellere passe på Deres skinsyge.“ Jeg var ved at gå bagover! Skinsyge lå så fjernt fra mig! Jeg kunne ikke forstå hvordan priorinden, som jeg uden forbehold betragtede som Guds talerør, kunne reagere som hun havde gjort. Det var blevet lært os at vore priorinder var Guds stedfortrædere.

Nogle få måneder senere følte jeg mig syg. Hvor var jeg lykkelig. „Lykkelig for at blive syg?“ spørger De måske. Ja, det var jeg faktisk. I novicetiden var det nemlig gang på gang blevet indprentet os at ’Gud tugter dem han elsker’; så at være syg ville være et tegn på at man havde Guds gunst. Da jeg gerne ville findes blandt Guds udvalgte folk, ønskede jeg ikke at blive rask! Jeg led af mavesår og måtte gennemgå en operation. Derefter tog jeg til Baguio på rekreation; men jeg var ikke uvirksom, jeg gik rundt og tiggede på markedspladsen.

Tilbage til Belgien

Årene gik. Den anden verdenskrig kom og vi måtte igennem prøvelser og farer. Efter krigen fik jeg så et tilbagefald med mit helbred. Kirurgen ville ikke foretage endnu en operation men sendte mig tilbage til Belgien. Så efter sytten år som missionær på Filippinerne vendte jeg i marts 1947 tilbage til Belgien.

Min aktivitet var begrænset mens jeg mere eller mindre kom mig, idet jeg ventede på den tid da jeg kunne vende tilbage til Filippinerne, som det var blevet lovet mig. Men det var endnu et løfte som ikke blev holdt. I stedet blev jeg sendt til Auvillar-menigheden i Frankrig. Der underviste jeg retarderede unge mennesker. Hvilken kontrast til mine elever og klasserne på Filippinerne! Ofte, når undervisningen var forbi, måtte jeg græde! Jeg mente om mig selv at jeg var moralsk og fysisk uegnet til at klare den atmosfære.

Da staten krævede at man skulle have et diplom for at undervise handicappede børn, blev jeg bedt om at tage et korrespondancekursus. Desuden rejste jeg til Toulouse på et seks ugers kursus, som afsluttedes med en skriftlig og mundtlig eksamen. Jeg fik mit diplom, og det viste sig at blive en hel åbenbaring for mig. Hvorfor? Fordi jeg fik ros! Jeg var aldrig tidligere blevet rost, så jeg mente at jeg var uværdig til at få den mindste anerkendelse. Jeg sagde til mig selv: „Det ser ud til at der er to personer i dig. Den ene ’værdsat’ af dem uden for klosteret, den anden ’holdt nede i mørket’ inden for klosteret.“

Jeg skaffer en bibel

Der var forbud imod at læse Bibelen. Men på det tidspunkt, i 1960erne, var der intet andet læsestof der interesserede mig. Hvad jeg ønskede var en bibel, men abbedissen nægtede at lade mig få en.

Ikke desto mindre fik jeg fat i et eksemplar. Det gik sådan til. Jeg manglede en fransk ordbog til min klasse og kunne kun få en hvis min familie sendte mig tusind franc. Og de hjalp mig endnu en gang! Imidlertid brugte abbedissen knap nok en tredjedel af denne sum, og beholdt selv resten! Da jeg mente at overskuddet tilhørte mig, vovede jeg at bede om at der måtte blive skaffet en Jerusalem-bibel til mig. Denne gang blev min anmodning ikke afslået.

Da jeg nu var i besiddelse af Bibelen, besluttede jeg at læse den fra ende til anden for at finde ud af hvorfor den var forbudt. Hvad der forekom mærkeligt var at min bibellæsning hjalp mig til at bede og til at meditere mere end nogen sinde før. Jeg lærte mange salmer udenad og fremsagde dem ved enhver lejlighed. Somme tider prøvede jeg at drage Bibelen ind i mine samtaler med andre nonner, men til ingen nytte. Jeg sagde ofte til de andre at vore samtaler var alt for banale. Men hvis jeg bragte åndelige emner på bane, blev jeg hånet.

Da mit helbred ikke blev bedre, blev jeg sendt tilbage til Roeselare i Belgien, hvor jeg gennemgik en operation. Derpå blev jeg sendt til Héverlé, et hjem for alvorligt syge nonner, hvor jeg igen måtte opereres. Derefter blev mit helbred gradvis bedre. På det tidspunkt havde jeg en lille radio, en gave fra familien. Den satte mig i stand til at følge seks bibelkurser pr. korrespondance, og til at lytte til elleve forskellige religiøse programmer. Som et resultat heraf fandt jeg en måde hvorpå jeg kunne uddybe mit studium af Bibelen. Men jeg led under at jeg ikke kunne dele min glæde med andre.

Jeg begyndte at forstå at protestanterne lærte mere om Bibelen. Og dog! En dag skrev jeg og spurgte den protestantiske præst som rettede mine korrespondanceopgaver og som jeg havde den største tillid til, hvad han mente om udviklingsteorien. Han svarede at den kunne accepteres! Sådan mistede jeg tilliden til ham; for denne teori var tydeligt nok ikke i overensstemmelse med Bibelen, og jeg søgte sandheden, ikke løgnen.

Mangel på kærlighed

Så blev Vatikankoncilet afholdt. Det resulterede i at kirken anmodede nonnerne om at være indstillet på en fornyelse af deres religiøse liv. Dette indbefattede blandt andet at jeg fik et spørgeskema at udfylde, hvilket satte mig i stand til at give udtryk for mit synspunkt.

I januar 1968 udfyldte jeg spørgeskemaet. To af spørgsmålene lød: „Har De blandt Deres mednonner (overordnede eller andre) fundet tilstrækkelig støtte i Deres åndelige liv?“ Og: „Har De fundet sandt venskab i menigheden?“ Til disse spørgsmål måtte jeg svare nej. Jeg havde simpelt hen aldrig mødt sand, uselvisk kærlighed blandt mine mednonner i menigheden. Der havde kun været et skin af kærlighed.

Et punkt på spørgeskemaet havde at gøre med de overordnedes adfærd. Her er hvad jeg skrev til generalsekretariatet i Héverlé i Belgien: „Mange gange har mine medsøstre stillet mig dette spørgsmål: ’Hvorfor er det lettere for os at komme ud af det med hinanden end at komme ud af det med vore priorinder?’ Dette er mit svar: Fordi vore priorinder ikke i tilstrækkelig grad stiller sig til rådighed for søstrene og ikke viser den mildhed som søstrene forventer en moder skal vise.“

Jeg fortsatte: „I almindelighed er vore priorinder alt for optaget af ydre anliggender. De har travlt med så mange ting, undtagen med deres vigtigste opgave — moderkærligheden til alle søstrene. Men Jesus elskede alle. Jesus er kærlighed. Dette er idealet af en moder. Sagt i al respekt: priorinderne lever et liv der er helt forskelligt fra den ubetydelige nonnes, til trods for at de skulle være ’tjenere’. Den jævne nonne burde, på lige fod med sine priorinder, kunne glæde sig over de samme ting. Det er ikke kun navnet og dragten som må ændres, men også det åndelige livssyn og måden at leve på. Hvis priorinderne vil have vores kærlighed og tillid, må de elske os oprigtigt og have tillid til os.“

„Et eller andet forkert“

En dag sagde jeg i forargelse til min øverste foresatte: „Det jeg ikke forstår er at vort løfte om fattigdom altid tillader os at modtage, og jo mere jo bedre. Men det tillader os aldrig at give, ikke den mindste smule.“ Og Jesus sagde at der var mere lykke ved at give!

Hun var ærlig nok til at sige at mit ræsonnement var rigtigt. Senere sagde jeg derfor til en af de ledende fra Scheut: „Efter min mening er den største synd mod fattigdommen, løftet om fattigdom.“ Jeg tilføjede: „Det der skulle til, var at sådanne løfter blev afskaffet.“ Det gav han mig ikke ret i, men sagde at løfterne aldrig kunne afskaffes.

Og dog er løfterne siden da blevet fuldstændig erstattet af ganske almindelige løfter! Der er helt bestemt noget forkert med et system som modsiger sig selv i den grad. Så jeg blev ved med at gentage at klosteret inden længe slet ikke ville eksistere. Ja, jeg havde faktisk en stærkere og stærkere følelse af at klostre var djævelske institutioner. Og jeg blev mere og mere overbevist om dette på grund af det misbrug jeg så. Den unødige luksus, for eksempel. Jeg så med mine egne øjne at der i stadig stigende grad blev foretaget fuldstændig unødvendige og uberettigede indkøb. Så efterhånden som tiden gik, fik jeg mine øjne op. Jeg kunne se at livet i klosteret var ved at blive simpelt hen umuligt.

Jeg begyndte også at forstå hvor tomme de religiøse ceremonier var; og dem havde jeg altid været så stolt af. Trods alle dekorationerne, blomsterne, de smukke alterornamenter, præsternes klædedragt og musikken, indså jeg at når først en ceremoni var ovre, havde jeg overhovedet ingen åndelig gavn haft af den. Jeg plejede især at betragte præsten ved disse lejligheder. Ofte skuffede han mig, og jeg sagde til mig selv: „Hvilken skødesløshed! Det er som om han overhovedet ikke bekymrer sig om det og ikke engang selv tror på det han gør.“ Korsets tegn blev gjort automatisk og knæfaldene med så lidt respekt.

En dag da jeg havde hørt at biskopperne under Vatikankoncilet havde drøftet forandringerne med den hellige nadver, sagde jeg til mig selv: „Der er noget galt her. Sandheden er ubestridelig og uforanderlig.“

Ved en anden lejlighed blev det fortalt mig at det hellige blod fra Brugge ikke var virkeligt! Det hellige blods Kirke i den belgiske by Brugge har et skrin i rent guld indeholdende det hellige blod. Her, hævder man, findes nogle få dråber af Kristi blod. Hvert år vandrer en procession gennem den gamle del af byen, bærende skrinet med traditionsmæssig pomp og pragt. Men nu tænkte jeg: „Er det muligt at kirken har tilladt os at tage del i så megen afgudsdyrkelse under alle disse processioner? Det er på tide jeg finder SANDHEDEN!“

Alt dette betroede jeg en anden nonne, og tilføjede: „Ser du, jeg søger efter sandheden, og når jeg finder den, skal intet nogen sinde standse mig!“ Jeg blev endnu mere ivrig i min søgen.

Jeg finder sandheden som fører til livet!

Omkring august måned 1969 modtog jeg en bog af en anden nonne. Den havde titlen „Sandheden der fører til evigt liv“. Hun havde fået den af en nevø, som var et af Jehovas vidner.

Da hun kom hen til mig med den sagde hun: „Jeg har fået den af min nevø. Du kan ikke forestille dig hvor ivrig han er. Han har lovet mig en bibel, og kan du tænke dig? — han forkynder fra hus til hus og holder endda bibelske foredrag!“

Jeg lyttede meget opmærksomt. Jeg tog bogen og sagde: „Den interesserer mig, for jeg søger netop efter sandheden.“ Jeg begyndte lige på stedet at læse det første kapitel. Jeg lagde mærke til at det var noget helt andet end det jeg havde lært.

Men kort tid efter skulle jeg på hospitalet, da lægen mente min tilstand var alvorlig. Derfor bragte jeg alle mine sager i orden inden jeg forlod klosteret og gav nonnen bogen tilbage. Men diagnosen var stillet forkert, og jeg var hurtigt tilbage igen. Jeg søgte efter bogen — men hvilken skuffelse! Nonnen rakte mig kun bindet tilbage. Hun havde smidt indmaden væk! Jeg opsøgte hende senere og udtrykte min fortrydelse over det hun havde gjort, og fortalte hende igen hvor meget jeg havde glædet mig til at læse den bog.

En køretur jeg aldrig glemmer

En dag oplyste priorinden at de ønskede frivillige til at lære frisering. Jeg meldte mig og deltog i et kursus som blev holdt af „Oréal“-skolen i Bruxelles. Den 26. oktober 1970 fik jeg besked på at fremstille mig for et eksamensudvalg i Bruxelles for at få min frisøreksamen.

Jeg ankom til den fastsatte tid. Men da navnene blev råbt op, var mit ikke med. De syntes endda overraskede over at se mig der. Sekretæren sendte mig bort og bad mig om at komme igen den følgende måned.

Da jeg ikke ønskede at drage fordel af min uventede frihed, gik jeg hen til det kloster hvor jeg skulle tilbringe natten. Da jeg fortalte nonnerne at jeg ville vende tilbage til Héverlé med det første tog, rådede de mig til at tage med bussen; det var billigere. Da jeg ønskede at respektere mit løfte om fattigdom, gik jeg ind på deres forslag.

For at komme hen til busholdepladsen måtte jeg først tage med sporvogn. Da jeg ikke vidste hvor jeg skulle af, spurgte jeg to mænd som var med samme sporvogn. De lovede at sige til når vi var der. Men da de sagde at jeg skulle stå af, var det mindst to stoppesteder for tidligt! Så jeg måtte gå resten af vejen, slæbende på to tunge kufferter.

Til sidst satte jeg kufferterne fra mig og så mig om efter busholdepladsen. Netop da standsede en bil foran mig. Føreren sagde: „Skal De til Leuven? Har De lyst til at køre med?“

Jeg var forlegen og tænkte at det nok ikke var passende at tage med en mand. Men så fortsatte han: „Hvis De da ikke har noget imod at køre med et af Jehovas vidner.“ Selv om jeg ikke kendte Jehovas vidner særlig godt, indgød dette mig tillid, og jeg tog imod hans tilbud. Bagefter fandt jeg ud af at dette var første gang han selv havde taget initiativet til at standse op og tilbyde nogen at køre med. Han plejede at vente på et tegn fra blafferen. Det var også første gang han var kørt denne vej om eftermiddagen. Hidtil var han altid kørt om formiddagen. Men disse sammentræf blev en stor lykke for mig!

Han tog sig af mine kufferter og hjalp mig ind i bilen. Så snart jeg var anbragt sagde han: „De ved sikkert at Jehovas vidner taler meget om Bibelen.“ Jeg svarede at for øjeblikket var det omtrent det eneste som virkelig interesserede mig, og at jeg fulgte et bibelsk korrespondancekursus og hørte religiøse programmer i radioen.

Han begyndte at tale til mig om forskellige lærepunkter, som for eksempel treenighedslæren, og det undrede mig. Jeg sagde at det han fortalte mig var i modstrid med min kirkes lære, men det syntes alligevel at være i overensstemmelse med Bibelen. Jo mere jeg lyttede, jo mere målløs blev jeg. Jeg opdagede at alt hvad han sagde virkelig stemte med Bibelen. Mens jeg lyttede bad jeg om den hellige ånds hjælp og om at jeg ikke skulle blive ført ind i noget forkert.

Da vi ankom til Leuven sagde dette Jehovas vidne farvel og gav mig samtidig en bog. Ja, det var Sandheden der fører til evigt liv! Jeg takkede ham hjerteligt for den, og hele vejen til klosteret tænkte jeg over det vi havde talt om. Jeg var også meget lykkelig for selv at have et eksemplar af den bog jeg havde set nogle få måneder tidligere. Nu kunne jeg fortsætte min søgen efter sandheden.

Jeg forøger min nøjagtige kundskab

Så snart jeg var kommet ind på mit værelse begyndte jeg at bede. Denne gang bad jeg til Jehova, idet jeg forklarede min situation og bad ham om at hjælpe mig. En anden dag bad jeg Jehova sende mig en eller anden som kunne vise mig hvilken vej jeg skulle gå.

Den dag havde jeg en aftale om at ordne en nonnes hår klokken fjorten, og ikke, som jeg ellers plejede, klokken elleve. Forestil Dem min overraskelse da jeg på vej ned ad trapperne så den mand som jeg havde kørt med fra Bruxelles! På grund af min aftale klokken fjorten foreslog han at han kom tilbage en time senere. Da havde jeg fri og kunne modtage ham i en lille salon.

Han foreslog at jeg, for at få mere nøjagtig kundskab om Guds ord, skulle have et bibelstudium, som skulle ledes af to kvinder fra den lokale menighed af Jehovas vidner. Jeg tog med glæde imod hans tilbud. Det første studium blev holdt på mit værelse, lige midt i klosteret!

Da jeg fandt ud af at jeg efter seks måneders studium skulle tage en beslutning, sagde jeg til mig selv: „Tror de jeg vil skifte tro? Hvis de gør det, tager de fejl. Det eneste jeg ønsker er et detaljeret studium af Bibelen.“ Jeg tog dette studium meget alvorligt.

Endelig finder jeg sandheden!

En formiddag inviterede det føromtalte Jehovas vidne mig til et tredages stævne med bibelsk vejledning, et stævne som var organiseret af Jehovas vidner og som blev holdt hvert halve år. Priorinden gav mig tilladelse til at tage af sted uden at vide hvor jeg skulle hen, og alle ønskede mig en god weekend.

Undervejs sagde jeg til mig selv: „De skal ikke få lov at føre mig bag lyset. Jeg vil lytte og lægge mærke til alt. Hvis jeg hører et eneste ord der er i modstrid med Bibelen, så er det slut én gang for alle.“

Jeg fandt alting opbyggende ved stævnet. Jeg havde en tydelig fornemmelse af at være kommet fra mørket og ind i lyset. Jeg var dybt grebet af den broderkærlighed Jehovas vidner lagde for dagen. Nu havde jeg virkelig fundet den sande kristne kærlighed som jeg havde søgt efter i femogfyrre år! Jeg kom til den slutning at jeg nu omsider havde fundet sandheden.

Da jeg kom tilbage til klosteret følte jeg mere og mere sandheden i de ord jeg så ofte havde gentaget i de forgangne måneder: „Vi befinder os i et djævelsk system. Jeg kan ikke længere fortsætte med at leve her som en hykler.“ Jeg bønfaldt Jehova om hans ledelse.

Bruddet

Selv samme aften efter at jeg var kommet tilbage fra stævnet, satte jeg mig ned og begyndte at skrive til paven. Jeg bad ham give mig dispensation fra mine løfter. Jeg skrev et andet brev, som var stilet til min øverste foresatte.

Men så kom jeg i tanker om at vore regler såvel som vore konstitutioner var blevet brændt efter Vatikankoncilet. Konsekvensen var at vi ikke længere var Sankt Augustins kanonessemissionærer, ifølge hvis regler jeg havde aflagt mine løfter. Jeg konkluderede at der da ikke var noget behov for at blive løst fra mine løfter.

Desuden anerkendte jeg ikke længere den katolske kirke som værende Kristi kirke. Den var i opposition til Guds ord. Derfor så jeg heller ikke længere nødvendigheden af at henvende mig til lederen af en frafalden kirke for at bede om tilladelse til noget som helst. Så de breve jeg havde skrevet blev aldrig sendt.

Efter at have sammenlignet Bibelens sandheder med de religiøse læresætninger jeg havde fået indprentet, forstod jeg mere og mere at kirkens grundlærdomme ikke var i overensstemmelse med Bibelen. For eksempel er Jesus ikke den almægtige Gud. Desuden eksisterer treenigheden slet ikke. Messen og altergangen er ikke bibelsk. Og hvad med de sjæle der kommer i helvedes ild fordi de har taget den hellige nadver uden at have fastet, eller fordi de har spist af eller rørt nadverbrødet, eller fordi de ikke har overværet søndagsmessen, eller fordi de har spist kød om fredagen? Nu er alle disse ting tilladt! Dét hjalp mig til at overbevise mig selv om at jeg havde fundet sandheden.

Den 23. januar 1971 telefonerede jeg for at takke det Jehovas vidne som så venligt havde taget sig af mig under stævnet. Da hun spurgte mig hvad jeg havde i sinde at gøre, svarede jeg: „Jeg er parat til at tage af sted.“

Jeg besluttede at rejse næste dag, til trods for at mit helbred ikke var godt og til trods for min fremskredne alder og andre faktorer. Efter grundig overvejelse lovede jeg dog Jehova at jeg, på grund af hans kærlighed, ville give mig selv til ham uden at holde noget tilbage. Han kunne bruge mig som han fandt for godt. Jeg bad om at hans vilje måtte ske og ikke min egen. Jeg stolede fuldt og helt på ham og fortsatte med at bede hele natten. Jeg bekymrede mig ikke længere om mad, tøj og et sted at bo. Jeg havde kun øje for dette ene: at forkynde den gode nyhed om Guds rige og bringe så mange retsindige mennesker som muligt i kontakt med sandheden.

Næste dag kom to af Jehovas vidner efter mig. Min afgang gik glat. Der var cirka tredive nonner i klosteret som alle så overrasket til, men ingen sagde et ord. Da sakristanen ville vide hvad der var på færde, sagde jeg: „Du husker at jeg fortalte dig at når jeg fandt sandheden, kunne intet standse mig. Jeg har fundet den hos Jehovas vidner, og derfor vil jeg følge dem.“ Hun gik uden at sige et ord.

Jeg opholdt mig i to måneder hos en familie i Bruxelles som var Jehovas vidner. De ville ikke have betaling for kost og logi. Jeg kunne føle hvordan alt dette blev gjort imod mig af ægte kærlighed til Jehova. Jeg var så lykkelig for omsider at have frigjort mig fra den indflydelse som verdensimperiet af falsk religion udøver, det som Bibelen kalder „Babylon den Store“, og for at være sammen med disse indviede kristne.

Og sådan gik det til at jeg indviede mig til Jehova. Jeg ønskede kun at gøre hans vilje som et af hans vidner. Fem måneder senere, den 26. juni 1971 — efter treogfyrre år som nonnemissionær — symboliserede jeg denne indvielse ved vanddåben.

I dag har jeg deltidsarbejde som husholderske for at kunne forsørge mig selv, men jeg har intet at fortryde, og min lykke er fuldkommen. Nu føler jeg at jeg virkelig er missionær, at jeg lever et meget mere ærligt liv end da jeg var nonne. Og dog er der én ting jeg er ked af: at jeg måtte vente så længe før jeg kunne bevise over for Jehova Gud at jeg elsker ham, og dette gennem en nøjagtig forståelse af hans ord.

Nu har jeg omsider fået opfyldt det ønske jeg udtrykte i 1916 som en lille syvårs pige, at give mig selv fuldstændig i Guds tjeneste. Fra nu af vil jeg give resten af min tid til at gøre disciple af Jesus Kristus, som han jo bød sine efterfølgere at gøre. Dette gør jeg ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige og ved at dele de sandheder med andre som jeg selv har fundet. Jeg håber at mange flere oprigtige mennesker vil opleve den samme glæde som jeg har opnået, nemlig glæden ved — mens der endnu er tid — at tage imod sandheden som fører til evigt liv i den nye tingenes ordning som Gud har lovet.

[Illustration på side 13]

Fra et fotografi taget i marts 1928