Disse fantastiske syngende hvaler!
Hvem kan ellers lave fiskenet af luftbobler, vende en krop på 40 tons i en baglæns saltomortale, og holde koncerter under vandet?
„HOLD øje med den lysegrønne plet i vandet på højre side af båden!“ Alle myldrede over til den side af båden, og jeg nåede lige akkurat at se det kæmpemæssige åbne gab skyde op i midten af pletten. Den furede strube udspiledes under vægten af de store mængder vand der strømmede ind. Overkæben, med dens gardin af bardeplader der hang ned som en kæmpemæssig fejekost, lukkede sig over vandmasserne der netop var blevet opslugt.
Hvad jeg netop havde set, var en pukkelhval der tog føde til sig.
To timer tidligere var en gruppe på omtrent 30 passagerer samt besætning om bord på skibet Daunty II, sejlet ud fra Gloucester, Massachusetts, for at tilbringe en dag med at studere hvaler. Mason Weinrich, der er leder af instituttet for hvalforskning og forfatter af publikationen Observations: The Humpback Whales of Stellwagen Bank, var også med og havde givet os nogle generelle oplysninger om pukkelhvalerne. På afstand havde vi set „blåsten“, som man kalder udåndingsluften fra hvalerne, og i nærheden bevægede enkelte sig i en bue op til overfladen for at ånde. Men hvad er det for nogle knopper der ses så tydeligt på pukkelhvalens hoved? Det er hårsække, fik vi at vide. De indeholder hver et eller to korte hår. Man mener at de fungerer som sanseorganer, ligesom kattens knurhår.
Så kom det pludselige råb fra Weinrich som standsede al spørgen og fik os til at myldre over til bådens højre side. Her så vi en spisende pukkelhval på nært hold for første gang. Men det var kun begyndelsen til vore oplevelser. Der skal adskillige mundfulde til for at fylde en mave der kan indeholde 590 kilo føde!
„Her hvor vi er nu, ved Stellwagen-banken,“ fortalte Weinrich, „lever pukkelhvalerne hovedsagelig af tobis, en lille hurtigtsvømmende fisk. For at fange dem i et tilstrækkelig stort antal benytter pukkelhvalen sig af en særlig taktik. Under vandet udsender hvalen en tæt sky af luftbobler der viser sig på overfladen som en stor lysegrøn plet. Man kender ikke den nøjagtige virkning af dette. Måske forvirres eller samles tobisfiskene af luftboblerne, eller også virker boblerne som camouflage for hvalen. Uanset hvad forklaringen er, virker det effektivt. Når bobleskyen har nået overfladen går der mellem 10 og 20 sekunder inden hvalen dukker op i midten af pletten med gabet vidt åbent, sådan som I netop har set.“
Weinrich forklarede så hvad der derefter sker: „I så de mange furer på struben udvide sig da vandet strømmede ind i hvalens undermund. Disse furer går helt ned til midt på bugen og er adskilt fra resten af kroppen med en væg af muskler og bindevæv. Når furerne udspiles af det indstrømmende vand, bliver gabet til et stort bassin for både vand og byttedyr. Når gabet derefter langsomt lukkes trækker musklerne strubefurerne sammen ligesom en harmonika. Samtidig presser tungen vandet ud af hvalens gab. Men de små fisk bliver tilbage da de sies fra af barderne. I øvrigt“, tilføjede Weinrich, „blev disse barder tidligere brugt som korsetstivere.“
Fiskenet af luftbobler
Vi fik at vide at „den taktik med luftbobler der blev benyttet af pukkelhvalerne ved Stellwagen-banken ikke ville fungere i havet ud for Alaska, hvor koncentrationerne af „krill“ ikke er så store. Der anvender pukkelhvalerne et net af bobler for at samle og fange deres bytte.“
I tidsskriftet National Geographic så jeg senere et billede af dette boblenet og en beskrivelse af hvordan det virker: „Den opfindsomme jæger løser problemet med at samle de spredte bidder til et festmåltid i én mundfuld, ved at blæse et ’net’ af bobler. Som en kæmpemæssig undersøisk edderkop der spinder sit net begynder pukkelhvalen, muligvis i en dybde af omkring 15 meter, at presse luft ud gennem blæsehullet mens den bevæger sig op mod overfladen i en spiral. Store bobler, fulgt af en mængde små, stiger op idet de danner et rørformet slør der samler „krill“ og småfisk. Bobler og føde kommer op til overfladen, fulgt af hvalens åbne gab når den dukker frem i midten af sit net.“
Pukkelhvalernes „fingeraftryk“
Men netop på denne tur var jeg ved at iagttage og lære mere om pukkelhvalerne ved Stellwagen-banken. Der var noget som gjorde særligt indtryk på mig. Den dag så vi omtrent 20 forskellige pukkelhvaler og Weinrich kunne nævne navnet på hver eneste hvis han så undersiden af deres halefinner. Der findes ikke to pukkelhvaler der har de samme mærker på halefinnen. De er lige så sikre kendetegn som fingeraftryk! Derfor er de meget nyttige for dem der forsker på dette felt. Når en hval én gang er blevet fotograferet, kan den genkendes ved hjælp af dette fotografi uanset hvor den bevæger sig hen og i hvilket ocean den måtte strejfe om.
I løbet af de senere år har man fotograferet flere tusind halefinner af pukkelhvaler. Disse billeder er blevet arkiveret, katalogiseret og behandlet i dataanlæg ved College of the Atlantic der ligger i Bar Harbor, Maine. I 1984 havde man registreret mere end 3000 pukkelhvaler. Nye fotografier af iagttagne hvaler kan sammenlignes med dette hovedarkiv, hvorved de enten kan identificeres eller føjes til arkivet.
Den dag viste pukkelhvalerne os mange interessante manøvrer. De kunne holde sig under vandet så man kun så halen, som de flere gange slog mod vandet. De kunne hvile med hovedet oven vande og se sig omkring. Fra overfladen kunne de dykke mens de bøjede kroppen graciøst, svang deres store halefinner op i luften i et vink til farvel og lod den sort-hvide underside være det sidste der kom til syne, som om de viste deres identitetsmærke før de forsvandt. Den mest dramatiske manøvre de foretog var imidlertid deres spring. Pludselig for de op af havet — og lod sig derefter falde ned med et frygtindgydende plask som for et øjeblik delte vandet så der opstod en dyb kløft i havet!
Særegenheder hos hvalerne
Denne hvaltur skærpede min interesse efter at vide mere. Hvaler har mange særegenheder. En af disse sætter dem i stand til at ånde mens de sover. Hvaler ånder gennem åndehuller på oversiden af hovedet. To tætsluttende læber lukker når musklerne slappes og hindrer på den måde havvandet i at trænge ind i de to små næsebor. For at ånde må hvalen bevidst åbne sine åndehuller — vejrtrækningen foregår ikke af sig selv som hos landpattedyrene. Dette udgør tilsyneladende et problem under søvnen. Hvalen må selv åbne åndehullerne for at kunne trække vejret. Hvordan kan den da sove og alligevel ånde? Weinrich svarer: „Man mener nu at hvaler og delfiner muligvis sover med én halvdel af hjernen ad gangen, så den anden hjernehalvdel dermed er i stand til at kontrollere vejrtrækningen og opretholde flydeevnen.“
En anden særlig indretning skal forhindre dykkersyge under dykning til store dybder. Luften i lungerne komprimeres under presset fra vandet i de store dybder, hvilket gør det muligt for luftens kvælstof at trænge ind i blodet. Når hvalen igen stiger op til overfladen vil kvælstoffet udvide sig og danne bobler som stopper blodcirkulationen og forårsager dykkersyge. For at mindske denne fare er hvalens lunger relativt små, hvilket reducerer den mængde kvælstof der er til stede. Men for at indånde tilstrækkeligt med ilt, udskifter hvalen det meste af luften i sine lunger ved hvert åndedrag. Mennesket udskifter måske kun 15 til 20 procent af ilten i sine lunger ved hvert åndedrag, mens hvalen udskifter fra 85 til 90 procent.
Hvalen opbevarer også ilten anderledes. Mennesket opbevarer 34 procent af kroppens ilt i sine lunger, 41 procent i blodet og kun 13 procent i musklerne samt 12 procent i andet væv. Hvalerne opbevarer imidlertid kun 9 procent af ilten i deres lunger men 41 procent i deres muskler, hvor det hurtigt er klar til brug. Af den resterende iltbeholdning findes 41 procent i blodet og 9 procent i andet væv. Under et langt dyk tilføres kun iltet blod til de livsopretholdende organer. Andre legemsfunktioner nedsættes betydeligt. I øvrigt synes kaskelothvalen at være mesterdykkeren blandt hvalerne. Den kan gå ned til en dybde af 910 meter og forblive neddykket i 90 minutter. Pukkelhvaler dykker for det meste ikke dybere end 370 meter.
Fødsler hos hvaler er noget ganske særligt. Hos pattedyrene fødes ungen som regel med hovedet først, men hos hvalerne kommer den ud med halen først. Det må nødvendigvis foregå på denne måde for at den nyfødte ikke skal forsøge at trække vejret under vandet og drukne. At komme op til overfladen til det allerførste åndedrag er det vigtigste øjeblik i en hvals liv. Ved fødselen er ungen 3 meter lang og vejer 900 kilo.
„Den blideste af alle kæmper“
„Pukkelhvaler har ry for at være blide og venlige, men fyrre tons er nu en gang fyrre tons!“ Med dette i tanke gled marinbiologen Sylvia Earle angst ned i vandet for at møde pukkelhvalerne i deres eget element for første gang. Men da en af disse graciøse kæmper nærmede sig og dens „store øje bevægede sig en smule“ for at betragte hende, holdt hun op med at være ængstelig for at være sammen med disse „de blideste af alle kæmper“.
Hendes indtryk deles af alle andre hvalforskere. Deborah Glockner-Ferrari, en forsker fra Maui på Hawaii, bemærkede pukkelhvalernes blidhed, især som den kommer til udtryk i forholdet mellem moderdyret og ungen: „De er meget følsomme over for hinanden. Berøring synes at være meget vigtigt for dem. Moderen kærtegner ungen med sine luffer, og ungen kan hvile under sin moders hage.“ Jacques Cousteau tilføjer sin erfaring: „Selv blandt kæmperne er det at pleje ungen omfattet af ømhed og familiær samhørighed. Mens ungen dier spiller moderhvalens luffer så stor en rolle at de næsten synes at være som arme der omfavner ungen. Hvalen ligger på siden og holder ungen med lufferne mens den dier.“ Disse favnende luffer er 4,5 meter lange, de største blandt hvalerne.
Egentlig kommer disse blide kæmper langt omkring. De trækker fra 6000 til knap 10.000 kilometer årligt. Nogle hævder at disse trækruter ikke altid følger et nord-syd-gående mønster men at pukkelhvalerne er på grænsen til at være nomader. De tilbringer sommeren i de kolde vande i det nordlige Atlanterhav eller Stillehav. Her spiser de grådigt og opbygger tykke lag af spæk. Vinteren tilbringer de i de lavvandede tropiske have ved Caraibien, den californiske halvø og Hawaii, hvor de er travlt optaget af at synge, gøre kur, parre sig og føde deres unger. De spiser ikke i flere måneder, men . . .
Hvor de dog synger!
Det var nat. Sammen med sin kone befandt Roger Payne sig i en lille sejlbåd langt fra land, hvor de følte ensomheden på havet. Payne sænkede et par mikrofoner ned i vandet, tændte for forstærkerne og lyttede gennem hovedtelefonerne. „Vi var ikke længere alene! Tværtimod var vi omgivet af et stort og muntert kor. Lydene strømmede op af havet, og som fra en festsal i et palads genlød og buldrede hvalernes skrig i havets rum og hvælvinger — lyde der rungede, kastedes tilbage, steg og forsvandt, mens de vævedes ind i hinanden som tråde i et kæmpemæssigt sammenfiltret net af herlige lyde. Jeg følte mig straks vel til mode, enhver følelse af ensomhed blev fejet til side af lutter godt humør over alt dette. Hele den nat blev vi båret af sted af disse smukke, dansende, jodlende skrig, sejlende på et hav af musik fra en anden verden.“
Hvalsangen kan være en solo, en duet eller et kor af mange stemmer. Hvert dyr synger den samme sang men ikke nødvendigvis i harmoni med de andre. De synger ikke mekanisk men komponerer sangen efterhånden. Sangen veksler fra år til år. Dette års sang begynder på samme måde som den sluttede sidste år, men hvalerne begynder at improvisere, og snart er sangen helt ny. De er ikke blot sangere, de er også komponister. Hvert år er en ny sang på programmet — og alle hvalerne synger udelukkende den nye sang, men kun under deres vinterophold i de varme vande. I de seks sommermåneder høres ingen sang; og alligevel har de evnen til, når de genoptager sangen den følgende sæson, at begynde hvor de sluttede året før — et slående udtryk for deres hukommelse!
Selv om sangene skifter fra år til år, forbliver opbygningen den samme. Alle sangene indeholder omkring seks temaer, hvor hvert tema har adskillige fraser som er identiske eller langsomt ændrer sig og hvor hver frasering indeholder fra to til fire enkelte lyde. Hvalerne synger forskelligt i de forskellige have, men de holder sig alle til den samme opbygning af sangen.
En hel sang kan vare i seks minutter eller en halv time. Den kan gentages uafbrudt i 24 timer, og kan høres af andre hvaler i en afstand af mellem 30 og 50 kilometer. Om hvalernes sange har videnskabsmænd sagt: „Sandsynligvis er det de mest komplicerede sange i dyreriget.“ „Den mest kunstfærdige opvisning i dyreverdenen.“
Dykkere der har opholdt sig under vandet sammen med syngende hvaler fortæller om deres oplevelser: „Under vandet var sangen så kraftig at lyden fik alle luftrum i vore hoveder og legemer til at vibrere.“ „Hører man sangene på nært hold er de uforglemmelige — resonansrige og pulserende.“ „Lyden var utrolig, den virkede som trommer på min brystkasse.“ Hvordan sangene frembringes er et mysterium. Pukkelhvalerne har ingen stemmebånd. Der fremkommer ingen luftbobler i forbindelse med sangen. Hvorfor de synger ved man heller ikke, selv om man mener at det kan have forbindelse med kurmageri og aggressiv adfærd hos hannerne. Undersøgelser viser at det er hannerne der synger.
Hvalernes fremtid er usikker. Er pukkelhvalerne da en truet dyreart? Fra en bestand på omtrent 100.000 for ét århundrede siden, har hvalfangerne reduceret deres antal så der nu kun er mellem 7000 og 10.000 tilbage. Disse imponerende skabninger er blevet nedslagtet for at blive brugt som hunde- og kattefoder. Hvor sørgeligt! Et lille håb viste sig dog i 1966: Den internationale hvalkommission udsendte en fredningskendelse for hvalerne. Men kom den for sent?
Hvis pukkelhvalerne en dag er borte, vil mangt og meget gå tabt: deres fiskenet af luftbobler, deres saltomortaler når de vender deres 40 tons tunge kroppe i luften, deres blide behandling af deres artsfæller og af mennesket, deres rejser gennem de vidtstrakte oceaner, samt deres vilde og sælsomme sange der engang genlød i verdenshavene.
Da satellitterne Voyager 1 og 2 blev opsendt fra Cape Canaveral i 1977, medsendte man optagelser af pukkelhvalernes sang. Vil dette være alt hvad der vil være tilbage af deres sange, når disse optagelser glider af sted gennem det ydre rum i milliarder af år, uden at blive hørt af nogen? Eller vil de fantastiske syngende hvaler fortsætte med at komponere og synge deres sange i verdenshavene og vække beundring hos fremtidige generationer der kan glæde sig over de mange underfulde skabninger som pryder landjorden og havet? (Salme 104:24, 25) Det vil kun tiden vise. — Af Vågn op!-korrespondent.
[Illustrationer på side 12]
Øverst: Strubefurerne spiles ud mens vand og fisk strømmer ind
Nederst: Mens pukkelhvalen trækker strubefurerne sammen presser tungen (ikke vist her) vandet ud, men de små fisk bliver tilbage
[Kildeangivelse på side 12]
Alle fotografier i denne artikel er velvilligt stillet til rådighed af Mason T. Weinrich, leder af Cetacean Research Unit, Gloucester, Massachusetts.
[Illustration på side 13]
Havets måger samler „krummer“ der falder fra pukkelhvalernes bord
[Illustration på side 14]
En pukkelhval kommer op for at få en bid mad
[Illustrationer på side 15]
Øverst: Denne hval hedder Beltane, og kan genkendes ved hjælp af det sort-hvide mønster på undersiden af dens halefinner
Nederst: Og denne hval hedder Mosaic; den genkendes på sine halefinner og på at den er blevet arret og skamferet af spækhuggere
[Illustration på side 16]
En pukkelhval skyder sig opad for at springe
[Illustration på side 17]
Pukkelhvalens kæmpemæssige halefinner sender kaskader af vand til vejrs når de vipper op og forsvinder i dybet