Den tredje verden — lykkes kampen mod analfabetismen?

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Nigeria

OVER 800 millioner mennesker — en tredjedel af verdens voksne befolkning — er ikke i stand til at læse disse ord. De er analfabeter. I Afrika kan kun cirka 40 procent af befolkningen læse. Undervisningsmulighederne vokser imidlertid i de afrikanske lande. I Nigeria findes der for eksempel adskillige tusind grundskoler og gymnasier, og over tyve universiteter. Alligevel er analfabetismen stadig meget udbredt.

I Nordafrika har der i årtusinder været befolkningsgrupper der kunne læse og skrive. De nordafrikanske muslimer har medvirket til at disse færdigheder også er blevet kendt i den del af Afrika der ligger syd for Sahara. Som regel var det dog kun dem der udførte religiøse studier på arabisk der kunne læse og skrive. Langt størstedelen af den øvrige befolkning var analfabeter.

Europæiskprægede læse- og skrivemetoder begyndte allerede i det 16. århundrede at blive indført af portugisiske købmænd, men først i det 19. århundrede, da de afrikanske lande blev koloniserede, blev der oprettet katolske og protestantiske missionsskoler. Ligesom tilfældet var i datidens Europa, fik kun nogle få mulighed for at komme i skole. Det tog simpelt hen sin tid før landbrugssamfundet indså værdien af boglig dannelse. Børn udgjorde en meget væsentlig del af arbejdsstyrken, og man tøvede med at lade dem gå i skole.

Religiøse problemer

De muslimske ledere ønskede ikke at deres børn blev påvirket af fremmede religioner, og modarbejdede derfor forsøgene på at oprette missionsskoler. Emirerne i den nordlige del af Nigeria var endda modstandere af de skoler regeringen oprettede, indtil kolonistyret gik med til at der ikke skulle undervises i religion. Men selv da var skolegangen noget der var forbeholdt drenge.

Efterhånden skete der dog forbedringer og udvidelser i undervisningssystemet. Der blev oprettet pigeskoler, og skoleundervisningen bredte sig til de mest fjerntliggende egne. Det var dog stadig kun et mindretal der blev berørt af det. De afrikanske lande der opnåede uafhængighed, arvede derfor en befolkning hvoraf hovedparten kun kunne læse og skrive en lille smule, eller var analfabeter.

Den senere tids landvindinger

De fleste regeringer har tilrettelagt programmer for masseundervisning. Af Tanzanias befolkning på omkring 20 millioner mennesker er 60 procent nu i stand til at læse og skrive. Også Etiopien melder om gode resultater. I Vestafrika har programmerne imidlertid lidt under hyppige regeringsskift og ustabile økonomiske forhold. Alfred Kwakye, der er et af Jehovas vidner og bor i Ghana, fortæller at „undervisningens standard er faldet så meget at gennemsnitseleven dårligt nok kan læse og skrive bare ét sprog efter ti års skolegang“. Abiola Medeyinlo, der læser ved et universitet i Nigeria, beklager ligeledes at „de der går ud af niende eller tiende klasse [ofte] end ikke kan stave ganske almindelige engelske ord“.

Et nigeriansk program med det formål at give alle mulighed for at få grundlæggende undervisning, illustrerer hvordan undervisningsplanerne i mange tilfælde hæmmes af utilstrækkelige bevillinger og mangel på gode skolebygninger, teknisk udstyr og kvalificerede lærere. Siden dette program blev indført i 1976 er antallet af elever i grundskolen ganske vist steget fra 8,2 millioner til 16,5 millioner i 1983. Kort efter programmets start kom der imidlertid mange flere elever end der var plads til i skolerne, og eleverne måtte finde ud af at skiftes til at gå i skole, eller lærerne måtte undervise dem udenfor, under et træ. Mange af eleverne måtte sidde på sten eller selv medbringe stole og andet skoleudstyr. Tusinder af ukvalificerede lærere blev rekrutteret som assistenter for de relativt få kvalificerede. På trods af alt dette er der dog flere og flere nigerianske børn der lærer at læse og skrive.

Nigerias bestræbelser for at komme analfabetismen til livs blandt den voksne befolkning plages af lignende problemer. Befolkningsgrupper, familier og lærere har derfor oprettet nogle hjælp-til-selvhjælp-programmer. Folk der kan læse og skrive tilskyndes til at hjælpe analfabeter i deres familie, med det mål at hver af dem skal undervise én. Trossamfund, sociale organisationer og medier — radio, TV og aviser — opfordres til at tilrettelægge programmer der kan hjælpe folk til at lære at læse og skrive.

Men hvordan kan man undervise folk der kun taler ét af de 250 nigerianske sprog, hvis der kun findes lidt eller måske slet intet læsestof på det pågældende sprog? Og hvis det lykkes dem at lære at læse og skrive, hvordan kan de da holde det ved lige hvis der ikke findes nogen bøger eller aviser på deres sprog? Dette er nogle af grundene til at mange ikke synes at det er anstrengelserne værd at lære at læse, og til at mange der lærer det, igen bliver analfabeter. Det er ikke så underligt at der i Nigeria stadig findes omkring 27 millioner voksne der ikke kan læse og skrive. Da disse ikke kan hjælpe deres børn med skolearbejdet, er der stor sandsynlighed for at børnene igen bliver analfabeter når de er gået ud af skolen.

Ikke desto mindre har Nigeria sat sig det temmelig høje mål at udrydde analfabetismen inden 1992. De hidtidige resultater giver imidlertid ikke meget grundlag for denne optimisme.

[Ramme på side 9]

Indiens kamp mod korruption i skolerne

Den indiske journalist Salome Parikh har for nylig skrevet: „Der er langsomt begyndt at komme ’basarstemning’ over undervisningen i Indien. Det er sælgers marked, og den ligegyldighed og korruption der synes at være en naturlig følge af enhver mangelsituation, breder sig for hvert år der går.“

En korrespondent i Indien beretter ligeledes: „Korruptionen er meget udbredt. For ledende skolefolk er det en god forretning at modtage bestikkelse og ’gaver’ fra forældre der gerne vil have deres børn i skole. Eleverne snyder helt ubehersket og ganske åbenlyst. Ude på landet sker det ofte at lærere forsvinder i 10-15 dage ad gangen for at passe deres gård. De vender dog tilbage når inspektøren kommer for at inspicere skolen. Disse inspektører forventer at modtage bestikkelse i form af store mængder hvede, ris og sukker fra såvel landsbyboere som lærere. Til gengæld skriver de begejstrede rapporter om hvordan analfabetismen udryddes i landsbyen!“

[Ramme på side 9]

Gymnasier i den tredje verden

Forfatteren Gene Maeroff har bemærket „at der i mange lande er for få gymnasier i forhold til befolkningstallet. . . . Antallet af teenagere der går i gymnasiet er

19 procent i Algeriet,

18 procent i Brasilien,

9 procent i Gambia,

28 procent i Indien,

20 procent i Indonesien,

38 procent i Irak,

15 procent i Kenya,

17 procent i Pakistan,

26 procent i Thailand.“

[Illustrationer på side 9]

En skole i Bhutan . . .

. . . og en i Swaziland

[Kildeangivelse]

Foto: FAO/​F. Mattioli

Foto: FAO/​F. Botts