Kirkens syn på kønsliv og ægteskab
KØNSLIV og ægteskab er omstridte emner. Måske er det disse områder af tilværelsen der oftest får folk til at søge råd og vejledning. Bibelen har meget at sige om kønslivet, sandsynligvis mere end de fleste aner. Det samme har det største religiøse samfund i den vestlige verden, den romersk-katolske kirke.
Med sin lære angående kønslivet har den katolske kirke øvet en stærk indflydelse på millioner af sine tilhængeres liv, og navnlig er præsters og nonners tilværelse blevet berørt. Har virkningen af kirkens lære været gavnlig eller skadelig? Stemmer den katolske kirkes syn på kønslivet med det Bibelen siger om emnet? Disse spørgsmål vil vi prøve at besvare i denne artikelserie.
Den katolske kirkes holdning til kønsliv og ægteskab fremgår af A Catholic Dictionary, hvori der står: „De principper som har ledt Kirken til at fordre cølibat af sine gejstlige er . . . at de, når de kaldes til alteret, kan vælge et liv i kyskhed [afholde sig fra kønslig omgang], hvilket er mere helligt end ægteskabet.“
Hvis det ifølge den katolske kirke er „mere helligt“ at afholde sig fra kønslig omgang end det er at gifte sig, hvordan skal vi da betragte ægteskabet? Dette spørgsmål har historikere længe grundet over. I A History of Christianity spørger forfatteren, Paul Johnson, derfor: „Hvis cølibat følgelig var bedst og ægteskabet ringere, skønt tilladt, indebar dette da ikke at kønslivet i sit inderste væsen var ondt, og en form for legaliseret synd, selv inden for ægteskabets rammer?“
Pave Johannes Paul II’s stadige krav om at der skal vises større hengivenhed for „Jomfru Maria“, har på ingen måde fjernet dette indtryk af at ægteskabet er noget urent, om ikke direkte syndigt. Dogmet om Marias evige jomfruelighed fremmer den holdning at kønslivet er noget urent, da det jo er underforstået i dette dogme at det ægteskabelige samliv, selv efter Jesu fødsel, ville have besudlet Marias omdømme som en hellig kvinde.
Det er ikke så underligt at „arvesyndens mysterium“ og „Marias evige jomfruelighed“ er blandt de store problemer der plager oprigtige katolikker. „Hertil kan man føje pavens ufejlbarlighed, der betvivles i vide kredse,“ bemærker den katolske forfatter Jacques Duquesne.
Der er ingen tvivl om at det pavelige dekret der har gjort mest til at underminere katolikkernes tro på pavens ufejlbarlighed er encyklikaen (rundskrivelsen) Humanae Vitae, der blev udsendt af pave Paul VI i 1968. I dette dokument stadfæstedes den officielle katolske lære der forbyder brug af kunstige svangerskabsforebyggende midler. Encyclopædia Britannica oplyser at „denne encyklika fremkaldte en modstand [blandt katolikker] der kan beskrives som det voldsomste angreb i nyere tid på den pavelige læres autoritet. Hans [Paul VI’s] urokkelige standpunkt med hensyn til bibeholdelse af præstecølibatet . . . gav ligeledes anledning til megen hård kritik.“
Det er tydeligt at den katolske kirkes syn på ægteskab og præstecølibat har givet katolikkerne problemer. Hvorfor har kirken skabt disse problemer for sig selv? Hvad har fået den til at påtvinge præster og nonner cølibat og til at insistere på at Maria var „evig jomfru“?