Fra rig til fattig — og lykkelig

Penge, narkotika og sex. Disse tre ting har fået mange unge til at leve i nuet uden at bekymre sig om fremtiden. Men kan en sådan livsform gøre én lykkelig? Læs denne sandfærdige livsberetning der fortælles af en kvinde som har måttet lære af sine egne, bitre erfaringer. Beretningen viser at de bibelske principper kan øve en stærk indflydelse på et menneskes personlighed og ændre den til det bedre.

JEG var kun tre dage gammel da jeg i 1948 blev adopteret af en familie fra den højere middelklasse. Familien bestod af fem medlemmer — mine adoptivforældre, deres to døtre og mig. Hos dem førte jeg en behagelig og tryg tilværelse. Målt med en verdslig målestok havde vi alt hvad hjertet kunne begære. I det meste af skoletiden gik jeg i almindelige, offentlige skoler, men jeg tilbragte dog også to år på en katolsk kostskole.

Vore forældre gav os alt hvad vi ville have — for eksempel ballet-, tennis- og rideundervisning. Vi havde egen swimming-pool, og jeg begyndte at dyrke konkurrencesvømning og vandballet. Jeg skænkede det ikke en tanke at andres tilværelse kunne forme sig meget anderledes end vores, før jeg var i teenagealderen og næsten færdig med highschool. På det tidspunkt åbnede 1960ernes borgerrettighedsdemonstrationer mine øjne for fordommene i samfundet og for det faktum at fattigdom ikke altid skyldes dovenskab.

Jeg begyndte derfor at sætte spørgsmålstegn ved det jeg havde lært i den katolske skole. Jeg havde ellers været meget oprigtig i min tro, faktisk havde jeg i flere år ønsket at blive nonne. Men da jeg ikke kunne finde svar på mine spørgsmål, begyndte jeg at vakle i troen.

Det gik op for mig at kun få havde mulighed for at leve som jeg gjorde, og det syntes jeg var meget uretfærdigt. Mine forældre havde ikke megen medlidenhed med de fattige. De mente at ’hvis fattige mennesker bare ville arbejde hårdt og lægge sig i selen, kunne de have nøjagtig det samme som vi’. Jeg følte ikke at jeg hørte til hos dem, og begyndte at føle mig meget ensom.

Denne holdning hos min familie fik mig til at vende mig til andre ting — fortrinsvis druk og drenge. Jeg havde en drøm om at blive gift med en rocksanger, og derfor kom jeg kun sammen med drenge der spillede i rockgrupper. Jeg krøb uden om alle familieaktiviteter og blev efterhånden et problembarn. Da jeg var 16 var jeg hidsig og ustyrlig, og gav mine forældre store sorger. Om aftenen tog jeg i byen og drak, jeg gik i seng med flere forskellige og fik et rigtig dårligt ry i skolen. Mine forældre havde efterhånden fået nok, så da jeg havde fået min studentereksamen i juni 1966 lejede de et værelse til mig i San Francisco og smed mig ud hjemmefra.

Her mødte jeg en ung mand der hed Patrick, som jeg faldt for. Vi besluttede os til at tage til New York, hvor han kom fra. Jeg boede hos ham og hans familie i nogle måneder, men inden længe blev han træt af mig. Han præsenterede mig for Parrish, en pige han havde mødt i Greenwich Village, og hende flyttede jeg ind hos.

Da vi mødtes havde hun lidt penge, men de slap snart op, og vi blev sat på gaden. Nu måtte vi lære at klare os uden tag over hovedet. Hvis vi ikke kunne finde nogen at overnatte hos, tog vi stoffer og blev oppe hele natten. Så satte vi os for eksempel på et gadehjørne eller en undergrundsstation og tiggede om penge. Fra tid til anden fik jeg arbejde som barpige — jeg skulle bede mænd om drinks for at fremme salget, og blev betalt af baren for at gøre det. Jeg arbejdede også som pornomodel og som prostitueret. Somme tider ledte vi efter mad i skraldespande uden for restauranterne, eller vi gik ind og spiste det andre gæster havde levnet. Bagefter stjal vi drikkepengene og købte kaffe for dem.

Somme tider havde vi ikke andet tøj end det vi gik og stod i. Jeg havde været rig; nu gik jeg klædt i laser. Af og til købte mænd nyt tøj til os til gengæld for visse ’gunstbevisninger’. På et tidspunkt ville jeg gøre hvad som helst for at få en frakke. Det endte med at jeg gik ind i et stort varehus, tog en dejlig vinterfrakke på og gik igen — selvfølgelig uden at betale!

En af de grupper der spillede i Greenwich Village hjalp os, og det var gennem dem at jeg stiftede bekendtskab med marihuana. I de følgende fem år tog jeg også alle mulige andre former for stoffer — LSD (hundredvis af gange), THC, amfetaminer, heroin, kokain, opium, hash og meget andet. Senere arbejdede jeg for en stor narkotikaring; jeg fløj mellem San Francisco og New York med kufferter fulde af marihuana.

Efter at Parrish og jeg havde opholdt os i New York i adskillige måneder, fik vi en kørelejlighed til Hollywood. Der mødte jeg Carol, en pige jeg havde gået på kostskole med. Hun gav Parrish og mig lov til at flytte ind hos sig.

På det tidspunkt tog vi beroligende midler (barbiturater). Jeg var oppe på seks-syv piller om dagen. Mange aftener blev vi høje på stoffer og tog så op til Sunset Strip for at sidde uden for natklubberne og lytte til musikken. En sådan aften kom to mænd hen til os og tilbød os noget marihuana, som vi tog imod. De fik os med ind i deres bil, og det endte med at jeg blev gennemtævet og voldtaget.

Det lykkedes Carol at slippe væk og ringe til politiet. De kom hurtigt og pågreb den mand der havde overfaldet mig, men samtidig undersøgte de mine forhold og fandt ud af at jeg var efterlyst på grund af en bøde jeg ikke havde betalt. Så arresterede de mig. Den mand der havde overfaldet mig blev løsladt, men jeg kom i fængsel.

Året efter, i maj 1968, tog jeg en tur til New York og genoptog forbindelsen med Patrick. Inden længe ventede jeg hans barn. Han ville ikke have noget at gøre med hverken mig eller barnet, så jeg vendte tilbage til San Francisco. Jeg var ugift og alene, og snart skulle jeg være moder. Jeg var så bange at jeg begyndte at tænke på at begå selvmord.

Da jeg var omkring otte måneder henne, ringede Patrick og sagde at han gerne ville komme tilbage. Han havde brug for 450 dollars, og dem gav jeg ham. Jeg ville gøre hvad som helst for at få ham tilbage! Han bad mig også om at skrive nogle breve som han skulle bruge i forbindelse med sin indkaldelse til militærtjeneste. Jeg skrev brevene og gav udtryk for at Patrick forsørgede mig. Jeg går ud fra at mine breve virkede efter hensigten, det vil sige at de hjalp Patrick til at slippe for at aftjene sin værnepligt. Men derefter hørte jeg aldrig mere fra ham. Nogle uger senere, den 18. februar 1969, fødte jeg en lille pige.

På det tidspunkt forstod jeg at livet måtte have mere indhold end det jeg kendte til. Jeg havde både prøvet at være rig og at være fattig, men lykken havde jeg ikke fundet. Nu begyndte jeg at lede andre steder efter en mening med livet.

Som følge af denne søgen sluttede jeg mig i december 1970 til en jesusbevægelse kaldet The Way (Vejen). Jeg boede sammen med en ung mand der hed Steve, men ingen inden for bevægelsen syntes at tage anstød af at jeg ikke var gift med ham. Det var omtrent ved denne tid at jeg traf et af Jehovas vidner. Jeg gik på Market Street i San Francisco da en kom hen til mig og spurgte om jeg var kristen. „Ja!“ svarede jeg. Jeg var glad for at få lejlighed til at tale med nogen om Bibelen.

’Hvorfor er verden så fyldt med problemer?’ spurgte jeg ham. Han viste mig Mattæus 24:3-13, og forklarede at de nuværende verdensforhold er en del af et ’tegn’ der viser at vi lever i endens tid. Bagefter fortalte han mig om hvordan Guds rige snart vil bringe fred og sikkerhed til menneskeheden, og fjerne sygdom, alderdom og død. (Åbenbaringen 21:3, 4) Hvor var det en vidunderlig fremtid han beskrev! Vi aftalte at begynde at studere Bibelen samme aften klokken syv.

Da jeg kom hjem fortalte jeg omgående Steve om alt det spændende jeg lige havde lært. Han delte imidlertid ikke min begejstring. Han påstod tværtimod at Jehovas vidner var antikrist og at de udnyttede nye kristne, og rådede mig til at undgå dem. Jeg stolede på Steve, og sørgede for ikke at være hjemme da forkynderen kom.

Nogle få uger senere blev jeg gravid med Steve. Han var ikke interesseret i at få et barn, så han flyttede. Nu sad jeg igen kønt i det: ugift, alene og gravid. Jeg havde ikke lyst til at gennemføre endnu et svangerskab, så da jeg var omkring fire måneder henne lod jeg mig indlægge på et hospital for at få en abort. Det var pinefuldt både fysisk og følelsesmæssigt. De satte fødselen i gang, og da barnet var kommet, lod de det ligge i en beholder foran mig resten af natten. Det var en lille dreng. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde ingen ret til at nægte min søn retten til at leve. Den tanke plager mig den dag i dag.

Nogle få måneder senere, i august 1971, løb jeg på en pige som jeg havde boet sammen med i et kollektiv i San Francisco. Hun var blevet et Jehovas vidne. Vi snakkede og snakkede. Hun præsenterede mig for et andet Jehovas vidne, en dame der tilbød at studere Bibelen med mig. Denne gang havde jeg ingen betænkeligheder. Jeg begyndte straks at studere med denne venlige dame, der blev som en moder for mig. Hun og hendes mand underviste mig ikke blot i Bibelen, men også i personlig hygiejne, barnepleje, husholdning, indkøb og andre praktiske ting. De købte også noget tøj til mig, blandt andet en varm vinterfrakke.

Jeg var klar over at jeg måtte foretage nogle forandringer. Endnu før vi studerede første gang holdt jeg op med at ryge (jeg havde været oppe på tre pakker om dagen) og lagde alle former for stoffer på hylden. Jeg havde også besluttet at følge Jehovas lov om seksualmoral. Den 17. juni 1972 var jeg nået så langt at jeg kunne symbolisere min indvielse til Jehova Gud ved at blive døbt. — 1 Korinther 6:9-11.

Nu, knap 14 år senere, tjener jeg stadig min Skaber trofast. Min datter, der nu er 17 år, blev døbt den 12. marts 1983. I oktober 1975 blev jeg gift med et af Jehovas vidner, en mand der varetager opgaven som familieoverhoved på en god måde og er en kærlig fader for vore tre børn. Og siden den 1. februar 1982 har jeg haft den glæde at tjene som heltidsforkynder, pioner, idet jeg hver måned bruger 90 timer i forkyndelsen.

Nu har jeg endelig fundet lykken! — Indsendt.

[Tekstcitat på side 25]

Da jeg gik på highschool var jeg hidsig og ustyrlig, og gav mine forældre store sorger

[Tekstcitat på side 26]

Jeg havde ingen ret til at nægte min søn retten til at leve. Den tanke plager mig den dag i dag

[Tekstcitat på side 27]

Siden 1982 har jeg haft den glæde at bruge mindst 90 timer om måneden på at undervise andre i Bibelen