Få den ’nysammensatte’ familie til at fungere

— Et interview med lederen af Stepfamily Foundation

Jeannette Lofas, der er leder af Stepfamily Foundation og medforfatter til bogen Living in Step (Livet i en ’nysammensat’ familie), har studeret de særlige problemer der gør sig gældende i sådanne familier. I det følgende interview med en Vågn op!–korrespondent fortæller hun hvordan de kan løses.

Sp. Jeannette Lofas, hvorfor er det så svært at være stedfader eller stedmoder?

Sv. I begyndelsen må en stedfader eller stedmoder ofte kæmpe med det traditionelle dårlige ry — senere gør han eller hun sig måske fortjent til det. De fleste stedfædre og stedmødre håber at høste samme anerkendelse som biologiske forældre, men det lykkes dem som regel ikke. Bevidst eller ubevidst forsøger de så godt som altid at vise deres værd, og i mange tilfælde vil stedbørnene afvise al denne spillen fader eller moder fordi de føler at de ellers vil svigte den af de biologiske forældre som ikke længere er hos dem. De biologiske forældre indtager en særlig plads som ikke kan overtages af andre. I begyndelsen må en stedfader eller stedmoder sandsynligvis finde sig i en del. Det går ikke altid efter devisen: ’Hvis du elsker mig, vil du også elske mine børn.’

Sp. Hvorfor er stedbørn ofte fjendtlige?

Sv. En skilsmisse tager hårdt på børn. Det er svært for dem at acceptere at mor er rejst eller at far ikke længere er der til at vise dem opmærksomhed. Børnene vil ofte overføre disse negative følelser på stedfaderen eller stedmoderen. Dette kaldes forskydning. Som stedfader eller stedmoder kan man altså let blive gjort til syndebuk. Lige pludselig bliver børnene måske direkte uforskammede over for en.

Sp. Hvordan kan man hjælpe børn til at overvinde disse negative følelser?

Sv. Først og fremmest må både forældrene og børnene forstå at sådanne følelser er en normal del af den dynamik eller det adfærdsmønster der opstår i ’nysammensatte’ familier. Hvis man bebrejder børnene eller stedfaderen/stedmoderen i stedet for at give selve adfærdsmønsteret skylden, skaber man store problemer for sig selv og for resten af familien. Man må hjælpe børnene til at forstå at det, i begyndelsen, er ganske normalt at være ude af balance, vred og skuffet. Blot det at hjælpe børnene til at indse hvad årsagen er til deres følelser og at lade dem vide at man forstår dem, er et skridt i den rigtige retning. Den biologiske fader eller moder bør overbevise børnene om at de altid vil indtage en særstilling og derfor ikke behøver at være bange for at stedfaderen eller stedmoderen vil tilrane sig deres position eller ’område’.

Sp. Kan stedfaderen/stedmoderen på nogen måde opdrage stedbørnene?

Sv. Ja, ved at fastsætte nogle ’husregler’ lige fra begyndelsen. Hvis man elsker børnene vil man sætte nogle grænser for dem og ikke lade dem ’vokse vildt’. Der må naturligvis være en god balance mellem disciplin og kærlighed, ligesom i enhver anden familie. I en ’nysammensat’ familie kan det imidlertid være svært for børnene at forstå at der ligger kærlighed bag opdragelsen. Familiens medlemmer knyttes ikke sammen af ’blodets bånd’ eller af fælles minder. En stedfader eller stedmoder kan derfor let komme til at overreagere, og stedbørnene vil måske protestere mod at blive opdraget af ’en fremmed’. En stedfader bør befæste sin myndighed ved at gå foran, og ikke ved at kommandere.

Sp. Hvad kan forårsage alvorlige problemer i forbindelse med afstraffelse?

Sv. At faderen og moderen viser at de er uenige mens børnene er til stede. For et barn er noget af det værste der kan ske at de voksne i dets liv er uenige. Sker det, har barnet ikke nogen at vende sig til. Det virker nedbrydende hvis en familie ikke har nogen „firmapolitik“. Forældrene bør for alt i verden diskutere under fire øjne hvilke normer der skal gælde i hjemmet og hvad konsekvensen er hvis disse normer ikke respekteres — og de bør være enige i dette spørgsmål. Derefter må de understrege dette over for børnene. En stedfader udtrykker det på denne måde: „Det er helt ideelt når moderen siger: ’Han er min mand, og han er jeres stedfader. Vi opdrager jer i fællesskab.’“

Sp. Hvor stor betydning har parrets indbyrdes forhold?

Sv. Det er parrets indbyrdes forhold der har allerstørst betydning, og det skal være stærkt; ellers kan familien ikke fungere. Det er simpelt hen nødvendigt at forældrene opbygger et stærkt forhold til hinanden. Dette skaber en sammenhængende familie. Findes dette stærke forhold ikke, vil forældrene ikke blot udsende uklare signaler til børnene, men børnene vil også kunne drive en kile ind mellem forældrene. Gå ud sammen som par. Glæd jer over børnene som par, så det ikke bliver den ene af parterne der kommer til at tage hele slæbet.

Sp. Er det en hjælp at have nogle religiøse normer?

Sv. Ja, absolut. De hjælper en til at sætte sig ud over de små forurettelser man uvilkårligt vil tilføje hinanden. For eksempel kan en mand fra tid til anden komme til at favorisere sit biologiske barn. Hans kone skummer af raseri. Vil hun nu overvinde sin vrede fordi hun indser at sagen i virkeligheden ikke har så stor betydning, eller vil hun ’blive hængende’ i problemet? Han har begået en fejl. Og hvad så? Sket er sket. Hvordan kommer vi videre? Hvis hun har nogle religiøse værdinormer vil de hjælpe hende til at tænke: ’Hvad er Guds vilje? At vi får familien til at fungere. Hvad kan vi gøre nu for at nå det mål? Vi må oprigtigt forsøge at følge Guds vilje. Så vil det lykkes os.’