Lykkelige sammenbragte familier

KAN MAN FÅ ET VELLYKKET FAMILIELIV SELV OM FAMILIEN ER SAMMENBRAGT? JA, DET kan man, især hvis alle i familien husker at „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. (2 Timoteus 3:16) Når alle følger Bibelens principper, er chancerne for at deres familie vil få det godt sammen, meget store.

Den grundlæggende egenskab

Bibelen opstiller faktisk kun få love angående forholdet mennesker imellem. For det meste tilskynder den os til at opdyrke gode egenskaber og holdninger der kan hjælpe os til at handle klogt. Sådanne gode holdninger og egenskaber er grundlaget for et lykkeligt familieliv.

Det lyder måske indlysende, men det kan ikke understreges kraftigt nok at et lykkeligt familieliv er grundlagt på kærlighed. Apostelen Paulus sagde: „Lad jeres kærlighed være uden hykleri. . . . Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden.“ (Romerne 12:9, 10) Ordet „kærlighed“ bliver ofte brugt forkert, men den egenskab Paulus her taler om, er ganske særlig. Det er den gudgivne kærlighed, og den „svigter aldrig“. (1 Korinther 13:8) Bibelen beskriver den som uselvisk og tjenstvillig. Den virker aktivt til gavn for andre. Den er tålmodig og venlig, aldrig skinsyg, brovtende eller opblæst. Den søger ikke sine egne interesser. Den er altid storsindet; den tror alt, håber alt og udholder alt hvad der måtte komme. — 1 Korinther 13:4-7.

Ægte kærlighed virker udglattende og forener folk der er blevet opdraget forskelligt og har forskellige personligheder. Den hjælper også til at modvirke de traumatiske følger af en skilsmisse eller tabet af en far eller mor der er død. En stedfar fortæller om de problemer han har kæmpet med: „Jeg var ofte for optaget af mine egne følelser til at lægge mærke til hvordan mine stedbørn eller min kone havde det. Jeg måtte lære at være mindre følsom. Og endnu vigtigere: Jeg måtte lære at være ydmyg.“ Kærligheden hjalp ham til at gøre de nødvendige forandringer.

Den biologiske far eller mor

Kærlighed kan hjælpe stedforældre til at vise forståelse for børnenes forhold til deres biologiske far eller mor som ikke længere bor hos dem. En stedfar indrømmer: „Jeg ønskede at mine stedbørn skulle elske mig højere end deres rigtige far. Når de besøgte ham, skulle jeg virkelig tage mig i ikke at kritisere ham. Når de vendte hjem efter en vellykket dag, havde jeg det frygteligt. Når besøget ikke havde været så godt, var jeg helt opstemt. Jeg var bange for at miste dem. Noget af det sværeste var at skulle acceptere at børnenes biologiske far betød meget for dem.“

Ægte kærlighed hjalp denne stedfar til at indse at det var urealistisk at forvente at børnene automatisk ville elske ham. Han burde ikke have følt sig vraget da børnene ikke straks tog godt imod ham. Han blev klar over at hans stedbørn måske aldrig ville komme til at elske ham lige så højt som de elskede deres rigtige far. Børnene havde jo kendt deres biologiske far siden de blev født, mens stedfaderen var en nyankommen som først måtte gøre sig fortjent til børnenes kærlighed. Forskeren Elizabeth Einstein taler på manges vegne når hun siger: „Den biologiske far eller mor kan aldrig erstattes — aldrig. Selv om han eller hun er død eller har forladt børnene, indtager vedkommende stadig en vigtig plads i børnenes liv.“

Opdragelse — et ømtåleligt emne

Bibelen viser at børn og unge har brug for en kærlig opdragelse, og det gælder også stedbørn. (Ordsprogene 8:33) Mange eksperter er begyndt at stille sig på linje med Bibelens holdning til dette spørgsmål. Professor Ceres Alves de Araújo siger: „Ingen bryder sig af natur om grænser, men de er nødvendige. ’Nej’ er et ord der bruges for at beskytte.“

I en sammenbragt familie kan delte meninger om opdragelse imidlertid føre til alvorlige uoverensstemmelser. Stedbørnenes personlighed er for en stor del blevet formet af en voksen de ikke længere bor sammen med. Derfor vil de højst sandsynligt have nogle vaner eller måder at gøre tingene på som kan irritere stedmoderen eller stedfaderen. De har måske også svært ved at sætte sig ind i hvorfor deres stedmor eller stedfar har stærke meninger om visse ting. Hvad kan man gøre i en sådan situation? Paulus tilskynder de kristne: „Jag efter . . . kærlighed, udholdenhed, mildhed.“ (1 Timoteus 6:11) Kristen kærlighed hjælper både stedforældre og stedbørn til at vise mildhed og tålmodighed mens de lærer hinanden bedre at kende. Hvis stedmoderen eller stedfaderen er utålmodig, kan ’harme, vrede og spot’ hurtigt ødelægge det gode forhold man måske har opbygget. — Efeserne 4:31.

Profeten Mika har givet god vejledning i den forbindelse. Han sagde: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ (Mika 6:8) Det er vigtigt at ’øve ret’ når man opdrager sine børn. Men hvad med hengivenhed? En kristen ældste fortæller at han ofte havde svært ved at få sine stedbørn til at stå op søndag morgen og gøre sig klar til mødet i rigssalen. I stedet for at skælde ud prøvede han at behandle dem kærligt. Han stod tidligt op, lavede morgenmad og kom med noget varmt at drikke til dem. Som følge heraf blev det meget nemmere at få dem til at gøre som han sagde, og stå op.

Professor Ana Luisa Vieira de Mattos fremsætter følgende interessante kommentar: „Det er kvaliteten af det indbyrdes forhold i familien og ikke familiens sammensætning der er det afgørende. Mine undersøgelser har vist mig at unge med adfærdsproblemer næsten altid kommer fra familier hvor forældrene forsømte dem, og hvor der manglede retningslinjer og kommunikation.“ Hun tilføjer: „Det kan ikke understreges stærkt nok at børneopdragelse indebærer at man af og til må sige nej.“ Lægerne Emily og John Visher siger: „Dybest set virker opdragelsen kun efter hensigten hvis den der modtager den, er interesseret i at bevare et godt forhold til den der giver den, og ikke er ligeglad med hvordan vedkommende reagerer.“

Disse udtalelser fører til spørgsmålet om hvem der skal opstille og håndhæve regler i forbindelse med opdragelsen af børnene. Hvem af forældrene skal være den der siger nej? Efter at have talt tingene igennem har nogle forældre valgt at lade den biologiske far eller mor stå for den side af sagen i begyndelsen. Det giver stedmoderen eller stedfaderen lejlighed til at opnå et nærmere forhold til børnene. De bør ikke begynde at opdrage på børnene før de fornemmer at børnene er overbeviste om at de elsker dem.

Men siger Bibelen ikke at det er faderen der er familiens overhoved? Jo. (Efeserne 5:22, 23; 6:1, 2) Men en stedfar kan i et stykke tid overdrage ansvaret for opdragelsen til moderen, især når det drejer sig om at skride ind over for børnene. Han kan lade børnene adlyde ’deres moders lov’ mens han skaber et grundlag for at de senere vil ’høre på deres [nye] faders tugt’. (Ordsprogene 1:8; 6:20; 31:1) Intet tyder på at det i det lange løb har nogen negativ indflydelse på ledelsens princip. En stedfar siger: „Jeg huskede på at tugt indbefatter tilskyndelse, formaning og retledning. Når den udøves på en retfærdig og kærlig måde af forældre der sætter et godt eksempel, giver det som regel gode resultater.“

Forældre må kommunikere

Ordsprogene 15:22 siger: „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd.“ I sammenbragte familier er det især vigtigt at ægtefællerne har en fortrolig og åben kommunikation med hinanden og kan tale tingene igennem på en rolig måde. En spalteredaktør skriver i avisen O Estado de S. Paulo: „Børn forsøger altid at afprøve de grænser forældrene har sat.“ Det gælder måske i endnu højere grad når der er tale om sammenbragte familier. Forældrene bør derfor søge at nå til enighed om hvilke normer der skal gælde i hjemmet, så børnene kan se at de støtter hinanden. Men hvad nu hvis stedmoderen eller stedfaderen behandler barnet på en måde som den biologiske far eller mor finder uretfærdig? Så bør de to drøfte problemet sammen i enrum — ikke mens børnene hører på det.

En mor der har giftet sig igen, siger: „Noget af det sværeste for en mor er at overvære når stedfaderen irettesætter hendes børn, især hvis hun føler at han handler overilet eller ikke er helt retfærdig. Hun bliver meget ked af det og har lyst til at forsvare børnene. I sådanne tilfælde kan det være svært at underordne sig sin mand og støtte ham.

Engang var der noget mine to sønner på 12 og 14 ville have deres stedfars tilladelse til at gøre. Han sagde bare nej og forlod stuen uden at give drengene lejlighed til at begrunde hvorfor det de havde bedt om, havde så stor betydning for dem. Drengene var lige ved at græde, og jeg var målløs. Den ældste dreng kiggede på mig og sagde: ’Mor, så du hvad han gjorde?’ Jeg svarede: ’Ja, det gjorde jeg. Men han er familiens overhoved, og ifølge Bibelen skal vi respektere hans myndighed.’ Fornuftige som de var, gav de mig ret og faldt lidt til ro. Samme aften forklarede jeg sagen for min mand, og han indså at han havde været for autoritær. Han gik straks ind på drengenes værelse og gav dem en undskyldning.

Denne episode lærte os en hel del. Min mand lærte at lytte før han traf en beslutning. Jeg lærte at respektere ledelsens princip, selv når det gør ondt. Drengene lærte betydningen af at underordne sig. (Kolossenserne 3:18, 19) Og min mands uforbeholdne undskyldning lærte os alle en vigtig lektion i ydmyghed. (Ordsprogene 29:23) I dag virker begge sønner som ældste i den kristne menighed.“

Ingen familie er fuldkommen. Børn vil sige eller gøre ting som kan virke sårende, og stedforældre kan i pressede situationer komme til at optræde urimeligt. Men en velment undskyldning kan gøre meget for at bilægge uoverensstemmelser.

Styrk familieenheden

Det tager tid at opbygge et varmt og nært forhold til hinanden i en sammenbragt familie. Hvis du er stedmor eller stedfar, må du søge at vise empati. Vær forstående og villig til at tilbringe tid sammen med børnene. Leg med de mindre børn, og vær indstillet på at snakke med de større børn. Foretag jer noget sammen. Bed dem for eksempel om at hjælpe dig med forskellige opgaver i hjemmet, såsom at lave mad eller at vaske bilen. Spørg om de har lyst til at gå med dig på indkøb. Du kan måske også vise at du holder af dem ved små, kærlige gestus. (Stedfædre bør naturligvis respektere de grænser der er i forholdet til deres steddøtre, så de ikke føler sig ubehageligt til mode. Og stedmødre bør huske at også drenge har nogle grænser.)

Mange sammenbragte familier har det godt sammen. De der klarer sig bedst, er dem hvor alle, især forældrene, opdyrker den rigtige indstilling og har realistiske forventninger. Apostelen Johannes skrev: „I elskede, lad os fortsat elske hinanden, for kærligheden er af Gud.“ (1 Johannes 4:7) Ja, hemmeligheden bag lykkelige sammenbragte familier er dybtfølt kærlighed.

[Illustrationer på side 7]

LYKKELIGE SAMMENBRAGTE FAMILIER

studerer Guds ord sammen . . .

tilbringer tid sammen . . .

taler sammen . . .

arbejder sammen . . .