Et splittet land — hvad er løsningen?

I 1955 bemærkede en besøgende i Angola, der dengang var en portugisisk koloni, til sin overraskelse at han som hvid pludselig var blevet „aristokrat“! I butikker og kontorer og på andre offentlige steder blev han ekspederet før de sorte.

For bare en snes år siden forekom dette stadig ofte i mange afrikanske lande.

Men i 1960erne overtog de sorte magten i det ene land efter det andet hvor de hvide udgjorde en lille minoritet. I Sydafrika var der imidlertid millioner af hvide der havde et fast greb om regering og økonomi og som i mange årtier havde ment at det var Guds vilje at de skulle have magten. Hvordan var denne situation opstået?

De første hvide kolonister, hollænderne, gik i land ved Kap det gode Håb i 1652. Da de så hottentotterne og buskmændene, landets indfødte beboere der gik klædt i dyrehuder, følte de sig overlegne på grund af deres højere kultur. Snart opstod der gnidninger.

Da hvide landbrugere slog sig ned på de indfødtes jagtmarker blev buskmændene vrede og viste det ved at stjæle kvæg. De små buskmænd blev jaget som dyr, og derfor var de i det 19. århundrede skammeligt nær ved at blive udryddet. Hottentotterne blev undertvunget, deres antal blev drastisk reduceret af kopper, og de få der var tilbage blev optaget i andre racer.

I det 18. århundrede stødte de hvide landbrugere (boerne) på xhosafolket — der var en del af en sort indvandrerbølge fra nord. Igen opstod der spændinger. Forbitrede krige blev udkæmpet. Englænderne havde i mellemtiden erobret Kapkolonien, men mange boere var modstandere af det britiske herredømme og drog derfor nordpå i 1830rne. Efter mange vanskeligheder og konflikter grundlagde de to nye stater nord for floderne Oranje og Vaal. Både englænderne og boerne praktiserede raceadskillelse.

Boerne var calvinister fra den nederlandsk-reformerte kirke. De læste ofte i Bibelen, men mente alligevel at de var de sorte overlegne — og mange troede ligefrem at der hvilede en forbandelse fra Gud over de sorte.

Kirken støtter apartheid

Det foruroligede mange hvide at der i løbet af det 19. århundrede blev omvendt flere og flere sorte og farvede. En kirkesynode traf derfor en historisk afgørelse i 1857: „På grund af nogle [hvides] svaghed . . . vil menigheden adskilt fra hedningerne [de ikke-hvide] . . . nyde sine kristne privilegier i en særskilt bygning eller institution.“ Kirken gav altså sin tilslutning til raceadskillelsen.

Splittelsen greb mere og mere om sig. I dag er der særskilte nederlandsk-reformerte kirker for hvide, sorte, farvede og indere.

I slutningen af det 19. århundrede opstod der endnu en tendens til splittelse. På det tidspunkt var der blevet oprettet mange missionsstationer, hvoraf de fleste var engelske og blev ledet med fast hånd af de hvide. James Kiernan, professor i socialantropologi ved Natals universitet, oplyser at „det afrikanske præsteskab i disse kirker der domineredes af de hvide, mente at denne udelukkelse [at det afrikanske præsteskab ikke kunne opnå ledende stillinger] byggede på diskrimination, og viste deres modvilje ved at oprette deres egne kirker“. Den første blev dannet i Johannesburg i 1892. I dag er der omkring 4000 trossamfund i Sydafrika, og de fleste består af sorte.

Ved århundredskiftet kæmpede „kristne“ hvide, imperialistiske englændere og nationalistiske boere, om overherredømmet. Englænderne erobrede boerrepublikkerne fordi de var i overtal, og sammen dannede de senere Den sydafrikanske Union.

Men boerne, der nu kaldes afrikandere, vandt en politisk sejr da deres Nationalistparti ved et valg i 1948 erobrede flertallet og kom til magten i kraft af deres apartheidpolitik. En kommentar i Die Transvaler, et dagblad der udgives af afrikandere, lød: „Vi fører apartheidpolitik . . . der bygger på de kristne principper om retfærdighed og rimelighed.“ En strøm af love og regulativer fulgte for at konsolidere raceadskillelsen.

Da de hvide lever adskilt fra de sorte og ikke plejer samkvem med dem, er mange af dem ikke klar over hvilke dårlige forhold der hersker i de sorte bydele, og er ikke i stand til fuldt ud at forstå hvilken stor ydmygelse apartheidpolitikken er for de sorte. Næsten alle sorte er modstandere af apartheid, og denne modstand er blevet anvendt som brændstof på uroens bål.

Findes der en løsning?

Både i og uden for Afrika øves der et voksende pres mod apartheidpolitikken, og for nylig besluttede regeringen at foretage nogle vidtrækkende forandringer. Den gennemførte nogle reformer og trak visse apartheidlove tilbage. Men det synes umuligt at løse Sydafrikas problemer på en måde der stiller alle tilfreds. Mange, sorte såvel som hvide, ønsker en fredelig forandring, men nogle hvide der er tilhængere af en hård kurs, er fast besluttede på at bevare status quo. Begge parter er splittede mellem ekstremister og moderate. De sorte splittes desuden af stammetilhørsforhold.

Hvilke løsninger tilbyder kirkerne? Bibelske løsninger? Henviser de til Guds rige? Nej, de er gået ind på den politiske arena. Nogle præster opfordrer endda til passiv modstand og forhandler med ledere af frihedsbevægelser der er kendt for deres voldelige metoder. Som følge deraf klager mange kirkegængere over at de ’hører for meget om politik og for lidt om Gud’.

Splittelserne inden for kirkerne øger forvirringen. Blandt de forskellige grene af den nederlandsk-reformerte kirke høres der nu megen kritik af apartheidpolitikken. Mange præster, både sorte og hvide, har fordømt den. Western Cape-synoden erklærede i oktober 1983 at racediskrimination er „syndigt“ og at kirken fra da af skulle være åben for folk af alle racer.

Den 29. august 1985 udtrykte et regionalråd af den nederlandsk-reformerte kirke, kirkerådet i Stellenbosch, en officiel anerkendelse af at racediskrimination „strider mod de bibelske principper om næstekærlighed og retfærdighed“ og at apartheid har „ført til sorg for menneskene“. Splittelser i raceanliggender plager også nogle af de engelske kirker. For oprigtige mennesker der allerede som børn har lært at apartheid er „Guds vilje“, virker dette forbavsende og forvirrende.

Den eneste løsning

Verdens søgelys har længe været rettet mod Sydafrika. Det er blevet moderne at kritisere styret. Men mange lande der gør dette, er ikke bedre selv. Dette henleder tanken på et betydningsfuldt faktum: Det overstiger menneskers magt og visdom at finde en reel og varig løsning på ikke blot Sydafrikas pinefulde problemer, men på hele verdens.

Verdenshistorien er én lang beretning om fejltagelser, uretfærdigheder, stridigheder og blodsudgydelser. Og nu i det 20. århundrede forværres situationen til stadighed mens verden vakler fra den ene krise til den anden, plaget af frygten for kernekrig.

I begyndelsen af dette århundrede indså man behovet for en instans der havde myndighed over alle nationerne, men eksperimenterne med Folkeforbundet og De forenede Nationer har slået fejl. Findes der et organ som står over alle nationerne og som både kan og vil løse problemerne og indføre fred og sikkerhed? Ja — Guds rige.

Dette rige vil „knuse og gøre ende på alle disse [menneskeskabte] riger“, rense jorden for alle former for vold, uretfærdighed og ondskab, og indføre Kristi fredsrige der vil vare i tusind år. Dette rige vil udøve retfærdighed over for alle mennesker, uanset deres race, hudfarve eller baggrund. — Daniel 2:44; Salme 37:10; Apostelgerninger 10:34, 35.

Millioner i hele verden, deriblandt tusinder i Sydafrika, har sat deres lid til dette rige, Guds regering. Opfyldelsen af Bibelens profetier har givet dem den overbevisning at dette rige snart vil overtage herredømmet over hele jorden. Det vil forene mennesker af alle racer. — Lukas 21:28-31.

Et opmuntrende eksempel på dette sås ved to særlige stævner der blev afholdt i Sydafrika i december 1985. Dem kan du læse om i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 4]

Kirken støttede apartheidpolitikken ’på grund af nogles svaghed’

[Tekstcitat på side 5]

Apartheid hævdedes at være Guds vilje

[Tekstcitat på side 5]

Mange præster fra den nederlandsk-reformerte kirke har fordømt apartheid