Familielivet i Afrika — industrialiseringen kræver sine ofre
Af „Vågn op!“-korrespondent i Sydafrika
EN LILLE klynge hytter omkranser en åben gårdsplads. Høns og grise løber frit omkring på kornmarken der omgiver landsbyen. Alt ånder fred.
I et sådant miljø har de afrikanske familier kunnet trives i generationer. Livet på landet medførte nære familiebånd. Når børnene blev voksne slog de sig ikke ned for sig selv, men føjede simpelt hen deres hytter til kraalen (landsbyen). Her levede de under deres faders eller farfaders ubestridelige patriarkalske autoritet. Ikke desto mindre er dette idylliske billede blevet slået i stykker på grund af de drastiske forandringer den moderne industrielle udvikling har ført med sig.
Selvfølgelig har industrialiseringen også forsynet de afrikanske familier med materielle goder. Livet på landet var ofte plaget af tørke og ustabile markedsforhold, og mange familier levede ofte på et eksistensminimum. Den industrielle udvikling har imidlertid gjort det muligt for afrikanske familier at skaffe sig møbler og bedre boligforhold. Den har resulteret i bedre uddannelses- og arbejdsmuligheder. Men for at kunne drage nytte af disse fordele har afrikanerne måttet opgive deres fredfyldte landsbyer og begive sig ind til byerne. Her har de ganske vist fået rede penge mellem hænderne — men samtidig alvorlige problemer.
Overfyldte byer
Det mest presserende problem har været boligmangelen. Den sydafrikanske avis The Star udtrykker det på denne måde: „Viktoriatidens industrislum i England og de ulovligt opførte blikbyer i vore dages Sydafrika har noget tilfælles — folk kom for at søge arbejde i storbyerne hvor der ikke fandtes boliger nok.“
Bydistrikterne i Afrika blev hurtigt overfyldte, og der opstod slumkvarterer. De engang så fredfyldte kommuner blev arnesteder for vold og kriminalitet. Boligbyggeriet kunne simpelt hen ikke holde trit med den stadige strøm af tilflyttere. De indhegnede bydele der blev bygget til familiefædre som arbejdede i minerne eller ved industrien var ikke store nok til også at kunne rumme deres hustruer og børn. Regeringerne kunne derfor dårligt gøre andet end at gennemtvinge en kontrol med tilflytterstrømmen for på den måde at bremse den. Men lovene medførte vrede, og mange valgte at trodse dem — selv om det betød at de måtte leve i konstant frygt for at blive arresteret.
De nye byboere mærkede snart bylivets indvirkning på deres familier. Mænd blev ofte presset til at arbejde over, men også hustruer kom ud på arbejdsmarkedet og lod børnene klare sig selv. Dette skabte mange ungdomsforbrydere, eftersom børn strejfede om på gaderne i timevis uden opsyn.
Familielivet går i stykker
Selvfølgelig er det ikke alle der er søgt ind til byerne. Omkring to tredjedele af den sorte befolkning i Sydafrika lever stadig i landområderne. Men her har man også kunnet mærke industrialiseringens nedbrydende virkninger. Mange mænd har forladt deres familier og skrevet arbejdskontrakter for ét år ad gangen. Resultaterne har været ødelæggende. Ikke alene er deres børn blevet faderløse, men både mand og hustru bliver på den måde også udsat for umoralitetens fristelser. Faktisk har umoralitet — også i form af homoseksualitet — taget overhånd i mange af de store indhegnede bydele som huser i tusindvis af arbejdere.
Ydermere fristes mange mænd til at tage overarbejde for at forøge deres indkomst. Men kommer denne indkomst deres familier derhjemme til gode? Ikke altid. Mange viser ikke særlig stor omsorg for deres familie, men øder deres penge på sig selv. Deres rolle som familieoverhoved bliver ofte indskrænket til slet og ret en forsørgerrolle fordi de befinder sig så langt borte fra hjemmet.
Familien splittes yderligere når forældre indser hvor dårlige fremtidsudsigter deres børn har i landområderne, og derfor sender dem til byerne for at arbejde eller få sig en bedre uddannelse.
Men måske har familien lidt mest under at gamle forældre er blevet forsømt. Der har altid været tradition for at de ældre har kunnet regne med familiens omsorg, og de ældre har så til gengæld kunnet bidrage til familiens åndelige og moralske velbefindende. Den vestlige skik at anbringe ældre på institution, har været absolut uhørt i Afrika! Men livet i byen har undergravet den traditionelle respekt for de ældre. Alt for ofte lades de tilbage når de unge drager til byerne. Avisen The Star skriver: „Ved et nylig afholdt møde i Lagos [Nigeria] gav embedsmænd fra sundhedsstyrelsen udtryk for at problemet for de ældre blandt andet er at de føler at de er overflødige og ikke længere betragtes som en del af samfundet.“
Hvordan kristne familier klarer sig
Det er indlysende at industrialiseringen frembyder alvorlige udfordringer for den kristne. Hvordan har de undgået at blive inddraget i det materialistiske ræs? Mange har ladet deres tanker forme af Jesu ord i Mattæus 6:33: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“
Det har ikke været let at efterleve dette princip, men selv udenforstående har lagt mærke til de fordele det har medført. Norman Long siger i bogen Christianity in Tropical Africa: „Jehovas vidner betragter imidlertid ikke deres verdslige gøremål som adskilt fra deres religiøse liv . . . At være medlem . . . er ensbetydende med at gøre åndelige fremskridt og indeholder løftet om et nyt liv, men det indbefatter også en vis praktisk orientering mod livet i denne verden.“ — Kursiveret af os.
For eksempel blev et Jehovas vidne i Lesotho af økonomiske årsager nødsaget til at arbejde i et naboland. Senere giftede han sig med en pige i sit hjemland men forlod hende så for at arbejde i minerne. Imidlertid indså han og hans hustru snart at en sådan ordning ikke var i overensstemmelse med de kristne normer.
Han købte derfor to brugte symaskiner og sendte dem hjem til sin kone. I mellemtiden lærte en arbejdskammerat ham at sy tøj. Da hans kontrakt med mineselskabet udløb, vendte han hjem for at arbejde sammen med sin kone, der allerede var begyndt at fremstille en populær nederdel. Dette lille foretagende voksede, og med tiden kunne de ansætte fem andre kristne mænd og kvinder. Dette gjorde det muligt for dem at blive hos deres familier og støtte den lille lokale gruppe Jehovas vidner så de med tiden kom til at udgøre to blomstrende menigheder.
Men hvad så med de kristne familier der bor i byerne? Hvordan har de været i stand til at bevare familieenheden? Nogle har opdaget at det er meget lettere at få deltidsarbejde eller blive selvstændig erhvervsdrivende i byerne. Ved at udnytte disse muligheder finder vidnerne ofte ud af at de får meget bedre styr på deres tid — og derfor kan ofre deres familie den nødvendige opmærksomhed. Men hvad med de familieoverhoveder som er nødsaget til at være fuldtidsbeskæftigede? Ved at undgå overarbejde og ikke kræve at deres hustru også arbejder uden for hjemmet, har de ofte været i stand til at sørge for deres families åndelige behov på rette måde.
Hvad med fremtiden?
Flere millioner vil strømme til byerne, har bymiljøeksperter spået. De tilføjer at udviklingslandene står over for problemer vedrørende „en stadig større strøm af tilflyttere, en lav levestandard, arbejdsløshed og boligmangel“. Familielivet i Afrika har derfor triste fremtidsudsigter.
Det at leve efter Bibelens principper kan hjælpe én til at klare industrialiseringens pres, men den permanente løsning vil først komme når Guds himmelske regering overtager ledelsen af jordens anliggender. — Mattæus 6:10.
[Illustrationer på side 16 og 17]
Fortidens „landlige Afrika“ må vige pladsen for nutidens „industrialiserede Afrika“