Lille Lindas dårlige hjerte

DA VORES lille Linda kom til verden på fødeklinikken i Falun i Sverige, havde hun en meget alvorlig hjertefejl, kaldet transposition. Det vil sige at hovedpulsåren, som fører fra hjertet til legemet, og lungepulsåren, der fører til lungerne, havde byttet plads. Det betød at det iltede blod fra Lindas lunger ikke blev ført ud til legemets øvrige dele, men kun cirkulerede mellem hendes lunger og hjerte.

At et barn med en så alvorlig hjertefejl alligevel kan leve en tid efter fødselen skyldes at der under graviditeten findes naturlige forbindelser mellem hjerteforkamrene og mellem hovedpulsåren og lungepulsåren der forbliver åbne en kort tid efter fødselen. Men derefter begynder disse åbninger at lukke sig og den normale cirkulation træder i stedet. I denne korte overgangstid kan det iltede blod cirkulere i legemet, selv i tilfælde af en transposition.

Skønt Linda blev født tre uger for tidligt og blot vejede 2680 gram, virkede hun ganske sund, bortset fra en let blålig farve i ansigtet. Lægerne i Falun var lidt foruroligede over dette symptom og overførte hende til St. Görans sygehus i Stockholm til en nærmere undersøgelse. De havde mistanke om at det kunne være en transposition. Samtidig fik Linda medicin som skulle forhindre at forbindelsen mellem hjerteforkamrene lukkede sig, og hun blev lagt i kuvøse.

Det første indgreb

Undersøgelsen bekræftede vore bange anelser — Linda var født med en transposition. For at redde hendes liv udførte lægerne en ballon-eptostomi, populært kaldet en „ballonsprængning“. Denne fremgangsmåde indebærer at man fører et specielt kateter op gennem navlevenen til hjertets højre forkammer og derefter videre til det venstre forkammer gennem det hul der stadig er åbent i skillevæggen mellem de to forkamre. Ved derefter at oppuste en lille ballon, som sidder på spidsen af kateteret, og trække den tilbage gennem skillevæggen mellem de to kamre, laver man et hul der er stort nok til at resten af legemet kan forsynes med iltet blod. Et sådant indgreb betyder at den større hjerteoperation kan udsættes indtil barnet er omkring ni måneder.

Derefter fik vi at vide at den nødvendige operation ikke kunne udføres i Sverige uden mulighed for at tilføre ekstra blod til hjerte-lungemaskinen. På grund af vort bibelske standpunkt med hensyn til brugen af blod kunne vi ikke acceptere denne fremgangsmåde. — 3 Mosebog 17:10, 11; Apostelgerninger 15:28, 29.

Hvordan reagerede vi da vi fik denne besked? Vi blev fortvivlede. ’Hvordan skulle det gå med vores elskede lille pige? Ville hun overleve en sådan operation? Ja, ville en sådan operation overhovedet være mulig uden brug af blod?’ Men vi satte hele tiden vor lid til Jehova Gud, og vi var overbevist om at han ville skabe en udvej for os. — 1 Korinther 10:13.

„Ballonsprængningen“ forløb godt. Lindas blod blev iltet på tilfredsstillende måde, og efter nogle dage kunne vi vende hjem. Vi var meget taknemmelige over at alt var gået så godt indtil nu, og vi værdsatte meget den venlighed og forståelse som lægerne og det øvrige sygehuspersonale havde vist os. Vi gav også overlægen et eksemplar af brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod, der forklarer grunden til at vi nægter at bruge blod.

Ingen mulighed i Sverige

Så begyndte den lange ventetid hvor vi skulle se hvordan Linda ville reagere. Til at begynde med syntes hun at have det godt, og hun tog stadig på i vægt. Da hun var fire måneder begyndte hendes appetit imidlertid at aftage. En ny undersøgelse viste at hun havde en udbulning på hjertevæggen. Tidspunktet for operationen måtte nu fremskyndes. For at hendes tilstand kunne være så god som muligt blev hun madet ved hjælp af en sonde gennem næsen.

Vi havde planlagt at operationen skulle foregå på Karolinska Sjukhuset og udføres af en læge som tidligere havde opereret flere Jehovas vidner. Vi underrettede ham om at vi ikke kunne gå med til at der blev brugt blod, og fik så at vide at operationen ikke kunne udføres uden blod. Vi besluttede da at kontakte andre hospitaler.

Selv om vi overalt blev mødt med venlighed og forståelse, syntes ingen at være villige til at udføre operationen uden blod. Det var den almindelige opfattelse at det ikke var muligt på betryggende måde at udføre en operation på et spædbarn ved hjælp af hjerte-lungemaskinen uden at spæde den med ekstra blod.

En mulighed i London

Vi kontaktede National Heart Hospital i London for at høre om man dér ville operere Linda. Endnu en gang blev vi mødt med stor forståelse. Overlægen stillede sig positivt til en operation, idet man på dette hospital allerede havde opereret spædbørn uden at bruge blod. Operationen skulle udføres af den kendte hjertekirurg Magdi Jacoub.

I England blev vi i lufthavnen hentet af venner der var Jehovas vidner og som straks kørte os til hospitalet, hvor vi også fik en varm modtagelse. „Åh, det må være Linda fra Sverige!“ udbrød en sygeplejerske, endnu før vi havde nået at præsentere os. Vi følte straks at lille Linda var i gode hænder.

Så kom det øjeblik da vi første gang skulle træffe dr. Jacoub. Vi var meget spændte, men han var både venlig og afslappet, og vi følte med det samme at vi kunne have tillid til ham.

Operationen

I tiden frem til operationen måtte Linda gennem mange undersøgelser. Dr. Jacoub blev holdt underrettet om hendes tilstand. Så kom dagen for operationen, og hun blev kørt på operationsstuen. Vi var naturligvis meget ængstelige, for vi vidste jo ikke i hvilken tilstand Linda ville være næste gang vi så hende.

Efter nogle timers ængstelig venten fik vi at vide at Linda netop var kommet tilbage fra operationsstuen og at vi var velkomne til at kigge ind til hende. Vores kære lille Linda var i live! Vi fyldtes med taknemmelighed og værdsættelse. Da vi fik hende at se var det præcis som om vi havde fået en ny baby — med røde læber og rosenrøde kinder — trods alle slanger og ledninger. Vi var dybt rørte og kunne ikke holde glædestårerne tilbage.

Pludselig gik døren op og dr. Jacoub kom ind. Han så meget alvorlig ud. Først kastede han et gennemtrængende blik på alle instrumenterne. Derefter så han på os, og et bredt smil viste sig på hans ansigt. Vi forstod at operationen var gået godt.

Efter alle disse fantastiske oplevelser var det tid for min mand at vende tilbage til sit arbejde i Sverige. Jeg skulle blive hos vore venner i England for at følge den videre udvikling.

En forbløffende helbredelse

Fjerdedagen efter operationen blev respiratoren fjernet, og næste dag havde jeg den ubeskrivelige glæde atter at holde Linda i mine arme. Selv om hun havde meget ondt varede det ikke længe før hun smilede for første gang.

Vi havde tidligere fået at vide at det kunne vare op til otte uger efter operationen før vi kunne tænke på at rejse hjem. Men allerede to dage efter operationen var Lindas blodprocent oppe på det normale igen. Hendes helbredelse skred så hurtigt fremad at en af lægerne udbrød: „Det er forbløffende!“ Ja, Lindas helbredelse havde overgået alle forventninger. Så en dag sagde overlægen: „Den svenske baby dér — hende kan vi vist snart sende hjem.“ Det lød som musik i mine ører. Ja, allerede tolv dage efter operationen rejste vi hjem.

Vi har været igennem en sindsoprivende oplevelse, men når vi tænker tilbage husker vi mange positive aspekter. Vi tænker med stor taknemmelighed på hele hospitalspersonalet som viste os en sådan venlighed, omtanke og forståelse, ikke mindst i forbindelse med vort syn på blodspørgsmålet.

Foruden al den støtte vi fik fra vennerne i vores egen menighed, er vi dybt rørte over den måde hvorpå vore venner i England hjalp os. Vi erfarede at vi tilhører et internationalt broderskab, hvor kærlighed, omsorg og villighed til at række en hjælpende hånd er en realitet.

Men fremfor alt går vore tanker til Jehova Gud, som på en så enestående måde har holdt os oppe. Vi bad ofte om vejledning i forbindelse med de meget vanskelige situationer vi befandt os i. Hver gang skabte han en udvej for os og gav os fornyet styrke. Ofte, når vi ser på vores lille Linda, tænker vi med tak på den dygtighed og tålmodighed vi mødte i hospitalsverdenen, men mest af alt takker vi Jehova Gud for livets gave. — Indsendt.

[Illustration på side 19]

Lille Linda efter operationen