Rædslerne om bord på Flight 811

Det var den 24. februar 1989, og dagen var kun en time gammel. Min hustru Linda og jeg regnede med at være hjemme i Australien 12 timer senere. Flight 811 til New Zealand, første etape af vores hjemrejse, blev regnet for en rutineflyvning.

Tyve minutter efter at vi var lettet, hørte vi imidlertid et kraftigt bump i højre side af flyet. Et stykke af flyets kabine var blevet trykket ind, kun en sæderække fra os. Vragstumper og glasfiber fløj gennem luften. En luftstrøm af utrolig styrke fejede gennem maskinen. På det tidspunkt anede vi intet om at ni passagerer var blæst ud — og at en af dem var blevet suget ind i en af flymotorerne i højre side!

Passagerernes hysteriske skrig druknede i vindstøjen og flyets rysten. Linda og jeg stirrede på hinanden. Ord var overflødige. Vi vidste at vi skulle dø!

Ansigt til ansigt med døden

Jeg så mig omkring og opdagede at der var faldet iltmasker ned fra loftet hos de fleste passagerer, men ikke hos os. Jeg rejste mig og forsøgte at åbne lemmen til iltmaskerne men Linda trak mig ned i flysædet igen.

Det lykkedes os dog at få fat i redningsvestene under sæderne, hvorefter vi satte os i den foreskrevne katastrofestilling. Efter alt at dømme ville vi styrte direkte i Stillehavet!

Linda og jeg så atter på hinanden. „Jeg elsker dig, Linda,“ sagde jeg. „Jeg elsker også dig,“ svarede hun. Jeg indtog igen katastrofestillingen. Med sænket hoved begyndte jeg at bede til Jehova Gud.

Man hører ofte at mennesker der er døden nær, ser deres liv passere forbi deres indre blik. Det samme skete for både Linda og mig. Vi begyndte også at bebrejde os selv alt det vi ikke havde nået. Vi er begge Jehovas vidner. Jeg havde håbet på at jeg en dag kunne kvalificere mig til at blive menighedstjener i den lokale menighed. Men nu så det ud til at jeg aldrig skulle nå dette mål. Linda fortrød bittert at hun ikke var begyndt i heltidstjenesten som pioner, sådan som hun så ofte havde talt om at ville gøre.

Igen anråbte jeg Jehova om hjælp, denne gang højlydt, idet jeg knugede Lindas højre hånd i min. En stewardesse anmodede ophidset passagererne om at blive siddende. Udenfor var der fuldstændig mørkt, og indenfor var alt kaos.

’Hvad nu hvis Linda dør og jeg overlever?’ tænkte jeg ved mig selv. ’Hvad vil hendes forældre ikke tænke hvis jeg ikke har deres datter med tilbage?’ Vores håb om en opstandelse havde aldrig betydet så meget for os som i dette øjeblik.

Trods den minimale chance for at overleve et flystyrt begyndte jeg at overveje hvad det ville indebære hvis vi nødlandede på havet. Vi måtte slås med hajer. Jeg kiggede ned på mine fødder og fiskede efter mine sko under sædet foran. ’Hajerne skal ikke få mig uden sværdslag,’ tænkte jeg, ’det vil være sværere for dem først at skulle gnave sig igennem skoene!’ Irrationelt? Ja, men det er sjældent at man tænker særlig rationelt i sådanne situationer.

Landing!

Pludselig hørtes følgende meddelelse: „Om to minutter lander vi!“

„Om to minutter lander vi?“ Jeg var noget desorienteret. ’Man lander da ikke midt på havet — man styrter ned,’ tænkte jeg. ’Kunne det virkelig tænkes at vi var nået tilbage til Honolulu?’ Få øjeblikke senere kom svaret, da vi kunne se indflyvningslysene. Landingen gik perfekt, og da flyet endelig stod helt stille, brød passagererne ud i vild jubel. Jeg blev siddende sammensunket. Men ikke ret længe. For snart efter blev vi bedt om hurtigt at forlade flyet. Vi søgte mod nødudgangene, hvor vi lod os glide ned ad sliskerne for at komme i sikkerhed på landingsbanen.

Da vi var kommet på sikker afstand af det havarerede fly, kunne jeg se hvad der havde været årsagen til vores halvtimelange mareridt i luften: Der var revet et 10 meter langt hul i siden af flyskroget så man kunne se lige ind i business-class, en del af fragtrummet og en del af første klasse. Jeg husker at det først så ud som om der ikke manglede nogen sæder i business-class, og jeg tænkte derfor lettet at der nok ikke var nogen omkomne. Men jeg tog gruelig fejl! For det viste sig at seks sæderækker bogstavelig talt var blevet suget ud af flyet med ni passagerer der må have lidt en forfærdelig død.

Mens vi blev kørt ind til hovedterminalen i en lufthavnsbus, begyndte passagererne at trøste hinanden. Mange befandt sig tydeligvis i en choktilstand. Da vi nåede terminalen blev alle ledige telefoner straks taget i brug. Chokerede passagerer forsøgte at få fat på deres slægtninge før nyheden om ulykken blev sendt ud i æteren.

Jeg glemmer aldrig de næste seks timer: Overalt på gulvet i ankomsthallen var der blodplettede og forskræmte passagerer. Udenfor stimlede pressefolk og advokater sammen. Lufthavnspersonalet forsøgte at holde dem borte. Igen og igen måtte man tælle passagererne for at fastslå med sikkerhed hvem der savnedes.

Senere blev alle passagerer forhørt af agenter fra FBI (USA’s forbundspoliti), som hurtigst muligt ønskede at finde ud af om der havde været tale om et terroristattentat. Det syntes ikke at være tilfældet, men luftfartsmyndighederne var forståeligt nok på vagt. Blot to måneder tidligere havde en terroristbombe ført til at et fly var styrtet ned over den skotske by Lockerbie. Vi fik senere at vide at tragedien på Flight 811 sandsynligvis skyldtes en konstruktionsfejl.

Endelig hjemme!

Efter et kort hvil og et varmt måltid mad på et Waikiki-hotel fik vi at vide at der ville afgå et andet fly senere samme nat. Mens nogle få ønskede at blive for at komme lidt til hægterne, valgte Linda og jeg, og de fleste andre, hurtigst muligt at få dette mareridt på afstand. Ikke desto mindre var flyveturen fra Honolulu en temmelig nervepirrende oplevelse. Ved blot den mindste rystelse i flyet rislede det os koldt ned ad ryggen. Da et af besætningsmedlemmerne tabte et plasticbæger med is, fór flere rækker af passagerer, deriblandt jeg selv, forskrækkede op af sæderne.

Men vi nåede velbeholdne Australien. En af vore slægtninge som ikke deler vores religiøse overbevisning, kom med en bemærkning om at vores tro sikkert havde hjulpet os til at klare den frygtelige oplevelse. Og når Linda og jeg nu tænker tilbage, er vi slet ikke i tvivl om at vores tillid til Jehova og til hans løfte om en opstandelse var til stor trøst for os.

Skønt vi ikke på nogen måde kan hævde at det skyldes et mirakel at vi overlevede, er vi bestemt taknemmelige for at være i live. Ja, den hændelse vi har været ude for, har i endnu højere grad understreget for os at livet er en dyrebar gave fra Gud. Og vi er mere end nogen sinde besluttede på at bruge denne gave på en måde der ærer ham. — Fortalt af Roger White.