Hvordan kunne det ske?

ET AF de største paradokser i historien er at nogle af de værste forbrydelser der nogen sinde er begået imod menneskeheden — forbrydelser der kan måle sig med dem der blev begået i det 20. århundredes koncentrationslejre — blev begået af dominikaner- og franciskanermunke, som hørte til to forkyndende ordener der foregav at være viet til forkyndelsen af Kristi budskab om kærlighed.

Det er vanskeligt at forstå hvordan en kirke der tilslutter sig den inspirerede udtalelse der siger at „alle de, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus, [skal] blive forfulgt,“ selv kunne blive en forfølger. (2 Timoteus 3:12, da. aut.) Hvordan var dette muligt?

Først og fremmest var det den katolske lære der gjorde det muligt. Hvordan det? Det kan kort sammenfattes i den katolske „sankt“ Augustins berømte erklæring: „Salus extra ecclesiam non est“ (Der er ingen frelse uden for kirken). I sit værk A History of Christianity har Paul Johnson for nylig sagt om Augustin: „Han ikke blot accepterede forfølgelsen, han blev også dens teoretiske forsvarer; et forsvar hvorpå ethvert senere forsvar for inkvisitionen byggede.“

I det 13. århundrede gav „sankt“ Thomas af Aquino, også kaldet englelægen, sin støtte til eksekvering af dødsdom for kætteri. Dette forklares således i The Catholic Encyclopedia: „Teologer og jurister grundlagde til en vis grad deres holdning på den lighed de mente der var mellem kætteri og højforræderi.“ Samme værk indrømmer: „Det kan derfor ikke benægtes at kirken påberåbte sig ret til at bruge fysisk tvang i sin behandling af mennesker som den mistænkte for at være frafaldne.“

Kirkens „ret“ til at torturere og brænde kættere var i realiteten en grufuld konsekvens af den ubibelske lære om helvede og skærsilden. Kirken udøvede tortur i Guds navn, den Gud som den blasfemisk hævder er i stand til at torturere mennesker. — Jævnfør Jeremias 7:31; Romerne 6:23.

En anden grund til at inkvisitionen kunne finde sted var kirkens stærke indblanding i politik. Middelalderens Europa var i virkeligheden et totalitært samfund hvor kirke og stat, trods deres jævnlige kappestrid, i forening brugte deres magt mod enhver der vovede at kritisere præst eller fyrste. Inkvisitionen var barn af dette utugtige forhold. I det franske Encyclopædia Universalis læser vi: „Inkvisitionen kunne aldrig have fundet sted uden et samarbejde med statsmagten, der forsynede den med pengemidler og eksekverede dens domme.“

Ikke sådan at forstå at protestanterne var helt ulastelige. Fordomsfri historiske kilder viser at de til tider var nøjagtig lige så intolerante som katolikkerne. De gjorde sig også skyldige i oprørende grusomheder i Kristi navn, og brændte endog anderledes tænkende på bålet, ofte med hjælp fra de verdslige myndigheder. Baggrunden for protestanternes grusomheder var den samme som katolikkernes. De er nemlig begge en del af et religiøst system hvis teologi omfatter den ubibelske lære om evig pine forårsaget af Gud, og gennem århundrederne har de opretholdt et åndeligt urent forhold til den verdslige myndighed.

Nutidens arv

Kunne inkvisitionen gentage sig? Det ville være meget tvivlsomt i vore dages verdslige samfundsorden. Dog finder vi følgende interessante kommentar i The New Encyclopædia Britannica: „Arven fra de kristnes intolerance og de metoder de udviklede (for eksempel inkvisition og hjernevask) kommer i vore dage til udtryk i politiske revolutioners intolerante ideologier og fremgangsmåder.“

Ja, „arven fra de [frafaldne] kristnes intolerance og de metoder de udviklede“ afspejles i dag i en verdslig intolerance. I nogle lande har de politiske myndigheder allerede taget inkvisitionslignende metoder i anvendelse over for repræsentanter for den katolske kirke. Og dette er blot en forsmag på hvad der vil ske i fremtiden.

Bibelen viser at „jordens konger“, eller verdensherskerne, med hvem kirkesamfundene i verden har bedrevet åndelig „utugt“, vil vende sig mod hele den falske religions verdensimperium, symboliseret ved „skøgen“, „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:1-6) De vil blive trætte af hendes indblanding i deres politiske anliggender. Gud vil gøre brug af sådanne antireligiøse politiske elementer til at eksekvere dommen over dette lastefulde religiøse system. De vil „gøre hende ensom og nøgen og æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:12, 16-18, da. aut.) Alt det blod hun gennem religiøse krige, korstog og inkvisitioner har udgydt vil på denne måde blive hævnet. — Åbenbaringen 18:24; 19:2.

Det påhviler derfor alle oprigtige katolikker og protestanter, der føler sig skamfulde over at være en del af et religiøst system der har udgydt så meget uskyldigt blod, at følge Guds opfordring: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åbenbaringen 18:4.

[Tekstcitat på side 24]

Kirkens „ret“ til at torturere og brænde kættere var i realiteten en grufuld konsekvens af den ubibelske lære om helvede og skærsilden