Den Spanske Inkvisition — hvordan kunne det gå så vidt?

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

DEN 5. juni 1635 fik Alonso de Alarcón at vide at der var blevet udstedt arrestordre mod ham. Hans protester om at han var uskyldig blev overhørt, og han blev sat i enecelle. Tre gange blev han „opfordret“ til at tilstå sine forbrydelser, men han erklærede hver gang at han var uskyldig.

Den 10. april 1636 torturerede man ham på pinebænken indtil han mistede bevidstheden. Den 12. oktober blev han idømt 100 piskeslag og seks års landsforvisning.

„Til ære for Gud“

Alonso, der var lam i den ene side, var en væver fra Toledo i Spanien (vist ovenfor), og han havde tre døtre. Hans egen læge havde oplyst inkvisitorerne om at han uden risiko kunne tåle at blive udsat for tortur — i det mindste på den side af kroppen der ikke var lam. Alonso var et af ofrene for Den Spanske Inkvisition.

Hans forbrydelse? Han blev beskyldt for at have spist kød på en fredag (hvilket vidnede om at han hældede til jødedommen) og for blasfemi mod Jomfru Maria (man sagde at han havde erklæret at en af hans døtre var mere jomfru end Maria var det). Den lokale præst var hans anklager.

Teologerne undersøgte sagen og fandt at anklagerne klart beviste at han havde gjort sig skyldig i kætteri. Man påstod at hele rettergangen foregik ad majorem Dei gloriam (til ære for Gud). Men Alonso og de cirka 100.000 andre der blev stillet for inkvisitionsdomstolene, så sikkert ikke sagen i det lys.

Det er ikke så mærkeligt at Den Spanske Inkvisition kom til at stå som et symbol på religiøs undertrykkelse og fanatisme. Selve ordet „inkvisition“, som til at begynde med blot betød „undersøgelse“, har i dag en biklang af tortur, uretfærdighed og brutal tilsidesættelse af menneskerettighederne. Hvordan blev dette undertrykkende maskineri sat i gang? Hvad var formålet med inkvisitionen? Kan man retfærdiggøre den ved at sige at den var „et nødvendigt onde“?

Inkvisitionen — en vej til enhed?

I det 13. århundrede indledte den katolske kirke inkvisitionen i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Dens hovedformål var at knuse enhver afvigende gruppe som gejstligheden betragtede som farlig for kirken. Efter at disse grupper var blevet udryddet mistede inkvisitionen, der var baseret på kirkens magt, sin betydning, men to århundreder senere skulle den igen øve en tragisk indflydelse på mange spanieres liv.

I det 15. århundrede besejrede det katolske regentpar Isabella og Ferdinand de sidste af de muslimske maurere, der i mere end otte hundrede år havde behersket store dele af Spanien. Dette kongepar søgte at fremme den nationale enhed, og de anså religionen for at være et virkningsfuldt middel til at nå dette mål.

I september 1480 fik inkvisitionen en renæssance i Spanien, men denne gang foregik den under statens kontrol. Dens formål var „renselse af nationen og enhed i troen“. De katolske herskere i Spanien overtalte pave Sixtus IV til at udstede en bulle som gav dem lov til at udnævne inkvisitorer med det formål at afsløre og straffe kætteri. Staten betalte derfor inkvisitionen og fastsatte også reglerne for hvordan man skulle gå frem. Man indledte et korstog for at påtvinge nationen fuldstændig religiøs enhed. Det blev hovedsagelig udført af dominikaner- og franciskanermunke som blev kontrolleret af staten.

Dette var et fornuftægteskab mellem kirke og stat. Kirken ønskede at fjerne den trussel som udgjordes af tusinder af spanske jøder og maurere der ved våbenmagt var blevet omvendt til katolicismen. Man mistænkte nemlig disse for stadig at holde fast ved deres tidligere tro. Senere brugte man også inkvisitionsinstitutionen til at knuse de protestantiske grupper der dukkede op i de følgende århundreder.

Inkvisitionen viste sig desuden at være et magtfuldt våben for staten. Den undertrykte afvigere, styrkede monarkiets magt og skabte store statsindtægter ved at beslaglægge ofrenes ejendom. Denne frygtindgydende institution påtvang gennem tre århundreder det spanske folk sin vilje.

Torquemada — den mest berygtede inkvisitor

I 1483, tre år efter at inkvisitionen i Spanien atter var vakt til live, blev Tomás de Torquemada, der var dominikanermunk og ironisk nok selv af jødisk afstamning, udnævnt til storinkvisitor. Hans grusomhed mod dem der var mistænkt for kætteri var uden sidestykke. Pave Sixtus IV roste ham for „at rette [sin] nidkærhed mod de ting der tjente til Guds pris“.

Skræmt af tanken om at Torquemada var gået for vidt i sine beføjelser, forsøgte pave Alexander VI senere at mindske hans magt ved at udnævne to andre storinkvisitorer. Men dette var stort set virkningsløst, for Torquemada havde stadig uindskrænket magt. I sin embedsperiode nåede han at brænde mindst 2000 mennesker på bålet — „et frygteligt brændoffer på intolerancens alter,“ bemærker The Encyclopædia Britannica. Tusinder flygtede ud af landet, men utallige andre blev tortureret, kastet i fængsel eller fik deres ejendom beslaglagt. Torquemada troede tilsyneladende at han handlede i Jesu tjeneste. Og kirkens lære støttede ham heri.a

Imidlertid advarer Bibelen om at religiøs nidkærhed kan være misforstået. I det første århundrede skrev Paulus at de jøder der forfulgte de kristne, havde „nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Jesus forudsagde at misforstået nidkærhed endog ville få nogle til at slå uskyldige mennesker ihjel, idet de mente at de ’ydede Gud en hellig tjeneste’. — Johannes 16:2.

Toquemadas fremgangsmåde er et tydeligt vidnesbyrd om de tragiske følger det fører med sig at udvise en hyklerisk nidkærhed, frem for en nidkærhed der bygger på kærlighed og nøjagtig kundskab. Han prøvede ikke at skabe enhed på kristen vis.

Inkvisitionen og Bibelen

På grund af inkvisitorerne var det i århundreder næsten umuligt for spanierne at læse Bibelen på deres eget sprog. Alene det at eje en bibel på sit modersmål blev af inkvisitorerne betragtet som kætteri. I 1557 forbød inkvisitionen officielt alle bibeloversættelser på de sprog der blev talt i Spanien. Utallige bibler blev brændt.

Den første spanske katolske bibel, der i øvrigt var baseret på den latinske Vulgata-oversættelse, blev ikke trykt før i 1791. Den spanske kirkes første komplette oversættelse fra originalsprogene, Nácar-Colunga-bibelen, udkom ikke før i 1944.

Omfanget af inkvisitionens magt i denne henseende kan også ses af at de håndskrevne romanske (tidlige spanske) bibler i kongens private bibliotek i slottet El Escorial blev gennemlæst af storinkvisitoren. Ordet „forbudt“ står nemlig stadig på forsatsbladet i nogle af disse værker.

Måske har de mange århundreders forbud mod Bibelen medvirket til at der nu er så stor interesse for Bibelen hos det spanske folk. I dag ejer mange en bibel og ønsker oprigtigt at vide hvad den lærer.

Inkvisitionens sande ansigt

Inkvisitionen kunne ikke undgå at fremme grådigheden og mistænksomheden. Pave Sixtus IV klagede over at inkvisitorernes begær efter guld var større end deres nidkærhed for troen. Alle rige mennesker var i fare for at blive angivet, og selv om man måske ville „opnå forsoning med kirken“, i løbet af inkvisitionsprocessen, ville ens ejendele under alle omstændigheder blive konfiskeret.

Nogle blev dømt efter at de var døde, angivet af anonyme vidner der selv modtog en vis procentdel af den anklagedes ejendom, hvorved arvingerne blev efterladt ludfattige. Den udbredte brug af spioner og angivere skabte en atmosfære af frygt og gensidig mistænksomhed. Ofte blev tortur taget i anvendelse for at skaffe navnene på „medkættere“, hvilket resulterede i at mange uskyldige mennesker blev arresteret på det spinkleste grundlag.

Den stærke antisemitiske stemning førte til andre overgreb. For eksempel blev Elvira del Campo fra Toledo i 1568 anklaget fordi hun tog rent tøj på om lørdagen og fordi hun afholdt sig fra at spise svinekød, hvilket man tog som et bevis på at hun praktiserede jødedommen i det skjulte. Da hun uden skånsel blev tortureret på pinebænken, tryglede hun: „Mine herrer, hvorfor fortæller I mig ikke hvad I vil have mig til at sige?“ Anden gang hun blev tortureret måtte hun bekende at det ikke var hendes skrøbelige mave men derimod hendes jødiske tilbøjeligheder der gjorde at hun ikke spiste svinekød.

Ubesejrede hjerter og sind

Tapre mænd lod imidlertid deres røst lyde, selv da inkvisitionen var på sin magts tinde. Elio Antonio de Nebrija, en af de førende blandt datidens lærde, blev angivet til inkvisitionen på grund af sit ønske om at forbedre den latinske Vulgata-oversættelse. Han sagde i sin protest: „Skal jeg tvinges til at erklære at jeg ikke ved hvad jeg ved? Findes der noget herredømme mere despotisk end dette eller noget slaveri værre end dette?“ Luis Vives, en anden lærd, hvis familie blev udslettet af inkvisitionen, skrev: „Vi lever i en svær tid hvor vi hverken kan tale eller tie uden at være i fare.“

I begyndelsen af det 19. århundrede udtalte Antonio Puigblanch, en spansk forfatter og politiker, der var fortaler for inkvisitionens ophævelse: „[Eftersom] inkvisitionen er en kirkelig domstol, er dens strenghed ikke forenelig med den mildhedens ånd som burde kendetegne evangeliets tjenere.“ Selv i vore dage har mange oprigtige katolikker stadig svært ved at forlige sig med den rolle kirken spillede under inkvisitionen.

Derfor er det rimeligt at spørge: Blev menneskers hjerter og sind også besejret ved disse metoder? En historiker bemærker: „Selv om inkvisitionen var i stand til at gennemtvinge konformitet i læresætninger og ceremonier, var den ikke i stand til at skabe ægte respekt for religionen.“

For eksempel blev Julián, en ung mand der læste til præst, rystet da han første gang læste om kirkens rolle under inkvisitionen. Hans lærer hævdede at eftersom Gud havde opfundet et helvede hvor de onde skal pines for evigt, kunne kirken også bruge tortur når den fandt det nødvendigt. Men dette svar fjernede på ingen måde hans tvivl. Og han forlod seminariet. Efter at have læst mange bøger om inkvisitionen blev Julio, en spansk jurist der i forvejen tvivlede på katolicismen, på lignende måde overbevist om at kirken ikke kunne være virkelig kristen.

Brugen af trusler, fængslinger, tortur og henrettelser for at nå politiske og religiøse mål har vist sig at virke mod hensigten. Den spanske kirke høster stadig følgerne af at have sået vold, had og mistænksomhed.

Helliger hensigten midlet?

Begrebet ’religiøs enhed for enhver pris’ er farligt. Religiøs nidkærhed kan let blive til fanatisme. Dette uheldige udfald kan man undgå ved trofast at holde sig til Bibelens principper. Det viser eksemplet med det første århundredes kristne.

The New Encyclopædia Britannica forklarer angående den måde de første kristne bevarede enheden i lære på: „I kristendommens tre første århundreder var straffen for kætteri udelukkende af åndelig karakter, almindeligvis ekskommunikation.“ Dette harmonerer med den bibelske befaling der lyder: „Efter en eller to Paamindelser skal du undgaa et kættersk Menneske.“ — Titus 3:10, Erikke Rosenørn-Lehn.

Kristen krigsførelse — til gavn for andre

Bibelen kalder forkyndelsen af den gode nyhed en åndelig krigsførelse. Målet er at tage „enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias“. For at opnå varig enhed er der brug for våben, men ikke våben til tortur. Nej, for der må anvendes åndelige våben, „mægtige ved Gud“, og disse skal altid bruges „med mildhed og dyb respekt“. — 2 Korinther 10:3-5; 1 Peter 3:15.

Lykkeligvis kan vi se frem til en tid hvor der ikke længere vil være religiøs forfølgelse. Gud lover at den tid snart vil komme da ingen „vil volde skade eller forårsage ødelæggelse“. Til den tid vil der herske enhed i troen overalt, og hele „jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund“. — Esajas 11:9; Åbenbaringen 21:1-4.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 24]

Kister hvori offeret lå bundet i flere dage

[Kildeangivelse]

Exposición de Antiguos Instrumentos de Tortura, Toledo, Spanien

Pinebænk med skruer og kæder til at strække offerets lemmer

[Kildeangivelse]

Exposición de Antiguos Instrumentos de Tortura, Toledo, Spanien

[Illustrationer på side 25]

Pendulet — offeret, der var bagbundet, blev hængt op i håndleddene

[Kildeangivelse]

Exposición de Antiguos Instrumentos de Tortura, Toledo, Spanien

Fangehul til fanger som Alonso de Alarcón

[Kildeangivelse]

Exposición de Antiguos Instrumentos de Tortura, Toledo, Spanien

[Illustration på side 26]

Det Hellige Broderskabs fængsel, hvor fangerne i Toledo blev anbragt