Kætterprocesser — Dom og død på kirkens foranledning
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I ITALIEN
I DEN ene side af det dystre retslokale står det ophøjede og imponerende dommersæde. Retsformandens plads i midten er overdækket af en mørk baldakin, som krones af et stort trækors. Foran retsformandens plads står anklagebænken.
Sådan er den grusomme katolske inkvisitions retslokaler ofte blevet skildret. Den skrækindjagende anklage der blev rejst mod de ulykkelige sigtede, lød på „kætteri“, et ord som uvilkårligt får én til at tænke på tortur og menneskebrænding. Inkvisitionen (afledt af det latinske udsagnsord inquirere, „at undersøge“) var en særlig, gejstlig domstol. Den blev oprettet med det formål at udrydde kætteriet, det vil sige standpunkter og læresætninger der afveg fra den ortodokse katolske lære.
Katolske kilder oplyser at inkvisitionen blev indført i flere etaper. Den blev grundlagt af pave Lucius III ved kirkemødet i Verona i 1184. Senere effektiviserede andre paver dens organisationsmæssige struktur og dens arbejdsmetoder. I det 13. århundrede oprettede pave Gregor IX inkvisitionsdomstole i forskellige dele af Europa.
Den berygtede spanske inkvisition blev oprettet i 1478 ved en pavelig bulle udstedt af pave Sixtus IV på anmodning af kongeparret Ferdinand og Isabella. Formålet med dens iværksættelse var at man ville bekæmpe de spanske kættere og de såkaldte marranere og morisker, jøder og muslimer der var konverteret til katolicismen af frygt for at blive forfulgt. Den første storinkvisitor i Spanien, en dominikanermunk ved navn Tomás de Torquemada, blev som følge af sin fanatiske nidkærhed indbegrebet af inkvisitionens mørkeste sider.
I 1542 indstiftede pave Paul III den romerske inkvisition med jurisdiktion over hele den katolske verden, under forsæde af en central domstol bestående af seks kardinaler. Dette gejstlige råd, som fik navnet Kongregationen for Den Hellige Romerske og Universelle Inkvisition, udøvede „et rædselsherredømme der fyldte hele Rom med skræk“. (Dizionario Enciclopedico Italiano) Kætterhenrettelser spredte rædsel i de lande der var underlagt det katolske hierarkis myndighed.
Retssagen og autodaféen
Historiske kilder fastslår at inkvisitorerne torturerede de anklagede for at tvinge dem til at tilstå at de var kættere. Katolske kommentatorer har søgt at bagatellisere den skyld der hviler på inkvisitionen, ved at påpege at det på den tid også var almindeligt at anvende tortur ved de verdslige domstole. Men kan det undskylde det faktum at sådanne handlinger blev udført af præster, personer der hævdede at handle på Kristi vegne? Burde de ikke have vist deres fjender samme barmhjertighed som Kristus viste sine? En måde man nøgternt kan anskue denne sag på, er at overveje følgende enkle spørgsmål: Ville Kristus Jesus have tortureret dem der var uenige med ham i lærespørgsmål? Hans befaling lød: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer.“ — Lukas 6:27.
Inkvisitionen garanterede ikke de anklagede en retfærdig behandling af deres sag. Inkvisitoren havde praktisk taget ubegrænsede magtbeføjelser. „Mistanke, beskyldninger og rygter var nok til at inkvisitoren kunne indstævne en person for sig.“ (Enciclopedia Cattolica) Italo Mereu, som er retshistoriker, bekræfter at det var det katolske hierarki som udtænkte og indførte inkvisitionsprocessen og dermed forkastede romersk retspraksis. Romerretten pålagde anklageren bevisbyrden, og al tvivl skulle komme den anklagede til gode. Det katolske hierarki erstattede dette grundlæggende retsprincip med den antagelse at mistanke forudsatte skyld, og at det påhvilede den tiltalte at bevise sin uskyld. Navnene på anklagerens vidner (angiverne) blev holdt hemmelige, og hvis en forsvarer, de få gange en sådan var til stede, udvirkede at den formodede kætter blev frifundet, risikerede han at miste sine rettigheder og sin stilling. Enciclopedia Cattolica indrømmer at det betød „at den anklagede faktisk var forsvarsløs. Alt hvad forsvareren kunne gøre, var at råde den anklagede til at bekende sin skyld!“
Retssagen kulminerede i autodaféen, et portugisisk udtryk der betyder „troshandling“. Flere tegninger fra den tid viser at en autodafé var et grufuldt skuespil med de stakkels dømte kættere i hovedrollerne. Dizionario Ecclesiastico definerer autodaféen som „en offentlig forsoningshandling der blev udført af dømte og angrende kættere“ efter at dommene var blevet forkyndt.
Man udsatte domfældelsen og henrettelsen af kættere så at man cirka to gange om året eller mere kunne ordne flere sager på én gang. Det var et frygteligt skue. Man lod kætterne gå i en lang procession mens tilskuere så på med en blanding af rædsel og sadistisk fascination. De anklagede førtes op på en tribune der var opstillet midt på et stort torv, og dommene over dem blev læst op. De som afsvor deres kætterske tro, undgik at blive ekskommunikeret og blev i stedet idømt forskellige straffe, deriblandt fængsel på livstid. De der ikke fornægtede deres tro, men i sidste øjeblik tilstod deres vildfarelse over for en præst, blev overgivet til de verdslige myndigheder, som derefter eksekverede dommene over dem ved enten at lade dem kvæle, hænge eller halshugge, hvorefter ligene blev brændt. Ubodfærdige kættere blev dømt til at skulle brændes levende på bålet. Selve henrettelsen fandt først sted nogen tid senere og gav igen anledning til en stor sammenstimlen.
Den romerske inkvisitions aktiviteter var omgærdet af hemmelighedskræmmeri. Selv i dag er det ikke tilladt forskere at granske dens arkiver. Tålmodig efterforskning har dog bragt en del af den romerske inkvisitions retsprotokoller for dagen. Hvad kan de afsløre?
En prælat stilles for retten
Pietro Carnesecchi, der blev født i Firenze i begyndelsen af det 16. århundrede, gjorde som gejstlig lynkarriere ved pave Clemens VII’s hof, hvor denne udnævnte ham til sin personlige sekretær. Men da paven døde, fik Carnesecchis karriere en brat afslutning. Senere blev han personlig bekendt med adelsmænd og præster der, ligesom han selv, havde antaget nogle af den protestantiske reformations lærepunkter. Det førte til at han tre gange blev stillet for en inkvisitionsdomstol. Han blev dømt til døden, halshugget og derefter brændt.
Carnesecchis fængselsophold er af kommentatorer blevet beskrevet som en elendig tilværelse. I et forsøg på at knække ham lod man ham torturere og udsulte. Den 21. september 1567 blev hans autodafé udført i nærværelse af næsten alle kardinalerne i Rom. Carnesecchi hørte sin dom blive oplæst fra en tribune i en folkemængdes nærvær. Domsafsigelsen blev i overensstemmelse med skik og brug afsluttet med en fremsigelse af en standardremse og en bøn rettet til den civile domstol. Det blev nu henstillet til den civile domstol, som kætteren derefter skulle overgives til, at vise mildhed i strafudmålingen, det vil sige afstå fra at idømme ham dødsstraf og fra at torturere ham unødig meget. Dette må siges at være topmålet af hykleri! Inkvisitorerne ønskede at rydde kætterne af vejen; men ved at bede de verdslige myndigheder om at udvise barmhjertighed, foregav inkvisitorerne at blodskylden lå hos de verdslige myndigheder og ikke hos kirken, som derved tog sig ren og uskyldig ud i offentlighedens øjne. Carnesecchi fik efter sin domsafsigelse udleveret en sanbenito, en skjorte af sækkelærred; en sådan fandtes i to udgaver: de angrende kættere fik udleveret en gul med røde kors, og de ikkeangrende en sort med flammer og djævle. Eksekveringen af dommen fandt sted ti dage senere.
Hvorfor var denne tidligere pavelige sekretær blevet anklaget for kætteri? Den pågældende retsbog, som man genfandt i slutningen af det forrige århundrede, afslører at han blev kendt skyldig i 34 anklagepunkter svarende til de lærepunkter han havde anfægtet. Blandt disse var læren om skærsilden, gejstligt cølibat, forvandlingen af brødet og vinen, konfirmationen, skriftemålet, forbudet mod visse fødemidler samt bønner rettet til „helgener“. Den ottende anklage er særlig interessant. (Se rammen på side 21.) Ved at dødsdømme dem der kun ville acceptere „Guds ord som det er udtrykt i Den Hellige Skrift“ som grundlag for deres tro, viste inkvisitionen nemlig klart at den katolske kirke ikke anser Bibelen for at være den eneste inspirerede kilde. Det er derfor ikke overraskende at mange af kirkens lærepunkter ikke er baseret på Bibelen, men på kirketraditionen.
En ung student henrettes
Historien om Pomponio Algieri, der blev født i nærheden af Napoli i 1531, er kort og bevægende. Den er ikke kendt af mange, men takket være nogle forskeres omhyggelige undersøgelser er den dukket frem af fortidens tåger. Algieri var blevet præsenteret for såkaldte kættere og for protestantiske læresætninger gennem sine kontakter med lærere og studenter fra forskellige dele af Europa da han studerede ved universitetet i Padova. Hans interesse for Bibelen voksede.
Han fik tro på at kun Bibelen var inspireret af Gud, og afviste derfor flere katolske lærepunkter, som for eksempel konfirmationen, skærsilden, transsubstantiationen og „helgeners“ forbøn såvel som læren om at paven er Kristi stedfortræder.
Algieri blev arresteret og stillet for inkvisitionsdomstolen i Padova. Han sagde til sine inkvisitorer: „Jeg er villig til at vende tilbage til fængselet, ja, til endog at dø hvis det er Guds vilje. Gud vil ved sin herlighed oplyse så mange flere. Jeg bærer enhver pinsel med glæde som følge af at Kristus, alle plagede sjæles fuldkomne trøster og mit sande lys, er i stand til at fordrive alt åndeligt mørke.“ Senere blev han udleveret til inkvisitionsdomstolen i Rom og dømt til døden.
Algieri var 25 år da han døde. Den dag henrettelsen i Rom skulle finde sted nægtede han at tilstå sin vildfarelse og at modtage kommunionen. Man iscenesatte en endnu grusommere død end ellers. I stedet for at lægge brænde på et bål fyldte man en stor kedel med olie, beg og harpiks og anbragte den på et skafot så alle bedre kunne se. Den unge mand blev bundet og sænket levende ned i kedelen, hvorefter man antændte indholdet, så han langsomt blev brændt op.
Andre religiøse institutioner der har pådraget sig skyld
Carnesecchi, Algieri og andre der blev henrettet af inkvisitionen, havde en mangelfuld forståelse af Bibelen. Kundskaben skulle først blive „stor“ i løbet af „endens tid“ for denne tingenes ordning. Ikke desto mindre var de villige til at dø for den begrænsede „kundskab“ de havde formået at tilegne sig fra Guds ord. — Daniel 12:4.
Også protestanterne, deriblandt nogle af reformatorerne, ryddede anderledestænkende af vejen ved at brænde dem på bålet eller dræbte katolikker med hjælp fra de verdslige myndigheder. Calvin, der foretrak at halshugge kættere, lod for eksempel Michel Servet brænde levende på bålet på grund af hans kætterske, antitrinitariske synspunkter.
Den omstændighed at katolikker og protestanter var lige gode om at forfølge og henrette kættere, undskylder på ingen måde deres handlinger. Men de religiøse hierarkier bærer et endnu alvorligere ansvar — de hævdede nemlig at det var Bibelen der gav dem belæg for sådanne drab, og at det var Gud selv der havde givet ordre til sådanne handlinger. Kaster dette ikke skændsel over Guds navn? Historikere bekræfter at Augustin, den berømte katolske „kirkefader“, var den første der støttede princippet med „religiøs“ tvang, det vil sige anvendelse af magt til at bekæmpe kætteri. I et forsøg på at retfærdiggøre en sådan praksis med Bibelen i hånden citerede han fra en af Jesu billedtaler i Lukas 14:16-24: „Nød dem til at komme ind.“ Disse ord, som Augustin fordrejede, var tydeligvis et udtryk for den allerstørste gæstfrihed, ikke grusom tvang.
Det er interessant at bemærke at selv da inkvisitionen var i virksomhed, protesterede tilhængere af religiøs tolerance mod kætterforfølgelserne ved at henvise til billedtalen om hveden og ukrudtet. (Mattæus 13:24-30, 36-43) Desiderius Erasmus af Rotterdam var en af dem. Han sagde at Gud, ejeren af marken, ønskede at kætterne, ukrudtet, skulle tolereres. Martin Luther, derimod, ophidsede til vold mod de bønder der ikke delte hans meninger, og næsten 100.000 blev dræbt.
Der hviler således helt klart en tung skyld på kristenhedens trosretninger for den intensive forfølgelse af såkaldte kættere. Men hvad bør det tilskynde os til at gøre? Vi ønsker uden tvivl at søge efter sand kundskab fra Guds ord. Jesus sagde at sande kristne kunne kendes på at de havde kærlighed til Gud og næsten — en kærlighed der udelukker brug af vold. — Mattæus 22:37-40; Johannes 13:34, 35; 17:3.
[Ramme på side 21]
Anklagepunkter som Carnesecchi blev fundet skyldig i
8. „[Du har fastholdt] at man ikke skal tro på andet end Guds ord som det er udtrykt i Den Hellige Skrift.“
12. „[Du har erklæret din tro på] at skriftemålets sakramente ikke er de jure Divino [i overensstemmelse med Guds lov], at det ikke blev indstiftet af Kristus eller finder støtte i Skrifterne, og at det ej heller er nødvendigt at skrifte uden til Gud selv.“
15. „Du har betvivlet læren om skærsilden.“
16. „Du har anset Makkabæerbogen, som omhandler bønner for de døde, for at være en apokryf bog.“
[Kildeangivelse på side 18]
The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck