Fra vore læsere — Reaktioner fra dommere og læger

I VÅGN OP! for 22. februar 1986 blev der i artiklen „Retssager der berører vor frihed til at vælge lægebehandling“ fremholdt nogle vigtige detaljer fra tre retssager. Domstolenes kendelser kan komme til at berøre enhver borgers frihed til at vælge lægebehandling. For at udbrede kendskabet til dette har mange Jehovas vidner i USA sendt bladet med artiklen til læger, dommere og hospitalspersonale i det område hvor de bor. Her følger nogle af de reaktioner det har medført.

Hvordan nogle dommere har reageret

Adskillige dommere erkender hvilke medicinske og juridiske konsekvenser disse retssager har haft, og de har givet udtryk for påskønnelse over at have modtaget artiklen. Nogle har for eksempel skrevet:

„Jeg har ladet [statsadvokaten] læse det brev og den artikel De har sendt mig og givet min sekretær besked om at skaffe samtlige akter vedrørende disse vigtige retssager. Da jeg modtog Deres brev spekulerede jeg netop over denne smitte der har inficeret nationens blodforsyning, og måske er det ikke noget tilfælde at De har sendt mig disse oplysninger netop nu.“

— W. K., Kentuckys distriktsdomstol

„Jeg har læst artiklen med interesse og værdsættelse. Jehovas Vidner fortsætter i dag som førhen med at føre an i kampen for religionsfrihed og for overholdelsen af den grundlovssikrede bestemmelse om at kirke og stat skal holdes adskilt. Vi vil alle, også de af os der har en anden religiøs overbevisning, fortsat nyde gavn af den indsats Jehovas Vidner har gjort og stadig gør.“

— D. W., kredsretsdommer i Florida

„Der må være nogle meget sagkyndige advokater blandt dem der skriver Deres kirkes skrifter. Jeg har draget nytte af mange af de artikler der indtil nu er blevet skrevet, og det glæder mig at kunne føje den artikel De har sendt mig til mit referencebibliotek.“

— D. Y., distriktsdomstolen i Ohio

Problemer med vildledende presseomtale

Pressen har givet et fordrejet billede af en af de sager der blev omtalt i Vågn op!-artiklen. Det har fået dommere til at skrive følgende:

„Jeg var overhovedet ikke klar over de faktiske forhold i forbindelse med detaljerne i Randolph-sagen. Det sammendrag jeg havde læst om sagen gav slet ikke de saglige informationer der kom frem i Deres artikel, og man fik derfor et noget anderledes indtryk af sagen. Jeg påskønner i høj grad at De har henledt min opmærksomhed på [kendsgerningerne].“

— R. R., distriktsdomstolen i Idaho

„Et af retsvæsenets evige problemer er den unøjagtige gengivelse af vore retskendelser. Dette er ofte skyld i at både offentligheden og juristerne får et forvrænget billede af hvad der egentlig besluttes i retssystemet. Den artikel jeg har modtaget fra Dem viser at I har været ramt af det samme problem.“

— S. W., staten New Yorks appeldomstol

Gavnlige foranstaltninger

Nogle af de fagfolk på området der har læst Vågn op!-artiklen, har givet følgende forslag til hvad de mener kan være en hjælp til at undgå retslige forviklinger når man nægter en bestemt behandlingsform:

„I artiklen er der henvist til nogle formularer der fritager læger og hospitaler for eventuelle retslige konsekvenser, og som benyttes af patienter der nægter at modtage blodtransfusion . . . Jeg ville gerne om De kunne sende mig en sådan formular. Når jeg taler med hospitalsdirektører vil det være en hjælp for mig at kunne vise dem en sådan formular.“

— R. S., advokat, Indiana

[Den amerikanske Lægeforening har givet et forslag til hvordan en sådan formular kan udformes, i Medicolegal Forms With Legal Analysis (1976), side 85. Denne formular er gengivet på side 28 i brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod (1977).]

„Jeg vil anse det for tilrådeligt at alle Jehovas vidner bærer en eller anden form for identifikation, for eksempel en medaljon eller et armbånd der gør opmærksom på deres religiøse overbevisning og tilkendegiver at de ikke ønsker blodtransfusion.“

— J. G., læge, Mainre

[Jehovas vidner bærer faktisk et underskrevet og dateret kort der angiver at de ikke ønsker blodtransfusion, og som er udarbejdet i samråd med læger og advokater.]

„Jeg vil gerne foreslå at alle Deres medlemmer oplyser deres læge om deres indstilling for derved forhåbentlig at forebygge eventuelle problemer der senere kunne opstå, for eksempel i nødsituationer.“

— J. T., hospitalsdirektør, Missouri

Oplysning ud til flere

Mange af de hospitalsfunktionærer der modtog Vågn op!-artiklen syntes at deres kolleger ville have gavn af at se dette oplysende materiale:

„Jeg læste . . . vedlagte artikler med interesse, og fortalte senere hospitalets lægeetiske udvalg om jeres synspunkter, hvilket resulterede i en del diskussion. Jeg føler at vore læger er meget forstående når det drejer sig om Jehovas Vidners synspunkter og tro.“

— M. R., hospitalspræst, Californien

„Jeg har benyttet lejligheden til at gå i gang med at lave kopier af artiklen til andre i vor stab af kirurger. Jeg vil gerne gøre opmærksom på at flere af disse sager drejer sig om kvinder der skal føde. Fødeafdelingen er ikke en del af den kirurgiske afdeling. Hvis De ønsker at de også får en kopi af artiklen bør De derfor kontakte overlægen for den obstetrisk-gynækologiske afdeling. Endnu en gang mange tak for artiklen.“

— T. L., læge, Kentucky

„[Artiklen] har vist sig at være yderst nyttig og interessant, og jeg vil derfor sætte pris på om De fremover vil sende mig lignende vigtige artikler. Jeg anmoder ærbødigst om tilladelse til at bruge artiklen: ’Retssager der berører vor frihed til at vælge lægebehandling’ som reference ved en senere lejlighed.“

— J. F., hospitalsdirektør, Florida

„De er øjensynlig klar over hvilke bekymringer mange af os i lægestanden gør sig når et Jehovas vidne i en nødsituation behøver kirurgisk behandling. Det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på eventuelle juridiske følger, men det er sandsynligvis sværere at forsone sig med tanken om at en patient dør som følge af manglende behandling, en behandling der i de fleste tilfælde blot er en rutinesag. Hvis man ikke personligt har oplevet et Jehovas vidnes dybt rodfæstede tro, er det svært at tage det rette hensyn til en sådan overbevisning. Nogle gange glemmer vi at der findes noget der er værre end døden, og patienter der er Jehovas vidner kan derfor blive ofre for vores mangel på forståelse af hvor dybt deres religiøse overbevisning bunder.

Hvis De fortsat deler Deres erfaringer med os, kan vi forhåbentlig holde sådanne konflikter på et minimum. Jeg vil lade disse oplysninger gå videre til andre blandt vort personale.“

— V. H., hospitalsdirektør, Idaho

[En tilsynsmand i den lokale menighed har skrevet at en broder der for nylig forhørte sig om muligheden for at blive opereret på dette hospital, mødte stor samarbejdsvilje. Han fik at vide at ’efter at man for nylig havde modtaget visse oplysninger var man villig til at samarbejde med Jehovas Vidner’.]

Mange kirurger har set sig i stand til at operere Jehovas vidner uden brug af blodtransfusion og har haft positive resultater når de har brugt en omhyggelig operationsteknik. Disse patienter udsættes heller ikke for den risiko der er forbundet med brug af blod, for eksempel faren for at pådrage sig AIDS. Desuden giver mange domstole sådanne patienter medhold i princippet om oplyst samtykke, hvilket vil sige at man har ret til selv at bestemme hvilken behandlingsform man vil underlægges.

[Ramme på side 28]

„Respekt og beundring“

En kirurg der arbejder på et hospital som er tilknyttet Columbias universitet i New York, har skrevet til os om en erfaring han har haft:

„Jeg glemmer aldrig da jeg for 15 år siden, som ung lægekandidat, stod ved en seng med et Jehovas vidne som døde af blodtab på grund af et sår på tolvfingertarmen. Man respekterede patientens ønske og undlod at give blodtransfusion, men jeg kan stadig huske den stærke følelse af desperation jeg som læge følte dengang.

Man har en tendens til at ændre syn på tingene som tiden går og man behandler mange patienter. I dag finder jeg nemlig at den gensidige tillid mellem læge og patient, samt den pligt man har til at respektere en patients ønsker, er af langt større betydning end al den nye lægevidenskabelige teknologi der omgiver os. Når jeg tænker tilbage på det jeg oplevede for 15 år siden, er det interessant at følelsen af håbløshed nu har veget pladsen for en følelse af respekt og beundring for denne patients urokkelige tro og engagement. Denne begivenhed minder mig fortsat om at jeg altid som læge bør respektere en patients personlige og religiøse ønsker, uanset hvordan jeg selv føler det eller hvilke konsekvenser det måtte medføre.“ — J. S.