Papirfremstilling — der var nogle som kom før ægypterne

ÆGYPTERNE får almindeligvis æren for i det tredje årtusind før vor tidsregning at have taget de første skridt til papirfremstilling. De skrællede barken af stænglerne fra en vandplante der kaldes papyrus. Marven der blev tilbage, blev skåret i brede men tynde strimler som blev lagt ud så de overlappede hinanden en smule. En tynd klæbemasse blev påført, og endnu et lag papyrusstrimler blev lagt oven på de første men sådan at de lå på tværs. De to lag blev klæbet sammen ved at man slog på dem med en kølle. Efter tørring i solen og en vis polering af overfladen, kunne arkene bruges til at skrive på. Af de tidligste skrivematerialer var det papyrus der havde den største lighed med papir.

Men hvad papirfremstilling angår var ægypterne bagud — flere tusind år bagud! De første papirfabrikanter er hvepsene, hvoraf de største arter Vespa crabro og Vespa maculata tilhører gedehamseslægten og findes i henholdsvis Europa og Nordamerika. De bygger et bo af papir der påbegyndes i det små af en enlig hun, en dronning, men det ender med at blive en imponerende papirkugle på mellem 30 og 60 centimeter i diameter der huser en arbejdsstyrke på flere tusind individer. Efter at dronningen har udvalgt et passende sted hvor boet kan placeres, ofte i et træ, afskraber hun partikler af trøsket træ som hun blander med spyt til en papirmasse.

Af denne papirmasse former hun en meget lille cellekage som hun hæfter til en gren eller et andet fast punkt. Papirmassen stivner hurtigt. Derefter omgiver hun cellekagen med et beskyttende hylster, bestående af flere lag papir som er adskilt fra hinanden af luftfyldte hulrum der virker isolerende. Dette hylster kommer ikke i berøring med cellekagen men holdes på plads af omkringsiddende grene og kviste. Den eneste åbning i denne hule papirbold er et hul i bunden der fungerer som ind- og udgang fra boet. De få sekskantede celler i cellekagen vender nedad, og i hver af disse lægger hunnen et æg.

Æggene klækkes i løbet af få dage. Dronningen fodrer larverne — de tigger om føde ved at frembringe skrabende lyde på cellevæggen. I løbet af tre uger lukker alle larverne sig inde i deres celler ved at spinde en tynd membran af silke over cellens åbning. Endnu tre uger forløber i dette puppestadium før de fuldt udviklede gedehamse gnaver sig vej gennem membranen. De er klar til at arbejde, og dronningen trækker sig nu tilbage fra papirfremstillingen for at koncentrere sig om æglægningen.

Denne forandring betyder at fremstillingen af papir må forøges. Der er behov for flere celler til at huse æggene. Den oprindelige cellekages omkreds vokser efterhånden som flere celler føjes til. Under denne cellekage påsættes søjler af papir hvortil endnu en cellekage hæftes. Flere og større cellekager føjes til, indtil antallet når op på otte eller flere. Når vi bygger huse begynder vi med grunden og bygger opad — gedehamsene begynder med øverste etage og bygger nedad. Hver etage i vores huse bæres af den underliggende etage — gedehamseboets etager hænger neden under hinanden. For at give plads til denne indvendige udvidelse bliver de indre vægge revet ned samtidig med at nye føjes til udefra. Efterhånden som familien vokser udvider boet sig som en ballon der pustes op.

Man kan af og til iagttage hvordan gedehamsene føjer nye lag til uden på boet. De ankommer til boet med små kugler af godt gennemtygget papirmasse. Mens de går baglæns trækker de disse kugler ud til strimler der føjes efter hinanden. Disse sammenføjede strimler danner et mønster der kan ses på den færdige beklædning. Gedehamsens spyt virker som lim i papirmassen.

Det er interessant — og forbløffende — at gedehamsen selv er i stand til at bestemme fiberretningen i papiret alt efter hvor det skal anvendes. Gedehamseboets vægge får styrke ved at fibrene danner et uregelmæssigt mønster, idet de ligger på kryds og tværs af hinanden — i lighed med den måde hvorpå ægypterne anvendte strimler af papyrus. Men når der af papiret skal fremstilles stilke, eller bjælker til ophængning af den første cellekage under en gren eller til fastgørelse af nye cellekager under de øvrige, lægges alle fibrene parallelt med hinanden. Dette forøger styrken væsentligt, sådan at boets tungere dele kan holdes på plads. En specialist siger om dette at materialets „bæreevne forøges væsentligt når alle træfibrene lægges på langs af hinanden — nøjagtig som muskelfibrene opnår deres kolossale styrke ved at alle fibrene af bindevæv ligger parallelt i belastningsretningen“.

Man kunne i denne sammenhæng spørge om ligheden i konstruktion mellem gedehamsens papirsøjler og menneskets muskelfibre er et bevis på en evolutionær forbindelse? Evolutionister hævder almindeligvis at ligheder beviser slægtskab. Og i de tilfælde hvor lighederne ikke passer ind i mønsteret, bliver de naturligvis vilkårligt og bekvemt afvist som tilfældigheder. Men ligesom mennesket gør brug af de samme principper i forskellige opfindelser, sådan har Skaberen af himmelen og jorden også gjort det — længe før mennesket. Således er gedehamsene i stand til ved hjælp af deres gudgivne instinkt at tage hensyn til det varierende behov for styrke i de forskellige dele af boet og at ordne træfibrene i papirmassen derefter.

Det er også ved hjælp af ’instinktiv visdom’ at gedehamsene konstant kan holde temperaturen i deres bo på 30 grader celsius. Denne opgave lettes væsentligt ved hjælp af de mange lag papir med luftlommer imellem, der omslutter boet — disse lag virker efter samme princip som termovinduer. „Kubens ydervæg,“ bemærker en specialist, „er et lige så effektivt isolationsmateriale mod varme og kulde som en 40 centimeter tyk murstensvæg“.

Dette er dog ikke altid tilstrækkeligt. Når temperaturen daler til under 30 grader celsius, begynder en særlig gruppe arbejdere at bevæge deres flyvemuskler uden at bevæge vingerne — svarende til en bil hvor motoren går i tomgang. Denne muskelaktivitet producerer varme. Hvis temperaturen i boet bliver for høj, henter gedehamsene vand som de fugter cellerne med. Derefter svirrer de med vingerne for at få vandet til at fordampe, hvorved boet afkøles — svarende til at en bilmotor kommer af med varmen gennem køleren.

Sig ikke at denne visdom blot har udviklet sig ved et tilfælde, uden at fremlægge vidnesbyrd herfor og uden samtidig at forklare hvordan det har kunnet lade sig gøre. Disse forbløffende ’papirfabrikanter’ er næsten som robotter — de er programmeret med denne visdom da de blev skabt. ’De er instinktivt vise.’ — Ordsprogene 30:24.

Og når det drejer sig om at fremstille papir, var gedehamsene flere tusind år forud for ægypterne!