„Jeg vandt over kræften“

ROSE MARIE bor i Texas og er en meget glad og udadvendt kvinde i 60erne. Første gang hun opdagede en knude var i 1964, omtrent samtidig med at overgangsalderen begyndte. Hun fortæller her sin opmuntrende beretning:

„Da jeg første gang opdagede en knude i brystet var jeg bekymret over hvad det kunne være. Min mand kørte mig derfor hen til undersøgelse på hospitalet. Ængstelig sad jeg og ventede på resultatet. Jeg husker at jeg følte det som om jeg havde fået et spark i maven da jeg fik at vide at jeg måske havde brystkræft. En tid med ubeslutsomhed fulgte — hvad skulle vi gøre? Nogle læger tilrådede en operation, mens andre anbefalede alternative behandlingsformer. Hvad skulle vi beslutte os til?

Min mand drøftede sagen med en ven der var læge. Han sagde at de fleste brystknuder var godartede, men at knuden også kunne være ondartet. Vi måtte derfor vælge om vi ville løbe risikoen og udsætte operationen eller med det samme få den ubehagelige knude fjernet. Vi besluttede i fællesskab at jeg skulle lade mig operere. Knuden blev fjernet og erklæret ikke-ondartet. Jeg drog et lettelsens suk.

I 1965 opdagede jeg en ny knude i samme bryst. Det var et tilbageslag, men ikke et nederlag. Jeg blev opereret endnu en gang, og også denne knude var godartet. Billedlig talt holdt jeg vejret af spænding mens alt gik godt i to år. I 1967 viste der sig så en tredje knude i samme bryst. Lægerne beordrede en omhyggelig biopsi (vævsprøve) og fandt svulsten ondartet. Brystet skulle fjernes. En måned senere fik jeg derfor foretaget en „simpel“ mastektomi (operativ fjernelse af brystet).

Otte år gik uden at noget viste sig. Jeg begyndte at føle at jeg havde vundet over kræften. Men i 1975 opdagede jeg en knude i det andet bryst. Lægerne valgte, i betragtning af det hidtidige sygdomsforløb, at fjerne også dette bryst. For at sikre sig at kræften ikke bredte sig ordinerede de også en serie strålebehandlinger. Jeg må tilstå at behandlingen skræmte mig. Hvorfor?

Hver gang måtte jeg sidde og vente sammen med andre der også fik strålebehandlinger. De var blevet farvet røde de steder i ansigtet og på kroppen der skulle bestråles. Det var et foruroligende syn. Så måtte jeg ganske alene begive mig ind i strålingsrummet. Det var uhyggeligt at vide at der var en usynlig kraft som ødelagde mit væv, det syge og det raske på én gang. Jeg fik 30 strålebehandlinger i løbet af cirka 15 uger, og siden har jeg kun haft brug for to mindre kirurgiske indgreb for godartede knuder på ryggen og i hovedet.

Styrket til at leve videre

Nu — 22 år efter at den første knude viste sig — nærer jeg ægte taknemmelighed over stadig at være i live. Det har været hårdt at komme igennem alle disse prøvelser. Men ikke mindst min mands kærlige støtte har været en hjælp. Hver gang jeg skulle på sygehuset, sørgede han for at han kunne ledsage mig, deriblandt alle de gange jeg skulle have strålebehandling. Jeg tror at alle trænger til støtte fra en god ven eller slægtning når de skal på hospitalet. Men vedkommende skal være stærk og positiv, ikke følelsesbetonet. Jeg har let til tårer, og jeg trænger ikke ligefrem til at blive hjulpet på vej i denne henseende.

Jeg synes også at mine læger har været til stor hjælp. Jeg var så heldig at blive behandlet af dr. James Thompson, en af de bedste dengang. Han evnede at opmuntre patienterne, selv på operationsstuen. Han var også åbenhjertig angående min tilstand, uden at være hårdhændet eller grov.

Jeg lærte også at tænke på noget andet end min situation. Jeg har altid holdt mine tanker og min tilværelse optaget af mange interesser og aktiviteter. Jeg elsker at læse — men det skal være om noget der gør en glad. Jeg bryder mig ikke om at få tankerne henledt på makabre emner, og jeg kan ikke udstå TV-stykker der foregår på et hospital!

Hvad der gavnede mig mest mens jeg var syg? Jeg satte blandt andet pris på alle de kort og breve jeg modtog med ønsker om god bedring. Det var meget opmuntrende at vide at så mange tænkte på en. Når man er syg bryder man sig ikke altid om at få besøg, men en skriftlig hilsen er meget velkommen. Jeg satte naturligvis pris på at de besøgende talte om noget opbyggende og positivt. Ingen bryder sig om at høre om en slægtning der for tre år siden døde af kræft! Finfølelse hos de besøgende er man taknemmelig for.

Jeg har som et af Jehovas vidner naturligvis hentet stor styrke i min tro. I størst mulig udstrækning har jeg også holdt mig travlt beskæftiget i den kristne tjeneste. Det at forkynde og undervise i Bibelens håb om Guds nye ordning og opstandelsen har styrket mig i troen. Nu, i 1986, er jeg lykkelig over stadig at være i live og i stand til at fylde min tilværelse med aktivitet i Jehovas tjeneste.“ — Indsendt.

De seneste års fremskridt inden for kræftbehandlingen har bevirket at nogle patienter kan nøjes med lokal operativ fjernelse af selve knuden. Valget af behandlingsform afhænger imidlertid af mange faktorer. — Red.