Hvordan kan man støtte en kræftpatient?

„Det centrale i al klinisk praksis er at lægen må udstråle empati og hjælpe patienten til at forstå sin sygdom.“ — Bogen Holistic Medicine.

PLEJE af kræftpatienter er en stor udfordring, især for det plejepersonale der har direkte kontakt med patienten. Man er fanget i et vanskeligt dilemma — man må vise empati og udstråle optimisme men samtidig undgå en ensidig og sentimental indstilling til den syge. Hvordan lader det sig gøre i praksis?

Læger og sygeplejersker der hver dag har at gøre med kræftpatienter, kan ikke tillade sig at lide med enhver patient; så ville de alt for let bukke under følelsesmæssigt. Vågn op! har spurgt en tidligere hospitalsfarmaceut om hans erfaring. Han fortæller: „Jeg havde at gøre med alle slags læger og specialister på hospitalet. Og på en eller anden måde virkede kræftspecialisterne altid modfaldne eller nedtrykte.“

Men læger og sygeplejersker kan heller ikke bare være upersonlige og uengagerede, for patienten ser hen til dem efter håb. Som Maurice Finkel skriver i Fresh Hope in Cancer: „Hvad kræftpatienten behøver fremfor alt, er håb. Håb der giver ham energi til at kæmpe med sin sygdom — selv om hans anstrengelser slår fejl . . . Den der giver op dør altid, den der kæmper har en chance for at overleve.“

Lægen må udføre en vanskelig balanceakt. Han må vurdere hvor meget patienten behøver at vide om sygdommen for at kæmpe imod den. Spørgsmålet er om patienten, hvis han ved for meget, vil synke ned i opgivende håbløshed. Dette bedømmes forskelligt fra kultur til kultur.

Vågn op! har interviewet Tomoyoshi Hirano fra Japan, der for nylig mistede sine svigerforældre på grund af kræft. Han fortæller: „Vor japanske kultur giver os en tilbøjelighed til ikke at omtale ubehagelige kendsgerninger. Lægen ville ikke fortælle min svigerfader at han havde kræft. Han ville ikke engang sige det til hans døtre. Han ville kun fortælle mig, en ’fremmed’, de hårde kendsgerninger. Man regnede med at jeg traf alle afgørelser uden at lade noget gå videre til min kone eller hendes fader. Jeg følte imidlertid at jeg som kristen havde pligt til at fortælle sandheden på en taktfuld måde og ikke skjule kendsgerningerne.“

Måske er det lidt anderledes i et vestligt præget samfund. Vil lægen ikke få skylden hvis patienten træffer dispositioner på utilstrækkeligt grundlag fordi han ikke har fået ren besked? Faktisk afhænger meget af hvad patienten gerne vil vide og hvornår vedkommende vil vide det. Som dr. Charles F. McKhann siger: „Jeg er kommet til den erkendelse at hvis folk kan overvinde sig til at stille spørgsmål er det mindste de fortjener deres læges villighed og evne til at give fornuftige svar.“ — Bogen The Facts About Cancer.

Det er derfor meget opmuntrende når behandlingspersonalet har ægte medfølelse med patienterne. Dette understreger vigtigheden af at man vælger en læge som man står på god fod med. Dr. McKhann tilføjer: „En læge som man har virkelig tillid til, kan gøre alt mere udholdeligt. Deres læge bør være medfølende, forstående og interesseret i Dem både som menneske og som patient.“

En sygeplejerske der arbejder med kræftpatienter, har til The New York Times skrevet et indlæg som lader formode at behandlingspersonalet ikke alle vegne er lige forstående over for patientens behov: „Det der forbløffer mig mest, er ikke at patienter og pårørende kan klare kræften, men at de kan klare behandlingspersonale og faciliteter hvis organisation og opbygning synes indrettet på at gøre dem skuffede og nedtrykte og forholde dem den hjælp og støtte som er så altafgørende i deres situation.“ Hun sluttede brevet: „Vi må lægge os vel på sinde at indlevelsesevne, almindelig høflighed, humoristisk sans og medmenneskelig omsorg også er ’våben’ i kampen mod kræften.“

Også andre, for eksempel nære slægtninge og venner, kan yde betydningsfuld støtte til den syge. Det gælder især patientens ægtefælle og børn. For at give et billede af hvordan man kan yde støtte, har Vågn op! talt med flere ægtefæller til kræftpatienter og med nogle der er kommet sig efter en kræftsygdom.

„Jeg måtte omprioritere“

Betydningen af støtte fra familien belyses af Terrys tilfælde. Hun var 28 da hun den sidste dag i 1982 opdagede at hun led af kræft. Lægerne gav hende 6 til 12 måneder at leve i. Hvordan greb hun og hendes mand, Paul, situationen an?

Paul beretter til Vågn op!: „Jeg følte at vi måtte se kendsgerningerne i øjnene. Hun havde kun de få måneder tilbage, og jeg ønskede blot at gøre hendes bortgang så værdig som muligt. Kemoterapien kan nemlig være stærkt nedbrydende, med hårtab og uophørlig kvalme og opkastninger.“

Vågn op!: „Hvordan indvirkede det på din tilværelse som ægtemand?“

„Det betød at jeg måtte omprioritere min tilværelse. Ejendele og penge fik mindre betydning. Jeg indså at jeg næsten måtte fungere som heltidssygeplejer for at passe hende. Jeg lærte også at udvise tålmodighed og beherske min forlegenhed når hun kastede op eller fik anfald i andres nærværelse. Lykkeligvis var hun meget realistisk og sank ikke hen i selvmedlidenhed. Det gjorde min rolle lettere.“

Vågn op!: „Hvilke andre forslag til kræftpatienters slægtninge og venner har du?“

„Lad aldrig den syge føle at han eller hun er en belastning for dig. Vis empati. Opdyrk fornemmelse for deres følelser så du ved hvad man skal tale om og hvornår. Nogle gange vil de gerne tale frit ud [om sygdommen], og andre gange er det emne det sidste de kunne tænke sig at tale om.“

Vågn op!: „Hvad hjalp Terry til at udholde sine prøvelser?“

„Vore åndelige brødre og søstre var til stor støtte for os ved deres besøg og ved deres hjælp med madlavningen. På længere sigt gav studium af Bibelen hende en klar forestilling om opstandelseshåbet og om den tid da der ikke mere vil findes død og sygdom på jorden.“

Som lægerne havde forudsagt døde Terry inden årets udgang, i oktober 1983.

Livskvalitet og målsætning

Når man rammes af en dødbringende sygdom opstår spørgsmålet: Hvor lang tid har jeg tilbage? Nogle uger? Nogle måneder? Nogle år? Spørgsmålet om livskvalitet får pludselig større betydning. Selv mindre præstationer, som at skrive et brev og læse en bog, får betydning og gør livet værd at leve. I det omfang aktivitet er mulig, er det en terapi i sig selv.

Dette bekræftes af den 46-årige Barbara fra England. I 1980 opdagede hun at hun havde brystkræft. Kræften har siden bredt sig til andre dele af legemet. Men kemoterapi og strålebehandling har hjulpet hende. Hvordan holder hun sig i gang? „Jeg finder at kortsigtede mål er nyttige for mig. Jeg lægger kun planer for mål der let kan nås på kortere sigt. Så synes jeg at jeg kan være rimeligt lykkelig og tilfreds.

Det gavner mig afgjort at tænke på andre og være optaget af dem. Jeg holder mig derfor travlt beskæftiget med at sende kort til opmuntring for andre der ikke har det så godt. Jeg har også stor fornøjelse af at skrive breve.“

Hvordan støtter hendes mand, Stephen, hende? „At jeg viser ægte interesse for Barbaras tilstand hjælper hende også. Vi klarer alt i fællesskab. For eksempel holder vi begge af at læse, men vi har fundet ud af at det er godt at læse højt for hinanden og således være fælles om oplevelsen.“

Først et hjerteanfald, derpå kræft

Dodes mand, Charles, en stovt mand i tresserne, blev i 1985 ramt af et voldsomt hjerteanfald. Han lå på intensivafdelingen i ni dage, men gennemstod det hele med en sådan beslutsomhed at han, inden der var gået seks uger, var tilbage på arbejde. I september samme år begyndte han så pludselig at få ukontrolleret hikke når han spiste. En undersøgelse gav mistanke om mavekræft. Han blev opereret i december. Fire uger efter var han tilbage på arbejdet!

Hvad gjorde Dode for at støtte sin mand i disse vanskelige måneder? Hun svarer: „Vi spildte ingen tid og nerveenergi på negative grublerier. Vi ventede på kendsgerningerne om sagen før vi drøftede den eller besluttede hvad vi ville gøre.

Vi fulgte lægernes og kirurgens råd angående den nødvendige behandling og gik fortrøstningsfuldt i gang. Vi talte kun om noget positivt og regnede med at Charles ville komme sig. Min mand har kampånd, og jeg var besluttet på at hjælpe ham.“

Vågn op!: „Hvad mere gjorde du for at holde ham oppe?“

Dode: „Jeg hindrede eller begrænsede besøgene mens han var på hospitalet. Et besøg skulle være aftalt, og skulle være kort. På den måde kunne jeg frasortere de velmenende der måske blot ville virke trættende på ham. De flere hundrede ’god-bedring-kort’ han fik, var faktisk til større opmuntring end besøg.“

Vågn op!: „Vi ved at du har arbejdet som fuldt uddannet sygeplejerske, og sammen med mange læger. Men hvordan mener du nu, i din egenskab af patienthustru, at lægerne kan være til støtte?“

Dode: „Som lægen gjorde i vort tilfælde, tror jeg at han bør søge at bibringe patienten et positivt fremtidssyn. Han bør kun fortælle ham så meget som han gerne vil vide, i overensstemmelse med hans spørgsmål. Jeg forventede naturligvis at lægerne var åbne over for mig. Men jeg ville gerne have at de såede håb, ikke fortvivlelse, hos min mand. Medmindre en patient forlanger et svar, tror jeg ikke at man bør fortælle nogen at han eller hun kun har så og så mange måneder tilbage. Lad det afhænge af patientens tilstand og beslutsomhed.“

Vågn op!: „Hvad hjælper dig til at klare situationen dag for dag?“

Dode: „Sympati! Som ægtefælle oplever man et uafladeligt pres mens man søger at opretholde en tapper facade. Det gør derfor godt når nogen spørger: ’Hvordan har du det, Dode?’ Så ved jeg at de også forstår min situation.

Jeg synes også at humoristisk sans hjælper os. Vi synes begge om golf, og da han havde tabt sig meget sagde jeg en dag til ham: ’Jeg ved ikke om dine ben er trækøller nummer tre eller jern nummer fire lige nu!’ Han lo. Og tænk engang — inden seks uger efter operationen spillede han 18 huller sammen med mig!“

Hvad synes Charles har været den største opmuntring for ham som patient? Han svarer:

„Jeg kan opregne tre — min kone, hospitalspersonalet og alle vore venner. Vi fik storartet støtte af hospitalets medarbejdere. De redegjorde i forvejen for alle led i indgrebet og behandlede os som enkeltpersoner, ikke som numre. Derfor havde vi fuld tillid til dem, og det hjalp os til at være optimistiske.

Min største støtte var naturligvis min kone. Og det var en yderligere fordel for mig at hun har været sygeplejerske. Bøn har også været til stor trøst og styrke for mig. Jeg har bedt om at jeg måtte kunne arbejde videre . . . og her ser du mig i mit kontor!“

Han så kendsgerningerne i øjnene med håb

Vågn op! har også interviewet Ethel, hvis mand for nylig døde af kræft i en alder af 65 år.

Vågn op!: „Hvilken behandling fik Stan?“

Ethel: „I januar 1985 fik han stillet diagnosen kræft i hoften. Kort efter blev vi klar over at han også havde svulster i den ene lunge, i det ene øje og i hjernen. Han fik kemoterapi mod svulsterne i lungen og derefter strålebehandlinger de andre steder. Et stykke tid så han ud til at komme sig, og han lagde rejseplaner. Så en dag fik han voldsomme opkastninger, og vi vidste at det var et tilbagefald. Fra da af vidste vi begge mere eller mindre at han ikke ville komme sig.“

Vågn op!: „Hvordan tog I det hver især?“

„Vi talte lige ud om vores situation, og Stan så kendsgerningerne i øjnene. Faktisk hjalp han med sin holdning mig til også at se sandheden i øjnene.

Jeg er ikke den type der græder, og jeg forsøgte at undgå at bryde sammen når han kunne se det. Men jeg kan huske at jeg en dag så ham græde, og det fik mig til det samme. Jeg sagde til ham: ’Hvis du føler trang til at græde, kan vi lige så godt græde sammen og få det overstået.’ Så græd vi sammen, og jeg tror at det lettede os. Bagefter smilede han flovt, men jeg ved at det gjorde os begge godt.

Noget andet af betydning var vort bibelsk begrundede opstandelseshåb. Vi talte ofte om det. Så kunne han sige: ’Jeg sover bare et stykke tid, og så kommer jeg tilbage når den nye ordning er indført på jorden.’ Vores tro har betydet meget.“

Kræft og tro

Kampen mod en kræftsygdom kræver stor indre styrke, og en stærk tro er derfor gavnlig. Bøn, hvor man henvender sig til Gud, kan give stor fred og styrke. Som Bibelen siger: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ — Filipperne 4:6, 7.

Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at den tid er nær da Gud „vil tørre hver tåre af deres [menneskenes] øjne“. Videre lover Gud: „Døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Ja, snart, under Guds riges styre, vil kræft sammen med alle andre plager blive fjernet. — Åbenbaringen 21:3, 4; Lukas 21:29-33.

[Ramme på side 25]

Positiv selvhjælp til kræftpatienter

1. Luk ikke øjnene for virkeligheden. Vær realistisk og se kendsgerningerne i øjnene. På denne måde får du det bedst mulige ud af tiden.

2. Læg gennemførlige planer og sæt dig mål for hvad du gerne vil udrette. Sørg for at have en mening med livet. En tilværelse uden mening er indholdsløs; men det behøver den ikke at være — det afhænger af dig.

3. Forbliv aktiv i størst muligt omfang. Trods eventuelle fysiske begrænsninger er dit åndelige liv ikke slut. Hvorfor afslutte det for tidligt? Hold dit sind beskæftiget — med at læse, skrive, male og tage kundskab til dig. Gå gerne i gang med noget nyt.

4. Opdyrk en positiv holdning så du anvender dine kræfter og midler fornuftigt. Selvmedlidenhed er selvcentreret og selvødelæggende. Hav tanke for hvad du kan gøre for andre. Din indstilling kan blive til opbyggelse for din familie og dine venner.

5. Prøv at bevare din humoristiske sans og evnen til at le ad dig selv. Hav øje for roserne, ikke kun tornene. Glæd dig over at du er i live; og tænk ikke hele tiden på at du, i lighed med alle andre, skal dø.

[Illustration på side 24]

Læger, sygeplejersker, familie og venner kan alle være til støtte