Verdensmesterskabet i fodbold — lutter ædel kappestrid?
„En 63-årig uruguayaner forlod sit arbejde som gadesælger af fødevarer i Carmelo for i næsten et år at rejse 10.000 kilometer ’på tommelfingeren’, så han kunne følge fodboldlandsholdet.“ — Det mexicanske dagblad El Universal.
Denne fodboldtilhænger var kun én af flere hundrede tusind som overværede slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold i Mexico i 1986.
DETTE er ingen usædvanlig begivenhed, i betragtning af den fodboldfeber der i dag har grebet hele verden. Ifølge en kilde ville det i gennemsnit koste en mexicaner fire månedslønninger blot at komme ind til åbningskampen. Men tusinder købte billetter. Og det undrer ingen at høre at en fodboldtilhænger fik et hjerteanfald ved ankomsten til Azteca Stadion i Mexico City — fordi han havde mistet sine billetter! Men lad statistikkerne berette om fodboldspillets popularitet.
De 52 kampe blev spillet på 12 stadionner i ni mexicanske byer. Slutrunden om verdensmesterskabet i 1986 var historiens største tilskuerbegivenhed. Cirka to milliarder fodboldtilhængere verden over fulgte den direkte fjernsynsudsendelse fra åbningskampen den 31. maj. Næsten tre milliarder så finalekampen mellem Vesttyskland og Argentina den 29. juni. Man regner med at de 52 kampe sammenlagt er blevet fulgt af cirka 10 milliarder fjernseere — rundt regnet to gange verdens befolkning!
På grund af den altoverskyggende fodboldinteresse i mange lande undgik nogle politikere omhyggeligt at planlægge kongresser eller offentlig fremtræden når der blev vist kampe i TV. Og da Irak slog Syrien og kvalificerede sig til slutrunden affyrede irakiske soldater ved fronten i den fem år gamle krig mod Iran deres våben for at fejre begivenheden og oplyste himmelen med sporprojektiler. Ja, for milliarder af mennesker er fodbold en alvorlig sag. Rogerio Achilles, der er sportskommentator for en radiostation i São Paulo, siger: „Fodbold er mere end en sportsgren, det er folkets religion.“ Men hvorfor er fodbold så populært?
Virkelighedsflugt
Sport benyttes i lighed med narkotika og alkohol som et middel til virkelighedsflugt. Den mexicanske psykoanalytiker Armando Barriguete har med henvisning til Mexicos nuværende økonomiske vanskeligheder erklæret at verdensmesterskabskampene for det mexicanske folk har tjent som ’en flugt fra de aktuelle problemer’. Mexico City-dagbladet El Universal fremfører at ’det kommercielle og det statslige fjernsyn har forsøgt at overbevise folk om at elleve kraftfulde unges — Mexicos fodboldlandsholds — sejr er en national hævn for al den elendighed vi erfarer’. Slutrunden om verdensmesterskabet siges således at have ’højnet moralen hos et folk hvis stolthed var såret og hvis håb var bristet’. Ja, for mange mennesker er fodbold meget mere end en sportsgren — det er deres ugentlige dosis af drømme og illusioner.
Fodbold kan hensætte tilskueren i midlertidig spænding, men kan i lighed med narkotika og alkohol ikke skabe varig fred i sindet. Men kan spillet da, som nogle påstår, fremelske enhed mellem nationerne?
Forenet af en bold?
Sportsbegivenheder bliver til tider brugt til fremme af politiske tanker og ideer. Hvordan skete dette under slutrunden i 1986?
Mexicos præsident, Miguel de la Madrid, gik sammen med De forenede Nationer om at „udsende et fredsbudskab til hele verden“. Det officielle symbol for slutrunden i 1986 var jordens to halvkugler med en fodbold imellem. I tråd med dette udtalte Rafael del Castillo, præsidenten for det mexicanske fodboldforbund: „Gennem sit motto for ’Mexico-86’ drømmer vor nation om, og håber på, en verden forenet af en bold.“ Men Mexico var ikke ene om sin ønsketænkning. Bemærk følgende citater:
Argentinas præsident, Raúl Alfonsín, betragtede verdensmesterskabet i fodbold som „symbolet på en søgen der skulle få os til at føle nødvendigheden af at arbejde henimod fællesskab, fred [og] universel retfærdighed“.
João Havelange, præsident for FIFA (det internationale fodboldforbund), fremhævede i sin åbningstale den „fællesskabets og forståelsens ånd der tjener fredens ideal“.
I et budskab til deltagerne i den 13. slutrunde om verdensmesterskabet sagde De forenede Nationers generalsekretær, Javier Pérez de Cuéllar: „I en verden hvor et uhæmmet våbenkapløb forekommer side om side med uretfærdighed, sult og nød, . . . opfordres [De] til uophørligt at minde Deres ledere om den bydende nødvendighed af samarbejde for at opnå fred.“
Endog pave Johannes Paul II udtalte sin forhåbning om at verdensmesterskabskampene ville begunstige ’fredelige forhold og samarbejde mellem nationer og fremme samfundsmæssige værdier som forståelse, loyalitet, holdånd, universelt broderskab og — fremfor alt — verdensfred’.
Mange nationer var ganske vist forenede for en kort stund mens kampene blev udsendt i fjernsynet via satellit. De kunne nok blive enige om at ’leve med’ og heppe, men var samtidig splittede af en blind nationalisme og en heftig konkurrenceånd. Kan man da sige at verdens befolkning virkelig var „forenet af en bold“?
Er drømmen gået i opfyldelse?
Med tanke på fodboldspillets betydning i samfundet sagde den franske filosof Albert Camus engang: „Jeg har fodboldspillet at takke for de sandeste begreber jeg kender angående moral og medmenneskelig forpligtelse.“ Der blev under slutrunden sagt smukke ord om „fodboldens verdensomfattende familie,“ „ædel kappestrid“ og „sportsånd“. Men levede kampene så op til forventningerne? Kan fodbold, eller for den sags skyld nogen anden sportsgren, fremme fred, enhed og høje moralnormer?
Sportsredaktøren Pedro Escartín kommenterede kampen mellem Mexico og Paraguay sådan: „Når fodboldbanen forvandles til en galeanstalt af vold og destruktiv fodbold, hvor man praktiserer den tvivlsomme regel at ’gå efter manden i stedet for bolden’, så er det for meget forlangt at én mand alene, uden samarbejde fra spillere og trænere, kan forvandle en voldelig atmosfære til en opvisning i sportslig optræden og gode manerer.“ Han tilføjede: „I en kamp hvor der begås 77 frispark og straffespark, spørger jeg mig selv om fodbold kan være positivt.“ Til alt held var ikke alle kampe helt så voldelige.
Nogle gange blev selv journalister udelukket fra træningen. Hvorfor? Fordi nogle hold frygtede at spioner fra andre hold ville prøve at snige sig ind sammen med pressen og tilskuerne for at aflure holdet noget af dets taktik. Mexico City-dagbladet Excelsior skrev: „De deltagende hold i slutrunden lader til at have udviklet en tvangsforestilling om at deres konkurrenter har spioner til stede. . . . Der var beskyldninger nok fra de forskellige delegationer til at fylde en spionroman af John le Carré.“ Dette har næppe gjort slutrunden tjenlig som eksempel på en forenende, fredfyldt atmosfære.
I en anden kommentar citerede samme dagblad pavens ord: „Sport er ikke nok . . . Den går let over i overdreven konkurrencelyst, rivaliseren, aggressivitet, brutalitet, illoyalitet, industrialisering og kommercialisme.“ Denne ånd smitter af på tilskuerne ’i hvis ansigter man kan læse aggressiviteten, smerten, vreden, raseriet, bedrøvelsen, og hyppigt en ruslignende og hysterisk glæde’. Disse egenskaber har sammen med blind nationalisme ofte medført vold og blodbade. Og fodboldvold er ingen sjældenhed.
For at modvirke sådanne problemer under slutrunden i 1986 blev der truffet strenge sikkerhedsforanstaltninger. Cirka 50.000 mand fra politiet og hæren blev indsat for at opretholde orden. Grupper af sprængningseksperter blev holdt i beredskab i tilfælde af terroristangreb. Fire veltrænede brigader af antiterror-soldater var stationeret på strategiske steder. Femten politifolk fra Scotland Yards Special Branch beskyttede det engelske hold. Paraplyer og andre „farlige“ genstande der kunne bruges som våben, blev beslaglagt ved stadionindgangene. Man serverede endda drikkevarer uden isterninger, da disse kunne anvendes som kasteskyts!
Hvis professionel sport hverken på eller uden for banen kan stifte fred og harmoni, hvordan skulle den da kunne fremme verdensfreden?
Men hvordan bør oprigtige kristne betragte professionel sport? Kan sport udgøre en fare for den kristnes uangribelighed?
Hvordan påvirker sport dig?
Spil, som for eksempel fodbold, kan give deltagerne gavnlig motion. Men som med andre fornøjelser er ligevægt påkrævet. Man kan spørge sig selv hvor megen tid og hvor mange kræfter man bruger på at deltage i sport eller på som direkte tilskuer eller som fjernseer at betragte sport. Lader du sport gribe ind i mere vigtige kristne aktiviteter såsom møder, personligt studium og forkyndelse? (Filipperne 1:10) Bibelens råd lyder: „Fysiske øvelser er nyttige nok, men åndelighedens nytte er ubegrænset, da den som belønning tilbyder os både et liv her og nu og livet i fremtiden.“ — 1 Timoteus 4:8, The Jerusalem Bible.
Apostelen Paulus giver yderligere dette råd: „Lad os ikke blive selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) Der er ikke nødvendigvis noget forkert ved at kristne dyrker sport med måde, men vi bør være på vagt over for konkurrenceånden og ønsket om at vinde for enhver pris, noget der tydeligt kommer til udtryk i professionel sport. Hidsig konkurrence kan munde ud i vold. — Filipperne 4:5.
Præsidenten for det mexicanske fodboldforbund, Rafael del Castillo, citerede forfatteren Rudyard Kipling med sin opfordring til spillerne i slutrunden om at „fylde hvert kostbart minut med tres sekunders voldsom kamp“. Dette står i stærk modsætning til apostelen Peters råd om at „søge fred og jage efter den“. — 1 Peter 3:11.
Professionel sport er også forbundet med faren for nationalisme og patriotisk stolthed. Hvilket land eller hvilken by tror du Jesus Kristus ville holde med hvis han var på jorden i dag? Israel? Italien? Jerusalem? Rom? Eller slet ingen? Bør kristne være splittede af noget så overfladisk som sport og fornøjelser? (1 Korinther 1:10-13) Nej, sande kristne bør være ’fulde af gode frugter, fredsstiftende, ikke partiske’, for „retfærdigheds frugt [får] sin sæd sået i fred for dem som stifter fred“. — Jakob 3:17, 18.
En samvittighedsfuld kristen vil derfor ikke lade sig rive med af fodboldlidenskab eller andre sportslidenskaber. Når alt kommer til alt er sport kun en leg. En behersket eller flygtig interesse kan være uskadelig. Brugt med måde kan det være en gavnlig fornøjelse. Men de mere vigtige åndelige interesser i tilværelsen er af varig værdi. — Mattæus 6:33; 1 Korinther 15:33.
[Tekstcitat på side 15]
De 52 kampe blev sammenlagt overværet af cirka ti milliarder fjernseere — det dobbelte af jordens befolkning!
[Tekstcitat på side 16]
„Fodbold er mere end en sportsgren, det er folkets religion“
[Tekstcitat på side 17]
’Fyld hvert kostbart minut med tres sekunders voldsom kamp’
[Illustration på side 14]
Det argentinske hold fremviser trofæet efter finalesejren
[Kildeangivelse]
Reuters/Bettmann Newsphotos
[Illustration på side 15]
En mislykket tackling i finalekampen
[Kildeangivelse]
Reuters/Bettmann Newsphotos