Er fodboldlidenskaben af det gode?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Spanien
KLOKKEN var lidt i otte søndag aften den 13. juni 1982. Et anslået tal på 1,5 milliarder mennesker havde opmærksomheden rettet mod kong Juan Carlos af Spanien, der holdt en kort tale. Hvad talte han om, siden det kunne holde så mange menneskers opmærksomhed fanget? Var det om en snarlig, verdensomfattende nedrustning? Eller var det om løsningen på verdens økonomiske krise? Nej, det som en tredjedel af verdens befolkning overværede var noget langt mere flygtigt — nemlig åbningsceremonien ved slutrunden om verdensmesterskabet i fodbold i 1982.
Selv om resultatet af finalen er kendt af mange, står der stadig nogle spørgsmål tilbage at besvare om denne slutrunde. Hvilken virkning har kampene om verdensmesterskabet for eksempel på tilskuerne? Kan de tjene som forbillede for hvordan fodbold kan gøres bedre og mere tiltrækkende som sportsgren fremover? Indgiver de børn og unge gode principper og „sportsånd“? Eller forventer man for meget hvis man tror det?
Kampene om verdensmesterskabet, der blev afsluttet sidste år, tog faktisk deres begyndelse for omtrent tre år siden da 107 forskellige landshold blev delt op i geografiske grupper og skulle spille kvalifikationskampe for at afgøre hvilke 24 lande der skulle have adgang til slutrunden. Spørgsmålet var: Hvilke af de 107 lande skulle kæmpe mod hinanden i Spanien?
I foråret 1982 blev dette vigtige spørgsmål besvaret. Følgende lande havde kvalificeret sig: Algeriet, Belgien, Brasilien, Cameroun, Chile, El Salvador, England, Frankrig, Honduras, Italien, Jugoslavien, Kuwait, New Zealand, Nordirland, Peru, Polen, Skotland, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Vesttyskland og Østrig. Argentina og Spanien var selvskrevne som deltagere — førstnævnte som forsvarende mestre og sidstnævnte som værtsnation.
Favoritdræbere?
Nye regler havde sat antallet af deltagende nationer i slutrunden op fra 16 til 24. Det indebar at også lande uden international erfaring deltog — det drejede sig især om Kuwait, Cameroun, Honduras, Algeriet og New Zealand. Eksperterne afskrev med det samme disse lande som betydningsløse i forhold til favoritlandene, fodboldgiganterne med de stolte traditioner. Fik de ret i deres forudsigelser?
Første spillerunde vendte op og ned på meget. Åbningskampen mellem de regerende mestre, Argentina, og udfordrerne fra Belgien fik et overraskende udfald — Belgien vandt. Det syntes at slå tonen an for hele turneringen — der blev en række af overraskelser. Fremragende hold, som for eksempel Vesttyskland, Spanien, Tjekkoslovakiet og Peru, var ude af stand til at slå de undertippede lande. Før kampen mod Algeriet udtalte den tyske landstræner: „Hvis vi ikke slår Algeriet, tager jeg det første tog hjem.“ Det viste sig at være en uoverlagt bemærkning. Vesttyskland blev slået 2-1! Men ligesom Argentina fik Vesttyskland samlet tilstrækkelig mange points til at gå videre til mellemrunden. Det er vist overflødigt at sige at den tyske landstræner udsatte sin rejse hjem til Vesttyskland.
Til mellemrunden havde 12 hold kvalificeret sig — 10 fra Europa og 2 fra Sydamerika. Hvilke to skulle spille finalekampen? Mange håbede og troede på en finale mellem Sydamerikas store fodboldnationer, Brasilien og Argentina. Kom det til at gå sådan?
Nej, der indtraf flere overraskelser! Såvel Brasilien som Argentina blev slået ud. Semifinalerne blev et rent europæisk anliggende med Frankrig og Vesttyskland som modstandere i den ene kamp, mens Italien mødte Polen i den anden. Vesttyskland kom bagud 3-1 i den forlængede spilletid, men klarede uafgjort og vandt derpå straffesparkskonkurrencen. Italien slog Polen 2-0. Det betød at finalen om verdensmesterskabet skulle spilles mellem Italien og Vesttyskland. Skønt det blev en finale med udelukkende europæisk deltagelse, var der mange europæere blandt dem der var kede af at brasilianerne med deres underholdende spillestil var blevet slået ud. Det inspirerende syntes pludselig at være forduftet fra kampene.
Ikke desto mindre voksede den i forvejen glødende lidenskab for fodbold. Flere end 90.000 trængtes på Madrids Santiago Bernabéu Stadion til finalekampen. Vandt Vesttyskland kampen, sådan som mange havde ventet? Her indtraf endnu en overraskelse — „Italien vinder finalens slagsmål,“ kommenterede den engelske avis The Guardian; og i Danmark skrev Politiken om italienerne at de „ydmygende gjorde grin med de monotone vesttyskere“. For tredje gang i fodboldhistorien var Italien blevet verdensmestre. For italienerne havde slutrunden i 1982 altså været en succes. Men for selve fodboldspillet var slutrunden om verdensmesterskabet måske en usædvanlig dårlig reklame. Hvordan kan man sige det?
Var det nødvendigt med vold og „skuespil“?
David Lacey, The Guardians sportsmedarbejder, skrev at til trods for Italiens sejr på 3-1 over Vesttyskland „stod det klart at fodboldspillets gode rygte var blevet trængt fuldstændig i baggrunden af det altoverskyggende formål: at vinde“. Derpå stillede han spørgsmålet: „Var det virkelig nødvendigt at tvangsindlægge alle til en hel måned hvor man tit kun så middelmådigt fodboldspil, for så at lade det hele ende i en voldsom finale, der kun gjorde lidt for at bortvejre de dystre udsigter for spillets fremtid som tilskuersport?“ Han fortsatte: „Det var umuligt at holde regnskab med de gange man så at en spiller var blevet tacklet og tilsyneladende lå døden nær på græsset, for så i næste øjeblik at fare efter bolden.“ Denne praksis kaldes „skuespil“ og har til formål at narre dommeren til at dømme hårdere over for modstandernes hold. Det er ikke andet end påtaget lidelse for at vække medynk. Det er måske „professionelt“ at gøre sådan, men det har ikke noget med „sportsånd“ eller god opførsel at gøre.
Hvorfor er der, selv på denne sportsgrens højeste professionelle niveau, en sådan tendens til vold og „skuespil“? Det skyldes ganske enkelt at det er en professionel sportsgren med høje lønninger, og det betyder virkelig meget at vinde. Det farlige ved denne tendens rækker langt ud over fodboldbanen. Børn og unge er tilbøjelige til at efterligne de professionelle spillere, og på denne måde sniger voldsmentaliteten og det beregnende sig ind i de unges sportsklubber. En velkendt australsk cricketspiller, Dennis Lillee, anerkender at det forholder sig sådan, for efter at han midlertidigt havde været i karantæne fra internationale kampe for at have sparket Pakistans holdanfører, undskyldte han og sagde at denne hændelse „havde sat børn et dårligt eksempel, og det er særlig det jeg er ked af“. Bare nogle flere sportsfolk ville tænke over hvilken virkning deres eksempel har på børn!
Det er hævet over enhver tvivl at professionelle sportsfolk af begge køn kæmper hårdt for at yde en toppræstation. Men tilbage står at sport egentlig kun skulle være en form for adspredelse, et tidsfordriv. Den er ikke det vigtigste i livet, og heller ikke menneskets vigtigste beskæftigelse eller største behov. Bibelen siger det meget passende: „Jeg så, at al flid og alt dygtigt arbejde [noget der også passer på sport når det bliver til et udkomme] udspringer af den enes misundelse mod den anden. Også det er tomhed og jag efter vind.“ (Prædikeren 4:4) Det „skuespil“ og den vold, både på banen og blandt tilskuerne, vi ser i dag, er frugterne af „misundelse“ og konkurrenceånd.
Det er derfor passende at spørge: Øver professionel fodbold en opbyggende indflydelse i dag? Fører det folk sammen, eller genopliver det gammel kappestrid? Bidrager det til en dybere fred mellem de forskellige lande?
Fremmer fodbold fred og enhed?
Det var et bevægende øjeblik da en lille dreng ved åbningshøjtideligheden på Nou Camp fodboldstadion i Barcelona gik hen over plænen iført fodbolddragt for at lægge bolden på midterpletten. Alle blikke var rettet mod ham idet han placerede bolden på grønsværen. Til alles overraskelse åbnede bolden sig, og ud fløj en due, fredens symbol!
Men den idealisme der kom til udtryk her, blev gjort fuldstændig til skamme på fodboldbanen. Madridbladet Gaceta Ilustrada skrev om en bestemt kamp: „Den mest voldsprægede kamp: Italien-Argentina. I første halvlegs otteogtredivte minut var der blevet begået otteogtredive frispark — ét i minuttet.“ Hvis du dyrker idræt, kunne du da tænke dig at efterligne sådanne eksempler? Eller holder du af at være tilskuer til den slags nedbrydende spil?
Den næste slutrunde om verdensmesterskabet i fodbold skal efter planen spilles i 1986. Den månedlange fodboldlidenskab forventes at skaffe værtsnationen en mængde gratis omtale, foruden et økonomisk udbytte for nogle. Men hvad med selve fodboldspillet? Hvor er det på vej hen? Vil man gå over til igen blot at spille fodbold, så man kan trække tilskuere til? Eller vil de større og større stadionner stå mere og mere tomme? Vil fodboldlidenskaben svinde hen eller blomstre op? Det vil tiden vise.
[Illustration på side 21]
Der var en due inden i bolden. Bragte den fred?