Da dræber-cyklonen slog til!

Af „Vågn op!“-​korrespondent på Salomonøerne

TIL at begynde med bevægede den sig langsomt. Centimeter for centimeter arbejdede den sig i sydvestlig retning for pludselig at styre lige imod Malaita — en af Salomonøerne. Her begyndte den at trække et spor af død efter sig.

Vindstød på op til 185 kilometer i timen begyndte at hamre løs på alt. Træer væltede. Huse blev jævnet med jorden. Tagkonstruktioner blev sendt hvirvlende gennem luften. Regnen faldt i stride strømme. Bragt i oprør af de ubarmhjertige vinde, knuste havet bolværk og broer. Fredelige floder blev til svulmende strømme der satte veje og plantager under vand.

Salomonøerne var blevet angrebet af en tropisk cyklon, der fik navnet Namu. Angrebet begyndte i weekenden den 17. og 18. maj 1986 — netop det tidspunkt hvor Jehovas vidner afholdt et todages kredsstævne i Honiara på øen Guadalcanal. For nogle skulle det vise sig at de reddede livet netop fordi stævnet blev afholdt på dette tidspunkt.

’Tag ikke den vej!’

„Den lørdag begyndte som en hvilken som helst anden regnvejrsdag på Salomonøerne,“ mindes Roland Cent, der er et af Jehovas vidner. „Vi så frem til at skulle overvære kredsstævnet og bekymrede os ikke om vejret.“ Stævnet blev overværet af 491, men da det var ved at være forbi stod det klart at dette ikke var nogen helt almindelig uvejrsregn.

„Jeg fik at vide at en cyklon havde passeret os og nu befandt sig på den anden side af Guadalcanal,“ siger Cent. Nogle forkyndere fra Tetere, der ligger omkring 30 kilometer øst for Honiara, var derfor strandet; vejene var allerede oversvømmede. De fleste overnattede så i Honiara i et sikkert område der kaldes Foxwood, omkring 15 kilometer fra stævnepladsen.

Da Roland Cent, der boede i området ved Foxwood, havde kørt sin familie hjem, tog han tilbage til stævnepladsen for at hjælpe endnu en familie. Men han fandt hurtigt ud af at det var blevet umuligt at komme nogen steder. „Floderne stod alle højt,“ fortæller han. „Ved Ngalibiu-floden begyndte tømmerstokke at blive presset mod broen. En bilist der kom fra den modsatte side frarådede os kraftigt at tage den vej! Jeg tog derfor familien med tilbage til mit hjem, der ligger ret højt.“

Panik i C.D.C.

C.D.C. er et beboelsesområde ved Ngalibiu. De fleste af indbyggerne dér gik i seng søndag aften uden at bekymre sig særligt om det kraftige regnfald. Men to mænd hvis hjem lå lige ved flodbredden, kunne ikke sove. Med megen ængstelse så de floden stige ildevarslende.

Klokken 3.00 om natten var vandstanden faldet, og de to mænd lagde sig til at sove. Men den ene blev vækket af et telefonopkald klokken 5.00. Til sin skræk så han nu at hans have var dækket af vand! Med det samme sprang han og hans kone ud i deres bil og kørte til et sikkert sted i nærheden af Foxwood.

Men hvordan gik det den anden mand hvis hus lå nær ved flodbredden? Hans navn var James Sulimae og han var et af Jehovas vidner. Da han blev vækket løb han ud for at advare sine naboer. Han stuvede forskræmte familier op i sin lastbil og drog af sted for at komme i sikkerhed i nærheden af Foxwood. To gange vendte han tilbage for at evakuere andre.

Næste morgen

„Da det blev lyst mandag morgen blæste det kraftigt og regnen faldt tæt,“ beretter Roland Cent. „Man anmodede om hjælp til at transportere folk bort fra C.D.C., og jeg var i stand til at foretage to redningsture dertil. Folk kastede sig bogstavelig talt op i laddet på min lastbil! Mænd græd, og kvinder og børn skreg.“ Det var ikke svært at se hvorfor. Broen over Ngalibiu var nu blevet en vældig spærredæmning og flodvandet truede med at drukne enhver!

Men ikke alle blev evakueret. Sonia Dixon, et andet Jehovas vidne der bor i C.D.C., fortæller: „Vi var forberedt på at skulle gennemgå hvad vi troede ville blive nogle mindre besværligheder, som for eksempel en oversvømmet have. Men da familier begyndte at komme hen til vores toetages hus for at søge ly forstod vi at det stod alvorligt til. Ved ti-tiden løb der en flod gennem vores have!

Jeg fik travlt med at sørge for omkring 22 mennesker, deriblandt tre spædbørn. Nogle svømmede faktisk op til vores veranda. De blev hjulpet indenfor, fik tørret sig og fik varm kaffe og mad. Mens min mand, Peter, hjalp mig betragtede han ængsteligt vandstanden idet han brugte stangen til tøjsnoren som måler. Vandstanden begyndte inden længe at stige meget hurtigt! Store stykker tømmer der var blevet revet med af den brusende flod begyndte at hamre mod huset.

Peter var helt hvid i ansigtet, og jeg havde en knugende fornemmelse af frygt i maven. Peter tog vores otteårige datter Elizabeth til side og bad sammen med hende. En anden søster fra vores menighed og jeg bad også. Vandet blev ved med at stige. Pludselig viste der sig en udvej! Tømmerstokkene begyndte at samle sig op mod en stor hibiscushæk der omkranser vores have. Det opdæmmede vand blev nu ledt bort og begyndte at flyde forbi vores veranda foran huset knap 15 meter borte. Dette reddede vort liv.“

Jehovas vidner hjælper andre

Cent tog tilbage til sit hjem da der ikke længere var behov for hans hjælp i C.D.C. Her havde tre andre familier der var flygtet fra uvejret søgt ly hos hans familie. Andre familier blandt Jehovas vidner viste en lignende gæstfrihed over for deres naboer. Én familie modtog således 48 flygtninge i deres hjem, hvor de tog sig af dem og gav dem mad.

Andre satte endog livet på spil for deres medmennesker. Tre Jehovas vidner der var i færd med at hjælpe nogle med at undslippe floden, blev pludselig selv skyllet ud i strømmen. De blev imidlertid fanget i en strømhvirvel der bar dem tilbage på land!

„Nu havde cyklonen ændret kurs,“ beretter Cent, „og den ramte os med hele sin vildskab. Et hus 180 meter fra vort eget mistede taget, der rev de elektriske ledninger med sig. Så var det slut med strøm i en hel uge. Vinden og regnen rasede det meste af natten mellem mandag og tirsdag. Men om tirsdagen hørte regnen op.“

Sonia husker at vandet den tredje dag havde trukket sig en smule tilbage. „Hvem andre end Elson Site, en heltidsforkynder og ældstebroder i menigheden, dukkede op sammen med tre unge brødre fra vores menighed! De havde en stor klase bananer med til os samt en sæk kartofler. Da de fandt ud af at vi var løbet tør for drikkevand, forsvandt de og kom tre timer senere tilbage med flasker og plasticbeholdere fyldt med vand.“ Om fredagen var Sonia og hendes familie endelig i stand til at forlade deres hus.

Eftervirkningerne af stormen

Cyklonen Namu havde afsluttet sit værk. Indbyggerne på øerne kunne begynde at grave sig ud af ruinerne, gøre deres tab op og tælle de døde. Der var over 100 omkomne. Omkring 90.000 var gjort hjemløse. Landbruget, der er livsvigtigt for økonomien, var blevet lammet.

Nogle Jehovas vidner var blandt dem der havde mistet deres hjem, fødevarer og haver. Ti af deres rigssale, hvor de samles til møder, havde lidt skade. Men ingen havde mistet livet. Brødrene fra det nærliggende Papua-Ny Guinea og Australien sendte hurtigt i tonsvis af fødevareforsyninger. For Jehovas vidner fra Tetere viste stævnetidspunktet sig at være gunstigt. De havde redet stormen af i det relativt sikre område ved Foxwood.

Det virkede stærkt på Sonia og hendes familie da de to dage senere tog til møde i deres beskadigede rigssal. „Jeg fik en klump i halsen,“ mindes Sonia, „da vi sang en sang [nr. 116 i Syng Jehovas pris] hvor den sidste sætning lyder: ’Hjælper du, da tager Gud også dig i favn.’“

[Illustration på side 20]

Den ene halvdel af broen over Ngalibiu blev skyllet væk under cyklonen Namus hærgen

[Illustration på side 21]

Cyklonen Namu skyllede dette skib i land ved Honiara