På opdagelse i jordens sidste uudforskede områder
ALARMEN indløb mens jeg var på arbejde som dybhavsdykker. Et stort katamaran-sejlskib var tippet omkring mens det befandt sig i hård sø ud for Floridas kyst. Vores job bestod i at bjærge skibet.
Vi ankom til stedet ud for Mayport i Florida ved to-tiden om eftermiddagen. Dér flød sejlbåden lavt i vandet, med bunden i vejret. Den bevægede sig jævnt op og ned i bølgerne, der kun var lidt over en meter høje, mens den langsomt blev ført mod nord af Golfstrømmen. Men vinden tog til og havet blev efterhånden mere uroligt. På turen ud var den anden dykker på holdet blevet en smule søsyg.
Jeg måtte derfor gå i alene. Iført dykkerudstyr svømmede jeg mod sejlskibet, men jeg havde ingen signalline med. Planen var at jeg skulle gøre hele rigningen, sejlene og masten fri af skrogene og kahytten. Derefter skulle jeg gå op til overfladen og fastgøre et slæbetov.
Da jeg kom i vandet lod jeg mig glide ned til omkring tre meters dybde og svømmede hurtigt mod sejlskibet. Og hvilket syn der mødte mig! Sejlene flagrede i vandstrømmen og fisk i hundredvis svømmede omkring dem. Langt nede kunne man svagt skimte havbunden. Et øjeblik var jeg helt optaget af alle disse indtryk. Men jeg vendte hurtigt tilbage til virkeligheden.
Jeg var ikke alene. Der var mindst en halv snes hajer rundt om mig! De var omkring 6 til 10 meter borte og bevægede sig langsomt, men kom hele tiden nærmere. Jeg vidste at jeg var for langt borte fra vores båd. Hvad skulle jeg gøre? Ret forude var sejlskibets vandfyldte kahyt. Kahytsdøren, der stod vidt åben, svingede frem og tilbage mens fartøjet bevægede sig op og ned i bølgerne. Dér måtte jeg hen!
Jeg bekæmpede den stærke trang til at svømme som en rasende, men alligevel skubbede hver bevægelse mig hastigt mod den åbne dør. Jeg holdt uafbrudt øje med hver eneste af hajerne omkring mig indtil jeg var i nærheden af vraget. Men dér, under kahytten, så jeg den pludselig — en kæmpemæssig haj! Den var omkring en 4-5 meter lang og kunne med lethed have slugt en af de andre hajer — og mig med!
Men der var ingen vej tilbage nu. Af en eller anden grund bevægede hajen sig ikke mens jeg nærmede mig. Jeg smuttede hurtigt ind i kahytten og lukkede døren. Jeg satte håndtaget fra en tang fast i haspen på døren og satte mig ned for at se hvad der ville ske. Alle hajerne befandt sig nu godt en meter fra vraget, hvor de blev. Der sad jeg — indespærret i vraget af et sejlskib der lå med bunden i vejret over 100 kilometer fra land — og ønskede at jeg var alle andre steder end lige netop dér!
Mens jeg opholdt mig inde i vraget undersøgte jeg begge skrog og kahytten. Jeg trak vejret ved hjælp af store luftlommer i de støbte skrog. Efter en times tid bevægede jeg mig tilbage til døren. Hajerne havde fjernet sig og var næsten ude af syne. Skipperen på vores båd cirklede nervøst ovenover. Men hvor var den store haj henne?
Jeg åbnede døren og så efter under kahytten — jo, den var der stadig — vi så hinanden lige i øjnene! Jeg trak mig tilbage i kahytten, og nogle få sekunder efter gled hajen ud fra sit skjul under båden og stoppede lige under døren. Måske ventede den at jeg ville bevæge mig frem for næsen af den én gang til. Men jeg havde ikke i sinde at give den endnu en chance. Det var et held for mig at den var så sløv.
Mens jeg ventede inde i kahytten forsvandt hajerne — til sidst også den store. Og hvor var jeg lettet! Dette var et af de mere dramatiske dykkertogter jeg har været ude på i løbet af de mere end 20 år hvor jeg har færdedes i det sidste af jordens uudforskede områder — havet.
Karriere som dybhavsdykker
Jeg begyndte at svømmedykke i det sydlige Florida i 1957, hvor jeg tilbragte adskillige timer i havet med svømmefødder, ansigtsmaske og snorkel. Dengang myldrede de kystnære rev med liv — i hundredvis af barracudaer hang over korallerne, der var hummere alle vegne og i tusindvis af smukke fisk i stærke farver.
I sommeren 1958 dykkede jeg sammen med to venner ud for Floridas kyst. Dér fandt vi resterne af et spansk skib som var forholdsvis uberørt. Vraget lå på et koralrev. Skibets anker sad faktisk hvor det var blevet kastet, helt tilgroet i koraller. Der lå også en kanon tæt ved, samt stumper af geværer og andre genstande. Det fortryllende ved sådanne fund førte med tiden til at jeg gik ind i en livslang karriere som professionel dybhavsdykker.
Eftersøgning af havarerede u-både
Efter nogle år som freelancedykker gik jeg ind i den amerikanske flåde, og i 1960 blev jeg optaget på flådens dykkerskole i Key West i Florida. Da jeg var færdiguddannet blev jeg beordret til at melde mig i New London i staten Connecticut, hvor jeg skulle gøre tjeneste på et af flådens redningsskibe for u-både. Det skib jeg var udstationeret på hed USS Sunbird ASR-15. Vi sejlede så langt mod nord som til Newfoundland og mod syd til Bermuda. Af og til foretog vi også en tur rundt i Middelhavet. Skibet var beregnet til at undsætte besætninger der var blevet fanget om bord på neddykkede, havarerede u-både.
Vores dykkerklokke kunne gå ned til u-både der befandt sig i en dybde af 300 meter. Båden var bemandet med dykkere udrustet med dybhavsudstyr. Ved at bruge ilt og helium til indånding kunne vi dykke mere end 130 meter. Vi trænede omhyggeligt for i al slags vejr at kunne udføre de forskellige faser af en redningsaktion ved et u-bådsforlis. ’Endelig giver min interesse for dykning bonus!’ tænkte jeg. Men jeg skulle blive sørgeligt skuffet.
Det skete i april 1963 da den atomdrevne u-båd USS Thresher SSN-593 blev meldt savnet i forbindelse med en test-dykning på dybt vand ud for New Englands kyst. Da vi opererede ikke langt derfra ankom vi til stedet i løbet af få timer. Men Thresher befandt sig alt for langt nede til at vi kunne gøre noget som helst med det udstyr vi havde — hun gik tabt på en dybde af 2800 meter. Havet var usædvanlig stille da et lavtgående fly kastede en blomsterkrans. Det var alt hvad vi kunne gøre for de 129 personer der var omkommet i dybet. Jeg følte mig så hjælpeløs.
De bønner man bad for disse mænd vakte til eftertanke. Denne hændelse fik mig til at indse at de atomdrevne u-både simpelt hen dykkede for dybt til at vores redningssystem kunne fungere. Så i november 1963 forlod jeg flåden med en følelse af frustration og skuffelse.
’Havet gav de døde tilbage’
Jeg begyndte at arbejde som professionel dykker for et lille firma i Jacksonville i Florida. Der var altid opgaver at udføre. Piller til jernbanebroer skulle inspiceres af dykkere. Hvor telefonkabler krydsede befærdede farvande skulle de lægges i en rende udgravet ved hjælp af kraftige vandstråler. Der var også opgaver under vandet hvor stål skulle skæres og svejses.
Det var især interessant at deltage i undersøiske bjærgningsaktioner hvor vi skulle hæve sunkne husbåde, slæbebåde og forskellige småfartøjer. Vi gravede gennem mudderet under det sunkne fartøj, trak store kabler omkring skroget og hævede det derefter med en stor kran.
Det var mens jeg var på en længere tur for at inspicere undersøiske rørledninger at jeg lærte noget der i høj grad berørte min kærlighed til havet og mine følelser for dem der havde mistet livet i det. Jeg mødte et af Jehovas vidner, og kort efter begyndte min hustru og jeg at studere Bibelen.
Det var en virkelig befrielse at lære at denne skønne jord og dens oceaner ikke vil blive brændt op med ild, sådan som baptisterne havde lært mig det. (Salme 104:5; Prædikeren 1:4) Jeg var betaget af den tanke at de døde, endog de døde i havet, vil få en opstandelse. Skriftsteder som Åbenbaringen 20:13 rørte mit hjerte dybt: „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ Jeg ønskede at leve evigt på en paradisisk jord. Efter kort tid blev min hustru og jeg døbt; det var den 4. september 1966.
Dykningen moderniseres
Dykningen har gennemgået store forandringer siden jeg begyndte i slutningen af 1950erne. For sportsdykkernes vedkommende har frømandsudstyret åbnet for oceanerne. Men man må træne meget for at kunne dyrke denne sport uden at sætte sikkerheden over styr.
De største ændringer har imidlertid vist sig i forbindelse med professionel dykning. Da jeg begyndte kunne vi gå ned til 50 meter ved at bruge komprimeret luft til indånding. Men i dag findes der dykkerhjelme fremstillet af fiberglas og neopren, og dykkerne kan indånde en luftblanding der gør det muligt for dem med lethed at arbejde på over 300 meters dybde! Dykkere har mange slags specialværktøj til deres rådighed, som for eksempel fjernsynskameraer til undervandsbrug der transmitterer farvebilleder til monitorer på overfladen. Det kameraet ser under vandet bliver øjeblikkelig, via monitoren, optaget på videobånd som derefter er klar til afspilning.
Dykkere der arbejder på dybt vand opholder sig der så længe at deres krop bliver mættet af kvælstof. Når dette først er sket er dekompressionstiden den samme uanset hvor meget længere de bliver nede i samme dybde. De kan leve og arbejde i en uge eller mere på store dybder. Når de vender tilbage til overfladen fungerer deres dykkersystem som et dekompressionskammer, hvorefter de kan afslutte dekompressionen på overfladen.
Efter min mening er intet andet sted på jorden så fascinerende som dybhavet. Uden for de lave koralrev, hvor vandet bliver dybt og blåt, findes havområder på millioner af kvadratkilometer der stadig skjuler kolossale naturrigdomme for mennesket. Gamle og nye skibsvrag, der kan sætte fantasien i sving, ligger spredt rundt om på havbunden. Mange af dem fungerer som undersøiske palæer for utallige fisk.
De store have er en fantastisk gave fra Gud! I hans retfærdige nye orden får vi måske rig lejlighed til at udforske havdybderne og glæde os over dem for evigt, som en del af Guds vidunderlige jord. — Fortalt af Oscar Sam Miller.
[Illustration på side 16, 17]
Der var mindst en halv snes hajer rundt omkring mig!
[Illustration på side 18]
U-båden Thresher, der senere havarerede på en dybde af 2800 meter med 129 mand om bord — alt for langt nede til at vi kunne komme mandskabet til undsætning
[Kildeangivelse]
U.S. Navy Photo