Den katolske kirke og Holocaust

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

ALLEREDE i 1987 var der forlydender om at den katolske kirke planlagde at udfærdige et dokument hvori man erkendte kirkens medansvar for Holocaust. Der var derfor stor forventning da Vatikanets Kommission for Religiøse Forbindelser med Jøderne i marts 1998 offentliggjorde dokumentet med titlen: Vi mindes — Eftertanke vedrørende Shoah.a

Nogle påskønnede dokumentet, men mange var utilfredse med indholdet. Hvorfor? Hvad fandt de anstødeligt?

Antijudaisme og antisemitisme

I Vatikanets dokument skelnes der mellem antijudaisme, som kirken erkender sig skyldig i, og antisemitisme, som den fralægger sig ethvert ansvar for. Mange finder denne sondring og den konklusion den munder ud i, meget utilfredsstillende. Den tyske rabbiner Ignatz Bubis har udtalt: „For mig at se ligner det et forsøg på at sige: ’Det er ikke vores skyld; det er andres skyld.’“

Skønt den italienske katolik og historiker Giorgio Vecchio godtager at man skelner mellem antijudaisme og antisemitisme, påpeger han at „problemet“ også ligger i forståelsen af at den katolske antijudaisme kan have medvirket til udviklingen af antisemitisme. Interessant nok offentliggjorde vatikanavisen L’Osservatore Romano for den 22.-23. november 1895 et brev hvori der stod: „Enhver oprigtig katolik er dybest set antisemit: det gælder også præstestanden, som er forpligtet af læren og embedet.“

Det der har udløst den største kritik af Vatikanets dokument, er imidlertid dets forsvar for pave Pius XII’s handlinger. Pius XII blev udnævnt til pave umiddelbart før den anden verdenskrig efter at have virket som pavelig gesandt i Tyskland fra 1917 til 1929.

Pius XII’s tavshed

Den italienske jurist Francesco Margiotta Broglio mener ikke at Vatikanets dokument „kommer med nye eller forklarende oplysninger om pave Pius XII’s meget omtalte ’tavshed’, hans påståede tyske sympatier og hans diplomatiske aktivitet i forhold til naziregimet både før og under hans pavedømme“.

De fleste kommentatorer er enige om at det, uanset hvilken betydning man tillægger dokumentet Vi mindes — Eftertanke vedrørende Shoah, stadig er et „åbent spørgsmål“ hvorfor lederne af den katolske kirke forholdt sig tavse om folkemordet i de nazistiske koncentrationslejre. Ifølge den amerikanske historiker George Mosse valgte paven at være tavs, og derved „reddede han kirken, men ofrede dens moralske budskab. Han handlede som man kunne forvente det af et statsoverhoved, ikke en pave.“ Velinformerede observatører ved Vatikanet tror at forsinkelsen af dokumentet skyldtes vanskeligheder ved at beskrive pave Pius XII’s rolle i Holocaust.

Dokumentets forsvar for pave Pius XII har vakt irritation hos mange. „Tavsheden om ’pavens tavshed’ gør dette dokument til en skuffelse,“ skriver Arrigo Levi. Elie Wiesel, vinderen af Nobels fredspris for 1986, har sagt: „At påstå at vi jøder burde være taknemmelige mod pave Pius XII, forekommer mig mildt sagt at være vranglære.“

Skylden skydes på andre

I dokumentet gør man brug af de katolske teologers traditionelle sondring mellem kirken og dens medlemmer. Teologerne hævder at kirken som institution er hellig og beskyttet af Gud mod at begå fejl, hvorimod dens medlemmer, som er syndere, er skyld i det onde der måtte være begået. Vatikanets kommission skriver: „Andre kristnes åndelige modstand og gerninger levede ikke op til det man kunne have forventet af Kristi disciple. . . . [De] var ikke stærke nok til at løfte deres røst i protest. . . . Vi beklager dybt den manglende indsats og de fejl som disse kirkens sønner og døtre gjorde sig skyldige i.“

At skyde skylden på kirkens medlemmer som enkeltpersoner i stedet for at påtage sig ansvaret som institution var efter flertallets mening et stort tilbageskridt i sammenligning med nylige, klart formulerede anmodninger om tilgivelse. Den katolske kirke i Frankrig har for eksempel udsendt en formel „Erklæring om Anger“, hvori den beder Gud og det jødiske folk om tilgivelse for den „ligegyldige“ holdning kirken havde til forfølgelsen af jøderne under krigstidens franske Vichy-regering. I en erklæring oplæst af ærkebiskop Olivier de Berranger indrømmede kirken at den havde sat sine egne interesser så højt at den havde „tilsløret den bibelske befaling om at respektere alle mennesker som værende skabt i Guds billede“.

Erklæringen lyder i uddrag: „Kirken må erkende at man var langt mere ligegyldig end indigneret hvad angik forfølgelsen af jøderne, især med hensyn til de mangfoldige antisemitiske indgreb som blev iværksat af Vichy-myndighederne. Tavshed var regelen, og røster til forsvar for ofrene undtagelsen. . . . I dag indrømmer vi at denne tavshed var en fejl. Vi erkender også at kirken i Frankrig kom til kort i sin mission som opdrager af folkets samvittighed.“

Mere end 50 år efter den frygtelige tragedie som Shoah, eller Holocaust, var, er det endnu ikke lykkedes den katolske kirke at forlige sig med kendsgerningerne i sin egen historie — en historie der mildest talt er præget af flertydighed og fortielser. Men der er andre der aldrig har haft disse problemer, nemlig Jehovas Vidner, en religiøs minoritet som nazisterne forfulgte på det grusomste, men som ikke nedværdigede sig til at gå på kompromis.

I den seneste tid har der været en voksende erkendelse af at Jehovas Vidner, i modsætning til kirkemedlemmer, fordømte naziregimets brutalitet. Og de gjorde det ikke kun individuelt. De gjorde det også via deres officielle talsmænd og deres publikationer. Historikeren Christine King, vicekansler ved Staffordshire University i England, har sagt: „Jehovas Vidner lod deres røst lyde. De lod deres røst lyde lige fra begyndelsen. De talte som med én stemme. Det de sagde, var udtryk for et utroligt mod, hvilket er noget vi alle kan lære af.“

[Fodnote]

[Illustration på side 26]

Pave Pius XII forblev tavs under Holocaust

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. Army