Abortspørgsmålet deler verden i to lejre

HVOR mange abortindgreb — legale eller illegale — udføres der hvert år på verdensplan? Bogen Abortion anslår at antallet er „mindst lige så stort som antallet af dødsfald blandt voksne“ — omkring 45 millioner. Men Det Internationale Familieplanlægningsforbund skønner at antallet når helt op på 55 millioner!

Sovjetunionen var det første land der legaliserede abortindgreb, hvilket skete i 1920. I dag når antallet af svangerskabsafbrydelser i Sovjet ifølge en nylig, ubekræftet rapport op på omkring fem millioner om året. Ifølge talsmænd for sundhedsministeriet i Kina når antallet af abortindgreb i dette land årligt op på ni millioner — det vil sige at en tredjedel af landets gravide kvinder får abort. I Japan er tallet over to millioner, og De Forenede Stater rapporterer om mere end halvanden million abortindgreb om året. Antallet i England nærmer sig en kvart million, og i Danmark foretages der mellem 20.000 og 25.000 aborter årligt.

I de katolske lande Spanien og Irland er svangerskabsafbrydelse ikke legaliseret. Alligevel lykkes det hvert år titusinder af kvinder i disse lande at få foretaget abort. Hvordan? Der findes selvfølgelig illegale klinikker, men den udvej mange kvinder vælger er ganske enkelt at rejse til et land hvor svangerskabsafbrydelse er lovligt. De fleste rejser til England.

Det siger sig selv at ikke alle disse abortindgreb foretages fordi der er risiko for at børnene vil blive født misdannede, enten mentalt eller fysisk, eller fordi graviditeten skyldes voldtægt eller blodskam. Engelske beregninger viser at højst 2 procent af svangerskabsafbrydelserne sker på dette grundlag. Hvorfor er antallet af aborter da så højt? Der findes to grundlæggende årsager.

Hovedårsagerne

I oldtiden behøvede man ikke at holde befolkningstallet nede. Blandt nationer og folkeslag var en stor befolkningstilvækst velset, og kvinder havde sjældent nogen grund til at begrænse deres families størrelse. Enhver form for svangerskabsafbrydelse var sædvanligvis ulovlig og fandt kun sted hvis der var tale om ægteskabsbrud eller utugt.

I modsætning hertil kan abortindgreb i dag ligefrem være statsfinansierede. På denne måde kan fødselstallet holdes nede i de lande hvor der er fare for en befolkningseksplosion.

Men selv om folketallet ikke udgør nogen trussel i Vesten er antallet af svangerskabsafbrydelser i mange vestlige lande stadig stigende. Hvorfor? „Hvis vi tror på kvindefrigørelsen,“ påpeger en talskvinde for Kirkesammenslutningen for Fri Abort i byen New York, „må vi nødvendigvis tro på at kvinder har ret til at vælge frit i moralspørgsmål.“

Men når en kvinde først har undfanget, sidder hun da inde med en uimodsigelig ret til at afvise moderskabet og få svangerskabet afbrudt? Er en sådan fremgangsmåde acceptabel? Dette er kernen i vore dages abortdebat. Hvad er svaret?

Meget afhænger af svaret på disse spørgsmål: Hvad er liv? Hvornår begynder livet? Har et ufødt barn overhovedet nogen juridiske rettigheder?

Hvornår begynder livet?

Når den mandlige sædcelles 23 kromosomer forenes med et tilsvarende antal kromosomer i kvindens ægcelle er et nyt menneskeliv undfanget. Fra undfangelsesøjeblikket er fosterets køn og andre personlighedstræk endeligt fastlagt. De eneste forandringer der herefter sker vil være at barnet vokser i løbet af de ni måneder graviditeten varer. „Det er en biologisk kendsgerning at hvert menneske engang har bestået af en enkelt celle,“ skriver dr. John C. Willke. Kan man herudfra sige at livet begynder i undfangelsesøjeblikket? Det mener mange. For dem der har denne opfattelse vil en svangerskabsafbrydelse, uanset hvornår den foretages, være ensbetydende med mord.

Andre siger at ’livet snarere begynder 20 uger efter undfangelsen’. Hvorfor netop på dette tidspunkt? Fordi det er omkring dette tidspunkt at moderen kan begynde at mærke fosteret bevæge sig. Det er her hun begynder at mærke liv. Barnet kan overleve hvis det bliver født efter den 20. uge, og abortindgreb foretages i nogle lande på et hvilket som helst tidspunkt før graviditetens 24. uge. I Danmark har man ret til „fri abort“ indtil 12. uge. Efter dette tidspunkt kan det kun ske hvis særlige forhold gør sig gældende. Er det da først 24 uger efter undfangelsen at barnet skal betragtes som levende i retslig forstand?

I England anerkender loven ikke et ufødt barn som værende et menneske. Under sådanne omstændigheder kan ingen svangerskabsafbrydelse rent juridisk betegnes som mord. Men det at dræbe et barn der har forladt sin moders liv bliver betragtet som en forbrydelse, selv hvis barnet stadig er forbundet med moderen via navlestrengen. Set fra et juridisk synspunkt begynder livet og de lovfæstede rettigheder altså først ved fødselen.

Den engelske overrabbiner giver udtryk for at det jødiske samfund har den samme indstilling. Livet „begynder ikke før ved fødselen,“ siger han, og tilføjer: „Vi betragter ikke fjernelsen af det ufødte barn som mord.“ Men hvordan betragter man da fosteret, barnet der vokser i moders liv? Rabbiner David M. Feldman fra New York skriver i Marital Relations, Birth Control and Abortion in Jewish Law: „Fosteret udgør det ukendte, det fremtidige, det potentielle. Det er en del af ’Guds hemmeligheder’.“

Meningsforskelle

Ud fra dette kunne man let slutte at svangerskabsafbrydelse religiøst set er acceptabelt. Men ikke alle trossamfund har denne opfattelse. Betragt engang den katolske kirkes officielle holdning.

Pave Pius IX indførte i 1869 ekskommunikation for at fjerne et foster på et hvilket som helst tidspunkt under svangerskabet. I 1951 gentog Pius XII princippet, idet han sagde: „Ethvert menneske, selv barnet i moders liv, får skænket retten til livet direkte fra Gud, ikke fra dets forældre.“ I en tale i Kenya i 1985 sagde Johannes Paul II ligeud: „Handlinger som svangerskabsforebyggelse og abortindgreb er forkerte.“

Mange af vore dages katolikker vil imidlertid hævde at en sådan indstilling er utidssvarende og må revideres. Resultatet er blevet at spørgsmålet har delt katolikkerne i to lejre. Det ses klart af det følgende.

Den katolske kirkes dilemma

Formanden for De Amerikanske Biskoppers Handlingskomité til Bevarelse af Liv, kardinal Bernardin, hævder at svangerskabsafbrydelse er moralsk forkert og at kirkens officielle holdning er bindende for alle katolikker. Desuden skrev den katolske professor i moralteologi ved Notre Dame-universitetet i De Forenede Stater, James T. Burtchaell, i 1982: „Mit argument er ligetil. Abort er det samme som mord: udslettelsen af et barn.“ Men fire år senere gjorde pastor Richard P. McBrien, der er leder af det teologiske fakultet ved det samme universitet, sig stor umage for at forklare at spørgsmålet om abort ikke hører med til den katolske kirkes definerede dogmer.a Set under den synsvinkel kan katolikker der billiger svangerskabsafbrydelse ikke ekskommuniceres, men vil dog blive betragtet som illoyale.

På grund af kirkeledernes tvetydige holdning går mange katolikker uforbeholdent ind for abort. I De Forenede Stater indbefatter dette også visse præster foruden en del nonner, hvoraf nogle endda har støttet en kontroversiel avisannonce om abort og af den grund er blevet truet med bortvisning fra deres ordener.

Desuden har lægfolk blandt katolikker nu dannet en aktiv pressionsgruppe der er for abort. „Hovedparten af alle almindelige katolikker tænker som jeg,“ hævdede fru Eleanor C. Smeal, der er formand for NOW, Kvindernes Landsorganisation, ved et møde om fri abort i Washington, D.C., USA. Ifølge The New York Times tilbageviste hun ved samme lejlighed den antagelse at hendes støtte til fri abort kunne føre til at hun blev ekskommuniceret af den katolske kirke.

Romerkirken finder det stadig vanskeligere at finde en løsning på sådanne modstridende synspunkter inden for dens rækker.

Farerne ved illegale aborter

At vedtage love og forordninger er én ting. At forsøge at gennemtvinge en kendelse vedrørende abort er noget helt andet — selv om myndighederne har de bedste motiver. Her drejer det sig nemlig om mennesker der er dybt personligt involveret, og mennesker under pres kan være uberegnelige.

Men ville problemet ikke kunne løses hvis en pressionsgruppe imod abort havde held til at afholde en regering fra at legalisere svangerskabsafbrydelse eller at ophæve en allerede eksisterende lovgivning? Ikke ifølge Marilyn Waring, aborttilhænger og medlem af New Zealands Parlament: „En kvinde vil altid finde en udvej [til at få abort], og nogle kvinder vil det koste livet. Der findes intet som politikere eller love kan gøre for at standse hende.“ Heri ligger der et stærkt argument. ’Hvad er at foretrække?’ spørger fortalerne for abort.

I de lande hvor abort er legaliseret forekommer der nogle få dødsfald i forbindelse med indgrebene, skønt de foretages under nøje lægetilsyn. På den anden side er dødelighedsprocenten ved illegale aborter chokerende høj, eftersom de ofte bliver udført af ukvalificerede personer under uhygiejniske forhold. For eksempel anslår man at der hvert år dør 12.000 kvinder i Bangladesh som følge af sådanne abortindgreb.

Men der er en anden menneskelig faktor der skal tages i betragtning. Hvad mener læger og sygeplejersker om at foretage abortindgreb på samlebåndsmanér? Hvordan berører det den vordende moder — og fader — fysisk, mentalt og følelsesmæssigt når de vælger en abort? Disse spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnote]

[Illustration på side 5]

„Vi tror at kvinder har ret til at vælge frit i moralspørgsmål,“ siger mange

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts

[Illustration på side 7]

Mange kvinder er uforbeholdent imod svangerskabs afbrydelse

[Kildeangivelse]

H. Armstrong Roberts