Abortspørgsmålet — viden forpligter

SIGER du altid hvad du mener når du med bestemthed ved at noget er rigtigt? Det bør man gøre, især hvis andres velfærd står på spil. Efter at have læst en artikel om abort i et tidligere nummer af dette blad, har en moder fra England skrevet følgende:

„Jeg har lige læst artiklen ’Et brev fra moderen til et ufødt barn’ (Vågn op! for 8. december 1986), og den skar mig i hjertet.

Jeg har aldrig selv fået foretaget abort, men da jeg var fire måneder henne med mit første barn, var min svigerinde to måneder henne med sit tredje barn. Hendes to små piger var netop begyndt i skolen, og hun havde fået sig et godt betalt arbejde. Hun ønskede sig forskellige ting: møbler, en videobåndoptager, en ny bil og planter til haven. Men hvis hun skulle have et barn ville det betyde at hun måtte sige farvel til sit arbejde, og dermed også til de penge hun skulle købe alle disse ting for. Hun besluttede sig derfor til at få en abort.

Efterhånden som dagen for indgrebet nærmede sig, følte hun spændingen stige. Men jeg blev mere og mere dårlig ved tanken om det der skulle ske. På dette tidspunkt var jeg netop begyndt at føle mit barn sparke i maven, og jeg kom ofte til at tænke på det barn der voksede i min svigerindes mave.

Aftenen før min svigerinde skulle have foretaget abort oprandt, og jeg håbede til det sidste at hun ville skifte mening. Jeg kunne ligefrem se hendes barn for mig, ligge lunt og godt i hendes mave og lytte til sin moders dæmpede og beroligende hjerteslag. Tanken om at det lille barn skulle rives bort fra sin sikre lille verden og udslettes virkede forfærdende. Jeg græd bitterligt ved tanken. Hun fik sin abort. Min lille datter ville aldrig lære den kusine eller fætter at kende, en som hun kunne være vokset op sammen med eftersom de ville have været næsten lige gamle.

Men hvad med min svigerinde? Hun mistede sit arbejde men fandt et andet, og har haft adskillige siden. Hun fik sin videobåndoptager, sin nye bil, sine nye planter, sit nye tøj og så videre. Men hun måtte igennem en depression; hun forlod sin mand og sine børn, men kom efter nogle få dage hjem igen. Hun er bare ikke lykkelig. Når hun kommer på besøg og hendes to små piger leger med min datter og min søn på 11 måneder og de så siger om min datter: ’Er hun ikke sød, mor? Bare vi havde en lillesøster eller lillebror!’ — kan jeg ikke lade være med at sende hende et stjålent blik for at se hvordan hun reagerer. Jeg vil så gerne trøste hende, for dengang hun fik foretaget abort vidste hun i virkeligheden ikke hvad hun gjorde. Min svigerinde satte penge højere end sit barns liv, og det er tydeligt at hun i dag fortryder det hun har gjort.

Men her må jeg alvorligt ransage mig selv. Jeg betragter mig nemlig som et af Jehovas vidner, skønt jeg endnu ikke er døbt. Jeg forstår imidlertid at jeg stadig har meget at lære. For sande Jehovas vidner søger at ligne Jesus og vise medfølelse og kærlighed mod alle, uanset hvordan de har været eller hvad de har gjort. Jeg længes efter den dag hvor jeg oprigtigt kan sige at jeg har denne indstilling til andre og med stolthed kan bære Jehovas navn. Hvis jeg ikke havde forholdt mig afventende så længe ville jeg måske have haft mod nok til at forkynde for min svigerinde, og dette kunne måske have reddet hendes barns liv.“

Udgiverne af bladet Vågn op! nærer et inderligt håb om at denne artikelserie vil tjene netop dette formål.