Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g87 8/5 s. 10-13
  • Taknemmelig for hvad jeg har

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Taknemmelig for hvad jeg har
  • Vågn op! – 1987
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kærligheden sejrer over hjælpeløsheden
  • Kærlig hjælp
  • Hjælp til at overvinde et personligt tab
  • Meget at være taknemmelig for
  • Jehova har givet mig styrke
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1990
  • Jeg har nydt gavn af Guds omsorg
    Vågn op! – 1995
  • Jeg finder styrke i min svaghed
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2014
  • Taknemmelig for Jehovas aldrig svigtende omsorg
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1993
Se mere
Vågn op! – 1987
g87 8/5 s. 10-13

Taknemmelig for hvad jeg har

Hvordan vil man reagere hvis man rammes af en ulykke og bliver alvorligt handicappet? Har det noget at sige at man ejer en stærk tro på Gud og hans løfter? Hvordan vil familien reagere? Er det muligt for alle at bevare et positivt syn på tilværelsen? Denne artikel er beretningen om en families kamp for at klare netop denne situation.

DEN 1. juni 1957 var den sidste „normale“ dag i mit liv. Den var begyndt som enhver anden dag: Jeg var stået tidligt op om morgenen og var taget på arbejde i Deer Lake på Newfoundland, hvor jeg var skovhugger. Alt gik som det plejede.

Pludselig blev det store træ jeg var ved at fælde grebet af en kastevind og faldt helt anderledes end jeg havde ventet! Det var for sent at flytte sig. Træet landede på mine skuldre og sendte mig bevidstløs til jorden. Da jeg senere kom til mig selv, kunne jeg ikke bevæge mig!

Jeg blev kørt til hospitalet i Corner Brook. En grundig undersøgelse viste at min rygmarv næsten var revet over, hvilket gjorde det nødvendigt at fjerne tre ryghvirvler. Herved blev jeg lam fra halsen og nedefter!

Kærligheden sejrer over hjælpeløsheden

Man kan vanskeligt forestille sig den fuldstændige hjælpeløshed og fortvivlelse en sådan ulykke medfører. Jeg kunne hverken rede mit hår eller spise selv. Faktisk kunne jeg ikke engang fornemme om jeg var sulten!

Jeg havde været en stor mand, stærk og energisk. Nu var jeg forvandlet til en hjælpeløs krøbling, hvilket krævede en kolossal tilpasning for at jeg kunne klare tilværelsen. Hvor meget kan et menneske bære? Det skulle jeg finde ud af i de følgende mange år.

Jeg ville aldrig have klaret det uden min hustru Hildas kærlige pleje. Bibelen siger i Ordsprogene 18:22: „Har man fundet en hustru, har man fundet noget godt,“ og min hustru var virkelig en stor velsignelse for både mig og vore syv børn.

Vores yngste barn var 18 måneder gammelt da ulykken indtraf, så indtil da var det meste af Hildas tid gået med at passe børnene. Nu var jeg blevet som et af dem, ja jeg krævede faktisk endnu mere pleje, da jeg jo ikke bare kunne sættes til at lege efter at jeg var blevet badet og klædt på. Nej, jeg måtte puttes i seng.

Men vi havde alligevel stunder hvor vi kunne le. For eksempel kørte min hustru mig ofte en tur i min kørestol. Ved en lejlighed blev jeg hele tiden ved med at falde til den ene side i kørestolen. Hun prøvede at få mig til at sidde lige, men det var som om det ikke lod sig gøre at rette mig op den dag. Til sidst sagde Hilda: „Lindsay, hvad er der i vejen?“ Det fandt vi ud af da vi kom hjem. Da hun hjalp mig op af stolen fandt vi en stor beholder med pudder der hvor jeg havde siddet! Eftersom min følesans var forsvundet havde jeg overhovedet ikke bemærket den. Denne ujævnhed gjorde at jeg ikke kunne holde balancen, og det var grunden til at jeg hele tiden tippede over.

Kærlig hjælp

I min vanskelige situation har Jehovas kærlighed altid holdt mig oppe. I Ordsprogene 3:5, 6 får vi rådet: „Stol på Jehova af hele dit hjerte . . . så vil han jævne dine stier.“ Hvor er det sandt! Havde det ikke været for Jehovas kærlighed og sandheden ud fra Bibelen, ville jeg aldrig have været i stand til at holde ud. Men jeg har ikke altid stolet på Jehova. På et tidspunkt kendte jeg ham ikke engang.

Jeg er født i 1911, et sted der kaldes Little Catalina ved Trinity Bay på Newfoundland. Mine forældre var troende, og jeg havde respekt for Bibelen, som jeg af og til læste i. Under min læsning dukkede der flere spørgsmål op i mit sind. Ville mennesket virkelig komme til at leve evigt, som der siges i Salme 37:29? Det ville jeg gerne vide, så jeg tog hen til præsten for at spørge ham, men han svarede: „Det må du vente med at få svar på til du er ’kommet over Jordan’.“ Mine andre spørgsmål lod blot til at forstyrre ham. Han sagde derfor til mig: „Dit problem, Lindsay, er at du spørger for meget.“

Først i 1948, da vi flyttede til Cormack, fik jeg mine spørgsmål besvaret. Der mødte jeg Gus Barnes og Jack Keats, som var Jehovas vidner. Hvor blev jeg glad da de besvarede mine spørgsmål ud fra Bibelen! De gjorde det så grundigt at jeg året efter blev døbt som et symbol på min indvielse til Jehova.

Samme år flyttede vi igen. Denne gang slog vi os ned i Goose Bay i Labrador, hvor jeg skulle arbejde med store maskiner. Der gik ikke lang tid før min arbejdsgiver fandt ud af at jeg var et af Jehovas vidner. Inden der var gået to måneder blev jeg fyret og bedt om at flytte fra byen. Det nægtede jeg. Dengang var folk bange for at lytte til noget nyt, også selv om det budskab vi forkyndte var meget ældre end de selv.

Det gik også ud over mine børn. De havde en svær tid i skolen indtil politiet kontaktede skolemyndighederne og mindede dem om at Jehovas Vidner havde udkæmpet og vundet de mest enestående retssager om religionsfrihed i Canada. Resultatet heraf blev at mine børn, samt børn inden for alle andre trosretninger, fik sikret deres religionsfrihed.

Forholdene i dette område har i dag ændret sig. I 1985 blev der her rejst en hurtigbygget rigssal som benyttes af en blomstrende menighed af Jehovas Vidner hvis medlemmer, heriblandt en af mine døtre, er travlt optaget af at tjene Jehova.

Hjælp til at overvinde et personligt tab

I 1951 flyttede vi til den by hvor vi nu bor, nemlig Deer Lake. Det var nødvendigt at vise udholdenhed i disse vanskelige år. Men jeg skulle opleve noget der krævede endnu større udholdenhed.

Min kære livsledsager, Hilda, fik problemer med hjertet og døde af et slagtilfælde i 1963. Hun blev sænket i jorden en kold vinterdag mens jeg så til fra min kørestol. Ensomhedsfølelsen syntes uudholdelig! Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg var helt ude af stand til at klare mig selv, og jeg kunne umuligt tage mig af min familie.

Men Jehova er trofast og vil altid skabe en udvej for dem der stoler på ham. (1 Korinther 10:13) Hans tjenere, mine kristne brødre og søstre, skænkede mig megen trøst, hvilket styrkede mig til at fortsætte. Min datter Yvonne overtog opgaven med at passe mig, og hun har været en uvurderlig hjælp for mig!

Trods det at Yvonne har sin egen familie at passe, klarer hun samtidig at sørge for mig. Det nærmeste hospital ligger 50 kilometer borte, og mange gange har min datter måttet køre mig til behandling dér. Når jeg får alvorlige problemer med helbredet rejser jeg med fly til et hospital i St. Johns, omkring 640 kilometer fra hvor vi bor. Hver gang tager Yvonne med mig.

Da min krop ikke kan fungere normalt, er jeg af og til blevet alvorligt syg. Jeg har fået fjernet nyresten, er blevet opereret som følge af infektioner, har i månedsvis været indlagt på hospitalet til behandling for liggesår, og derefter været yderligere sengeliggende i flere måneder derhjemme. Nogle af disse sår har krævet hudtransplantationer. Tarmproblemer har ført til at jeg har fået foretaget kolostomi, og desuden er der kommet sukkersyge ind i billedet.

Spørgsmålet om blodtransfusion har ofte været aktuelt, men lægerne er til sidst gået med til at operere mig uden brug af blod. Takket være deres dygtighed og omhu har jeg klaret mig fint uden blodtransfusioner. — Apostelgerninger 15:29.

Min datter og svigersøn og deres børn har hjulpet mig igennem alle mine genvordigheder, stået op om natten for at tage sig af mig, givet mig mad, badet mig, skiftet mine bandager og sørget for at jeg kom til de kristne møder og stævner — hvor jeg er blevet yderligere åndeligt opbygget. Nogle gange har jeg endda haft et indlæg på et stævneprogram. Kærlige børn er i sandhed en stor velsignelse fra Jehova! — Salme 127:3.

Meget at være taknemmelig for

Ja, jeg har meget at være taknemmelig for. Skønt min krop ikke fungerer er min hjerne klar og jeg kan tale. Jeg har brugt min talegave til at gøre Jehovas navn og hensigter kendt for dem på hospitalerne som ville lytte — læger, sygeplejersker, patienter, præster der besøgte hospitalerne og venner der kom for at besøge mig.

Nu har jeg desuden fået en kørestol der bliver drevet af to 12-volts batterier, og som jeg selv kan styre via en kontakt på armlænet. Af og til når jeg kører mig en tur møder jeg venner og naboer, og her har jeg en yderligere mulighed for at fortælle andre om Guds hensigter. Jeg er taknemmelig over at være i stand til dette.

Flere af mine børn har indviet deres liv til Jehova og oplærer også deres børn til at tjene Gud. Dette bringer mig megen glæde. Min hustru var også et døbt Jehovas vidne, og min moder, der blev døbt i en alder af 75, tjente Jehova til sin død.

Nu ser jeg frem til den dag hvor ’Gud selv vil være hos sit folk og vil tørre hver tåre af deres øjne, og hvor døden ikke skal være mere, og der heller ikke skal være sorg eller skrig eller smerte mere’, og hvor ’den halte springer som hjorten’. — Åbenbaringen 21:3, 4; Esajas 35:5, 6.

Til den tid vil jorden være kendetegnet af en altomfattende fred, og de der underlægger sig Guds styre vil høste frugterne deraf. Bibelen lover: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Hvor længe? „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:11, 29; 72:7.

Dette er vidunderlige fremtidsudsigter. Og min glæde vil blive fuldstændig, i Jehovas nye ordning, når ’de der er i mindegravene skal komme ud’. — Johannes 5:28, 29.

De mange dages sengeleje giver mig rig lejlighed til at tænke tilbage på mit liv og overveje hvad jeg har haft ud af det. Uden tøven kan jeg sige at jeg har haft meget ud af livet. Jeg er til stadighed blevet mere åndeligsindet, og jeg har lært at stole fuldstændigt på Jehova. I stedet for at klage over min lod i livet eller over det jeg må undvære, har jeg lært at værdsætte det jeg har, ligesom jeg sætter større og større pris på min omsorgsfulde familie.

Jeg kan virkelig sige at jeg er taknemmelig for det jeg har i øjeblikket, og jeg ser frem til opfyldelsen af det enestående håb at komme til at leve i Guds nye ordning. Til den tid vil jeg opnå et fuldkomment helbred. Hvilken lykkelig dag! — Fortalt af Lindsay Stead.

[Tekstcitat på side 11]

Min kære hustrus død krævede endnu større udholdenhed

[Tekstcitat på side 12]

Kærlige børn er i sandhed en velsignelse fra Jehova

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del