Et nutidigt Babelstårn?

FORTIDENS Babelstårn er blevet et symbol på forvirring og splittelse. Det var her Gud for cirka 4000 år siden forvirrede menneskenes sprog fordi de gjorde oprør imod ham og nægtede at vise ham lydighed. De lod deres tilværelse dreje sig om ufuldkomne menneskers planer. Derfor spredte Gud dem. — 1 Mosebog 11:1-9.

Var begivenheden i Assisi helt ulig dette? Oplevede man en ægte genforening her? Fremmede de religiøse ledere for over to milliarder mennesker virkelig verdensfreden?

Herskede der enhed?

I en tale blot få dage forinden havde paven understreget: „Det der vil finde sted i Assisi bliver afgjort ikke trosmæssig synkretisme [religionsblanding].“ Han tilføjede: „Vi kan ikke bede sammen, det vil sige forene os i fælles bøn, men vi kan være til stede mens andre beder.“

Paven lod således forstå at mødets hensigt var at man skulle komme sammen for at bede, ikke for at bede sammen. Nogle hæftede sig ved at han bevidst ville undgå at deltage i en fælles bøn for ikke at give katolikker anledning til at beskylde ham for at blande forskellige trosopfattelser.

At det var sådan paven betragtede mødet fremgik af hans tale til de religiøse ledere om formiddagen hvori han understregede: „Den omstændighed at vi er kommet her indebærer ikke at vi har til hensigt at søge at komme til fælles forståelse i trosspørgsmål eller at vi vil føre forhandlinger om vor tro. Det betyder heller ikke at trossamfund kan forenes i kraft af en fælles opgave i et jordisk forehavende som alle anerkender som overordnet.“ — Kursiveret af os.

Der skulle altså slet ikke gøres nogen bestræbelse for at bilægge de mange læremæssige uoverensstemmelser blandt de tilstedeværende i Assisi. Enhed i troen var således en umulighed. Der skulle fortsat herske ’religiøs sprogforvirring’. Man ser således slående lighedspunkter med forholdene ved det gamle Babelstårn.

En kort oversigt over de forskellige trossamfunds lære vil tydeligt vise uenigheden. For eksempel afviser buddhisterne at Gud er en person og lærer at menneskets endelige mål er nirvana, en tilstand af fuldstændig salighed der opnås ved at man udsletter selvet. Hinduerne tror på millioner af guder og på en vedvarende cyklus af reinkarnationer der kan føre til nirvana. Katolske, græsk-ortodokse og protestantiske trossamfund tror på en treenig gud. Muhamedanerne tror derimod at der er én gud, Allah, og at Muhamed er hans profet; de tror imidlertid ikke at Gud har en søn. Jøderne tilbeder én gud, men anerkender ikke Jesus som Messias. I afrikanske religioner tror man at planter, dyr og livløse genstande har en ånd. Og indianerne tilbeder naturkræfterne.

Sand fred forudsætter imidlertid at folk med forskellige opfattelser i det mindste mødes eller forenes på visse grundlæggende punkter. Men de trossamfund der mødtes i Assisi var så ynkeligt splittede at de ikke engang kunne enes om at bede en fælles bøn! Den sande Gud kan ikke godkende alle disse modstridende opfattelser, for, som apostelen Paulus skrev: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ — 1 Korinther 14:33.

Lytter Gud?

Hvordan kan den eneste sande Gud, himmelens og jordens Skaber, lytte velvilligt til bønner fra religiøse ledere som ikke har til hensigt at arbejde for sand enhed? Der står tydeligt i Guds inspirerede ord at de der praktiserer den sande tilbedelse „alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt [dem], men at [de] skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang“. — 1 Korinther 1:10.

Det ville være selvmodsigende hvis Gud lyttede til disse splittede trossamfund. Det ville give det udseende af at han anerkendte det han fordømmer — splittelse. Men sandhedens Gud kan ikke gøre sig skyldig i dobbeltmoral. Han vil ikke handle i modstrid med sit eget ord, for ’Gud kan ikke lyve’. (Titus 1:2) Altså lytter han ikke velvilligt til bønner fra splittede tilbedere.

Bibelen viser tydeligt at Jehova kun godkender den tilbedelse der er i overensstemmelse med hans vilje. Jesus sagde: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ Han sagde også at Gud kun „søger“, det vil sige godkender og lytter til, dem der tilbeder ham „i ånd og sandhed“. Det gør man ved at overholde hans ord og adlyde hans bud. Gud finder derfor mishag i trossamfund der ikke gør hans vilje, ligesom han fandt mishag i dem der byggede Babelstårnet, nogle der heller ikke gjorde hans vilje. Sådanne mennesker forkaster han. Som Jesus sagde til dem der gjorde deres egen vilje frem for Guds: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23; Johannes 4:23, 24.

Den åndelige tilstand hos de trossamfund der mødtes i Assisi er således stik imod hvad Gud kræver. De er ikke forenede i samme sind og samme tankegang, men er splittede på grund af uenighed, nøjagtig som det var tilfældet ved Babelstårnet.

At Gud ikke lytter velvilligt til denne verdens babellignende trossamfunds bønner, kommer klart til udtryk når man undersøger historiens vidnesbyrd. Hvilket billede tegner dette vidnesbyrd?

[Illustration på side 6]

Et babylonisk tempeltårn