Verden siden 1914

Syvende del — 1960-1969: 1960’erne — oprørets årti

FLYET styrtede til jorden, og dermed forsvandt ethvert håb om at den kolde krig snart kunne afsluttes. Det var et amerikansk U-2-spionfly, og det blev skudt ned over Sovjetunionen den 1. maj 1960.

Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjóv forlangte en undskyldning af De Forenede Stater, og et løfte om at sådanne overflyvninger ophørte. Da han ikke var tilfreds med præsident Eisenhowers svar, protesterede han ved at nægte at deltage i det øst-vest-topmøde i Paris der efter planen skulle begynde den 16. maj.

Denne episode var ikke just en lykkevarslende indledning til 1960’erne, men den var typisk for et årti der skulle blive præget af protester, demonstrationer og uenighed om næsten alt.

Tre slags krig — trods freden

Den kolde krig rasede stadig, og den følgende tids begivenheder bar ved til bålet. I august 1961 afskar russerne deres besættelseszone i Berlin fra de vestlige sektorer ved at rejse Berlinmuren. Året efter gjorde de forsøg på at opstille sovjetiske missiler på Cuba, men måtte trække sig tilbage fordi USA’s flåde oprettede en „karantæne“, en blokade. Studenteruroligheder i Tjekkoslovakiet bidrog til dannelsen af en ny regering og en ny kurs, men i 1968 intervenerede Sovjetunionen for at regeringsreformerne ikke skulle forvandle det såkaldte „forår i Prag“ til en højsommer.

Foruden den kolde krigs isnende vinde mærkede verden også heden fra mere „normale“ krige. Der var opstået mindst 54 konflikter i årene mellem 1945 og 1959. Nu, i 1960’erne, kunne der føjes 52 til listen, deriblandt borgerkrigene i Congo og Nigeria, Seksdages-krigen i Mellemøsten, og Vietnamkrigen.a

Men i 1960’erne udbrød der desuden en tredje form for krig. Indtil da havde der været relativt roligt på verdens sociale fronter, men nu var efterkrigstidens unge begyndt at vokse til. De brød sig ikke om den verden man bød dem, de følte at der blev gjort for lidt for at løse problemerne — og derfor begyndte de at føre deres egen krig, en protestkrig.

Studenteruroligheder

Der blev vandret ikke så få kilometer i protest mod atombomben. Faktisk gav så godt som enhver sag der var værd at protestere imod, anledning til demonstrationer, studenterstrejker, „sit-ins“ eller passiv modstand. Flertallet af de unge støttede åbenbart denne nye form for krigsførelse, i det mindste i princippet. Et rundspørge der i 1968 blev foretaget blandt unge i Tyskland, viste at 67 procent gik ind for protestaktionerne, hvilket fik det tyske nyhedsblad Der Spiegel til at skrive: „Når det gælder demonstrationer er de fleste af dem villige til ikke blot at stille deres hjerte til rådighed, men også deres fødder, og, om nødvendigt, deres knytnæver.“

Dette viste sig i over 20 byer i Tyskland i påsken 1968 da tusinder deltog i protestdemonstrationer. To døde; flere hundrede kom til skade. Demonstrationerne var en efterskrift til protestaktionerne i Berlin den 2. juni året før, mod shahen af Iran og hans regime. Ved den lejlighed resulterede sammenstødene mellem demonstranterne og politiet i ét dødsfald og mange sårede.

Det var med god grund at forfatteren William Burroughs i 1968 udtalte: „Ungdomsoprøret er et verdensomfattende fænomen der ikke er set tidligere i historien.“ Samme år resulterede studenteruroligheder i Frankrig i en generalstrejke der næsten bragte de Gaulle-regeringen til fald. Ved årtiets begyndelse havde studenterdemonstrationer — der kostede over 200 mennesker livet — faktisk bragt en regering til fald, nemlig i Sydkorea. Også i Japan protesterede studenterne. Bogen 1968 Weltpanorama skriver: „Japan adskiller sig næppe fra Amerika og Europa. De japanske studenter er måske blot lidt mere opfindsomme end deres studenterkammerater i Berkeley, Paris eller Frankfurt.“

„Make Love, Not War“

En stor del af protestdemonstrationerne var rettet mod krig — krig i almindelighed og Vietnamkrigen i særdeleshed. I 1946 var en uafhængighedskrig mod den franske kolonimagt brudt ud i Indokina, som Vietnam var en del af. Otte år senere blev landet delt ved en våbenstilstandsaftale, en midlertidig ordning indtil landet kunne blive genforenet ved et valg. Den ene del kom under kommunistisk herredømme, den anden kom under ikke-kommunistisk herredømme. Ligesom i Tyskland og Korea var supermagterne blevet indblandet i en kold krig der blev kæmpet på tværs af en politisk bekvemmelighedsgrænse.b

Med tiden udviklede den kolde krig i Vietnam sig til åben krig. I begyndelsen var det udelukkende militærhjælp den sydlige del af landet modtog fra De Forenede Stater, men i 1960’erne begyndte USA også at sende soldater i et antal der nåede op på over en halv million før årtiet var omme. Krigen blev som et væskende sår der ikke ville heles. „Et diskussionsmøde [i De Forenede Stater] der i maj [1965] blev overværet af tolv tusind studenter, udviklede sig til en demonstration mod krig, og dette dannede mønster for de omfattende studenterdemonstrationer mod krig som kom til at sætte deres præg på resten af årtiet,“ skriver Charles R. Morris i bogen A Time of Passion — America 1960-1980. For at præcisere deres standpunkt brændte i tusindvis af unge mænd deres indkaldelsesordre. Nogle gik endnu længere. Charles R. Morris nævner to mænd som „offentligt brændte sig selv til døde i protest mod krigen“.

„Jeg har en drøm“

Det var måske nok studenterne der førte an i protestkrigen, men de stod ikke alene. USA’s borgerrettighedsbevægelse fik for eksempel støtte af sorte og hvide i alle aldre under deres anfører, baptistpræsten Martin Luther King junior. I 1963 marcherede over 200.000 mennesker mod Washington. Her indgød Martin Luther King demonstranterne nyt mod med en tale hvori han sagde de berømte ord: „Jeg har en drøm.“

Man nåede et vist mål af succes da USA’s kongres vedtog det der er blevet kaldt „den mest omfattende borgerrettighedslovgivning i dette århundrede“. Og Martin Luther King opnåede personlig succes da han i 1964 fik Nobels fredspris.

Alle gør hvad der passer dem

De unge viste også deres foragt for „systemet“ ved at forkaste de almindelige normer for påklædning og frisure. „Den revolution på modefronten som begyndte i Carnaby Street i London i 1957,“ skriver The New Encyclopædia Britannica, „førte til 1960’ernes frie, ungdomsorienterede og samfundskritiske mode.“ Mange kvinder gik i miniskørter og hotpants, mænd lod skæg og hår vokse langt, og for begge køn var der unisex-moden og det sjuskede udseende der stemplede folk som hippier.

En del af tidens musik fremmede også den samfundskritiske holdning ved at tilskynde til stofmisbrug, fri sex og homoseksualitet. Rockstjerner og popsangere blev idoler der dikterede både mode og opførsel. Det blev populært at bo i kollektiver. Denne og andre måder at leve på, der tidligere var blevet betragtet som helt uantagelige, blev nu anset for at være acceptable alternativer. Men i 1970’erne og 1980’erne skulle man komme til at høste de sørgelige frugter af alt dette frisind.

Aggiornamento og „Jesusfolket“

I en ordbog defineres det italienske ord aggiornamento som „den politik at ajourføre eller modernisere romersk-katolske lærepunkter og institutioner. Dette blev valgt som et af målene med Det Andet Vatikankoncil (1962-1965)“. Når pave Johannes XXIII begyndte at føre denne politik, var det dels for at tilbagevise anklagerne om at kirken var gammeldags, og dels for at neutralisere virkningerne af den omsiggribende tendens til at folk åbent protesterede mod kirkens lære og praksis. Protesterne kom endda fra kendte katolske gejstlige. Den tyske teolog Hans Küng blev for eksempel bedt om at komme til Rom for at gøre rede for sine uortodokse synspunkter, men han nægtede at rejse.

Protesterne kom ikke kun til udtryk gennem forsøgene på at revidere de gammelkendte trossamfund. Mange unge europæere og amerikanere havde kun foragt tilovers for disse trossamfund, og de vendte sig i stedet til nye sekter eller til asiatiske filosoffer. Grupper som Divine Light Mission, Hare Krishna og Guds Børn blev grundlagt i 1960’erne, og de vandt hurtigt stor tilslutning.

Fra protester til vold og terrorisme

Tidsånden, der var gennemsyret af protest, viste at folk alle vegne havde mistet respekten for autoriteterne — forældre, lærere, regeringer og religiøse ledere. Den fostrede en holdning der bevirkede at også 1960’erne oplevede sin del af den vold der har været udbredt lige siden 1914, både på og uden for slagmarkerne.

Måske husker du nogle af de begivenheder der skabte store overskrifter i 1960’erne: Patrice Lumumba, Congos symbol på afrikansk nationalisme, og Sydafrikas premierminister, Hendrik F. Verwoerd, blev begge brutalt myrdet; Ngo Dinh Diem, præsident for republikken Vietnam, blev dræbt ved et kup. I De Forenede Stater blev tre politiske ledere dræbt ved attentater på mindre end fem år: Præsident John F. Kennedy, borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King junior, og senator Robert F. Kennedy.

De der forkastede autoriteterne og ikke holdt sig tilbage fra voldsanvendelse for at nå deres mål, var med til at lægge grunden til terrorismen. En forfatter og politisk kommentator ved navn Claire Sterling har sagt at nutidens terrorisme begyndte i 1968, „tydeligvis det år da en generation der var blevet født efter den sidste verdenskrig, selv erklærede krig mod samfundet“.

Man søger hjælp i himmelen

Kunne en erobring af rummet hjælpe menneskeheden til at løse problemerne her på jorden? Det var der åbenbart nogle der mente. Rumforskningen var blevet en del af den kolde krig og fortsatte med uformindsket styrke, anført skiftevis af øst og vest. Fra 1961, da Sovjetunionen sendte den første mand i kredsløb om jorden, til 1969, da De Forenede Stater landede den første mand på månen, blev verden blændet af den ene bedrift i rummet efter den anden.

Om årtiets afslutning skrev Collier’s 1970 Year Book: „Det synes helt naturligt at 1969, det år hvor et menneske for første gang gik på månen, også var det år hvor interessen for astrologien voksede sig større . . . end nogen sinde før på vor planet. Måske er vi gået ind i Vandmandens tidsalder . . . [hvor] broderskabet skal herske på jorden.“c

Flere og flere søgte åbenbart hjælp i himlene. Og de bogstavelige himle bragte nationerne nærmere hinanden i den forstand at satellitter i kredsløb om jorden gjorde det muligt at kommunikere med mennesker på andre kontinenter fra det ene øjeblik til det andet. Men dette hjalp dem ikke til at samarbejde om at løse verdensproblemerne. Nationerne stod så langt fra hinanden som nogen sinde; de var stadig „uforsonlige“. — 2 Timoteus 3:1-3.

Hvorfor var det sådan? Fordi 1960’ernes oprørske tidsånd umuligt kunne virke forenende. Den virkede tværtimod splittende. For at kunne løse verdensproblemerne må mennesker kunne samarbejde i enhed. Og for at opnå denne enhed må de søge hjælp i himmelen, ikke i den bogstavelige eller astrologiske himmel, men i Guds regeringshimmel.

Det gjorde Jehovas vidner — der i 1969 havde øget deres antal med 48 procent over gennemsnittet i 1960. De var taknemmelige for at en forklaring på ordene i Romerbrevets 13. kapitel om kristen underkastelse havde hjulpet dem til at undgå at blive påvirket af den oprørskhed der prægede 1960’erne. — Se Vagttårnet for 1. marts, 15. marts og 1. april 1963.

Da 1960’erne nærmede sig deres afslutning var Jehovas vidner travlt optaget af at tale, ikke om Vandmandens tidsalder, men om en tidsalder under Guds rige hvor „broderskabet vil herske på jorden“. Ville de mon personligt komme til at opleve det? Vil du? Gå ikke glip af den afsluttende artikel i serien „Verden siden 1914“. Den bringes i det næste nummer af Vågn op! og hedder „Hold fast ved dit håb mens verden går i opløsning!“

[Fodnoter]

[Ramme på side 25]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

1960 — Marokko og Chile rammes af store jordskælv

1966 — Kulturrevolutionen begynder i Kina

Blodige kampe i Belfast mellem katolikker og protestanter

[Illustration på side 23]

Hippiebevægelsen i 1960’erne

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

[Illustration på side 24]

Demonstration mod krig i New York

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos